Klokken
er halv elleve om aftenen. Regnen har stået ned i kaskader hele dagen. Det
gjorde den også i går. Jeg har skænket mig et glas rødvin. Til randen.
Da
jeg kom hjem, havde begge hundene tisset på gulvet. Og krasperet
skraldespanden. Mit hus ligner noget, der er løgn. I morgen er det juleaften
...
Nogle
gange kunne jeg godt tænke mig at vide, om Karmaguden - simpelthen for sjov -
har ansat en assistent, som udelukkende holder øje med mig. Og hver gang jeg
forsigtigt forsøger at lave en plan, så gør assistenten et par små kunstgreb,
samtidig med at vedkommende griner højlydt og venter på at se, hvad jeg så
finder på, når min plan falder på gulvet med et brag.
Det
hele begyndte faktisk i går aftes. Eller måske begyndte det lidt før det. Men i
går aftes, mens jeg stod og kogte pasta, nåede jeg lavpunktet.
Jeg
har været temmelig nonchalant omkring julen og faktisk glædet mig over, at jeg
ikke rigtig behøvede at tage stilling til den. Men så var det, jeg kom i tanke
om juleaften. Derhjemme. Da jeg var barn. Og så begyndte jeg at savne min mor
helt forfærdeligt. Og derefter gled tankerne ubesværet videre til far og resten
af min familie. Og især min nevø. Derfra videre til min barndomsvenindes
forældre, som altid har været mine reserveforældre, og som jeg elsker højt. Så
kom jeg til at tænke på, hvor meget jeg egentlig savnede Momme, fordi jeg ikke
har talt med hende længe. Og Jesper. Og Majse. Og Mia. Og Tanja. Og Myre. Og
Andrea. Og og og ...
Inden
jeg nåede at gøre nogetsomhelst, stod jeg og hikstede højlydt i ned i
spaghettien. Og fra hikstning til hulkegråd, er der ikke særlig langt. Jeg
tudede så højt, at alle hundene og Funky kom løbende fra hver deres
verdenshjørne for at se, hvad i alverden der gik for sig i køkkenhjørnet.
Jeg
ved ikke, om det er alle de temperamentsfulde latinoer, jeg er omgivet af, der
er begyndt at smitte af på mig. For i stedet for at skynde mig at tørre øjnene
og sige "jeg har det fint!," smed jeg mig melodramatisk ved
køkkenbordet og græd endnu højere.
"Jeg
saaavner min mor," vrælede jeg.
"Jeg
savner mine venner! Det hele er noget lort! Jeg savner dem allesammen SÅ meget!
Og min søster!"
Funky
som aldrig rigtig har set mig græde, var helt lammet og stod bare og kiggede på
mig, mens han aede mig forsigtigt på håret. Jeg vendte mig mod ham og nærmest
råbte:
"Jeg vil ha', at juleaften skal være GOD! Jeg vil ha'! Jeg vil ha'! Og I skal ALLESAMMEN være søde. Og vi skal spise mad og jeg er SKIDELIGEGLAD, om I ikke fejrer jul - så må I FAN'ME lade som om. Det er ÉN aften. OG DEN AFTEN VIL JEG HAVE! Spil nu med! For min skyld!"
"Jeg vil ha', at juleaften skal være GOD! Jeg vil ha'! Jeg vil ha'! Og I skal ALLESAMMEN være søde. Og vi skal spise mad og jeg er SKIDELIGEGLAD, om I ikke fejrer jul - så må I FAN'ME lade som om. Det er ÉN aften. OG DEN AFTEN VIL JEG HAVE! Spil nu med! For min skyld!"
"Det
bliver en fantastisk juleaften," sagde Funky og lagde armene om mig, mens
snot og mascara stod i kaskader fra mig.
"Det
bliver helt forrygende. Vi glæder os allesammen rigtig meget!"
Mens
Funky udstødte små pylrelyde og vuggede mig frem og tilbage, smuttede Red ind
under min ene arm, Carla hoppede op ad mit ben og Negrita slikkede mig meget
forsigtigt på den ene ankel.
