Den onde rejsefeber

Bare rolig - den annoncerede spøgelseshistorie er nedskrevet og jeg lægger den på om et par dage. Jeg ville faktisk have lagt den på nu, men efter som jeg bruger bloggen som frirum og ventil, bliver jeg nødt til at skrige højt! Jeg har simpelthen så meget rejsefeber, at jeg slet ikke kan være i mig selv.Og det er rejsefeber af den allerdårligste slags. Jeg skal jo have min lille hund Carla med mig. Det er ikke noget, som jeg sætter spørgsmålstegn ved. Sådan er det bare. Carla og mig er sammen. Og i løbet af denne rejse, denne tid jeg har oplevet, er vi vokset fuldstændig ind i hinanden. Det var hende, der lå og slumrede fredsommeligt på mig i flyet, da vi tog mod Costa Rica og ikke anede, hvad der ventede os.

Hun og Red var mit eneste selskab i de to måneder, jeg var fuldstændig alene i junglen. Og på en eller anden måde vil de to måneder stå ganske klart i min erindring, uanset hvor gammel jeg bliver.
Da jeg rejste ind i landet var det med et såkaldt kæledyrspas fra EU. Selvfølgelig er der blevet taget godt hånd om Carla på alle niveauer. Hun har levet et højst beskyttet liv med mig som det pylrede overhoved og alt er i orden omkring hende. Og ikke kun omkring hende. Sådan som tingene ser ud nu, loppe-, flåt- og orme-behandler jeg ikke kun mine egne hunde, men også Red, naboens hund Marley og en tredje hund der lever længere op af vejen. Og nogen gange kan jeg fan'me komme i tvivl om, hvorvidt jeg er en kvinde eller bare en gigantisk høne, der kurrer omkring og tager alt under mine vinger.

Jeg havde tjekket alt omkring indrejsetilladelser til EU og var helt cool. Indtil jeg var hos min dyrlæge igår og fik at vide, at jeg skulle have en eksporttilladelse til overhovedet at få Carla ud af landet. Det tog mig i forvejen en krig at finde et fly, der fløj udenom Heathrow lufthavn. For selv om englænderne godt nok officielt har harmoniseret deres regler med resten af EU - så blev jeg ved med at få modstridende oplysninger, når jeg spurgte eller læste på nettet. Ergo: Jeg fandt et fly som fløj udenom de potientielle problemer.Og så kommer alt det pis med en eksporttilladelse fra Landbrugsministeriet ind over. Jeg bliver nødt til at tage til San José i morgen, så jeg kan hitte ud af alt det. Men jeg er træt, træt og mere træt af det.

Det mest latterlige af det hele er imidlertid, at hvis jeg var amerikaner, så kunne jeg gå til min psykiater, psykolog - whatever - og få papir på, at jeg er så kukkeluk i pæren, at jeg bliver nødt til at have Carla med mig som emotional supportdog - og på den måde får hun samme status som førerhunde. Og som vi alle ved, får førerhunde aldrig hundegalskab eller nogen af de andre sygdomme, som alle er så bange for - og som gør, at jeg stadig ikke ved, om jeg er købt eller solgt på onsdag, når jeg retteligt burde være på vej ud af Costa Rica. Læg dertil at jeg ikke kun betaler en ganske pæn sum for at have Carla med som håndbagage. Jeg skal selvfølgelig også betale for eksporttilladelsen og der dukker sikkert endnu flere udgifter op, når jeg kommer så langt.

At sige at jeg er skidesur lige nu, ville være en underdrivelse. Jeg er også frustreret og ked af det. Det ville altså være rart, at jeg bare kunne fokusere på alle de ting, som jeg skal ordne, når jeg kommer til Danmark.For mig virker denne rejse lige så vigtig, som da jeg tog til Costa Rica. Jeg kommer ikke bare hjem for at se mine venner og min familie. Jeg kommer tilbage, fordi jeg bliver nødt til at balancere Costa Rica og Danmark i mit hjerte.

Jeg skal i sommerhus med min far og vi skal sidde og kigge på udsigten over Mols hede og sige ting som: "Burde vi køre på havnen efter fiskefiléter - eller skal vi lave frikadeller?" Og forhåbentlig vil der være en masse ord, som alligevel bliver sagt mellem linjerne. For mig og min far er bedst, når vi nørkler sammen - maler vinduer, vasker bil - ja hvadsomhelst i den retning. Der kan vi finde hinanden. Og det er det, jeg håber på.

