onsdag den 22. maj 2013

Min fars datter

Billedet er selvfølgelig Wulffmorgenthalers ... Tjek dem på http://heltnormalt.dk 

Jeg tror, at dette er det tooghalvfjersindstyvende blogindlæg, som jeg veloplagt begynder på - skriver tre en halv side ... og derefter sker der et eller andet, som driver mig væk fra skrivebordet og efterlader blogindlægget sejlende i sin egen sø.


Eneste løsning er at nu at skrive som vinden og håbe på, at der ikke sker et eller andet, som tvinger mig til at rejse mig, så jeg heller ikke får gjort dette blogindlæg færdigt.

Af afbrydelser kan jeg nævne, at der faldt et træ ned i huset og slog hul i taget. Da jeg havde beset skaden og vurderet, at jeg godt kunne leve med et lille hul i taget, faldt det næste træ og rev elledningen til huset med sig i faldet. Dét kunne jeg til gengæld ikke leve med, så jeg relokerede til Edwins hus, hvor der stadig var strøm og slog mig ned der med hunde, kyllinger og kat. (Edwin er i Argentina, så han ved ikke endnu, at han har fået en ny bofælle)
Og siden jeg landede der har jeg haft underlige dage.

Sidste - og værste afbrydelse - skete da naboens hund, Marley, besluttede sig for at spille bold med kyllinge-Svend. Marley er en sød hvalp i lømmelalderen, som har hængt med de andre hunde i de sidste par uger. Og det er gået fint med hele menageriet. Men pludselig kunne Marley ikke styre sig. Jeg fandt Svend fuldstændig våd og forbidt liggende på siden med lukkede øjne og gispende med halvåbent næb.

Jeg hylede højt og bar ham indenfor. Det var selvfølgelig netop som en lokal Bribri-mand var dukket op for at tale med Funky. Hvad han observerede var mig der kom helt forgræmmet ind med Svend i armene og tårer på kinderne.

"Jeg tror, at han dør," sagde Funky.
"Hans øjne er ved at lukke sig."
"Neeej," svarede jeg.
"Giv mig noget sukkervand!"

Derefter sad jeg i to timer og dryppede sukkervand i næbbet på Svend og varmede ham i et tæppe og sagde:

"Please don't die Svend, Please don't die."

Hvis manden - en sød fyr ved navn Maynar - nu går med indtrykket af, at jeg er verdens mest sære person, kan jeg såmænd godt forstå det. Det er ikke så voldsomt tit, at folk her på egnen udvikler så tætte forhold til deres kødkyllinger.

Svend overlevede, men hele affæren tog ganske hårdt på mig. Marley havde ganske rigtigt ikke kunne modstå fristelsen til at lege med stakkels Svend. Han havde fået hevet en del fjer ud og havde et par - heldigvis - overfladiske sår. Men dagen efter var alt som det plejede igen. Med den undtagelse at jeg havde udstyret mig selv med en af Edwins lange svirpe-piske, så jeg kunne nipse Marley i rumpetten, hvis han gik over gevind. Det har ikke været nødvendigt endnu, men til gengæld ligner jeg nu virkelig en splittergal cirkusdirektør, når jeg bevæger mig ned af vejen bevæbnet med pisk, machete og med fem hunde, to kyllinger og en kat i hælene. Ak ja.

Samtidig skrider bygningen af mit hønsehus fint frem. I den anledning bliver jeg nødt til at indse, at jeg i sandhed er min fars datter. Min far har aldrig været en mand, der søsatte små, gnidrede projekter. Næeh nej, når han for eksempel skulle sætte en postkasse op, kunne man være sikker på, at den blev støbt cirka tre meter ned i jorden med cement. Selve postkassen kunne have udgjort en glimrende lejlighed til en enlig studerende og området omkring postkassen blev derefter beplantet med diverse planter, så hele postkassekonstruktionen endte med at tage sig så imposant ud, at bilerne imponeret sagtnede farten, når de kørte forbi min fars mægtige fjernkommunikations-anlæg.

Min far er også et matematisk geni, og jeg kunne have håbet, at jeg havde arvet bare en lille smule af den del af hans personlighed. Men nej, i stedet har jeg arvet evnen til at gå fuldstændig og aldeles over the top, når jeg beslutter mig for et lille projekt.