Og
så græd jeg. Jeg tror, at jeg græd i næsten ti minutter, før jeg endelig holdt
op. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har grædt så højlydt og hulkende over
noget.
Sidste
år var et af de værste og sværeste i hele mit liv, men det var som om, at
gråden altid blev siddende i halsen på mig. Jeg var bange for at give slip,
fordi jeg havde på fornemmelsen, at hvis jeg først begyndte at græde, så ville
jeg aldrig kunne holde op igen. Så ville jeg falde fra hinanden. Det samme
dengang min mor døde. Og faktisk tror jeg, at det var der, det hele begyndte.
Men
nu vil jeg godt give et råd videre - og det er: Græd. Græd for pokker. Ikke
noget med at stå og sluge gråden i et frotté-håndklæde ude i badeværelset og
nette jer, før I kommer ind i stuen igen. Græd. Og vær omgivet af gode
mennesker, når I græder. For så bliver I trøstet. En kølig, trøstende
hundesnude - eller flere - er heller ikke det værste at være i nærheden af.
Da
jeg endelig havde tudet af, havde jeg det meget bedre. Så jeg nappede et
brusebad og strøg på hovedet i seng. Den sidste tanke, jeg tænkte inden lyset
slukkede, var: Jeg vil have en god juleaften. Og det kan jeg godt finde ud af
at skabe.
Planen
var så, at jeg ville have brugt dagen i dag på at købe ind, bage småkager og
gøre huset pinligt rent og maximalt hyggeligt til juleaften. Jeg havde
inviteret Edwin, Karsten og Funky. Tre indædte anti-julere ...
Dagen
begyndte med en sms fra Karsten om, at Minga havde det værre. Minga er Karstens
hund. Jeg har været på utallige jungleture med Minga. Hvor Karsten er, er Minga
også. Og sådan er det bare. Minga har rundet sine ni år og har skrantet lidt i
de sidste par uger. Og beskeden om, at hun havde fået det værre, fik mig i
øjeblikkeligt alarmberedskab.
Tanken
om at skulle håndtere Karsten, hvis der skete noget med Minga, var nok til at
få mig til at springe ud af sengen og tage ind til byen pr. taxa.
Jeg
blev mødt af en træt, udmagret Minga - men heldigvis viste hun ingen tegn på at
være døende. I baggrunden stod Karsten og vred sine hænder.
Funky
- som har forstand på den slags - gav hende en vitaminindsprøjtning og vi
diskuterede frem og tilbage, hvordan vi kunne få mad i hende. Minga har været
til dyrlæge og alt det. Og jeg tror, at hun simpelthen bare skal have tid og
fred til at komme sig - hvilket hun også får. Under Karstens bekymrede og meget
kærlige opsyn.
Jeg
instruerede ham i, at jeg havde fundet og talt med en dyrlæge i Limon, som var
parat til at tilse hende i julen, hvis hun skulle få det værre. Og at han
skulle ringe til mig øjeblikkeligt, hvis dét skete. Dag eller nat.
Men
der røg min første julegæst. Ikke engang tilbuddet om, at jeg ville betale Taxa
til ham og Minga og at hun kunne få et blødt tæppe at ligge på, rokkede
Karsten. Han og Minga bliver hjemme.
Jeg
vandrede direkte fra Karsten og til supermarkedet - og raidede det fuldstændig.
Jeg købte juleknas og julegodter og juleflitter - plus stort set alt inden for
råvarer og en røvfuld virkelig gode rødvine. Mens jeg stod og svedte over, at
jeg havde købt for astronomiske 1.500 kroner, meldte Edwin sig på telefonen.
Det
lyder simpelthen så corny at skrive 'indianerne' - på engelsk bruger man
vendingen 'indigenious people', og der findes ikke rigtig nogen ordentlig dansk
oversættelse på dét begreb - men sagen var, at indianerne er begyndt at tale
sammen om de ting, som den nuværende Kekoldi-administration udsætter dem for.
Det er ikke længere enkelt-mennesker hist og pist som bliver tyranniseret - de
er mange. Og de er begyndt at lægge planer og finde klagemuligheder.
