mandag den 23. december 2013

Glædelig sylte uden salt

"Jeg ville ønske, at jeg kendte en rigtig god slagter," sagde far i et længselsfuldt tonefald, da vi kørte hjem fra Køge.
"For så ville jeg bestille et stykke sylte til juledagene."
Jeg sad længe i bilens mørke og sagde ingenting. Men så nænnede jeg det alligevel ikke.
"Det skal jeg nok gøre," sagde jeg.
"Mor har lært mig at lave sylte. Jeg kan sagtens lave sylte til dig."
"Kan du virkelig?", sagde far - og han lød helt glad.

Og ja. Det kan jeg. Jeg kan også lave stegte sild, marinerede sild, hønsesalat, og karrysalat. Jeg kan forme små mørbradbøffer, stege fiskefileter i varmt smør og sætte en rullepølse i spænd.
Det hele har jeg lært af min mor. I de sidste år inden min mor døde, var det en fast tradition, at jeg lavede maden til familiens julefrokost anden juledag. Så satte jeg mor i en stol i køkkenet, hentede en puf inde fra stuen, som hun kunne hvile sine ben på. Skænkede hende et glas hvidvin og stillede en skål med snacks. Små butterdejssjovere, chips eller konfekt - og så gik jeg i gang med at lave mad. Konstant småsnakkende med min mor.
"Mmm, lagen skal være sød, men stadig give et svirp på tungen," sagde hun, når jeg lavede sildelage.
"Jeg ville give en smule mere bladselleri i den hønsesalat," sagde hun, når jeg stak en ske hen til hende, så hun kunne smage.

Og ind imellem madlavningen, snakkede vi om ingenting og alting. Udvekslede gamle historier, opfriskede nye historier. Diskuterede om juledagene skulle gå med at se 'Anne fra Grønnebakken' eller om tiden var til et gensyn af samtlige 24 episoder af Matador. Det var endnu en af vores juletraditioner. Om aftenen så vi tv og spiste marcipansnitter.

Engang imellem stak min far hovedet ud i køkkenet og sagde:
"Du godeste, hvor I snakker."
Og det gjorde vi. Vi grinede også en del. Og jeg tror, at far godt kunne lide at tøffe rundt i sit hus og høre lyden af vores stemmer og latter ude fra køkkenet.

Dengang kunne jeg godt lide at lave mad. Jeg kunne godt lide at invitere mine venner på middag i min lejlighed og se dem sidde rundt om mit bord og spise noget, som jeg havde lavet til dem. Jeg fik et vist ry i min vennekreds for at være hæderlig ved kødgryderne.
Jeg kunne godt lide at invitere min eks-kæreste til rare middage i weekenden. Og når solen stod ind i mit køkken, var jeg sådan en type, der kogte fond og eksperimenterede med forskellige former for chutneys, som jeg stolt opmagasinerede i mit køkkenskab. Jeg havde en kæmpe reol med kogebøger og supplerede gerne op med madmagasiner, når de havde en indbydende forside. Mad var ikke bare mad. Det var også afslapning, glæde og samtaler. Mange samtaler.

Jeg havde en trådløs telefon som lå perfekt i hulningen i min skulder, mens jeg stod og rørte i gryderne. Og meget ofte havde jeg min mor i den anden ende af telefonen. Vi snakkede gerne et par timer, når jeg alligevel var i køkkenet. Jeg spurgte hende om råd. Jeg lærte hendes fif og tricks om madlavning og føjede egne opfindelser til listen. Jeg havde et rigtigt kokkeforklæde. Og det var sort.
Når mine venner kom, sad de gerne ud i køkkenet og underholdt mig, mens jeg lavede mad. Der kunne være tre mennesker foruden mig - en på skammelen foran køleskabet, (Som så måtte dukke sig, hver gang jeg skulle have noget) en siddende på en stol i døråbningen. Og en på det lille stykke køkkenbord ved vasken.

Senere fik jeg revet en væg ned i køkkenet og på den måde blev der endnu bedre plads til, at der kunne sidde nogen og skvadre med mig i køkkenet.

Jeg er en af dem, der godt kan lide at beskæftige hænderne, når jeg taler. Det er som om, at det er nemmere at tale om vigtige ting, når hænderne arbejder med noget andet. Når hænderne arbejder, løsner tungen sig.

Jeg har modtaget stor kærlighed, mange gode råd, saftige historier, bidder af livsvisdom og konkrete spark i bagdelen, mens jeg har stået og rørt i en gryde. Og jeg har givet det samme videre til andre. Køkkenet er et godt sted at diskutere livet.

Da min mor døde, havde jeg levet af fastfood i ret lang tid. Som regel passede det med, at jeg kunne svinge forbi mit lokale pizzaria, når jeg kom hjem fra hospitalet. Mit forbrug af kebabruller og pizza Margharita nåede et niveau, hvor min pizzamand endte med at invitere mig ud - fordi han syntes, at jeg trængte til at få noget ordentlig mad ...

Og så kan jeg huske, at jeg lavede familiens påskefrokost det år, hvor min mor var død. Jeg kan også huske, at der kom tårer i hønsesalaten. Tårer i maden gør den alt for salt.

