Glæden ved de små længsler

 Når jeg løfter hovedet fra mit arbejde, kan jeg nyde synet af denne dejlige dame, som hænger på væggen over mig. Flotte bryster!

Min far har lige været inde og sige: "Du ryger for meget!" Det siger han hver eneste aften, inden han siger godnat og går i seng. Jeg drikker også for meget Pepsi Max, men det er svært at lade være - køleskabet er fyldt med dem og de nærmest tigger om at blive drukket af mig.

Men udover disse to ting er jeg faktisk meget imponeret over min far. Han har ikke en eneste gang nævnt, at hans pæne bord stønner under vægten af notater, der ligger spredt som efterårsløv over det hele. Han tager det pænt, at der er viskelæder-snulder på gulvet - plus et par af mine sokker.

Engang imellem kommer han ind, hvor jeg sidder og arbejder. Så sætter han sig ned og kigger dystert på mig.

"Med dine talenter," siger han så.

"kunne du få en god stilling som kriminalreporter på et af dagbladene."

"Et fast job," tilføjer han med længsel i stemmen.

På en måde ville jeg ønske, at han havde ret. At jeg rent faktisk lige kunne gå ud og lande et job et eller andet sted. Men sandheden er, at der findes masser af dygtige journalister derude, som er arbejdsløse. Og lur mig om de ikke både har bedre netværk og kontakter, end jeg har.

Men nu er en god stilling heller ikke det, som står øverst på min ønskeliste. Husk på, at ingen børn går sultne i seng, hvis min røv hænger i vandskorpen. Og derfor gider jeg ikke at have dårlig samvittighed over, at mit liv er underligt. For det er underligt. Og jeg kan lide det på den måde. Der er dage, hvor jeg drømmer om at have mange penge, så jeg kunne købe undertøj fra Agent Provocateur og måske have et lillebitte kolonihavehus i Danmark, hvor jeg kunne lukke en dør og være alene. Men sådan er det ikke lige nu, og når alt kommer til alt, er det nu'et, som er det vigtigste og det eneste, som jeg rigtig ejer. Fremtiden kender jeg ikke og fortiden er ligesom sket - hvad har man så tilbage? Ja, nemlig ... Nu'et.

Sådan ser mine notater ud. Tegningerne kommer til henad vejen - som regel som små overspringshandlinger, eller når jeg tænker over et eller andet … 

Nu'et mestrer jeg. Og i øjeblikket forsøger jeg at udvide min kompetence til også at indbefatte planer for fremtiden. Det har jeg ellers undgået meget omhyggeligt, fordi jeg havde mere lyst til at tage tingene som de kom og se, hvad dagen bragte.

Den går ikke længere. Jeg behøver bare at kigge på den alenlange liste, som jeg har liggende ved siden af mig. Ting som jeg skal gøre. Ting som ikke bliver gjort, medmindre jeg gør dem. Det er på én gang sjovt og skræmmende.

Først og fremmest skal jeg være færdig med at redigere min bog. Det har taget så lang tid, fordi jeg har været størknet oveni hovedet. En blanding af præstationsangst og personlige sorger har efterladt mig næsten handlingslammet i en længere periode. Her til aften kiggede jeg så endnu engang hele mit manuskript igennem. Så gik jeg ud og sparkede en havestol fem meter gennem luften i bar arrigskab. For sandheden er, at masser af tid ikke nødvendigvis gør en bog bedre. Noget af det, som jeg har omskrevet, er jeg ganske godt tilfreds med - andet har jeg sukket højlydt over og bragt tilbage til sin oprindelige form. Så meget for at sidde og pille i sin tekst som en sirlig gammeljomfru. I morgen tager jeg den store slagterkniv frem - og så bliver jeg s'gu færdig. Helst inden jeg driver mig selv og mine omgivelser til vanvid.

For jeg skal videre. Jeg er træt af min bog. Der er stadig tidspunkter, hvor jeg kan blive helt glad for noget, som jeg har skrevet. Men efterhånden føles det hele alt for velkendt. Jeg er i smug er begyndt at lave notater og nedskrive idéer til nye bøger.