Og
det var netop, hvad de havde besluttet sig for at gøre i dag. At skrive et
fælles klagebrev til ikke mindre end tre costa ricanske instanser - og de
forventede alle, at jeg ville være tilstede for at dokumentere det øjeblik.
For
jeg er hende med kameraet. Jeg er den skygge, der har fulgt dem, og som har
taget adskillige ture ind i junglen, for at se sagerne på egen hånd. Og det er
lige før jeg tror, at det faktum at jeg ikke taler spansk og kommer fra et
andet land, betyder noget vigtigt. Det betyder, at de ikke er alene, så at
sige. Jeg er et sandhedsvidne, fordi jeg absolut ikke har nogen politiske eller
økonomiske interesse i deres sag. Det er svært at forklare. Så jeg vil nøjes
med at sige, at jeg føler mig meget hjemme blandt disse mennesker. Især
kvinderne. Og hvis der er noget, som jeg savner i mit liv i Costa Rica, så er
det kvindeligt selskab. Jeg har ikke en eneste veninde! Jeg har kun mandlige
venner.
Disse
kvinder har glimt og gnist i øjnene - og jeg glæder mig simpelthen sådan til
den dag, hvor jeg kan tale med dem. Jeg forstår noget spansk nu, men jeg er
stadig håbløs. Men alt det her med indianerne var nok det, der skulle til, for
at jeg virkelig blev tændt på at lære sproget. Forventningens glæde. At tænke
sig ... hvis jeg arbejder på det, kan jeg en dag sætte mig ned og tale med
disse stærke damer. For de er værd at lære at kende ...
Heldigvis
har Petronella en datter, Priscilla, som taler rimeligt engelsk. Og hun var med
og oversatte, så godt hun kunne. Hun var lidt genert i begyndelsen, men
pludselig fandt jeg et sted at nå ind til hende: Musik. Hun hev sin smartphone
frem og lod mig høre noget af hendes yndlingsmusik. Og lige pludselig var det
hele så nemt, så nemt. Priscilla er bribri-indianer, men hendes yndlingsmusik
er enten arabiske eller israelske toner. Put
that in your pibe, and smoke it, som vi siger på disse kanter ...
Inden
vi skiltes aftalte vi, at vi snart skulle mødes og spise frokost sammen.
Priscilla er veganer og spiser derudover hverken salt eller sukker. Så det er
en frokost jeg virkelig ser frem til. Det bliver interessant. Jeg er nysgerrig
på, hvordan man kan få så striks en kostplan til at fungere i et almindeligt,
teenage highschool-liv. Jeg vil nok tillade mig selv at snuppe en lille bid
brød hjemmefra. Bare for en sikkerheds skyld.
Klokken
var omkring otte, da Franklin smed mig af inde i byen. På det tidspunkt havde
jeg forlængst vinket farvel til planen om at bage småkager i min toastovn og
rengøre mit hus til tonerne af vederkvægende julemusik.
Så
i stedet satte jeg kursen mod byens absolut mest eksklusive tøjforretning. Der
er kun én. Og hampeblads-print og billeder af Bob Marley er absolut fraværende
i denne forretning. Det er bare en af grundene til, at jeg så godt kan lide den
...
Jeg
udvalgte mig en flammerød, knækort kjole med flagermus-ærmer. En kjole som både
kan gå med og uden korset. Og jeg noterede mig samtidig, at de havde den samme
kjole i samme snit - bare i en dejlig, støvetgrøn nuance. Jeg købte også en
lang, grøn kjole med sort print, som havde en fin udskæring, og som på
allerbedste vis fremhævede mine kraveben og det faktum, at jeg har alenlange
ben.
Ben
som desværre ikke egner sig til at blive vist frem i øjeblikket. Rigtig
solbrændte bliver de aldrig - det har jeg vænnet mig til. Men jeg er så fyldt
med ar og hudafskrabninger og bidemærker af at rende rundt i junglen, at det
fuldstændig overskygger, at jeg ellers har tynde, omend velformede stænger.
