onsdag den 1. november 2017

Den røde traktor og blomstermarken

Dette billede er fra den 16. januar. Det eneste tidspunkt i år, hvor der var is på søen ... 

Forestil dig følgende: Du er på date. Aftenen er gået godt. Manden er velduftende, begavet, beleven og morsom. I er derfor rykket tæt sammen i sofaen. Men pludselig siger manden: "Jeg bliver nødt til at fortælle dig, at jeg har et problem med traktose ..."

Hvad gør du? Ja, jeg nævner det bare, fordi JEG har et problem med traktose. Og jeg ville ærlig talt hellere have alle mulige andre problemer. 

Det begyndte altsammen i foråret. Min udsigt fra køkkenvinduet er en græsplæne. Den er pænt indhegnet. Bag græsplænen ligger et højere stykke på cirka to hektarer, der i tidernes morgen blev brugt til fold for min søsters forkælede og let buttede heste. 

Men efter min søster flyttede sig selv og sin familie til en gul gård med labre staldfaciliteter, har marken ligget ubrugt hen. 

Forår er lig med tudser alle vegne. De lader til at holde meget af at sidde på asfalt og stenbelægninger, når solen har varmet disse op hele dagen. En meget uheldig vane, fordi de så kan blive kørt over. Forår er derfor også lig med, at man altid har tudsekurven med i bilen, så man kan samle padderne op og fragte dem til et sikkert sted. Trods deres bombastiske udseende, udstøder de en forbløffende lys kvidrelyd, når man tager dem op ...

Morgen efter morgen stod jeg og slubrede min kaffe i mig, mens jeg gloede på det lange, gule græs, der lå fladt hen over jorden. Hist og pist stak øer af tørre brændenælder op. Engang imellem var jeg heldig at se den store, kanelfarvede musvåge, som havde udset marken til sit yndlingsjagtterritorium, stå og muse over området. Ligesom jeg også kunne være heldig at se kæmpeharen krydse marken med lange dovne hop. Men ellers var den mark bare kedelig. 

Det første jeg gjorde, da jeg flyttede ind i huset, var at etablere en krukkehave. I 2015 var den lille, men velpasset. Jeg vandede den med tårer, tror jeg. Året efter begyndte jeg systematisk at klunse urtepotter på de lokale genbrugspladser og købe halvdøde blomster til stærkt nedsat pris, som jeg derefter plejede med stor ildhu og kærlighed, så de (fleste af dem) kvikkede op igen. Jeg iværksatte adskillige spireprojekter med varierende succes. 

Væggen i mit soveværelse. Nu har jeg sat billeder op. Men det er lige før, at jeg fortryder det. Solen laver sine egne, fine skyggebilleder ... 

Jeg har altid elsket planter. Og som jeg stod der med min kaffekop gik det pludselig op for mig, hvad jeg skulle - jeg skulle have en blomstermark. Så jeg foretog et telefonopkald.

Og et par dage efter dukkede Ivar op. En sej, furet gammel fyr, der kom kørende på en trehjulet knallert, som han parkerede foran døren. Jeg hilste på ham og viste ham op på marken. Hans gangart var en smule mærkelig. Han haltede ikke, han duvede mere af sted med lange, lidt usikre skridt. 

"Aha, du spekulerer over, hvorfor jeg går så underligt?," sagde han på vej op til marken. 
"Mnneøhm," sagde jeg. For jeg havde jo egentlig ikke lyst til at sige, at jeg synes at han gik underligt. Det forekom mig at være uhøfligt. 
"Fik sat begge ben af i efteråret," sagde han henkastet. 
"Sukkersyge."
"Sukkersyge kan virkelig være en forfærdelig sygdom," sagde jeg i mit allermest medfølende tonefald. 
"Ja,  især når man gør, som det PASSER EN. Ryger og drikker og gør ved," svarede Ivar veloplagt og slog en høj latter op, hvis meget hæse og ru karakter helt sikkert var resultatet af en langt livs intens rygning. 

Hr. og Fru Svale sov indendørs hele forsommeren. Jeg lagde en avis under og lod dem være i fred ...

