Sådan spiser man i Serbien

Her er den ultimative, top informative guide til at spise i Beograd:

Man behøver ikke at have stukket næsen særlig langt ud af havelågen, før man er for garvet til at hoppe på visse ting, som f.eks. restauranter der reklamerer med "Autenthic Balkan Food" på deres front.

Næh, hvis man skal have autentisk balkan-mad, skal man kridte skoene og gå så langt som man gider, indtil små, sære steder med kyrilliske bogstaver på fronten dukker op.

Derefter observerer man nøje stedets klientel. Hvis der sidder et par ældre herrer ude foran og knitrer med deres overskæg over en slivo og sludrer hyggeligt med hinanden, tæller det op.

Familier tæller også op. Og det samme gør forelskede kærestepar. Stedet skal have et præg af at være velbesøgt. Det behøver ikke at være fint, men det skal være rent og pænt.

Når man så bevæger sig ind, bliver man næsten altid mødt af en jovial herre, der kigger bagved en, for at finde ud af, hvem man er sammen med. Når han har afsøgt alt med øjnene og konstateret, at man er alene, ændrer attituden sig. Fra at han var generøs velkommende, bliver han nærmest sådan lidt overbeskyttende.

Man bliver bænket et godt sted - jeg har stadig til gode som enlig kvinde at blive forvist til mikrobordet lige ved toilettet. Derefter dukker menukortet frem og det kunne lige så godt være skrevet på serbokroatisk. Eller hvad ... nej, vent ... Det ER skrevet på serbokroatisk.

Selv om det er fuldstændig omsonst, så roder man efter sine briller som en anden flagermus og forsøger at tyde menukortet i et forfængeligt håb om, at noget fra gårsdagens menukort er hængt fast. Omsonst som sagt ...

Et godt trick er at spørge den venlige tjener, hvad HANS MOR ville servere for mig, hvis hun kunne bestemme. Det bringer et åbenbarelsens lys over hans ansigt - og han forsvinder begejstret ud i køkkenet. Det skiftevis morer og bringer mig til eftertænksomhed, at jo mere macho et land er, jo mere knyttede er mændene til deres mødre. De bor hjemme i årevis og spiser god, hjemmelavet mad. Deres mødre elsker dem og ser dem som små, behårede vidundere, som beriger verden, uanset hvad de beflitter sig med.

Jeg tør næsten ikke sige det højt, men min helt Ivan Bogdanov (Læsere vil huske min varme omtale af ham i tidligere blogindlæg) bor i følge mine efterretninger STADIG hjemme hos sin moar, Fanike.
( "Ivan, min skat - vil du ikke huske at samle dine romerlys op efter dig? De ligger jo og flyder i hele dagligstuen", "Ivan, lille småkage - jeg ved godt, at du blev presset til at stikke ild til den amerikanske ambassade. Men tænk dig nu om, næste gang du leger med tændstikker." "Ivan, søde ven, hvor mange gange skal jeg huske dig på at lægge dine ultraboys-t-shirts i koldt vand, når du kommer hjem fra fodboldkamp? Du VED jo, at det næsten er umuligt at få blod af, når det først er tørret ind.")

Serbien - Caribien, same, same ... Machomænd bliver tilsyneladende skabt af tilbedende mødre.

Min erfaring med det serbiske køkken er, at det består af kød i forskellige varianter. Grillet, grillet på spid, små sjove ruller af hakket, grillet kød og kød rullet ind i en dej som en meget stor forårsrulle.
Dertil serveres rå løg galore og en slags flødeost, der kaldes kajmak. Det nærmeste jeg kan komme er, at den minder lidt om clotted cream. Den er fed og lækker og ikke særlig osteagtig.

Normalt får man også en god salat og noget brød til. Og så selvfølgelig de allesteds nærværende pommes frites. Forskellige variationer af peberfrugter er ofte forekommende. Grillede, marinede eller som en peberfrugtpesto.

