Ren kontor-forelskelse

Glædelig påske til jer alle sammen. Traditionen tro går påsken i Costa Rica ud på, at alle tico'er møver sig ind i deres biler og oversvømmer alle landets badebyer - og således også Puerto Viejo. Jeg har med fulgt overlæg holdt mig fra byen, fordi den var så proppet. Og kystens eneste kommunikations-mast har været så overbelastet, at jeg har været uden internet siden engang i torsdags. Et par få, heldige gange har jeg fået lov til at være på nettet i fem minutter - og så er jeg blevet smidt af igen. Det har regnet stort set hver dag og jeg føler med de forretningsdrivende, som har sat næsen op efter at tjene en masse penge på påsken - årets mest travle sæson.

Da jeg luftede min uselviske bekymring for Edwin, sagde han: 

"Det skal du slet ikke tænke på, alle folk i byen ved, at tico'er er de nærigste mennesker i verden. Bare fordi byen er oversvømmet af folk, betyder det ikke, at der er nogen, som tjener penge på det ..."

"De fylder også strandene, så man knap kan komme til med sit surfboard," tilføjede han. 

Derefter udstødte han en ond latter, da endnu en regnbyge ramte mit hus.  

For mit eget vedkommende er regnvejrsdagene gået med hyggelige indendørs-syslerier. Og med eneret for bloggen, kan jeg nu bringe en helt fantastisk boligreportage. Jeg har nemlig indrettet et kontor! Og jeg er helt forelsket i det. Jeg tror aldrig, at jeg har haft så rar en arbejdsplads. Se bare her: 

Her er et oversigtsbillede. Mit nye kontor befinder sig i den ene ende af verandaen. I den anden ende hænger min hængekøje, så jeg kan tage mig en hurtig slapper, hvis arbejdet bliver for krævende ...

AJ, men er det ikke bare mega-hyggeligt? Det er også helt fantastisk om natten, fordi jeg har fået sat lys på junglen. Der hænger en udvendig lampe på hjørnestolpen. Så nu kan jeg se junglen døgnet rundt fra mit skrivebord. 

Her er det endegyldige bevis på, at Obie og Red endelig har accepteret hinanden. Her er de faldet i søvn hoved mod hoved. Nåeh, søde hundedrenge ...

Husets nyeste beboer, Yuma, har vist sig at være en sand computer-pestilens. I morges skrev hun således 'lkjfglk,cmvlklfjlakjflkj' til en af mine facebook-venner, mens jeg var på toilettet. Når hun ikke  skriver uforståelige beskeder, hænger hun i netdøren eller driller Red. Hun tror, at hun kan slippe af sted med hvadsomhelst, fordi hun er nuttet. Og det kan hun faktisk også ... 

Red og Obie fra en anden vinkel. Jeg synes, at Obie er så sød og charmerende med sit grå skæg. 

Jeg ved, at enhver ordentlig boligreportage skal indeholde lækre detaljebilleder. Her er det mine pynteskeletter, der har fået en midlertidig plads i dimse-frøen. Skeletterne havde jeg med fra Danmark, så jeg kunne skabe et unikt og personligt præg på min fremtidige bolig. Jeg regner med at hænge skeletterne op i snore over mine skriveplads og på den måde skabe stemning og hygge.

Til venstre ses to frøkroner fra Jabilo-træet, som jeg også kalder for det uvenlige træ, fordi det er tæt besat med pigge. Disse frøkroner er tørrede. Normalt eksploderer de med samme lyd som et pistolskud, så frøene kan blive spredt mest muligt. Først gang jeg hørte en frøkrone-eksplosion, blev jeg virkelig forskrækket. Nu har jeg vænnet mig til det. Når det er sæson, kan træet skyde 20 - 30 gange i døgnet. 

Til højre er det huset fra en jungle-snegl. Jeg har noteret mig, at det er mere fladt end almindelige sneglehuse. 

Elefanten har jeg fået foræret og den lille fyr er mr. Claymore, som Rafael lavede til mig, inden han tog af sted. Jeg elsker mr. Claymore og passer godt på ham. Hver gang jeg kigger på ham, sender jeg en kærlig tanke til den mexicanske vagabond. 

 Det er så planen, at udødelig litteratur skal udgå fra denne plads ...

Tjek lampen. Det er lige som at have et smykke i sit hus. Den hang i en butik i byen og var simpelthen svinedyr. Jeg faldt i staver over den hver gang, jeg gik forbi - men var for nærig til at købe den. Så kom Majse og besøgte mig ... og købte den til mig i fødselsdagsgave. Fantastisk gave!