Og således indledte jeg mit bekendtskab med Ivar ved at byde ham en smøg og tilbyde en øl. Han sagde ja til det første og nej til det andet. Han foreslog, at jeg begyndte mit projekt med at rydde hele lortet med Round Up og derefter sætte en plov på. Og mens han foreslog ovenstående ugudelighed, smilede han skævt og målte mig med øjnene. 

"Men det siger du nok nej til. Det kan jeg se på dig. Sådan nogen som dig, de bruger ikke Round Up. Sådan en gammel bondedreng som mig ka' godt genkende sådan nogle typer," tilføjede han velfornøjet.

Denne opfindelse er min, og jeg overvejer et patent og derefter at tjene voldsomt mange penge på den. Det er en svaleunge-opfanger, som sikre at små svaleunger ikke bliver knust mod jorden, hvis de skulle falde ud af reden ... 

Til gengæld havde den gamle bondedreng aldrig mødt en dame med et så skørt projekt som mit. Og jeg tror næsten, at det var mod sin vilje, at han blev fascineret af det. 

"Lad mig forstå det her rigtigt: Du vil gerne have hele det her stykke lavet om til en stor blomstermark for at glæde bierne og insekterne? Du har slet ikke tænkt dig at bruge jorden til at dyrke noget?"

"Det er nemlig helt rigtig forstået," svarede jeg.


 Fire svaleunger kom på vingerne. Her sidder to af dem og hviler sig på mit mini-drivhus den selvsamme dag, de var fløjet fra reden ... 


Ivar kørte grinende bort og dukkede op tre dage senere med en meget flot, rød traktor påspændt en plov. Onkel G. iagttog optrinnet fra køkkenvinduet og var lynhurtig til at komme udenfor. Udover at Onkel G. er en ubeskrivelig nysgerrig person, så - viste det sig - er han også traktorelsker. 

"Fantastisk," sagde Onkel G. bagefter. 
"Det er en xxx (indsæt her navnet på en meget sjælden traktor produceret engang i 60'erne) og Ivar siger, at alt på den er originalt. Jeg har sjældent set så smuk en traktor," tilføjede han. 
"Dengang lavede man kram. Og bla bla bla ... Herefter fik jeg et koncist foredrag om traktorer, landbrugets udvikling med mere. Et ægte Onkel G-foredrag, der altid udmærker sig ved en imponerende længde og ditto opremsning af fakta.

Min hukommelse udmærker sig til gengæld ikke med nogetsomhelst, så I må undvære højdepunkterne. 


Min tipi - eller lavvu, som det retteligt hedder på disse breddegrader ...

Til gengæld fandt jeg ud af, at Onkel G. slet ikke var enestående omkring fascinationen af traktorer. Ivar havde nemlig ladet den lille røde traktor blive holdende sammen med ploven. Og i løbet af de næste par dage tiltrak den flere mænd, end hvis jeg havde haft Claudia Schiffer i lingeri stående oppe på marken. 

Den eddikesure slamsugermand holdt en pause i sit arbejde for at gå op og ae og fotografere traktoren. Fyrmanden, der skulle servicere oliefyret, sagde: "Godt nok en flot traktor du har der - har du noget imod ?? ... Hvorefter han pilede op på marken for at kigge.

En temmelig snobbet ejendomsmægler fik ødelagt pressefolderne i sine bukser, fordi jeg ikke nåede at advare ham om, hvor soppet marken egentlig var, inden han var spænet af sted for at kigge nærmere på ejendommens store attraktion: Den lille, postkasserøde traktor. 

Og således gik tiden. Ivar dukkede jævnligt op og pløjede jorden. Så gik han over til at harve den. Men det var lige som om, at det ikke blev særlig meget bedre af den grund. Marken - der ellers er højtliggende - blev ved med at være smattet. Jorden, der blev vendt var knoldet og grim og meget langt fra den fuldfede, dybsorte muldjord, som jeg kunne huske fra de efterårspløjede marker. 

"Det kommer aldrig til at gå," sagde Onkel G. dystert. 
"Den jord kan du ikke så i." 