Jeg er også begyndt at længes igen. Men jeg er god til at dosere længslen. Jeg tillader mig selv at have en lille afkrog i hjernen, hvor jeg længes efter noget. Hvor jeg tænker og drømmer om noget andet end det, jeg er i. Det kræver en vis form for balance - for længslen må ikke gøre ondt. Den må gerne udmønte sig i små dagdrømme og hyggelige, bittersøde spekulationer. Men ikke mere end det.

For tro mig: Når man først sidder i en situation, hvor man VIRKELIG længes efter noget eller nogen, fylder det hele hjernen, giver søvnløse nætter og æder ens sjæl indefra.

Da jeg lå i min hængekøje i Costa Rica og kiggede på ildfluernes aftenshow mellem træerne i junglen, forestillede jeg mig nogle gange, at jeg gik gennem Berlins gader. Det var som en film - optaget dengang jeg var 18 - 20 år gammel og tilbragte tid i den tyske hovedstad. Nogle gange førte mine erindringer mig op af trapperne ved Wittenberg Ubahn-station, hvor jeg kom op til synet af solen, der gik ned over Ku'Damm og Gedächnistkirches distinkte læbestift- og pudder-silhuet.

Dengang føltes Berlin som hele verden og et kæmpestort eventyr, som var tilrettelagt lige præcis for sådan en lille, snottet provinspige som mig, der endelig var kommet til byen.

Badeanden er købt til min ven Anders og venter bare på at blive givet væk, næste gang jeg ser ham … 

Åh, teknokoncerter i kondemnerede bygninger, hemmelige fester der foregik i fjerde baggård og krævede, at man så cool ud, så man kunne komme ind og danse hele natten mellem sortmalede vægge og flirte med fyre med mohawks i graffiti-indsmurte barer.

Mig der gjorde mit bedste. Og nogle gange lykkedes det mig faktisk at køre den af som en cool verdenskvinde i afrakkede militærbukser, Dr. Martens, tyrkisk brokadevest og med lange mørke krøller og kulsorte øjne.

Fornemmelsen af at falde i søvn på et afdanket hostel i en eller anden sidegade med lommerne fyldt med små sedler, hvis ejermænd man kunne opsøge - hvis man gad.

Men det gad man ikke. For næste morgen ventede en ny dag. Og man kunne spadsere tværs gennem byen, eller man kunne tage Ubahn'en og komme lige derhen man ville på rekordtid.

Og når man havde brug for at tænke, kunne man gå ind på den jødiske kirkegård og sidde og meditere i en verden fyldt med efeu og en sær, foruroligende skønhed. For derefter at gå ud i verden igen og ramle direkte ind i en gadekoncert, som kickstartede en fest, der varede lige så længe, som man selv kunne holde.

Og museerne. Smukke som bare fanden, billige at besøge og fyldt med århundreders historie og skønhed. Det perfekte tidsfordriv, indtil ens hjerne var så overfyldt med indtryk, at man blev nødt til at gå hjem og stirre ind i en væg, indtil hovedet blev klart igen.

 Er der nogen, som IKKE er småsyge i øjeblikket? Jeg har hostet en uge og min søde far har i den anledning disket op med noget temmelig stærk hostesaft.

I Berlin er der højt til himmelen, og jeg har altid elsket den by. Første gang jeg besøgte den, delte Muren stadig byen i to dele og gav en særlig, hektisk vibe til byen. Jeg var 13 år og Berlin var min første, rigtige storbyoplevelse.

Siden har jeg været der mange gange. Men ikke nok gange, kan jeg mærke. For jeg længes efter den. Jeg vil tilbage. Jeg vil gå op af Wittenbergplatz Station i solnedgangen og se, om jeg kan finde genfærdet af en ung pige med langt, mørkt hår og store, forundrede øjne ...

Hvordan og hvornår, ved jeg ikke. Jeg gør det, når jeg har fortjent det. 

Sådan ser det ud, når man kommer fra Wittenberg-siden. Hver gang jeg tager til Berlin, er det fast tradition, at jeg tager u-banen til Wittenbergplatz. Og lige så fast en tradition er det, at synet af Ku'damm og kirken altid giver mig sug i maven.