Denne
lille fornøjelse kostede mig i omegnen af 500 kroner, hvilket er en formue på
disse kanter. Men jeg gad simpelthen ikke at være sparsommelig. Jeg trængte til
at give mig selv en julegave, og jeg agter at tage den ene af kjolerne på
imorgen - sammen med den perlehalskæde, som heldigt nok ikke blev stjålet fra
mig, da der var indbrud i mit hus.
Så
vandrede jeg op til Lazy Mon for at sige hej til Funky. Og han bød mig
velkommen med følgende ord:
"Jeg
kom til at invitere Bob til vores julemiddag."
"DU
GJORDE HVAD?," brølede jeg så højt, at op til flere surfer-typer skyndsomt
rykkede sig ned i den anden ende af baren, mens de sendte forskrækkede
sideblikke til mig.
"Og
han kan ikke tåle tobaksrøg. Så du kan ikke ryge i morgen aften,"
tilføjede Funky.
Bob
er en ældre, californisk hippie og den førende konspirations-teoretiker
i Puerto Viejo. Derudover lider han af et meget skrantende helbred, som han
sjældent forsømmer at fortælle meget detaljeret om.
Jeg
skulle lige til at puste mig op, da Funky sagde:
"Han
græd af glæde, da jeg spurgte ham. Du ved, hvor ensom han er - og han er så
bange for at dø uden at der er nogen, der lægger mærke til det."
Så
jeg brokkede mig lidt på skrømt, men jeg kunne også udmærket huske, at det var
mig, der oprindeligt foreslog at invitere Bob til jul. Men det var så en dag,
hvor jeg var i perfekt overskud og fyldt med medmenneskelighed ....
Efter det lille intermezzo ringede jeg efter taxa-José til at fragte mig og mine 1.500 kroners råvarer hjem.
På vej tilbage til junglen spurgte jeg ham, om han fejrede jul.
"Selvfølgelig
gør jeg det," sagde han.
"Med
min familie - vi tager ud at spise. Hvad med dig?"
Og
jeg fortalte ham, at jeg ville holde jul i mit hus, fordi jeg ikke havde lyst
til at være alene dén aften.
"Du
har ret. Det er så trist at være alene. Meget, meget trist."
Mens
jeg slæbte mine indkøb ned gennem en totalt smattet og regnvåd jungle, rungede
Josés ord i mine ører.
Det
er så trist at være alene.
Jeg
landede i Costa Rica den 17. januar 2012. Og jeg var helt alene. Jeg tilbragte to måneder i junglen. Helt alene. Nu er der næsten gået et år, og jeg er så
taknemmelig for, at jeg ikke er alene længere. Da jeg endelig kom ud af
junglen, ønskede jeg mig mest af alt en ven. Jeg fik Rafael, og han blev min
første og tætteste ven. Edwin er blevet min ven. Maiken og Michael er mine
venner. Og de er fantastiske! Alan er min ven. Søde, sjove Alan. Smukke-Danny
er min ven. Jeg har Funky. Med cognacstemme og latino-temperament. Antonio og
Fasja er også mine venner. I London. Og Karsten og Purl. For slet ikke at tale
om Meise og øglerne, som har en helt særlig plads i mit hjerte. Og Sarah.
Smukke, begavede Sara som kom til at bo i mit hus ved et tilfælde.
Og når
tiden er rigtig, vil jeg vil vende tilbage og hilse på Ana og Valledia. Det
bliver, når jeg kan tale spansk. At Ana tog mig under sin vinge, da jeg landede
i Costa Rica, vil jeg aldrig glemme.
Og
udover dem, har jeg nye venner ventende - mennesker som jeg har mødt, og som
jeg glæder mig til at tilbringe mere tid sammen med, fordi jeg ved, at de også
vil blive mine venner. Jacob og Lise er et par navne, som dukker op, mens jeg
skriver dette. Det kræver en indsats fra mig, men jeg ved, at de er der. De er
lige derude - og jeg skal bare række hånden ud for at modtage venlighed,
gæstfrihed og mennesker, som gerne vil fortælle mig om dem selv. Som har lyst
til at dele ud. Generøse mennesker.