"Det kan jeg love dig for," råbte jeg. 
"Om jeg så skal forspire hele lortet og ligge med gumpen i vejret og plante ud den halve sommer, så skal der blomster på den mark!!!"

"Tss, tss," sagde Onkel G, men han havde set det fanatiske glimt i mine øjne. Så han flettede næbbet. 


Det noprede skind, de orange øjne, de sjove hænder og den adstadige opførsel. Jeg er en stor tudse-fan ...

Imens ryddede jeg op i min far og mors hus. Et langsommeligt og forfærdelig trist arbejde. Der var dage, hvor jeg kun nåede to skuffer, fordi jeg blev så nedtrykt af at finde gamle breve, gamle fotografier og gamle småting, som jeg huskede alt for godt fra min barndom. 

Men hvad jeg også fandt, var blomsterfrø. Små breve med især kornblomster. Men også valmuer og dild dukkede op fra gemmerne. Den blå kornblomst var min fars yndlingsblomst. Og blå var hans yndlingsfarve. 
Jeg fandt også gamle kaffefiltre med frø, hvis oprindelse var totalt ukendt. Samtidig havde jeg selv samlet en del sommerblomstfrø. Dels fordi især Liedl havde sat en masse frø på udsalg det foregående år. 

Jeg trawlede nettet igennem og endte med at bestille en fem kilo svinedyre blomsterfrø hos DSV. Jeg bestilte også en såkaldt bivenlig blanding.


Foråret er også tiden, hvor gæssene græsser i haven med deres gæslinger. Der er altid mindst en gås, der holder skarpt øje med eventuelle farer ...

Jeg stødte på mærkelige begreber som udsædsmængder, udlægsteknik og jordbundsbehandling. Men et var at læse om tingene, noget andet var at gå op på marken og smuldre jorden mellem fingrene. En mager, sandet jord og en bulet og visse steder oversvømmet mark, var hvad jeg havde. 

Så det ignorerede jeg. Dagen før CopenHell - altså den 21. juni - måtte jeg tage en beslutning. Enten tilsåede jeg på den bulede mark, eller også måtte projektet ligge over til 2018. Og eftersom 2017 ikke just havde været en vandring fra succes til succes, kunne jeg næsten ikke klare, at jeg skulle lide nederlag med min blomstermark. 
Vejret var perfekt. Det var en af de få sommerdage, hvor det var lunt og vindstille. Hvad bedre var, at det dagen efter skulle regne en del. Derefter ville det igen klare op og blive lunt. Kort sagt perfekte betingelser, hvis man gerne ville have sine frø til at spire. 

Men hvordan pokker tilsår man to hektarer blomstermark? 
Jeg ringede og spurgte Ivar til råds. 
"Jeg kan jo ikke gå på den bulede mark," sagde han. 
"Jeg må lære dig at så, så du kan gøre det."
"Det går ikke, sagde jeg. For vi skal så i dag, og jeg kan ikke nå at lære at kaste frøene ordentligt - det bliver noget rod. Kan jeg ikke køre dig rundt på marken?"


Jeg har så rystende lidt forstand på danske insekter og evner akkurat at skelne en humlebi fra en mariehøne. Det forhindrer mig imidlertid ikke i at blive meget begejstret, når jeg støder på nye, smukke insekter - som nu f.eks. denne flotte bille ... 

Og således blev det. Ivar dukkede op og vi fik stablet ham op på fronten af ATV'en. Han blev udstyret med en spand med frø - og så kørte vi ganske langsomt op og ned af marken. Ivar instruerede mig i, hvordan jeg skulle vende og køre helt lige og følge mine egne spor, så såningen blev ensartet. 

Imens kastede han frøene ud. Og helt som jeg havde forudset, var det et specialistarbejde. Det gælder om at kaste lige mange frø i én bevægelse. Meget simpelt, men noget som man skal være godt øvet i.

Blomsterfrøene i spanden var noget for sig selv. Jeg fortryder sådan, at jeg ikke fotograferede dem. For de var simpelthen smukke i alle deres former og farver. Og så duftede de pragtfuldt. 