Jeg måtte indse det, da jeg viste ByggeFrank første tegnede udkast til mit hønsehus. Han knitrede lidt med sine sorte skægstubbe og måtte derefter - nærmest flov - levere mit udkast tilbage og fortælle, at han ikke mente, at der var nogen håndværker i Talamanca-regionen, der kunne lave et ottekantet hønsehus i to etager med udvendig spindeltrappe. Han tilføjede, at han nok skulle lave noget, der var pænt - men jeg måtte nøjes med et firkantet hus.

Derefter blev Nando og Funky sendt i byen efter materialer til hønsehuset. De kom tilbage med store, svedne grin og fik næste dag lokket mig med til trælast-forretningen under dække af, at jeg da selv skulle vælge dørbeslag, så jeg fik de helt rigtige. Jeg skruede mig glad ned i et korset og tog til byen.

Funky og Nando opførte sig sært hele vejen til trælastvareforretningen. Nærmest småfnisende og utidige. Men da vi entrede forretningen, fandt jeg ud af, hvorfor. Alle lige fra mindste-ekspedienten til chefen kom myldrende for at hilse på mig.
"Ja, det er så Miss Eva," sagde Funky.
"Hun er bygherren for kyllinge-condominio'en."

Mens jeg havde lyst til at kvæle Funky, rystede chefen hjerteligt min hånd og sagde:
"Et hønsehus i så gode og helt nye materialer. De må sandelig være glad for høns, Miss Eva."

Derefter fejede han yngsteassistenten til side med en flamboyant bevægelse og gennemgik personligt butikkens udvalg af beslag med mig.

Funky og Nando knækkede sammen af grin, da jeg kom trippende ud af døren med en lillebitte, klirrende pose knuget i hånden. Jeg kiggede olmt på dem, hvilket bare fik dem til at grine endnu højere. Og i den hjertelige stemning drog vi hjem.

Mit hønsehus står på ben for at det skal være jordskælvs-, slange- og oversvømmelsessikkert. Det har fået et blinkende, nyt bliktag og er så stort, at hvis Edwin hæver huslejen - så flytter jeg bare derud. I morgen bliver væggene sat op. Halvt træ og halv metal-myggenet. Og så skal vi selvfølgelig have et lille rejsegilde med hotdogs og øl.

Hver gang jeg kigger på hønsehuset, tænker jeg på min far. Og det er dejligt!

Men tilbage til de underlige dage. Jeg har gået lidt rundt om mig selv og spekuleret på, hvordan jeg egentlig skulle fortælle historien. Men der er er ikke så meget andet end bare at fortælle den ... og nu blev jeg afbrudt. Katten Yuma har fanget en kæmpestor, støjende cikade, som jeg agter at redde.

Men stay tuned ... og jeg lover at vende tilbage med årsagen til de underlige dage. Jeg har nemlig en spøgelseshistorie i ærmet ...



6 kommentarer:

  1. Glimrende fortalt!Bl.a fordi du er så eminent god til at skabe billeder. Dig, macheten, pisken, dyreflokken, marcherende.... billedet står lysende klart. Madam Pirat!
    /M

    SvarSlet
  2. Hæ hæ, kan også levende se det hele for mig. Godt stakkels Svend overlevede. Er spændt på at se billeder af det opulente hønsedomicil :-D

    SvarSlet
  3. Jamen naturligvis fortjener de små kyller da det allerbedste! Og nej, hvor hjertet sad helt oppe i halsen på mig, da jeg læste om overfaldet på Svend. Godt, at han er kommet til fjerene igen! <3

    SvarSlet
  4. Ellen Marie Thorngreen Evald22. maj 2013 kl. 03.30

    Så næste projekt er måske noget cikade-kollektiv? Jeg vil godt være med til at navngive dem!

    SvarSlet
  5. Kender det alt alt alt for godt! Kun det bedste og vildeste er ofte godt nok.. Jeg vil så også bare selv bygge det, fordi jeg ikke stoler på at andre gør det helt korrekt! Lidt naiv til tider.. hehe! Men så er det godt at vennerne kan bestikkes med bajer og mad ;)

    SvarSlet
  6. Knirke, jeg tilbragte hele weekenden med at læse din blog fra enden til anden og, selvom der var en hel bunke venner i området, så de ikke meget til mig. Gud hvor havde jeg det altså sjovt med dine beretninger. Tak for, at du deler dem med os allesammen. Har du forresten hørt noget fra Politikens konkurrence?

    SvarSlet