Jeg skal se min nevø, som sikkert er blevet en bredskuldret, smalhoftet præ-teen og som måske ikke længere synes, at hans moster er den cooleste i verden. Jeg er parat til at tage det slag, selv om det vil gøre ondt. Han er også den eneste, som jeg tager gaver med til. Jeg håber, at jeg kan finde tilbage til ham.

Jeg håber, at jeg kan finde tilbage til min søster, som jeg ikke har talt med i snart et år. Jeg ved, at hun er der. Og jeg savner hende.

Jeg glæder mig til at se min anden søster, der helt som hun plejer, har irriteret mig jævnligt over e-mail med formaninger om, at alt - alt - hvad jeg kastet mig ud i sikkert var farligt. Måske havde hun ret. Men jeg er her endnu. Og havde jeg fulgt hendes formaninger, var jeg alligevel død - af kedsomhed.
Mine venner ... jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde. Så jeg begynder slet ikke. Jeg ved bare, at der er nogen knus og kram coming up, som jeg glæder mig helt ufatteligt til. Læg dertil, at der er nye mennesker i mit liv. Mennesker som er kommet til at betyde noget for mig via internettet - og grin bare, hvis I ikke har oplevet den slags. Men for mig har væmmelige, udskældte, overfladiske facebook givet mig nye venner og en enorm nysgerrighed på alle de gode mennesker, som jeg ved er derude ...Denne tur er mit forsøg på at tage det næste skridt i mit liv. At forbinde Costa Rica med Danmark i mit hjerte. At balancere det univers, som jeg har skabt.

Jeg har lige haft en halv time, hvor jeg tudede. Faktisk uden at hulke - men bare sådan at tårerne og frustrationerne løb på kryds og tværs. Problemerne med Carla, rejsefeberen, at forlade dette sted, at komme til Danmark - det hele. Bagefter tog jeg en ekstravagant beslutning og spurgte Funky pænt, om han gad. To minutter efter var han på vej til byen i Taxa-Martins bil for at købe is til os alle sammen. Til ham, til mig, til Edwin - og ikke mindst til Martin.

I går tilbragte jeg hele dagen i Limon. Jeg tog den lille sorte hund, Negrita med, fordi jeg havde fået anbefalet en god dyrlæge. Jeg skulle jo have en helbredsattest på Carla, og den kunne jeg ikke få, fordi den skal udstedes af en person der er tilknyttet et ministerium. Til gengæld kunne dyrlægen kigge på Negritas snude og konstatere, at hun har kræft. Og at det er en aggressiv kræft. Hun har muligvis ikke mere end otte måneder tilbage at leve i, før kræften bliver så slem, at den vil ødelægge hendes livskvalitet. Det eneste gode ved det er, at hun ikke ved det. Hun er  så glad som altid. Og det er den, som vi har besluttet at gå med - at glæde os over, at vi har muligheden for at gøre resten af hendes liv godt. Og mere vigtigt: At give hende fred, når det ikke går længere. Det faktum har også trukket tårer i det sidste døgn. Både hos mig og Funky.

Så gik jeg på Burger King i Limon. Det gør jeg altid, når jeg er der. Det er den eneste fast food-restaurant på denne side af Costa Rica, så det skal bare udnyttes, når man er i nærmiljøet. Martin kunne ikke finde et sted at parkere bilen, så han endte med at sige, at han bare ville vente på mig. Så jeg vandrede på BK og åd en herlig burger og købte et meal med tilbage til Martin, så han også kunne få en usund frokost. På vej tilbage efter en frugtesløs dag, opdagede jeg, at Martin havde efterladt sine pommes frites. Jeg spurgte hvorfor, og han sagde, at han gerne ville overraske sine drenge med noget fra Burger King. Fritterne kunne varmes i ovnen og dyppes i den medfølgende dressing - og det ville de nyde.Så nu håber jeg, at Martins drenge også kan lide is. Jeg har personligt fundet ud af, at hvis man har grædt og er frustreret - så er der ikke noget bedre.

Edwin kom tilbage i dag. Han har været i Argentina for at besøge sin døende onkel. Den mand der tog Edwin til sig, da Edwin mistede sin far i en ganske ung alder. Da Edwin var halvvejs over bjergene med kurs mod Puerto Viejo, døde hans onkel. Men Edwin nåede at tale med ham, nåede at tage afsked med ham. Og i aften tror jeg også, at Edwin trænger til noget flødeis.