Med Onkel G. som opmærksom tilskuer, tilsåede vi en tredjedel af marken. Resten af mine frø ville jeg gemme, hvis dette ikke lykkedes. 

Jeg var ovenud begejstret for, at jeg alligevel havde besluttet mig for at gennemføre projektet. 

Næste dag da det begyndte at dryppe i min fadøl, mens vi stod og så Prophets of Rage, var jeg den eneste, der ikke brokkede mig. Jeg tænkte på mine små, nysåede blomsterfrø, der lå i jorden og netop ventede på at blive vandet.


Man blive aldrig for gammel til at samle på tomme sneglehuse ...

Derefter skete der ... ingenting. I begyndelsen travede jeg op til marken hver dag. Udelukkende for at gå skuffet tilbage. Ukrudtet var begyndt at vokse igen. Uden konkurrencen fra græsset, havde det optimale betingelser. 

Engang imellem heppede jeg på mine blomster. "Kom nu," tænkte jeg. "Vil I ikke nok? Skynd jer inden ukrudtet vinder over jer."

Mine venner holdt op med at spørge til min blomstermark, fordi det hensatte mig i en dyster stemning. 
"En fiasko," gentog jeg i mange telefonsamtaler. 
"Men jeg har lært en masse om jord og sådan noget," tilføjede jeg tappert. For jeg har efterhånden lært, at hvis man ikke skal mases fuldstændig af sine fiaskoer, så bliver man nødt til at opregne, hvad man alligevel har fået ud af dem. 

Men en morgen da jeg stod og kiggede ud af vinduet, bemærkede jeg, at marken havde fået et ensartet, lysegrønt skær. 
Jeg strøg op til marken med hundene hujende i hælene. De troede, at der skete noget virkelig interessant at dømme efter mine høje udråb, så de blev noget skuffede, da vi bare stoppede op foran en for dem totalt uinteressant mark. 


Søen. Som skifter humør og farve flere gange dagligt. Det er jo som sådan en nydelig udsigt, tænker jeg ..


Men den var god nok. Hele marken havde fået et lysegrønt skær. Noget var spiret. Jeg undersøgte de mikroskopiske spirer så nidkært som en forfængelig kunstner læser sine egne anmeldelser. Men jeg turde ikke lægge hovedet på blokken på, at det ikke bare var flere ukrudtsplanter, der var spiret. 

Alligevel følte jeg, at den var god nok. Langsomt voksede planterne. Alt for langsomt. Og jeg kunne i hvert fald se, at de ikke lignede de almindelige ukrudtsspirer. 

Så fik jeg travlt med noget andet og forsømte min daglige inspektion af marken i næsten to uger. Men en morgen vågnede jeg til en af de virkelig dejlige, skyfri sommerdage og besluttede, at jeg gerne måtte drikke min morgenkaffe udenfor og gå lidt rundt og kigge. 
Noget af krukkehaven anno 2017 ... 

Første fantastiske overraskelse ventede nede ved søen. Tidligt på foråret havde jeg købt en lille gnallingeagtig eksistens i Aldi, som de påstod var en åkande. Jeg havde nær reddet mig en forkølelse, da jeg hoppede i søen og plantede den. Og der havde den boet siden - og uden at jeg havde lagt mærke til det, havde den fyldt en god kvadratmeter sø med blade og tilføjet en vidunderlig blomst.


Åkanden blev købt i Aldi og lader til at trives fint i søen ...

Da jeg var færdig med at juble over åkandeblomsten, kom jeg i tanke om, at jeg da lige kunne kigge til marken og se, hvordan de gik med de små spirelinger. 

Allerede på afstand kunne jeg se farver, som ikke havde været der før. Og det er ikke løgn, når jeg fortæller, at det gav et kæmpe sug i maven. Og så kom jeg tættere på og blev bare ... lykkelig. Det var virkelig et ægte lykke-øjeblik at konstatere, at mine små spirelinger i den grad havde haft travlt i mit fravær. 


Flavo von Flappergast i blomstermarken. Han elsker at grave efter mus deroppe ...