Siden dengang kom jeg aldrig rigtig i gang med at lave mad igen. I hvert fald ikke for alvor. Jeg husker mange gange, hvor jeg stod i køkkenet og lavede dit og dat. Men den dybe ro og glæde, som jeg følte ved at lave mad, var endegyldigt blevet erstattet med en underlig fornemmelse af, at jeg havde travlt med at få det overstået. Jeg kunne stadig håndelaget til en vis grænse, jeg gad bare ikke. Og eftersom jeg ikke havde forpligtelser i form af børn, som havde brug for nærende måltider, brugte jeg ikke længere mit køkken så meget, som jeg burde have gjort. Det var som om, at min madlavning var forbundet med min mor på en måde, som jeg ikke forstod, men som jeg bare blev nødt til at acceptere.

I dag er jeg specialist i at leve af det samme i ugevis. Da jeg landede i junglen i Costa Rica, levede jeg af røræg, skivede tomater og majschips i meget lang tid. Så fandt jeg nogle små empanada-lignende ting i supermarkedet, som jeg levede af. Engang imellem når jeg syntes, at jeg skulle fejre noget, lavede jeg rigtig mad.
Hvis bare jeg havde kaffe, sukker og mælk til morgenstunden, var alt okay med mig. Og så sørgede jeg selvfølgelig for at Red fik sin omelet hver aften. Jeg kunne godt lide at lave mad til hundene, jeg nød at pylre om dem og give dem omsorg.

Men da jeg sad i fars bil, skulle jeg virkelig tage mig sammen for at love at lave sylte til ham. Dels fordi jeg ved, at den aldrig vil blive helt lige så god som mors - af den simple årsag, at hun ikke har lavet den og at bare tanken om dét, vil gøre den en smule dårligere.
Omvendt vil jeg virkelig gerne genfinde glæden ved at lave mad. Der er noget godt, solidt og jordnært ved at lave et måltid mad til dem, man holder af. Og hvis man laver et ordentligt måltid til sig selv, er det også en slags kærlighed. Det er det modsatte af at være selvdestruktiv. Det er at passe på sig selv og gøre noget venligt mod sig selv. Det er det modsatte af at leve af cigaretter og kaffe. Og ikke så lidt sundere.

Og det passer jo som fod i hose med, at jeg fandt et glas vitaminpiller i bunden af min taske for et par dage siden. Jeg købte det engang i sommer, da jeg var syg. Åbnede det aldrig. Det gjorde jeg så, da jeg fandt det.

De sidste par dage har jeg gjort nogle små yoga-øvelser om morgenen. Jeg har drukket mere vand end jeg plejer og summasummarum vil jeg mene, at en smule madlavning kunne være på sin plads.


Så nu begynder jeg der, hvor det er sværest: At lave sylte til min far. Efter min mors opskrift. Til jul. Jeg håber ikke, at den bliver salt. Overhovedet.

11 kommentarer:

  1. <3 <3 <3 Glædelig jul smukke Knirke.

    SvarSlet
    Svar
    1. Glædelig jul til dig også, søde Pia :-)

      Slet
  2. Sikke et rørende indlæg - tak for det Knirke. Måske du skulle se det som en stor gave, at din mor gav dig viden med på vejen, og du formåede at bruge den på en god og konstruktiv måde. Tænk på, at din mor garanteret ville ønske for dig, at du stadig bruger den viden og gør det bedste for dig, din sjæl og ikke mindst din krop. Hver gang du laver et dejligt måltid rigtig mad, så ærer du din mor - kan du ikke tænke sådan, og begynde og lave mad til og for dig? Og senere måske også til andre.

    Jeg er sikker på din far bliver lykkelig for sin sylte, fordi DU har lavet den og lagt kærlighed og omsorg i den. Den kommer til at smage af DIN kærlighed og det er mere end godt nok. Rigtig glædelig Jul til dig!

    P.S. - Jeg savner også min mor helt forfærdeligt og særligt til Jul.

    SvarSlet
    Svar
    1. Glædelig jul til dig også, Deborah. Jeg er ked af at høre, at du også har mistet din mor. <3 Jeg kan lide dit forslag, og jeg tror, at jeg vil forsøge at tænke på den måde i det nye år - så må vi se, om jeg ikke kan komme i gang med at lave mad igen. Tak for din kommentar :-)

      Slet
  3. På et tidspunkt så sidder det ens mor har lært en, mens hun stadig levede, i fingrene og hjertet. Tag imod hendes gave. God jul til dig og dine.

    SvarSlet
    Svar
    1. Rigtig glædelig jul tilbage til dig, Susling. Du har ret: Jeg skal tage imod de gaver, som jeg får. Jeg vil gøre mig bedste!
      Kærlig hilsen Knirke

      Slet
  4. Nu kom jeg til at tude! Muligvis dét indlæg af dine, der har gjort stærkest indtryk på mig......

    SvarSlet
    Svar
    1. Åhr, Slemski <3 Rigtig, rigtig glædelig og lykkebringende jul til dig og dine kære. Jeg formoder, at skyttehuset i dén grad er blevet julepimpet? ;-)

      Slet
  5. wauw... det gjorde sgu indtryk. er selv ved at miste min mor, og må huske, at hun skal lære mig hvordan hun laver lagen til de stegte sild...

    SvarSlet
  6. Jeg tror, at jeg har været ved at skrive dette før, men kom bort fra det igen. Men pludselig dukkede indlægget op i mine tanker, fordi emnet er så vigtigt... især for os, som er ved at miste, og som skal huske at få vristet den sidste viden ud af det døende mødrende ophav. Her er det de stegte sild... ;) <3

    SvarSlet