Han dukkede op i huset i eftermiddags, da han var kommet hjem og vi sad og talte længe. Og Edwin grinede højt, da han så mig. Jeg er pt. fyldt med insektstik og skrammer. Jeg har erhvervet mig en kødædende parasit i hånden og går derfor med forbinding.
"All beaten up by the jungle - and enjoying it," konstaterede han.


Og så sagde han til Funky:"Hun dukkede op her iført korset og med to fyre som eskorte. Hun sagde "Uf!" da hun fik øje på edderkoppespindene og trippede forsigtigt ned til huset. Jeg gav hende maximalt to uger og lod hende være i fred."Men jeg er her endnu. Efter halvandet år. Og ja: Jeg har eddermame taget nogen tæv. Ikke kun fra junglen, men også de tæv, som en del af mig uddelte til mig selv. Jeg er blevet lidt klogere på mig selv. Jeg har fået venner og fjender her. Jeg har mennesker her, som jeg elsker. Og heldigvis ingen jeg hader.
It's all good. Hvad jeg trænger til nu, er at komme tilbage til Danmark. Jeg har en masse kærlighed, som jeg skal af med. Og jeg har ting at balancere.

Kryds fingre for, at jeg kommer igennem det bureaukratiske helvede - når alt kommer til alt, så tror jeg faktisk, at Carla er min emotional supportdog ...

Min fars datter

Billedet er selvfølgelig Wulffmorgenthalers ... Tjek dem på http://heltnormalt.dk 

Jeg tror, at dette er det tooghalvfjersindstyvende blogindlæg, som jeg veloplagt begynder på - skriver tre en halv side ... og derefter sker der et eller andet, som driver mig væk fra skrivebordet og efterlader blogindlægget sejlende i sin egen sø.

Eneste løsning er at nu at skrive som vinden og håbe på, at der ikke sker et eller andet, som tvinger mig til at rejse mig, så jeg heller ikke får gjort dette blogindlæg færdigt.

Af afbrydelser kan jeg nævne, at der faldt et træ ned i huset og slog hul i taget. Da jeg havde beset skaden og vurderet, at jeg godt kunne leve med et lille hul i taget, faldt det næste træ og rev elledningen til huset med sig i faldet. Dét kunne jeg til gengæld ikke leve med, så jeg relokerede til Edwins hus, hvor der stadig var strøm og slog mig ned der med hunde, kyllinger og kat. (Edwin er i Argentina, så han ved ikke endnu, at han har fået en ny bofælle)

Og siden jeg landede der har jeg haft underlige dage.

Sidste - og værste afbrydelse - skete da naboens hund, Marley, besluttede sig for at spille bold med kyllinge-Svend. Marley er en sød hvalp i lømmelalderen, som har hængt med de andre hunde i de sidste par uger. Og det er gået fint med hele menageriet. Men pludselig kunne Marley ikke styre sig. Jeg fandt Svend fuldstændig våd og forbidt liggende på siden med lukkede øjne og gispende med halvåbent næb.

Jeg hylede højt og bar ham indenfor. Det var selvfølgelig netop som en lokal Bribri-mand var dukket op for at tale med Funky. Hvad han observerede var mig der kom helt forgræmmet ind med Svend i armene og tårer på kinderne.

"Jeg tror, at han dør," sagde Funky.

"Hans øjne er ved at lukke sig."

"Neeej," svarede jeg.

"Giv mig noget sukkervand!"

Derefter sad jeg i to timer og dryppede sukkervand i næbbet på Svend og varmede ham i et tæppe og sagde:

"Please don't die Svend, Please don't die."

Hvis manden - en sød fyr ved navn Maynar - nu går med indtrykket af, at jeg er verdens mest sære person, kan jeg såmænd godt forstå det. Det er ikke så voldsomt tit, at folk her på egnen udvikler så tætte forhold til deres kødkyllinger.