Jeg kunne slet ikke holde op med at betragte blomsterfloret. Jeg gik frem og tilbage og sugede alle detaljer til mig. Og pludselig undrede jeg mig over en lyd, som jeg kendte så godt, men som jeg ikke havde hørt længe. Den var god nok: Det var lyden af bier, der summede. Og ganske rigtigt - masser af bier, svirrefluer og alskens andre insekter flokkedes om blomsterne. 

Jeg kan roligt sige, at præcis dét øjeblik var sommerens lykkeligste. Og resten af dagen føltes gylden, blød og velsignet. 


Et lille udvalg fra blomstermarken ...

Derefter kiggede jeg til marken hver dag. Den ændrede sig hele tiden. Nye blomster kom til og jeg heppede på, at de allesammen ville sætte en masse frø, så hele herligheden kunne komme igen til næste sommer. 
Især kornblomsterne var der mange af. Men ikke kun i den klassiske mørkeblå farve. Næh, jeg havde dyblilla, lyslilla, lyseblå og sågar hvide kornblomster. Og de så ud til at trives fantastisk. 

"De er til dig, far," tænkte jeg. 
"Det her ville du også nyde."



Resten af marken lå utilsået hen. Bortset fra en stor cirkel, hvor en masse Engbrandbæger skød op. 
"Afskyeligt giftige," meddelte min søster i telefonen. 
"Fjern dem straks!"

Men da jeg nærmede mig de gule blomster med saksen, noterede jeg mig, at insekterne var mindst lige så vilde med dem, som de var med resten af blomsterne. 

Ergo blev de stående - og imens fostrede jeg nye planer. Jeg overvejede nøje placering og etablering af det, som jeg i mit stille sind kaldte for heksebedet. Altså bulmeurt, skarntyde, natskygge og andre giftige hekseplanter.


Jeg legede med tanken om at producere min egen flyvesalve og i det hele taget forgifte irriterende mennesker efter behov. Jeg begyndte også at overveje at lave et indgangsparti med en rosenbue bestående af klatrende brombærbuske. For slet ikke at tale om, hvor sjovt det kunne være at dække den lille løsdriftsstald, der stod på marken, med kæmpe tragtsnerler i hvid og blå. 

En lang bræmme af busksolsikker, kunne også sagtens finde plads på marken. Der var allerede spiret solsikker op i marken, fordi der åbenbart også havde været solsikker i frøblandingen. 

Jeg begyndte at dagdrømme meget i den periode. Marken skulle forvandles til en vild sansehave, et mekka for insekter og et paradis for fuglene. Jeg ville lave små stier og omgive dem med alskens blomster, buske og træer. Jeg regnede på, hvor stort jeg kunne nå at få et egetræ i min levetid, hvis jeg holdt op med at ryge. 




Men selv om blomsterne trivedes rimelig godt, forblev marken underlig sjasket og svampet. Det undrede mig meget. Hvorfor? Jeg blev ved med at tænke, at det også havde været en meget våd sommer - og så drømte jeg ellers videre om min kommende pragthave. 

Lykken varede til den dag, jeg sad og læste i et af de mange bonderøvs-blade, som vi får med posten. Mellem en reportage fra DM i pløjning og et rosende portrætinterview med en svinebaron, stødte jeg på en artikel om jordbehandling. 


Engang imellem tog jeg en buket ind. Og jeg synes faktisk, at de buketter var helt ufattelig smukke ...

Og der - lige der - stod min mark beskrevet sort på hvidt. Under mellemrubrikken 'Traktose' ... 


"Den opstår i jorden som følge af kørsel med store og tunge maskiner. Belastningen giver en sammenpakning af jorden, som er skadelig for planternes vækst.
Den hårde, pakkede jord forhindrer vand og planterødder i at trænge dybt ned i jorden, og det vil få konsekvenser for planterne. De vokser fint i den øverste del af jorden, som typisk er løs i strukturen, da den er påført efterfølgende, men på et tidspunkt når rødderne "muren" i form af den komprimerede jord, og så er problemerne tydelige. Planter, buske og træer stopper med at vokse. Herefter går de ud, enten fordi de tørrer ud, eller fordi de drukner."


