... for alle der læser bloggen er efterhånden blevet klar over, at jeg nu i et helt år har skyet kameraet mere end en vampyr skyr et bundt hvidløg. Så for et par måneder siden stod Funky og kiggede på mit reservekamera.
"Noget i mod, at jeg låner det, Miss V?," spurgte han og vejede det eftertænksomt i hånden.
Det havde jeg ikke, og siden har kameraet været en fast bestanddel af Funkys udrustning. Og heldigvis for det - jeg nyder hans billeder meget. Og så er jeg glad for, at der i det mindste er en, der kan få fingrene op af lommen og knipse, når jeg nu selv er gået lidt kold på det. Samtidig synes jeg, at det er sjovt, at jeg for en gangs skyld har nogle billeder af mig selv - og jeg håber også, at I vil synes det er lidt skægt at se, hvordan jeg ser ud. Så her kommer en kavalkade i en mærkelig og ulogisk rækkefølge, fordi jeg bare har tømt et vilkårligt memorycard, og ikke kan finde ud af at sætte billederne ordentligt ind. De fleste er taget af Funky - nogle ganske få har jeg knipset ...
Edwin og Red i junglen. Det var på en af de første ture, hvor vi tog op og dokumenterede de nedbrændte huse. Funky var ikke med på alle turene, så derfor ved jeg ganske bestemt, at det her var den allerførste tur, hvor vi mødtes med Magda og Alejandra - og hvor jeg havde dumme sko på, som smadrede mine fødder så meget, at jeg ikke kunne have sko på i de næste to uger ...
Karsten har dette fuglebræt i haven. Vi kan sidde på hans veranda og drikke kaffe og sludre - og samtidig har vi udsigt til alverdens næb. Det er slet ikke dårligt!
Dette er taget inden morgenkaffe og ditto cigaret. Og tjek lige, at jeg alligevel ser både blid og vennesæl ud ...
Edwin, Magda og Alejandra taler sammen. Der hvor de står lå der tidligere et medborgerhus for Kekoldi-stammen. Huset blev revet ned og fjernet af den nye administration. Ingen grund til lige frem at have mødesteder, hvis folk skulle få lyst til at tale med hinanden og eventuelt diskutere, hvorfor der bliver brændt huse ned i området ...
Køkkenet i Petronellas hus. Petronella driver en virksomhed, hvor hun blandt andet laver chokolade, cremer og vineddiker. Hun sælger også lokalt kunsthåndværk og beskæftiger en del mennesker. Lige nu er hun bekymret, fordi hun har fået frataget dele af sit land af den nuværende Kekoldi-administration. I samme åndedrag skar de også hendes frugthave ned - og truede hendes mand. Hvorfor? Fordi de ville have hendes land - deres begrundelse er, at Petronella ikke er en rigtig Bribri-indianer og derfor ikke har lov til at bo i reservatets område. Petronella taler forresten flydende bribri og har levet på stedet siden engang i begyndelsen af 90'erne ...
Funky ...
Udsigten fra Kekoldi-indianernes medborgerhus, som blev revet ned. Det er tågedis der ligger over junglen - og det var betagende smukt.
Petronella og Edwin
Jeg kan lige så godt indrømme det: Det er faktisk min egen vittighed, som jeg morer mig så hjerteligt over. Jeg kan ikke finde ud af, om det er godt eller selvsmagende, at jeg synes, at jeg er så morsom. Og vittigheden var ikke engang særlig sjov ... jeg beskyldte Funkys due Polly for at være høj på crack. Nej, faktisk ikke særlig sjovt.
Magda, Alejandra, Edwin og mig. Magda har tidligere været leder af Kekoldi-administrationen og er en cool dame.
Aldrig gå ned på grej! Eller noget. Alle vidneudsagn - alt - er blevet dokumenteret med min iPhone. Her er det Petronella, der fortæller sin historie, mens jeg forsøger ikke at få min tommelfinger med på den færdige film.
Junglen. Så smuk. Altid smuk.
