Sur, sur, sur ...

Om min viljestyrke vil, så er det slut med denne dødsensfarlige, men åh så vidunderlige last ... 

Der findes ting og væsner, som uden tvivl er magiske. Gærdesmutten for eksempel. Det er fuldstændig umuligt ikke at lade sig påvirke af denne charmerende, lille fugl med den geschæftigt opadvendte hale. 

Jeg ved det, fordi jeg lige har smilet til den, da den hoppede rundt på havemøblerne på terrassen. Og jeg er ellers så eddikesur, at jeg med vilje tog min kaffe med ned på kontoret for ikke at komme til at snerre af stakkels, uskyldige Onkel G. Eller ... Uskyldig og uskyldig. Jeg synes faktisk, at han smurte sit franskbrød med nogle ret irriterende bevægelser ... 

DET GIK ELLERS SÅ GODT! Jeg cruisede veloplagt gennem november måned og tænkte: "Ja, ja - den mørke tid kan også have sin charme." Jeg begyndte december med at hive fem kasser julepynt ned fra loftet og tænke: "SÅ skal der kraft'ede'me jules igennem!," mens jeg googlede småkage-opskrifter på nettet. For i år var der ingen smalle steder i Bredgade: Der skulle vandres ture, bages småkager og indsamles dekorativt mos til flamboyante juledekorationer. 

En af mine små, beskidte hemmeligheder er, at jeg har samlet på glaskugler hele mit voksenliv - og i min fremskredne alder er det blevet til en anselig samling ... 

Jeg har været vinterdeprimeret hele mit liv. Indtil for to år siden, hvor jeg faldt i snak med en venlig herre, der arbejdede som skolelærer på Grønland. Da jeg spurgte ham, hvordan han klarede den lange, mørke vinter, svarede han: "D-vitaminer."

Det glemte jeg alt om, indtil et par måneder senere, hvor jeg simpelthen havde det så skidt, at jeg gik til læge. Lægen tog en masse blodprøver og undersøgte mig grundigt, for derefter at konstatere, at jeg rent helbredsmæssigt var i fin form - bortset fra en graverende d-vitaminmangel midt om sommeren. 

"Måske skulle du prøve at lade være med at pakke dig så meget ind," sagde op til flere af mine venner. 
Mit argument om, at en løs skjorte og jeans ikke var at pakke sig ind, blev overhørt. 

Ergo sprang jeg ud i sommersolen iført det rene ingenting - nemlig en bodystocking og et par pludderbukser og arbejdede i haven i to dage. Det tog så yderligere en uge, før det kløende, bulede soleksem, som jeg pådrog mig, endelig holdt op med at holde mig vågen om natten. Derefter vendte jeg tilbage til min sædvanlige uniform - dog med den indrømmelse, at jeg smøgede mine jeans op på særligt varme dage. 

De små pinscher-fjæs. De ser så yndige ud, men sandheden er, at det er to skrappe små hunde ...

Til gengæld begyndte jeg at tage en daglig dosis d-vitamin. Og jeg kan med glæde sige, at hverken motion, lysterapi, ingefærshots, positiv tænkning og de andre mærkværdige ting, jeg har afprøvet gennem årene, har hjulpet mig nær så meget, som at tage d-vitaminer. Jeg kan kun anbefale det til alle jer, der også føler, at vinteren er  - som min facebook-ven, Lise, for nylig udtrykte det - når man tænker: “Hvad du kan hjælpe mig med? Skyd mig, f.eks.”

Hele sidste vinter gik derfor rimelig godt. Og i år tegnede det også lyst for den mørke tid. Indtil forrige fredag hvor jeg vågnede op og næsten ikke kunne trække vejret. Årsagen var, at jeg havde brugt den forgangne aften på at skrive, høre musik, drikke rødvin og ikke mindst ryge en utrolig masse cigaretter. 

Samme aften havde jeg to cigaretter tilbage. Dem røg jeg. Og så lod jeg være med at køre i Brugsen efter flere. En simpel, god og logisk beslutning - motiveret af den fæle hoste og af tanken om, at jeg var ved at ryge mig selv ihjel. En pakke om dagen. 140 cigaretter om ugen. 560 cigaretter om måneden. Svimlende 6.720 cigaretter om året. 

Søen som den så ud for bare et par dage siden. Solnedgangslyset var vildt og varede kun i få minutter...