 Ren luksus. Farber Castell har en flagshipstore i et shoppingcenter i San José. Og den slags kan jeg overhovedet ikke stå for. Jeg har lagt en del penge der, men har til gengæld også de mest udsøgte skriveredskaber. Den lille kasse med farvetusser var helt uimodståelig. 

 Hjernerne har også fået plads i mit nye kontor. Den syge hjerne yderst til højre fungerer også som holder til røgelsespinde. Det lille bord har Funky lavet til mig, fordi jeg havde en lang periode, hvor jeg sad og skrev på min yogamåtte med computeren stablet op på to puder. Det er sådan et fint lille bord - og der er skrevet en hilsen til mig på undersiden af det. En sød hilsen. 

 Dimse-frøen som er købt i Purto Viejo. Jeg prøver at lade være med at fylde mit hus med ting og sager,  men denne frø kunne jeg ikke stå for ...

Og når jeg sidder og skriver, har jeg denne udsigt. Det er så luksuriøst, at jeg stadig føler trang til at knibe mig i armen over at have al den herlighed så tæt på mig. Heldigvis er de store jagtedderkopper gode til at få mig ned på jorden igen, når jeg bliver alt for lallende begejstret over junglen. 

Husets firbenede beboere i min streg. 

 Her soves meget ... Her er det Yuma ... 

 

... Og Obie ...

... Og Negrita. Hun er bange for lyden af kameraet og det er derfor, hun ser så skeptisk ud. Negrita elsker sin seng som jeg har lavet til hende i det andet hjørne af verandaen. Herfra kan hun overskue verden fra en behagelig position ... 

... Red har også egen seng ... 

... Og Carla har som den eneste hund adgang til min seng ... 

Mere om hunde, mænd & nosser

Pyh, hvor har jeg været længe væk fra bloggen. Og af samme årsag virker det endnu sværere at komme i gang. Så nu gør jeg det bare ... skriver lidt hist og pist om, hvad der er sket - og så håber jeg, at I bærer over med mig.

Lige nu er det middagstid og junglen har en af de dage, hvor den bare summer. Vejret er lysegråt og fuldstændig stille. Det er dejligt, for i de sidste par dage har regnen hamret så hårdt og støjende mod taget, at den langsomt krøb ind i sjælen og hamrede videre der. Det eneste jeg kan høre lige nu, er en stille melodisk summen fra insekterne - og så selvfølgelig den lille hund Negritas snøvlende snorken.

Negrita har kun en halv snude. Og det har hun haft i de ni måneder, jeg har kendt hende. Problemet har imidlertid været, at den halve snude aldrig rigtig har villet hele. Da jeg tog hende med tilbage til mit hus omkring jul, besluttede jeg mig derfor til at konsultere en dyrlæge. Jeg tog nogle skarpe og vellignende billeder af den lemlæstede snude og drog til byen. Dyrlægen ville knap se på mine billeder, for hun kunne ikke stille en diagnose uden at have hunden foran sig. Jeg forsøgte at forklare, at snuden tilhørte en meget forsigtig gadehund og at jeg derfor skønnede, at en midlertidig løsning ville være fin - og så ville jeg tage hunden med til nærmere undersøgelse, når jeg følte, at hun var parat til det. Negrita kom som bekendt til at bo i mit hus, fordi nytårskrudtet i byen gjorde hende så bange, at hun tilbragte mange dage med at ligge og ryste under en seng. Da hun landede i huset var hun stadig så sky og bange, at bare klikket fra mit kameras udløser fik hende til at løbe ud i badeværelset og gemme sig i brusenichen. Mit fokus var derfor på at opbygge hendes sindsro og jeg mente ikke, at en køretur i bil og medfølgende dyrlægebesøg ville gøre noget godt for dét projekt.

Dyrlægen kiggede på billedet og sagde: "Jeg tror, at det er cancer. Hvis du først kommer med hende om en måned, kan det være for sent."

Eftersom Negrita havde døjet så længe med den halve snude, ignorerede jeg rådet og tog hende først med til dyrlæge, da jeg følte, at hun havde det bedre.

Denne gang fik jeg nogenlunde samme besked. Dyrlægen mente, at hun havde en tumor i snuden og at det var derfor, at den ikke ville læges. Han ville skære et stykke af hendes snude og sende det til mikroskopering. Derefter ville jeg få besked, og hvis det var kræft, så skulle hele hendes snude bortopereres og hun skulle have noget, der svarede til kemoterapi. Og selvfølgelig var der ingen garanti for, at hun efter den behandling ville forblive rask. Kræft er en forbandet led sygdom!