Jeg
var så bange for at blive ensom i Costa Rica. Det var min værste frygt. Fordi
jeg er lidt af en særling, har jeg ikke altid haft nemt ved at få venner. Men
jeg tror, at jeg har knækket lidt af koden til at få venner. Vis hvem du er. Vær
nysgerrig. Vær interesseret. Vær ærlig. Og vær venlig.
Nu
sidder jeg så her. Mine indkøbsposer står stadig på gulvet og klokken er ved at
blive et. I morgen er det juleaften. Og jeg har tænkt mig at få en god en af
slagsen. Så jeg bliver nødt til at slutte, så jeg kan få noget søvn. Der venter
travlhed i morgen og en god aften, hvor jeg har tænkt mig at være lækker i ny
kjole.
Rigtig
glædelig jul alle sammen. Rigtig, rigtig glædelig jul. Min jul bliver mærkelig
og anderledes - og kender jeg Caribien ret, er der sikkert indlagt spændende
overraskelser til mig i morgen, hvor jeg ellers skal forsøge at stable det hele
på benene.
For
mig ville det være trist at være alene, så jeg er glad for, at Funky fik
inviteret Bob. Fordi han var den rigtige at invitere. For ham betyder det noget at være sammen med andre mennesker juleaften. Jeg har allerede talt med op til flere mennesker, som er helt ligeglade
med julen.
Så
uanset hvordan I fejrer jul - om I hader julen, elsker julen eller er helt
ligeglade: Må Guds kærlighed være med jer ...
Glædelig
jul!
Igen en dejlig fortælling. Du har ret - det er sådan man gør, man er ærlig og venlig :-)
SvarSletJeg kan rigtig godt forstå, du savner din mor. Jeg savner også min rigtig meget, selvom det snart er 8 år siden jeg mistede hende. Det er ikke helt rigtig Jul uden hende, men jeg prøver.
Håber du får en dejlig aften og at også Guds kærlighed er med jer - det er jeg faktisk helt sikker på, den er. Glædelig Jul.
Glædelig jul fra mig, som har fulgt din blog længe. Jeg elsker eventyr, og jeg elsker din måde at leve dit på.
SvarSlet'Vis hvem du er. Vær nysgerrig. Vær interesseret. Vær ærlig. Og vær venlig'
SvarSletFor seven, Knirke, det er livsvisdom, som flyder fra din pen... Det glæder mig således, at du fik knækket julenødden Husk samtidig den gode nyhed: at din rejse kun lige er begyndt og at du har resten af livet tilbage.
Jeg ønsker og håber, at du fik en god jul - uanset de caribiske husguders mellemkomst.
Julekram, både mange og store, til dig vidunderlige særling
/M
Åh dejligste Knørke! Jeg læste kun til dér hvor du går i seng efter saliggørende gråd og brusebad - ikke fordi indlægget kedede mig, men fordi jeg er følelsesmæssigt jetlagged og TRÆT..... af at græde! I morgen, om Liv og Helse vil, skal jeg læse resten. Indtil da kan jeg kun kommentere: "Du ER ELSKET!" Du er elsket, Knørksen og dét er jo afterall hvad det hele handler om. Af dem, der var og som nu desværre ikke længere kan nås i denne sfære.... Af dem, der er, men som ikke er indenfor geografisk (eller følelsesmæssig) rækkevidde. Og af dem du HAR..... lige dér, lige nu, og som stryger dit hår!
SvarSletGlædelig Bagjul du vidunderligt twisted freak of Nature! <3
Glædelig jul (og godt nytår) fra en jungle på Bali - jeg fik mig også en god tuder julenat fordi jeg pludselig savnede min mor, som godt nok bare er derhjemme i Danmark. Men puha, der er langt engang imellem.
SvarSlet:)
/Jo
Håber du har haft en dejlig jul og at du kommer vel ind i det nye år! Det er en fornøjelse at følge dit eventyr på bloggen :-)
SvarSlet