Rigtig mange steder har folk en enkelt gris eller to gående. Jeg har altid været stor fan af grise, og derfor elsker jeg at hilse på dem. Mange af dem er både tamme og kælne.
Petronellas mange kryddereddiker. Jeg smagte også hendes chokolade, som er den foreløbig bedste chokolade, jeg nogen sinde har fået.
Karstens hund, Minga, som heldigvis er blevet rask igen ...
Dén trekkingtur husker jeg som en af de hårde. Jeg havde bare tæer og nogle steder måtte vi nærmest kravle op af bjerget, fordi vi trekkede ind i reservatet ad bagvejen. Da jeg kom hjem opdagede jeg, at der var insektæg i sårene på mine fødder. Ad!
Petronella sidder med de juridiske dokumenter, der beviser, at hun ejer sin jord.
Dette billede har jeg taget! Fordi jeg kan huske, at jeg var ved at tude af glæde over udsigten. Det var Karsten, der viste mig stedet og udsigten er junglen og faktisk det område, som jeg bor i. Strandene er Cocles strand, Punta Uva og Manzanillo. Jeg har stadig en plan om, at jeg vil trekke derop om aftenen, sove der om natten - og se solen stå op over dette prægtige sted.
Solnedgang over Koki Beach og Puerto Viejo.
Puerto Viejo Bakery. Jeg var meget glad, da jeg opdagede, at Puerto Viejo har et bageri. (Faktisk har byen to - men det andet tog mig lang tid at opdage) Jeg har gode minder om dengang, jeg var alene i huset i to måneder. Mange nætter blev brugt på at kigge på tordenvejr og gumle chokoladecroissanter.
Et af de nedbrændte huse i junglen. Som I kan se, går der ikke længe, før junglen igen har taget over. Pludselig forstår jeg, at alt kan ske i junglen - bare der sker langt nok inde. Det er denne her historie et typisk eksempel på.
To af Petronellas medarbejdere. Jeg kan desværre ikke huske, hvad de hedder. Jeg kan bare godt lide billedet, fordi jeg synes d'damer udstråler glæde.
Funky og Polly slapper af i hængekøjen.
Et styks behåret, argentinsk surfer - og så mig. Billedet er taget på Edwins veranda.
Verdens bedste og mest snaskede kanelsnegl. Den koster en ti'er og laves af Dave, som cykler rundt i byen og sælger dem, mens de stadig er lune. Hver gang jeg ser Dave, lyser jeg op i strålende smil. Det er foreløbig ikke lykkedes mig at sige dav til ham uden også at købe en snegl.
Her er så mange hejre-agtige fugle. Her er en vand-fætter af slagsen. Mine personlige favoritter er nok de hvide ibiser, som altid hænger ud med køerne på markerne.
Hipsterskæg ala Caribien ...
Rafael forsøger sig med håndarbejde. På det tidspunkt syede han en gammel t-shirt om til et par bukser. Og det var nok de mest tåbeligt udseende bukser, jeg nogensinde har set ...
En knæler er kravlet op på et stearinlys i huset.
Nando reklamerer for Restaurants Beach Huts ugentlige sushi-aften.
Jeg brugte lidt tid på at undre mig over, hvorfor det her billede egentlig var taget. Jeg mener: Det ser jo ikke specielt lækkert ud. Så kom jeg i tanke om, at det var MIG, der havde lavet det - og at Funky var så overrumplet over mine gastronomiske evner, at han straks forevigede resultatet af dem.
Oma og Laura. For nogle måneder siden rejste Laura til Barcelona for at studere og undervise. Og om ikke så længe forsvinder Oma fra Puerto Viejo for at hooke op med Laura igen. De kunne alligevel ikke undvære hinanden. Nååårh ... kærlighed ... *romantisk suk* Oma er venezuelaner og en virkelig fantastisk sushi-kok. Laura er englænder - og jeg ville ønske, at hun var blevet i Puerto Viejo. For jeg kunne rigtig godt lide hende.