De første par dage var faktisk ikke så slemme. Jeg indkøbte en ordentlig håndfuld nikotin-dutter og en inhalator og gik og truttede optimistisk i dem dag og nat. Og ellers ændrede jeg ikke på noget. Det var den rene fornøjelse. Jeg tabte mig også et par gram, fordi jeg helt ærligt ikke rigtig gad spise noget - og jeg gik simpelthen rundt i en rus af selvglæde. Jamen, hvor svært kan det være? Jeg overvejede i et meget mystisk øjeblik, om jeg ikke også skulle løbe et marathonløb eller bestige et bjerg. Med mit nye, rene åndedræt kunne jeg klare alt. 

Jeg rynkede helligt på næsen af rygerne i supermarkedet, og tænkte, at de vel nok lugtede fælt. Jeg passerede rygere på gaden og sendte dem medfølende blikke. Jeg googlede flittigt fordelene ved rygestop og overvejede, hvad jeg skulle bruge al den tid til, nu hvor det var sikkert og vist, at jeg mindst ville blive hundrede år i fin stil.  

Det er sikkert udmærket, at jeg ikke har nære kolleger og i det hele taget lever en ret eremit-agtig tilværelse. For du godeste, hvor var jeg irriterende. Hvis jeg havde mødt mig selv i den periode, så havde jeg utvivlsomt haft lyst til at give mig selv en olfert og en flad. 

Luna-hunden ...

Men alt godt har en ende. Mandag morgen vågnede jeg således op og var eddikehamrende møgsur. Ikke engang to svingende krus stærk kaffe kunne opmuntre mig. Jeg var vrissen med vrissen på. Decideret knarvorn. Jeg truttede arrigt i en nikotindut. Tog en mere og truttede videre. Intet hjalp. Jeg skældte en af hundene ud for at kaste op på gulvet, velvidende om, at man altså ikke selv vælger at kaste op. Ikke spor rimeligt og heller ikke ligefrem mit stolteste øjeblik. 

Tilfældet ville, at jeg samme formiddag havde en session med Katja, der er forfatter. Jeg undskyldte, hvis jeg virkede kort for hovedet og betroede hende, hvor sur jeg var. "Men," tilføjede jeg, "jeg forstår det ikke, for jeg bruger jo nikotinerstatning og burde absolut ikke have det sådan."

"Glem det," skrev hun. "Det handler ikke om nikotin, det handler om dopamin. Det handler om din hjernes eget belønningssystem. Fint, at du er dækket ind med nikotin, men hvis du kunne lide at ryge, så har din hjerne belønnet dig med et lille skud dopamin, hver gang du rakte ud efter cigaretterne. Og det mangler du nu. Det er nok det, der gør dig sur."

Jeg tror, at Katja har ret. Men det ændrer bare ikke særlig meget ved, at jeg har været sur siden mandag. Jeg har også svært ved at koncentrere mig og overspringshandler mere end jeg plejer. Det føles som om, at alle mine ressourcer er løbet tør på én gang. Det er mørkt, når jeg vågner - og min hjerne nægter at anerkende, at det er dag. Den mener, at det stadig er nat. Og det føles som om, at jeg kunne sove hele tiden. 

Søen som den så ud i går ...

Når min søster anfører forskellige årsager til at være glad for livet, så har jeg lyst til at vrisse af hende. Og endnu mere når hun begynder at plapre om, at Danmark jo netop er charmerende, fordi vi har skiftende årstider. 

Læg dertil, at det er koldt og at alting er sjappet og mudret og irriterende udenfor. 

Men bedst som jeg sad og knurrede, kom gærdesmutten. Den vippede veloplagt rundt på havemøblerne, og selv om det næsten gjorde ondt, så kom jeg til at smile til den.

Og så var det, at jeg tog en rask beslutning om, at det faktisk VAR lidt synd for mig. Og at jeg GERNE måtte være pylret og måske endda pylre lidt om mig selv og anerkende, at det ikke er helt så nemt at være ikke-ryger, som det virkede til i begyndelsen. 

All I want for christmas ... er dette pragtfulde vandrende blad, der bruger sit liv på at tygge sig igennem brombær-planter. Jeg tænker, at den skulle hedde Herman og bo i kontoret, hvor jeg sidder hver dag. Jeg savner insekter af en ordentlig størrelse her i Dk! 

Så nu drejer det sig om at tælle dage. Hver dag jeg ikke ryger, er en god dag. Og jo flere dage der går, jo tættere kommer vi på torsdag den 21. december. Og så er det vintersolhverv. Årets korteste dag. Derefter begynder lyset at komme tilbage. Godt nok ganske langsomt - men bare tanken er opmuntrende. 

Det bliver forår igen. Lyset kommer tilbage igen. Det vil ikke være mørkt for evigt. Og på et eller andet tidspunkt holder jeg vel for pokker op med at være sur ...