De tomme huses magi

Serviceinfo: Er I også hooked på tomme huse? Så kig over hos Amarorama, der har samme tendens - og som blogger om det med billeder: 

http://amarorama.dk/2011/06/must-see-hip-hap-huset/

http://amarorama.dk/2011/05/must-see-pa-tovelillevej/

http://amarorama.dk/2011/05/stay-away-hj%C3%B8rnet-af-njalsgade-amagerfaelledvej/

Eventyr - straight outta Amager :-)

Prøv nu at tjekke dukkeansigterne i computerskærmen ... og alt det andet. Fascinerende på en sær måde. Billedet er hugget fra 'Dead dolls society', som er en side, man kan like på fb - og når man gør det, får man alle mulige foruroligende og nogle gange uhyggelige billeder ... 

I dag er himmelen grå som et duebryst. Jeg bor hos Jesper i Ringsted og bruger lidt for meget tid på at hænge ude på altanen og ryge cigaretter. Jeg ruller mig ind i Jespers kanariegule uldtæppe og sidder derude og kigger på røgfanen fra min cigaret og lurer på nærmiljøet. Jeg synes, at det er blevet koldt.

Nu har jeg lige sat mig til computeren med en dampende, varm kop kaffe. Og mens jeg lavede kaffe, faldt jeg endnu engang i staver over udsigten fra Jespers køkkenvindue. Men det vender jeg tilbage til, for lige nu er der en erindring, der presser sig på.

Jeg boede hjemme dengang. Jeg er født og opvokset på landet, hvor der er langt imellem husene. Det var en mørk efterårsaften og jeg var på vej hjem. Jeg passerede endnu engang det lille, hvide hus, som lå og skuttede sig under nogle store træer. Hvad jeg vidste om huset var, at det havde tilhørt en ældre dame, som var død. Huset var blevet sat til salg og havde været det længe. Imens det lille hvide hus ventede på, at nogen købte det, forfaldt det mere og mere.

Pudset var begyndt at falde i store flager af de tidligere så ulasteligt kalkede mure. Haven groede til og mælkebøtter og mandshøje brændenælder havde overtaget blomsterbedene.

Den aften jeg kørte forbi huset, gav jeg endelig efter for en længe næret trang. Jeg stoppede bilen, fiskede en lommelygte frem og begav mig op for at kigge på huset. Efter som det lå relativt øde, behøvede jeg ikke at bekymre mig om at der var naboer, som troede, at jeg ville bryde ind. For det var bestemt ikke mit ærinde. Jeg var bare nysgerrig. Jeg gik rundt om huset og lyste ind af alle vinduerne og da jeg nåede til stuevinduet, blev jeg målløs stående og kiggede i lang tid.

 Udsigten fra Jespers køkkenvindue. Uh, så tillokkende med den store, tomme fabrik. 

Spisebordet var smukt dækket op. Med hvid damaskdug, smukke, slebne krystalglas og sølvbestik der for længst var blevet sort. De før så skinnende glas var dækket af et tykt lag støv. Edderkoppespind snoede sig fra det smukke service og helt op i prismelysekronen, der forlængst havde mistet sin glans.

Umiddelbart inden damen døde, måtte hun have inviteret til fint gæstebud. Måske dækkede hun bordet om aftenen og gik forventningsfuld i seng ved tanken om, at hendes venner ville komme til middag næste dag. Måske var det den sidste aften hun gik i seng for at sove i dette liv. Måske var morgendagens gæstebud et meget vigtigt et. Måske var det den aften, at hun ville fortælle noget virkelig betydningsfuldt. Måske var der noget dejligt at fejre, og derfor havde hun fundet sine fineste ting frem. Jeg ved det ikke.

Men jeg husker synet af det smukt dækkede bord så tydeligt, som hvis jeg sad og så på et foto af det.

Jeg tror, at den aften endegyldigt kickstartede en sær tendens, som jeg har haft lige siden: Tomme huse, kondemnerede huse, forladte fabrikker - og alt hvad der hører under den kategori.

Jeg troede, at wales-kringler var holdt op med at eksistere. Men den lokale bager har dem. Og endnu bedre: Den lokale bager har dem som små kringler. Jeg spiser en om dagen og overvejer at sætte kvoten op. Come on ... når alt kommer til alt, er det jo bare luft og glasur. Elsker dem!

Engang red Edwin og jeg gennem junglen. Vi var vel fire timers hård ridning inde i regnskoven, da vi pludselig kom ud i en lysning. Midt i junglen lå et betonmonster af et hus. Det lignede en stor ufo, der var faldet ned fra himlen. Og junglen var selvfølgelig gået i gang med at æde huset. Fugten var trukket gennem betonen og hist og her var muren gået i opløsning. Slyngplanter omfavnede huset, nogle af vinduerne var stadig hele, resten var der slået brædder for.

Jeg red næsten op til den meget imponerende hoveddør og skulle til at stå af min hest, Patty, da en stor hund pludselig begyndte at gø. Den hoppede op og stod med forbenene i et vindue og virkede så rasende, at jeg besluttede mig for at blive siddende på Patty, mens jeg forsigtigt fik ham til at bakke.

Døren blev derefter åbnet og en ung fyr kom ud. Der et eller andet over ham, som jeg ikke kunne greje, så jeg forholdt mig helt afventende.

I et land hvor alle er bevæbnede tager man den slags møder en del mere forsigtigt, end man ville gøre i eksempelvis Danmark.