Regnvejrsdag i Puerto Viejo. Billedet er taget fra Karsten og Funkys terrasse midt i byen.
Strandparkour? I hvert fald synes jeg ikke, at der noget galt i, at unge, atletiske mænd viser deres evner frem i offentligheden. Den slags visuelle godbidder er der mange af i området ...
Mere jungle. Og som altid: Smuk, smuk, smuk ...
Et dovendyr med unge. Dovendyrene er i særklasse søde, men jeg synes ikke, at jeg ser dem så tit. Der har været tre omkring mit hus - hvoraf en faldt ned i taget ...
Jungleblomster er som oftest lidt underlige og fyldt med støvdrager og tentakler, der stritter i alle retninger. Men de er også meget, meget fine .
Her en fin orkidé.
Her er Stella, som bor lige udenfor ved siden af min seng. Jeg har tilladt hende at spinde løs, fordi jeg godt kunne bruge lidt afskærmning for myggene. Stella er efterhånden en del af husholdningen - og hun holder sit spind betydeligt pænere, end jeg holder mit hus. For nylig har hun fået en boyfriend. Orb-edderkoppe-hannerne er bittesmå og meget lidt macho at se på. Jeg er spændt på, om hans kurtisering bærer frugt - eller om hun bare æder ham ...
Græshopper. Her er så mange græshopper. I alle farver, former og størrelser. Min yndlingsgræshoppe er en stor lilla en af slagsen. Og den er endnu smukkere, når den bare er teenager - for så har den røde stafferinger, som desværre forsvinder, når den bliver fuldvoksen.
Nando og Jordan er så søde. Og Nando er lige så god til at drikke rom, som jeg er. Måske endda lidt bedre! Her er de fanget til et grillparty på stranden.
I byen med drengene - Edwin og Mr. B. Mr. B er rimelig klog og rimelig rå, hvilket gør ham til en fremragende allieret. Han dukkede op her i Cocles anden juledag medbringende charme og whisky i overmål. Hans gode selskab kostede dyrt i tømmermænd ...
Første gang jeg var på Koki Beach, som er en restaurant, bar, klub-agtig ting. Og jeg kan godt love for, at det ikke bliver sidste gang. Det er et fedt sted!
Mr. B er født og opvokset i Talamanca-provinsen. Og han ejer også en del jord her. Det er hans jord, vi er ude at kigge på.
Mr. B forklarer noget vigtigt. Han var i det hele taget en guldgrube af viden om området og områdets historie.
Her er jeg lige kommet til mig selv efter at have været junglesyg. Junglesyge varer et døgn med høj feber og en generel fornemmelse af, at man er lige ved at dø. Så går det over lige så pludseligt som det kom, og så er man frisk igen.
En af Mr. B's bekendte. Hvor var det pænt af ham at tage en trøje på, som matchede hans hus. Jeg elsker det billede, fordi der er så meget Caribien i det.
På besøg hos Mr. B's ven, Henrique, som bor lige ned til stranden i Cahuita. Jeg har kamera med - men hvorfor dog rejse sig fra gyngestolen for at fotografere? Ak, det er virkelig gået tilbage for mig. Engang gik jeg under navnet 'Knipse-K'
Smile sødt til den søde fotograf ...
Mr. B som til min store glæde viste sig at ryge lige så mange cigaretter som mig. Og han drak også whisky ...
Henrique sætter lige verdenssituationen på plads ...
Udsigten fra Henriques veranda.
Og så lige en af de solnedgange hvor man ved, at det vil regne i løbet af natten.
Snak og mere snak på verandaen.
Funky.
Mig. Halvfuld i mojitos på Koki Beach.
Min notesbog. Til idéer, indfald og opgaver. Jeg ved godt, hvad jeg tænker her: At jo længere tid jeg er her - jo mere går det op for mig, hvor meget jeg mangler at lære og finde ud af. Jeg tror - og håber - aldrig, at jeg bliver færdig.