That's it. Foreløbig har jeg ikke fået serveret andet i min gastronomiske balkanroulette, hvor jeg bare peger på noget tilfældigt og håber, at jeg ikke har bestilt noget alt for underligt.

Det kan måske lyde kedeligt, men som med alt andet kan kvaliteten variere meget. Det kan smage fuldstændig henrivende himmelsk - og så kan det også bare smage sådan lidt halvkedeligt. Men fælles for alle måltider er to ting:

Det er umuligt at spise op. Jeg levner i snit 2/3 af min tallerken. Når den ellers så venlige tjener ser dette, stivner han. Hvordan kan jeg? Kan jeg ikke lide maden? Hvad er der galt? Hvorfor? Katastrofe!

Herefter skal jeg så gøre mit yderste for at forklare, at maden var superlækker, vidunderlig og fantastisk. Men at jeg bare ikke KAN spise mere.

Tjeneren nøder mig derfor op til tre gange, hvorefter han med et resigneret suk fjerner tallerkenen. Han smiler dog alligevel til mig. Han har forstået, at jeg åbenbart spiser som en gærdesmutte på trods af mit rimelig omfangsrige korpus.

Derefter: Kaffe. Espresso, cappuccino, macchiato, latte - you name it. Jeg har endnu ikke fået en dårlig kop kaffe her i Beograd. Kaffe sælges alle steder og den er hamrende god alle steder. Og dejlig billig. Forleden talte jeg mig frem til, at jeg havde drukket 11 dobbelte espressoer på en dag. Og så gav det pludselig mening, at jeg havde lidt svært ved at falde i søvn. Men en af mine yndlingsting her er at gå og gå - og få en espresso på hver eneste hyggelige café, jeg ser.

Hvilket er en vane, der ikke ruinerer mig. På de dyreste steder koster en dobbelt espresso 300 serbiske dinarer, hvilket svarer til cirka 18 kroner. Men så har jeg også flottet mig på en fancy café!

Normalt drikker serberne deres slivovitza før måltidet. Jeg betragter den lidt som en slags grappa og drikker den derfor efter måltidet. Men det bliver nemt tilgivet - bare det at jeg drikker slivovitza og oven i købet ser ud til at nyde den, køber mig billige point. Som oftest har tjeneren en anden, lidt bedre slivo, som han lige synes, at jeg skal smage, når jeg nu ser ud til at værdsætte det så meget.

Den smager jeg så og lovpriser efter bedste evne. Derefter køber jeg så en slivo til mig OG tjeneren, som vi jovialt skåler i. Og derefter kan jeg godt mærke, at jeg er blevet vældig varm i kinderne og i kroppen og at alt den slivovitza har gjort mit syn på verden meget fredsommeligt. Det er på tide at gå en lang tur i byen og få rystet maden på plads og få dampet lidt af slivoen af.

Når jeg rejser mig fra stolen, er det så et spørgsmål om at gøre det tilpas langsomt, så tjeneren når at opfatte det. Ellers bliver han trist over, at han ikke får mulighed for at gribe min frakke og hjælpe mig med at få den på.

Derefter siger jeg tak, og vi forsikrer hinanden om, hvilken dejlig aften det har været, hvor god maden har været, hvor dejlig en by Beograd er, hvilket kulinarisk fristende sted, Serbien som helhed er - og alt efter restaurantens beskaffenhed kindkysser vi. Tre gange. (Jo mere lokalt, jo flere kindkys. Jo mere fancy, downtown-agtig det er, jo færre kindkys)

Herefter går jeg så i den retning, hvor jeg mener, at mit hotel befinder sig. Nogle gange farer jeg vild og ender med at cirkle rundt i timevis. Hvilket så IGEN kan medføre flere cafébesøg og mere kaffe. Andre gange gør jeg ikke og så kommer jeg helt hæderligt tidligt i seng.

Sådan spiser man i Serbien - bon appetit ...

(PS: Jeg kan ikke finde ud af at overføre mine billeder til bloggen lige nu. Jeg vender tilbage med en billedkavalkade, når jeg finder ud af det.)