"FOR HELVEDE!," råbte jeg så højt, at Onkel G. nær havde tabt sin kaffekop.
"TRAKTOSE hedder det! Vi har fucking traktose oppe på marken. For satan da," svovlede jeg. 
"Jamen, lille skat - det kunne du da regne ud," sagde Onkel G.
"Området er en gammel grusgrav. Her hvor vi bor, har der kørt store maskiner i pendulfart - fyldt med grus."
"Der står her, at man kan gnubbe jorden," sagde jeg, mens jeg læste videre. 
"Grubbe jorden," rettede Onkel G. 
"Ja, men hvis du vender jorden, så får du bare en masse gamle mursten, byggeaffald, alt muligt mærkeligt med op. Jeg er temmelig sikker på, at der er blevet fyldt masser af byggeaffald i jorden her omkring. Dengang tænkte man jo overhovedet ikke på miljøet."
Jeg vil ikke gengive, hvor meget jeg bandede over traktose-nyheden. Og har bandet over den siden. Jeg har et problem med traktose. Det er noget forbandet %€# ... 
Jeg har imidlertid læst om et firma i Jylland, der simpelthen behandler traktose med trykluft. Jeg forsøger at tage mig sammen til at finde ud af, om jeg kan gøre noget selv, hvor meget det kommer til at koste - og om det overhovedet er effektivt. 
Jeg overvejer også, om jeg bare skal skrinlægge alle planer og slå mig til tåls med, at jeg muligvis stadig kan få masser af sommerblomster på marken og på den måde stadig opfylde et af mine hensigtserklæringer med dette sted: At gøre det til alle tiders fristed for dyr, blomster, insekter, fugle og planter ... 










OBS:  

Note til de grønfingrede. Min bivenlige brakblanding består af følgende: 
  • 40% boghvede
  • 20% oliehør
  •   3% cikorie
  •   3% kommen
  • 10% honningurt
  •   8% kællingetand
  •   8% hvidkløver
  •   8% blodkløver 

Min blomsterblanding består af følgende: (Plus de mange mærkelig blomsterfrø, som jeg selv smed oveni) 

Brudeslør (Gypsophila mixed)
Chrysanthemum (Chrysanthemum sp.)
Evighedsblomst (Rhodanthe maculata mixed)
Guldvalmue (Eschscholtzia californica)
Hundetunge (Cynoglossum amabile)
Jomfru i det grønne (Nigella damascena mixed) 
Jomfruskørt (Convolvulus tricolour)
Kornblomst-mix (Centaurea  cyanus blanding)
Marmeluk-ærme (Lavatera  mixed) 
Morgenfrue (Calendula pacific Beauty Mix)
Mølleblomst (Clarkia elegans mixed)
Rød hør (Linum  rubrum)
Silkeskørt-mix (Godetia sp.)
Silkevalmue (Papaver rhoeas mixed)
Sløjfeblomst (Iberis umbrellata mixed)
Sommer Adonis (Adonis aestivalis) 






4 kommentarer:

  1. Du er bare så fantastisk. Jeg synes din ide om blomstermark og alle de andre ideer lyder så dejligt. Jeg håber din krig mod traktosen bliver en stor sucess. Jeg hepper!

    SvarSlet
    Svar
    1. Deborah, du er altså altid så positiv og opmuntrende. Tak for det. Og tak for DIN blog, som jeg også følger :D

      Slet
  2. Åhh så smuk en dejlig blomstereng <3
    Hvorfor blev jeg ikke inviteret ud at se den i sommers???

    Tilføjelse til plantelisten; der er også hjulkrone, kan jeg se. Blomsten er spiselig..

    Kram fra mig

    SvarSlet
    Svar
    1. Hjulkrone er noteret. Fordi ... Sommeren sørme var overstået, før den var begyndt. Jeg har aldrig oplevet et år, der gik så hurtigt som 2017. Du må komme og se mine (endnu ikke-eksisterende) juledekorationer i stedet :D

      Slet