Jeg undskyldte kort, at jeg var kommet så tæt på huset og anførte, at jeg troede at det stod tomt. At det var et usædvanligt hus på et usædvanligt sted, og at jeg derfor var blevet nysgerrig.

Han kiggede på mig og spurgte, om jeg ville købe det. Jeg smilede venligt og sagde, at jeg muligvis ville overveje det, hvis jeg havde nogen penge - men at jeg desværre ikke var i markedet for fast ejendom. I mit hoved tænkte jeg, at jeg ville blive galoperende sindssyg, hvis jeg skulle tilbringe så meget som to dage i en betongrav midt i junglen.

Han forklarede at han var housesitter og havde været det i noget tid. Imens vi talte, stillede endnu en stor hund sig på bagbenene i vinduet og lignede noget, der fik mig til at tænke på Baskervilles Hund.

Jeg afbrød ret hurtigt samtalen og red tilbage til Edwin, der sad på sin hest og ventede på mig i udkanten af lysningen. Da jeg først havde lagt noget afstand til manden, huset og hundene, kunne det pludselig ikke gå hurtigt nok med at komme væk. Jeg sporede Patty, der satte farten så meget op, som det røde junglemudder tillod.

Jeg kastede et blik tilbage og så manden stå i det knuste vindue og kigge efter mig. Og jeg gøs. 

Det var en af de oplevelser, hvor jeg havde fornemmelsen af at være i fare. Ser jeg nøgternt på det, skete der ingenting. Manden var høflig og pudsede ikke sine hunde på mig. Alligevel tog det adskillige timer, før jeg havde rystet den underlige, truende fornemmelse ud af kroppen.

Men jeg ved, at hvis ikke manden var kommet ud, var jeg stået af Patty og havde undersøgt huset og kigget ind ad alle vinduerne. Og jeg har mere end en gang tænkt, hvad der så var sket.

Bagefter tænkte jeg, hvordan manden klarede sig. Huset lå midt i junglen og kun fordi vi var på hesteryg, var vi nået så langt ind. Der var ingen reelle stier, som en bil kunne køre på. Manden måtte være alene næsten hele tiden og indkøb måtte være et to-dages projekt for ham. Jeg tænkte på,  hvordan det måtte være at gå rundt i så hæsligt et hus og mærke hvordan forfaldet dag for dag åd sig ind på det.

Jeg har tænkt på manden mange gange siden. Jeg forestillede mig, hvordan han gik i stykker sammen med huset og hvordan forfaldet krøb ind i sjælen på ham.

Og sådan er det med mig og forfaldne og tomme huse. De skaber historier i mit hoved. De nærer min sjæl på særeste vis. Historierne jeg digter, er næsten altid uhyggelige eller makabre. Det er som om, at kondemnerede bygninger bor i samme arkivskab i hjernen som spøgelser, gengangere og små uhyggelige spilledåser, der giver sig til at spille af sig selv ...

I søndags besluttede Jesper og jeg at tage på byvandring i Ringsted. Vejret var godt og vi vandrede helt op til den nye outlet-by, (en helt anden historie - og jeg købte et par fantastiske strømper der) mens Jesper fortalte om sin farfar, der var møbelsnedker i byen. Han fortalte også om Ringsteds originaler og sære eksistenser og udpegede et værtshus, hvor der var begået et grumt drab, der stadig var uopklaret. (Han sagde også nej, da jeg sensationslystent foreslog, at vi gik derind og drak en øl)

Et luksusindkøb! Jeg har savnet at kunne gå i strømper og fancy undertøj i Caribien. Jeg elsker strømper, fordi det pæneste på mig, er mine ben. Så da jeg så disse prægtige sager nedsat til næsten ingenting, slog jeg til. 

Og lige pludselig stod foran en kæmpestor, nedlagt fabrik. Jeg blev fyr og flamme og glemte helt, at vi begge havde relativt pænt tøj på. Vi nåede så langt som det forreste rum i det hus, der hørte til fabrikken. Så måtte vi indse, at nærmere udforskning ikke kunne lade sig gøre uden ordentligt tøj og ditto lommelygter.

Desværre havde Jesper en aftale, og jeg ville så gerne have den oplevelse sammen med ham. Så da han var gledet ud af døren, satte jeg mig dydigt til at redigere min bog. Det var i søndags. Jesper har annonceret, at han har absurd travlt på arbejde. Så chancen for at kunne komme tidligt hjem for at gå på opdagelse med mig, er foreløbig lig nul.

Og hver eneste gang - hver eneste gang - jeg går ud i køkkenet, falder jeg i staver over den nedlagte fabrik. Den virker så lokkende på mig. Jeg spekulerer over, hvordan der ser ud derinde. Om vi finder noget spændende. Om vi bliver bange for et eller andet. Jeg er så nysgerrig, at jeg flere gange om dagen har lyst til at gribe en lommelygte og udvandre. Men jeg venter på Jesper. Nogle eventyr er bare sjovere, når man er to.

Inskription på en bænk i en park. Når jeg ser den slags, begynder jeg straks at digte historier ... 

Jeg lover, at vende tilbage med en reportage fra stedet, når vi har været derinde. Med mindre vi ender med at sidde slukørede på Ringsted Politistation - sigtet for ulovlig indtrængen.

Og i den anledning kom jeg til at tænke på et citat, som jeg har grinet meget af:

“A good friend will bail you out of jail. 
A best friend will be sitting next to you
Saying, 'Damn. We fucked up.”

Vi får se. I mellemtiden spørger jeg jer, kære læsere - har I lignende fascinationer, eller jeg ene om at være underlig?