Beograd revisited ...

Hvordan genstarter man en blog, som har ligget død for evigt? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg er i Beograd.
Jeg sidder på en vildt fancy restaurant. Men den er ikke mere fin, end at jeg kan finde computeren frem og skrive løs. Fordi ... Så længe jeg bare bliver ved med at bestille god serbisk rødvin og dobbelte espressoer, så er der ingen, der hundser mig ud.
Det hjælper naturligvis også, at jeg har pudset fjerene og på alle måder ligner en respektabel dame.

Forestil jer et relativt lille rum, men med tre meter til loftet og enorme prismelysekroner, der hænger ned fra loftet. Anlægget spiller gammel jazz og der er tjenere på hver en finger og bare en generel fornemmelse af luksus.

Beograd. Og der er ikke noget sted i verden, jeg hellere vil være lige nu. Byen minder mig om min alltime yndlingsby, Berlin, anno 1992. Her er stadig steder, hvor tumpede kunstnere og helt almindelige mennesker kan udfolde sig. Der er kondemnerede bygninger ret tæt på centrum, som bare står tomme. Man kan leve i midten af Beograd uden at være vildt rig. Der er undergrundssteder, hvor man kan høre serbisk rapmusik, som er vanvittig aggressiv og fuck verden-agtig. Det hele er som det skal være, efter min mening.

På lørdag skal jeg til the eternal derby mellem Partizan og Red Star. Og hvis jeg er virkelig, virkelig heldig, får jeg et glimt af min store helt, Ivan Bogdanov.

Det var ham, der drog mig herned i første omgang. Lad mig sige det sådan: De sidste par år har ikke været de fedeste i mit liv. Og når livet stinker, så er man sjovt nok ikke lige så villig til at dele ud af det. Det er klart, men det er også forkert. Det er jo netop, når tingene stinker, at man burde fortælle om det. Men problemet er, at når tingene virkelig stinker, så har man ikke overskud til at fortælle om nogetsomhelst. Så går man i et indadvendt overlevelsesmode og kører derfra.

Men jeg kan stadig genkalde mig en aften i et fjernt sommerhus i Jylland. Jeg sad og youtubede helt tilfældigt - og faldt over et klip fra dengang Ivan Bogdanov afbrød kampen mellem Serbien og Italien ved at sidde på hegnet ind til banen og stille og roligt skære sikkerhedsnettet i stykker, mens han meget entusiastisk sendte både fuckfingre og heil-hilsner ud til omverdenen.
Omkring hegnet stod cirka 300 kampklædte betjente, som ikke turde gå ind og hive ham ned af hegnet og give ham den olfert, som han egentlig fortjente.

Jeg ved godt, at man skal have sunde forbilleder. Men når man selv er vred og fucked up, så forstår man pludselig vrede på en anden måde. Jeg fik gåsehud over hele den sekvens. En mand der egenhændigt satte sig op mod verdenen. Det gik bare helt ind i min sjæl. Jeg syntes, at det var det cooleste, jeg nogensinde havde set.

Siden har jeg fulgt Ivan Bogdanovs gøren og laden med den største opmærksomhed. Og selv om min nye veninde, Svetlana, siger, at han ikke er idealist, men bare dårligt selskab - så har jeg ikke sluppet fascinationen.

Og på lørdag skal jeg til det evige, ongoing derby mellem Red Star og Partizan. Og jeg glæder mig enormt. Jeg har billet til nordtribunen, hvor alle de vilde drenge smider trøjerne og flipper fuldstændig ud i et orgie af pyro, vrede og glæde.

Jeg har prøvet det én gang før, hvor jeg stod i min hættetrøje og var helt alene. Men pludselig blev jeg grebet om skulderen af en eller anden - og så var jeg en del af gruppen. Og vi hoppede og sang og skreg. Vi sang, at Bosnien for evigt ville være en del af Serbien. Vi sang sange om gribbe, der hakkede i kroatiske øjenhuler og havde på alle måder en fest.

Det var først i halvlegen, at min ukendte, fulde ven opdagede, at jeg var en kvinde og han blev helt forskrækket, da det gik op for ham. Men han tog det pænt, og vi hoppede videre sammen i anden halvleg - og han var så pædagogisk at vise mig, hvordan man laver det helt rigtige håndtegn for Serbien.

Men det var en fest. Fra først til sidst. Da grobarianerne (Partizans tilhængere) var bagud, reagerede de resolut ved at brække alle bænkesiderne af i deres side af stadion og kaste dem ned på banen.
Kampen blev afbrudt op til flere gange, fordi alt fyrværkeriet og pyro-halløjet kastede så meget røg af sig, at man ikke kunne se banen. Heller ikke selv om de cirka 50 brandmænd, der løb rundt oppe ved min side af stadion, gjorde det bedste for at slukke alle de romerlys og fyrværkeri-agtige ting, der blev smidt ned på banen.
På et tidspunkt var der nogle unge wannabe-hooligans, der satte ild til en bænkerække. Flammerne slikkede lystigt et par meter i vejret - vi flyttede os allesammen lidt væk fra det. Men brandmændene og de mange kampklædte politifolk gjorde intet. Hvis man står på nordtribunen, så må man klare sig selv.

Det var det mest intense og vilde, jeg nogensinde har oplevet. Og som kvinde kan jeg kun sige, at det er en kæmpeoplevelse. Man står der helt Palle alene i verden. Der er ingen andre kvinder til stede lige der. Der er kun mænd, som er gejlet vanvittigt op over en fodboldkamp. De er parat til at slås, de har fyrværkeri og de har nøgne overkroppe. De udskiller så ekstreme mængder af kamphormon og testestoron, at man bliver høj af at være i nærheden af dem.

I hvert fald når man er en følsom natur som mig. Fuck, hvor lugter tændte hooligans bare godt! Heldigvis for jeg vild på vej hjem fra stadion dengang, så jeg fik gået det ihjel. Jeg gik simpelthen den forkerte vej, og da jeg pludselig endte ude i et boligkvarter, der var helt mørkt og goldt, indså jeg, at jeg var på det forkerte spor. Men det fede ved at rejse er netop, at tiden er ens egen, så jeg vendte bare om og gik tilbage. Indtil jeg igen så lys og byen tonede frem for mine øjne.

På det tidspunkt var klokken tre om natten. Og jeg var blevet rigtig træt. Godt det samme. Ellers kunne jeg sikkert have rodet mig ud i alt muligt amoralsk og forkert.

Og det ville have været åndssvagt. Det var ikke det, jeg kom for. Jeg kom for at se, hvor Ivan Bogdanov var blevet til. Jeg kom for at komme nærmere en forståelse af ham og den serbiske hooligan-kultur. Og jeg kan godt sige, at jeg er blevet væsentligt klogere. Den såkaldt serbiske hooligan-kultur er på ingen måde sammenlignelig med den danske ditto. Den er et interessant patchworktæppe af historie, nationalisme, politik og organiseret kriminalitet. Tingene er vævet sammen på en måde, som jeg tror, at man vil have svært ved at forstå i Danmark.

Der er en grund til, at min veninde Svetlana (Der selv er inkarneret Red Star-fan) siger: Keep away from those guys. Just keep away from them ...
Jeg følger naturligvis Svetlanas råd. Det er hende, der bor her - og hun ved bedst.