Marianne & Rafael på stranden. Og ja: Det er ikke svært at være iført brede smil, når man sidder under en palme og har udsigt til det caribiske hav ...
Jeg sidder og skriver dette i min seng. Rafael er lige vandret forbi
mig og ud i badeværelset. Eftersom han kun ejer ét par bukser og eftersom han
var ude at bade i selvsamme bukser går, har han annekteret et sovetæppe til
påklædning og går nu rundt og ligner en dekadent, romersk kejser. Læg dertil,
at han har trimmet sit skæg, hvilket får ham til at se rimelig diabolsk ud.
Marianne står og tapper rytmisk med foden til et Marilyn Manson-nummer og
nynner I dont like the drugs, but the
drugs like me, mens hun pisker æg til en omelet.
Vi drikker alle sammen hjemmelavet limonade af cocktailglas, hvilket
virker så festligt, at vi skåler hver anden gang, vi tager en slurk.
To af os har tømmermænd og det er ikke underligt. For på bordet står en
tom flaske 'Aguardiente Antioqueno' hvilket er Colombias nationalsprut og
smager som at drikke lakrids. Jeg har ingen idé om, hvornår vi gik i seng. Kun
at det var sent, og vi afsluttede aftenen med at spise store mængder pandekager
med is.
Lige nu sidder jeg og morer mig over livets underfundighed. Fordi ...
for maaange år siden arbejdede jeg som webredaktør på bladet Woman. En af de ting
som jeg og min kollega, Momme, lavede, var at starte en debatsektion, som blev
hostet af Jubii.
Denne debat blev hurtigt befolket af sjove mennesker, der gav sig til
at diskutere veloplagt med hinanden. Og fordi jeg var med lige fra begyndelsen,
følte jeg, at jeg kom til at kende disse mennesker temmelig godt. De kunne være
ret grove engang imellem, og de holdt sig ikke for gode til at have flere
profiler, så de kunne lege under forskellige identiteter. Men eftersom jeg
gjorde det samme og også kunne være ret grov, følte jeg, at jeg var i yderst
godt selskab ...
Da jeg forlod mit job, blev der strammet lidt op på sagerne på
debatten. Der blev lavet regler for god opførsel og det hele blev lidt mere
stramtandet end i de glade anarkist-dage.
Det fik en håndfuld af de gamle debattører til at lave deres eget
board, og jeg var rimelig beæret, da jeg i skikkelse af 'Hvalpertineren' blev
inviteret derind. Der var blevet lagt mærke til min sans for humor, og da jeg
afslørede, at jeg i virkeligheden var mig - altså den gamle moderator fra
Jubii-debatten - var der store grin over hele linien.
En af disse veloplagte debattører gik under navnet 'Lillen'. Så på en
måde har jeg kendt hende i ti år eller sådan noget. Men vi har kun set hinanden
i virkeligheden en enkelt, kort gang. Men lige nu er det altså Lillen aka
Marianne, der står og laver omelet i køkkenet iført en sort bikini der i
allerhøjeste grad understreger, hvor veldrejet hun er.
Jeg hentede resterne af hende ved bussen i Puerto Viejo i forgårs. Hun
kom fra Colombia, hvor hun i øjeblikket residerer som et led i hendes
uddannelse. Imidlertid blev hun afvist i lufthavnen i Bogota, fordi hun ikke
havde sit vaccinationskort med. Ergo blev udrejsen forsinket et døgn og da hun
landede i San José, var den daglige bus til Puerto Viejo forlængst kørt ...
Mens hun ventede på mig, nåede hun at blive solskoldet i middagsheden,
så jeg synes det taler til hendes ære, at hun ikke var den mindste smule
vrissen eller uoplagt, da jeg dukkede op.
Albert junior. Albert senior blev indfanget af Edwin, fordi han mente, at det var for farligt at bo ved siden af en giftslange. Så jeg agter ikke at fortælle noget om Albert Junior, der ofte slumrer i et træ ved min hængekøje i dagtimerne ...
Vi satte straks kursen mod strandbaren, og mens vi gik og sludrede, gik
Carla i hælene på os. Jeg har forsøgt at give Carla mere frihed. Hun er den
eneste hund i området, der har snor på - og det syntes jeg er lidt synd for
hende.