Svend overlevede, men hele affæren tog ganske hårdt på mig. Marley havde ganske rigtigt ikke kunne modstå fristelsen til at lege med stakkels Svend. Han havde fået hevet en del fjer ud og havde et par - heldigvis - overfladiske sår. Men dagen efter var alt som det plejede igen. Med den undtagelse at jeg havde udstyret mig selv med en af Edwins lange svirpe-piske, så jeg kunne nipse Marley i rumpetten, hvis han gik over gevind. Det har ikke været nødvendigt endnu, men til gengæld ligner jeg nu virkelig en splittergal cirkusdirektør, når jeg bevæger mig ned af vejen bevæbnet med pisk, machete og med fem hunde, to kyllinger og en kat i hælene. Ak ja.

Samtidig skrider bygningen af mit hønsehus fint frem. I den anledning bliver jeg nødt til at indse, at jeg i sandhed er min fars datter. Min far har aldrig været en mand, der søsatte små, gnidrede projekter. Næeh nej, når han for eksempel skulle sætte en postkasse op, kunne man være sikker på, at den blev støbt cirka tre meter ned i jorden med cement. Selve postkassen kunne have udgjort en glimrende lejlighed til en enlig studerende og området omkring postkassen blev derefter beplantet med diverse planter, så hele postkassekonstruktionen endte med at tage sig så imposant ud, at bilerne imponeret sagtnede farten, når de kørte forbi min fars mægtige fjernkommunikations-anlæg.

Min far er også et matematisk geni, og jeg kunne have håbet, at jeg havde arvet bare en lille smule af den del af hans personlighed. Men nej, i stedet har jeg arvet evnen til at gå fuldstændig og aldeles over the top, når jeg beslutter mig for et lille projekt.

Jeg måtte indse det, da jeg viste ByggeFrank første tegnede udkast til mit hønsehus. Han knitrede lidt med sine sorte skægstubbe og måtte derefter - nærmest flov - levere mit udkast tilbage og fortælle, at han ikke mente, at der var nogen håndværker i Talamanca-regionen, der kunne lave et ottekantet hønsehus i to etager med udvendig spindeltrappe. Han tilføjede, at han nok skulle lave noget, der var pænt - men jeg måtte nøjes med et firkantet hus.

Derefter blev Nando og Funky sendt i byen efter materialer til hønsehuset. De kom tilbage med store, svedne grin og fik næste dag lokket mig med til trælast-forretningen under dække af, at jeg da selv skulle vælge dørbeslag, så jeg fik de helt rigtige. Jeg skruede mig glad ned i et korset og tog til byen.

Funky og Nando opførte sig sært hele vejen til trælastvareforretningen. Nærmest småfnisende og utidige. Men da vi entrede forretningen, fandt jeg ud af, hvorfor. Alle lige fra mindste-ekspedienten til chefen kom myldrende for at hilse på mig.

"Ja, det er så Miss Eva," sagde Funky.

"Hun er bygherren for kyllinge-condominio'en."

Mens jeg havde lyst til at kvæle Funky, rystede chefen hjerteligt min hånd og sagde:

"Et hønsehus i så gode og helt nye materialer. De må sandelig være glad for høns, Miss Eva."

Derefter fejede han yngsteassistenten til side med en flamboyant bevægelse og gennemgik personligt butikkens udvalg af beslag med mig.

Funky og Nando knækkede sammen af grin, da jeg kom trippende ud af døren med en lillebitte, klirrende pose knuget i hånden. Jeg kiggede olmt på dem, hvilket bare fik dem til at grine endnu højere. Og i den hjertelige stemning drog vi hjem.

Mit hønsehus står på ben for at det skal være jordskælvs-, slange- og oversvømmelsessikkert. Det har fået et blinkende, nyt bliktag og er så stort, at hvis Edwin hæver huslejen - så flytter jeg bare derud. I morgen bliver væggene sat op. Halvt træ og halv metal-myggenet. Og så skal vi selvfølgelig have et lille rejsegilde med hotdogs og øl.

Hver gang jeg kigger på hønsehuset, tænker jeg på min far. Og det er dejligt!

Men tilbage til de underlige dage. Jeg har gået lidt rundt om mig selv og spekuleret på, hvordan jeg egentlig skulle fortælle historien. Men der er er ikke så meget andet end bare at fortælle den ... og nu blev jeg afbrudt. Katten Yuma har fanget en kæmpestor, støjende cikade, som jeg agter at redde.

Men stay tuned ... og jeg lover at vende tilbage med årsagen til de underlige dage. Jeg har nemlig en spøgelseshistorie i ærmet ...