Så jeg tog den lille sorte olietønde under armen og gik hjem igen. Jeg aner ikke, hvor gammel Negrita er. Jeg kender intet til hendes forhistorie - det eneste jeg ved er, at hun blev fundet halvdød under en trappe.

Majse var med mig hos dyrlægen, og det var dejligt at have en anden at diskutere problemet med. Mit første indfald var, at jeg hellere ville give Negrita et godt og måske kort liv, end jeg ville slæbe hende gennem operationer og ubehag.

Majse støttede op om min beslutning og hørte på, hvordan jeg i dagene derefter gentog mig selv utallige gange for at overbevise mig selv om, at det var den rigtige beslutning.

Nu er jeg helt sikker i min sag. Jeg holder øje med den lille olietønde. Hun er glad, hun spiser og hun nyder sit nye liv. Hun er begyndt at gå med på ture, og forleden var hun på stranden for første gang. Jeg har aldrig set hende så begejstret! Hun fræsede rundt med Obie, rullede sig overstadigt i sandet og kom jævnligt tilbage til mig med et stort hundesmil og logrende hale.

Når hun ikke tager sine faste patruljeture rundt om huset, ligger hun og sover i den rede, som jeg har lavet til hende ude på verandaen. Her kan hun overskue hele verden, og hun har vist sig at være en umådelig vagtsom lille hund.

Hendes rede er måske lidt over the top, men jeg kunne ikke rigtig styre mig, da jeg fandt ud af, hvor meget hun nød at have noget blødt at ligge på. Hun har aldrig haft en hundekurv, og jeg blev blød som smør, da jeg så, hvor glad hun blev for det midlertidige tæppe som jeg gav hende, da hun flyttede ind. Nu ligger hun på to hovedpuder og et blødt tæppe - og jeg har planer om at udbygge hendes rede til total luksus. Jeg synes, at hun fortjener det og jeg nyder virkelig at drage omsorg for hende.

Min udfordring er at holde ordentligt øje med hende - og tage en beslutning, når hun begynder at få ondt. Den dag hun begynder at blive dårlig, bliver hård. Men mærkeligt nok lader fremtidens problemer ikke til at påvirke mig særlig meget. Jeg er allerede blevet glad for hende, jeg nørkler hyggeligt rundt med hende og elsker hende uanset, om hun kommer til at være i mit liv i en måned eller ti år. Det er noget, Caribien har lært mig. At leve lige nu og ikke spare på følelserne. 

Hun er en sød, lille hund. Engang imellem bryder hendes gadehundefortid igennem, og så forvandler hun sig til en hård småkage. For eksempel tog hun Reds parti en dag, da han røg i sulet på Obie.

For - ja - Obie er her stadig, og det er ikke problemløst. Faktisk har jeg følt, at mit hjerte næsten blev revet midtover af de to åndssvage hanhunde. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg elsker Red umådelig højt. Jeg har flere gange fremhævet, hvilke fine og enestående karaktertræk han har. Han er noget helt særligt. Desværre er han også - helt bogstaveligt - udstyret med et par kæmpestore nosser, der nogen gange tager fornuften fra ham.

Heldigvis har jeg haft min søster, Anne, med på sidelinien i hele det her. Og hun har  nøjagtig kunnet forudsige, hvad der ville ske og har givet råd til, hvordan jeg skulle tackle situationen. På den måde har jeg været i de bedste hænder. Red har også gjort sit bedste. Obie har været fuldstændig underdanig overfor Red, og jeg har kunnet holde ro i huset ved at være der og sige "NAH RED!" når hans bevægelser blev stive og hans hale holdt op med at vifte. Det virker som om, at det lige som trækker ham ud af en form for trance, når jeg gør det. Men det er ikke gået godt hele tiden, og jeg kan kun glæde mig over, at Red alligevel har en god karakter. Han er ikke en slagsbror. Men en anden hanhund på hans territorium, har været mere, end han kunne bære.

Funky har skiftevis været irriteret og moret sig.

"Han får s'gu karma lige i fjæset," sagde han en dag om Obie.

For det viser sig, at denne søde, skæggede hund, har et rygte som den værste mobber i byen. Han har simpelthen kørt sit eget terrorregime mod de andre gadehunde. Og Funky - som jo bor i byen - har set det masser af gange.

"Han er en bully," tilføjede Funky dystert.

Og jeg vendte som altid situationen med min søster ...

"Han er simpelthen sådan en sød og blid hund. Han er klog og fin. Han finder sig i alting og han er bare hyggelig at være sammen med. Jeg nægter at tro, at han rummer  den slags dårlige karaktertræk."

"Hmmm, det samme har Ted Bundys mor sikkert sagt om sin søn," konstaterede hun tørt.  

Min søster anbefalede mig at få Obie kastreret, når han havde fået lidt mere sul på kroppen og lidt mere stamina.

"Sådan som du forklarer situationen, tror jeg det muligvis vil løse problemet," tilføjede hun.

Derefter meddelte jeg Edwin, hvordan sagerne stod. At der var lidt problemer lige nu, men at jeg regnede med, at en kastration nok ville løse det.

"En kastration," gentog Edwin og holdt ubevidst en beskyttende hånd over sine ædlere dele.

"Er det nu også nødvendigt? Jeg mener ... Hvis han ikke gør modstand mod Red, så er jeg sikker på, at de med tiden kan finde ud af det. En kastration ... det virker som sådan en drastisk løsning," sagde han. Stadig med en beskyttende hånd placeret i det sydlige område.

Udmeldingen undrede mig. Obie er næsten lige så stor som Red, omend han overhovedet ikke har skyggen af Reds enorme muskler. Men alligevel: Hvis Obie en dag beslutter sig for at slå tilbage, kunne det godt blive en rigtig væmmelig affære for begge dyr. Red er vejens konge og hersker. Når han går med mig til Puerto Viejo, skaber han samme stemning som i en gammel westernfilm, når den barske hitman rider ind i byen iført sort læderhandske på aftrækkerhånden. Hundene forsvinder ind i skyggerne, alting fryser et øjeblik og folk kigger på den store, røde hund, der stoltserer selvsikkert af sted midt på vejen. Bagved kommer jeg så listende som det tynde øl ...

Obie har tilsyneladende opført sig som en slem, slem gadedreng i byen og har på den måde holdt de andre hunde i et fast greb af frygt - ikke ulig den adfærd, man kan observere hos narkokartellernes stik i rend-drenge. Ikke lige så stilfuld som Red - men med nogenlunde samme effekt.

Her i junglen er der imidlertid ingen problemer med den gråskæggede gadedreng. Og uanset hvad alle end måtte mene - så ryger hans nosser altså. For fredens skyld.

Konceptet møder massiv modstand her i macho-land. Alle jeg har fortalt det til, tager sig ubevidst til skridtet og fortæller mig, at jeg muligvis vil ødelægge Obies liv. Mændene laver en en til en-identifikation med Obie og fortæller mig, at hvis de havde valget, så ville de hellere være mager, loppebefængt gadehund med testikler end hushund uden ...

De forklarer mig med alvorligt krøllede bryn, at jeg som kvinde er ude af stand til at forstå den slags ting.

Jeg overvejer seriøst at starte en frikirke, som tilbeder testikler. Der er et marked for det! Jeg kunne få bygget en stor nosse i beton, som de lokale mænd kunne afsynge salmer i hver søndag. Bagefter ville jeg servere rom for sognebørnene, så de kunne få sig en lille gibbernakker, mens de sammenlignede hinandens macheter for at se, hvilken en der var længst og skarpest. Ved festlige lejligheder ville jeg låne nogen af narkohandlernes enorme firhjulstrækkere, så alle kunne få mulighed for at sparke dæk  efter dagens prædiken.

Go home katolske kirke. Jeres fjollede hatte, mærkelige kostumer og dobbeltmoralske meninger vil blive fejet af banen af mit nye tiltag. Jeg spår en religiøs revolution i Caribien ... Og det ville løse mine evindelige spekulationer om økonomi. Enhver ved jo, at folkeforførere, guruer og religiøse ledere tjener masser af penge.

Når Obie bliver kastreret, vil Funky blive drillet. Det vil blive antydet, at han står for tur næste gang. Hans manddom vil blive draget en smule i tvivl og folk vil helt sikkert nævne, at det har omkostninger at hænge ud med en skandinavisk vikingekvinde.

På den måde glemmer de bekvemt, at de allermest rå typer jeg kender, alle er latinaer. Det kan godt være, at jeg lever i macholand. Men på en eller anden bagvendt måde får jeg alligevel tit fornemmelsen af, at det i virkeligheden er kvinderne, der regerer her...