Men dét eksperiment er afblæst på ubestemt tid! Carla forstår
simpelthen ikke bilerne.
Pludselig drejede der en stor firhjulstrækker ned af vejen. Den kørte
ikke stærkt, og føreren regnede med, at Carla var kvik nok til at flytte sig.
Men det var hun ikke. I et splitsekund overvejede jeg at kalde på hende, men
hvis hun lystrede og løb mod mig, ville hun blive ramt af bilens hjul.
I et kort, frygteligt øjeblik stod tiden stille, mens jeg så Carla
forsvinde ind under bilen. Kofangeren ramte hende, og hun tumlede rundt.
Føreren stoppede og jeg sprang over og hev min lille hund ud.
Endnu engang kan jeg sige, at Carla og jeg er under vingen på verdens
bedste skytsengel. Jeg undersøgte Carla i alle ender og kanter. Men udover, at
hun var blevet forskrækket, havde hun ikke fået så meget som en skramme.
Til gengæld rystede jeg over hele kroppen. Og resten af dagen blev
synet af Carla, der forsvandt under bilen ved med at forfølge mig. Hun var helt
bogstaveligt ti centimeter fra at blive knust under et hjul.
Jeg behøver vel egentlig ikke at fortælle så meget mere om det - jeg
har en klar fornemmelse af, at I alle sammen kan forestille jer, hvordan mit
liv havde set ud, hvis Carla var blevet dræbt, fordi jeg ikke havde passet
ordentligt på hende.
Marianne og jeg tog os en velvoksen Margarita oven på den oplevelse og
derefter returnerede vi til huset, hvor det lader til at Rafael mere eller
mindre er flyttet ind. Jeg er et meget fint menneske, for jeg har overhovedet
ikke drillet ham med det.
Han er jo i egen selvforståelse en rigtig jungle-type, og indtil videre
har jeg holdt mig for god til at grine af, at god mad og en blød seng åbenbart
var det, der skulle til for at lokke ham ud af vildnisset.
I går gik vi på skattejagt. Den halve morgen havde Rafael og Marianne
komponeret et sæt utrolig komplicerede skattejagts-regler.
Kort fortalt fik man point for hver skat, man fandt. Fuglefjer giver
for eksempel et point. Det er til at finde ud af. Men så blev der bygget oven
på reglerne. En hippie gav på den måde to points - men hvis man kunne lokke
hippien til at give et fredstegn, fik man tre bonuspoints. Og så videre.
Faktisk var reglerne så komplicerede, at vi blev nødt til at slappe af
på stranden efter en intens diskussion om hvorvidt en fyr med lang hestehale og
ditto skæg var hippie eller ej. Marianne mente nej, fordi han ikke havde
hippieagtige-badeshorts på. Men det var en diskussion der afslørede, at der var
visse huller i reglerne for skattejagten.
Vel placeret på stranden hev jeg straks en pot-konkylie frem - og så
gik det hele lidt i opløsning og vi endte med at sidde at fortælle hinanden
vandede vittigheder og fnise højlydt over guldkorn som: Hvorfor reddede livredderen ikke hippien? Because he was to far out man
...
Red med sandskæg ...
Og mens vi sad der og grinede højt af Rafael, der var gået over til at
underholde med et nærmest uudtømmeligt repertoire af pirat-vittigheder, var det
lige som om, at jeg kunne se hele scenen fra oven.
Red lå og snorkede op af mig i et hul, som han selv havde gravet. Jeg
kunne klø ham på kæben samtidig med, at jeg nussede Carla, der lå i mit skød.
Ved siden af mig sad Marianne og Rafael og gnaskede nødder og drak vand mellem
piratvittighederne. Og stemningen var bare så rar og afslappet, som om vi allesammen
havde kendt hinanden i meget lang tid.
Og det der gjorde det hele ekstra godt for mig var, at vi sad nøjagtig
på det sted, hvor jeg to måneder forinden havde siddet og grædt, fordi jeg
følte mig fortabt og ulykkelig.
Jeg har allerede nået langt mere, end jeg nogensinde havde forventet,
da jeg tog afsted fra Danmark. Endnu engang må jeg gentage mig selv og sige:
Jeg er meget taknemmelig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar