onsdag den 10. september 2014

Vind Jungledage

Sådan ser forsiden til Jungledage ud. Og dette pragtværk kan du vinde, hvis du skriver dit bedste sparetip i kommentarfeltet … 

Jeg tror, at 2013's nulpunkt var engang i slutningen af november, hvor jeg gik rundt på Nørrebro Runddel og følte mig aldeles fortabt.

Vejret stod på blæst og slud og det halvmørke, der havde hersket hele dagen, var gået over i et trøstesløst vintermørke. Jeg boede i en hyggelig lånelejlighed, og jeg havde tilbragt adskillige aftener på at sidde på bagtrappen og ryge discountcigaretter, drikke discountrødvin og spekulere over, hvordan i alverden mit liv lige pludselig var blevet så deprimerende.

Efter trange tider kommer gode tider. Carla er i hvert fald glad for, at der atter er blevet råd til godbidder og god mad ...

Naboen til den lejlighed, som jeg havde lånt, var et værested for socialt udsatte mennesker. Og eftersom jeg sad helt stille, kunne jeg ofte følge med i deres samtaler. Man kunne tænke, at det ville være opmuntrende for mig at vide, at der lige i mit nærmiljø befandt sig mennesker, som havde gennemgået og oplevet ting, som var så ubehagelige, at jeg burde takke min skaber for at være sådan en heldigfryns ved siden af dem.

Desværre havde det den stik modsatte effekt. Jeg blev bare i ekstra dårligt humør af at høre på disse menneskers samtaler. Så nogle gange tog jeg høretelefoner på, når jeg sad på trappen. Og i fineste stil sørgede jeg for KUN at høre yderst deprimerende musik. Jeg kunne simpelthen ikke tage mig sammen til at gøre mig selv i bedre humør. Jeg var ynkelig, jeg ved det godt. Jeg havde på det tidspunkt levet af røræg i ti dage. Med karryketchup. Og jeg var nået dertil, hvor jeg kun spiste, når jeg var meget sulten. Jeg gad simpelthen ikke mere røræg.

Selvfølgelig var jeg da på Roskilde Festival. Og hurra for det! Her er det campens faste tradition, morgen-mohitos - kaldes Momos. En uundværlig del af festivalen ...

Den aften jeg ramte nulpunktet, havde jeg netop indkøbt seks buræg mere. Og selvfølgelig en pakke discountcigaretter. Rødvinen var for længst sparet væk. Vejret var hæsligt. Novembermørket lige så. Jeg frøs og havde hele min formue i lommen:16 kroner. Jeg stod og kiggede på de mange mennesker, der myldrede ind og ud af busser. Ind og ud af supermarkedet. Alle bevægede sig hurtigt, for ingen havde lyst til at stå stille i den bidende kulde.

Og jeg tænkte, at jeg nu havde nået det absolutte nulpunkt. Min arbejdsindsats i forhold til at redigere min bog færdig og på den måde komme videre med mit liv, var lige så sølle som alt andet. Jeg spekulerede over fremtiden, fortiden og nutiden - noget jeg altid fortaber mig alt for meget i, når jeg er på spanden. Jeg sov dårligt om natten, vågnede op med en knugende fornemmelse i maven om morgenen.

Lige der på Nørrebro Runddel indså jeg, at jeg måtte tilkalde kavaleriet. Og det gjorde jeg.

Det kom næste dag i skikkelse af min søster, Anne. Hun svingede sin bil op foran stuelejligheden på Nørrebro. Stuvede mig, Carla og min taske ombord og fræsede mod provinsen. Med et enkelt stop på McDonald's, hvor jeg måtte bestille lige, hvad jeg havde lyst til.

Skitse til en lille bog, som jeg er igang med at lave. Tegningen forestiller min søster i en typisk arbejdssituation … 

Bagefter kørte vi i Terslev Dagligbrugs og jeg blev forsynet med en kæmpe dunk rødvin, adskillige pakker cigaretter og chips og hvad jeg ellers havde lyst til. Og så læssede hun mig af hos min far og kørte de 300 meter, der er mellem hendes og min fars hus, hjem til sig selv. 

Den næste måneds tid var jeg bare et sort hul i jorden, som tilbragte tiden i den fjerne stue i min fars hus. Jeg dukkede op til måltiderne, men var ellers det mindst inspirerende selskab, man overhovedet kan forestille sig. Min far fodrede på mig og lod mig være i fred.

Om natten - han er en lige så stor natteravn som jeg - sad han i sit værelse og så tv. Og så dukkede jeg op som en skygge og kyssede ham på hans bare isse, inden jeg igen fortrak til den fjerne stue.

Min far er af den faste overbevisning, at jeg burde anskaffe mig et rigtigt job. Han er heller ikke typen, der skamroser. Så jeg blev ret glad for at møde dette syn på hans natbord … 

Min søster ringede jævnligt og spurgte, om jeg ville med i Dagligbrugsen i Terslev. Og det var cirka så meget ud af huset som jeg kom - med få undtagelser. I løbet af tiden hos min far tikkede der penge ind på min konto og jeg kunne mærke, at mit arbejde alligevel skred frem.

"This, too, shall pass," sagde jeg til mig selv, når mørket dukkede op midt om eftermiddagen. Jeg tænkte på Carlos, som altid brugte netop det citat. Og jeg vidste godt, hvor heldig jeg var, fordi der var mennesker omkring mig, som samlede mig op og tog sig af mig. Og jeg vidste, at mørket var inde i mig selv. Ikke omkring mig.

Jeg har og vil nok altid være meget dårlig til at håndtere vintermørket i Danmark. Faktisk er jeg så skvattet, at vintermørke er rigelig med udfordring for sådan en som mig. Kommer der ekstra ting i form af pengemangel, fremtidsangst og diverse varianter af sorg, er jeg lige til at smide ud med badevandet. Ingenting værd.

Jeg har ikke købt nogle ting, mens jeg har været i Dk. Kun tøj, mad og den slags ting. Men så faldt jeg over et lille skull. Og det kunne jeg ikke stå for ...

Efter en opfedningsmåned under den faderlige vinge, flyttede jeg ind til Sara på Bryggen. Bagefter tog jeg tilbage til Nørrebro. Derfra videre til Anne på Østerbro og videre til Brøndby og derefter videre til Amager, hvor jeg bor nu. I et skønt hus med et kæmpe bibliotek. Tingene klarede jo - som forudset - op, og jeg har haft rigtig mange, gode oplevelser i 2014.

For nylig stødte jeg på min søster Annes bog i en boghandel. Det var rigtig fint, for det er en bog, der fortjener at stå fremme ...

Da mørket på alle måder var blevet effektivt fortrængt af forårssol og lange, lyse aftener, udkom min bog.

Hvad skal man egentlig med fjender, når man har venner, der fotograferer en, mens man lader vandet til sin egen bogfest? Tsk, tsk!

Jeg er godt tilfreds med det hele. Det var en lang vej, men det var det værd. Bogen sælger udmærket og stabilt. Og jeg har til min store glæde noteret mig, at bogen bliver ved med at sælge, selv om alle mine venner forlængst har erhvervet sig et eksemplar. Det betyder, at der er mennesker, der køber bogen, fordi de synes, at den er interessant - og ikke bare for at støtte mig. Det er en virkelig god fornemmelse.

Og her … Hellerup Parkhotel. I utissende og civiliseret udgave ...

Mens jeg skriver dette, står solen ind ad vinduet. Jeg drikker kaffe og føler mig rolig og samlet indvendig. Jeg har lagt planer for min næste bog og jeg føler mig - trods det at jeg har dinglet rundt som en forslået bokser i en boksering lidt for længe - optimistisk og glad. Jeg glæder mig til fremtiden. Jeg tror, at der er interessante tider lige om hjørnet. Måske netop derfor gider jeg at tænke tilbage til dengang, hvor det hele var noget møg.

I løbet af sommeren lærte jeg noget helt uundværligt: At sable champagne! Tak til Sara for at tage mig med. Og til Jannick for at lære os kunsten. Jeg ser frem til nytårsaften, hvor jeg helt sikkert vil sable løs!

Jeg har igen har fået lyst til at blogge. Og i den anledning udlodder jeg to eksemplarer af 'Jungledage'. Det er en til hver af mine resterende bloglæsere.
Skulle der være flere, som har lyst til at vinde en bog - så meld jer i kommentarfeltet herunder.
Og for at gøre det til en lille udfordring at vinde 'Jungledage', så vil jeg bede jer om at dele jeres bedste spare penge-tips med mig og eventuelle andre bloglæsere.

Det eneste foto jeg tog, mens jeg boede på Nørrebro. 

Jeg begynder med mit tip, som ikke er fantasifuldt, men som i hvert fald har hjulpet mig:
Jeg har været rigtig glad for secondhandbutikker, hvor indtægten går til Røde Kors, Folkekirkens nødhjælp, Kirkens Korshær og lignende organisationer. Mine yndlingsjeans var spritnye, da jeg købte dem for 30 kroner i en butik i Frederikssund. Mit tip går på, at hvis man skal gøre de rigtig gode genbrugskøb, så tag ud i butikkerne udenfor København.

Jeg lukker konkurrencen om en uge og trækker lod blandt svarene. Og tak til jer, der stadig hænger ved. Jeg er spændt på, om jeg overhovedet får nogle svar. Hvis jeg ikke gør - så donerer jeg sør'me bøgerne til en genbrugsbutik …

Det er nemlig rigtigt! Og det er døren til herretoilettet på Svejk i Smallegade ...


Den danske udgave af mr. Wulf, der løser problemer: Simone Simon. Og hun bor på Vesterbro ...



32 kommentarer:

  1. Jeg har i virkeligheden ikke rigtigt nogle gode sparetips (hvilket egentlig må være en luksus, for så har man vel aldrig rigtig været på røven), men ville bare sige hep og hurra og for f..... du har været savnet! Skønt at læse dine ord igen -ø håber der kommer mange, mange flere.

    Jeg har ventet på at din bog kom på biblioteket, og nu er den så reserveret :) Så det må være weekendens projekt. Og måske i virkeligheden også et (luksus)sparetip. Lån bøger på biblioteket, hvis du ikke har råd til at købe.
    Selv har det været lidt en overvindelse, for vil helst eje og have mine bøger til deres livs ende. På en eller anden måde føles det sært at aflevere noget tilbage, som har sat fodspor i ens sind.

    Nå, jeg rabler...

    Welcome back, junglelady! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have, Thea :-) Da jeg rejste, afhændede jeg hele mit bibliotek. Og DET gjorde ondt. Jeg kan nemlig også bedst lide at eje mine bøger. Men altså … Hvis du lige skimmer dagens indlæg, kan du glæde dig over, at du kommer til at eje 'Jungledage'. Du blev nemlig udtrukket som vinder. Tillykke!

      Slet
  2. Mit bedste sparetip er at høste i byen. Byen er fuld af steder, hvor man kan plukke mad. Æbler, mirabeller, hyben, hybenblomster, slåen, havntorn, brombær, ramsløg, peberrod, strandkål. Man kan også bage sine egne brød. Det behøver ikke at være med spelt og øko-gær, mindre kan også gøre det. Det er under alle omstændigheder sundere og billigere end købebrød. Og så kan man gå efter datovarer som kan deles i flere portioner og fryses ned, og man kan også lave sin egen rengøringsmiddel af lageredikke og billig sulfo og man kan også...og nu stopper jeg! Det er alt sammen blevet en del af mig...uanset om jeg er rig eller fattig og jeg er begge dele i en evig rutsjebane. Tillykke til dig i øvrigt. Bedste hilsner fra Susanne Angeline.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Anonym, tusind tak for dit svar - det med rengøringsmidler er jeg med på. Jeg bruger selv eddike og sulfo, når jeg gør rent.
      Jeg er desværre ikke så god til at tage mig sammen til at plukke fra naturen. Sidste gang jeg lettede mit korpus og gjorde det, lavede jeg brombærsnaps. Det smagte umådelig godt - men dine forslag er afgjort mere fornuftige. Tak!

      Slet
  3. Bedste sparetip, tjo. Altså. Det er vist ikke noget, jeg har. Eller - jeg sørger alt for at have 200 kroner stående på min opsparingskonto (hæ, jeg er også sygt dårlig til at spare op), som jeg snupper sidst på måneden, når der ikke er mere tilbage. Jeg er virkelig god til at bruge rub og stub på min konto.

    Jeg har så ofte kigget på din bog og tænkt, at den skulle erhverves en dag, når der ikke var alt for mange udgifter.

    Kristina

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Kristina,
      tak for dit tip - jeg har af adskillige omgange reddet mig i land ved at sælge mine halvandenliters colaflasker sidst på måneden. At lægge 200 til side lyder meget mere tjekket! :-)

      Slet
  4. Køb ind efter kl 20. Netto sætter altid deres kød ned, når det er sidste dag og deres brød fra Brødhuset sættes ned med 50% efter kl 12.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Sisle,
      ja for pokker - det har jeg opdaget! Jeg er blevet ret god til at jagte datovarer i Netto. Hvad SKULLE jeg dog gøre uden gode, gamle Netto :-)
      Tak for dit tip!

      Slet
  5. Ej, altså kl 20. Ikke klokken 12

    SvarSlet
  6. Mit bedste sparetips er - Prøv at vinde bogen istiden for at købe 😁

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Anni,
      slet ikke et dårligt råd - jeg bliver helt ked af, at Sara ikke trak dit navn. Men husk: Du kan altså låne bogen på biblioteket.

      Slet
  7. tina christoffersen10. september 2014 kl. 09.15

    Mit bedste sparetip er dødssygt, men sparer både tid og penge: Lav madplan, handl til en uge ad gangen, lav mad i store portioner og frys det ned.

    Mit andet sparetip er måske mest til mig selv: Køb bøger på tilbud i stedet for at låne på biblioteket. Bibliotekets bøger bliver sygt dyre, når de bliver afleveret for sent eller er blevet ædt en lille smule af børnene.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Tina,
      jeg VED, at det ville være så hamrende fornuftigt at lave en madplan. Jeg har endnu ikke været disciplineret nok til at gennemføre det særlig lang tid ad gangen. Men det er helt sikkert læsere, der har mere rygrad end jeg har.
      Og ja: Bogudsalg er godt. Jeg har selv prøvet at blive bannet fra Frederiksberg Bibliotek, fordi min bøde var blevet for stor. Akke ja - så kan man lære det. Tak for dine tips! :-)

      Slet
  8. Jeg vil gerne vinde din bog *G*. Ved ikke lige om mit sparetip er super godt, men jeg har benyttet mig meget af det:
    Byt / lån børnetøj! Ihvertfald til de når en vis alder, kan de sagtens genbruge tøj, og der er mange penge at spare :).

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Lonnie,
      det er i hvert fald værd at huske på, at de små poder vokser så hurtigt, at de knap når at slide deres tøj. Tak for dit tip - og tillykke med bogen. Husk at maile mig din adresse.

      Slet
  9. Dejligt at læse nyt fra din hånd! Det er en fryd som altid også selvom det handler om at komme op af et sort hul (eller måske netop derfor...)

    Mit bedste sparetip må være at købe stort ind af billigt kød og tilberede det og fryse ned i starten af måneden, så man har noget man kan tage op af fryseren sidst på måneden når der ikke er mere at tage af på kontoen.

    Jeg har aldrig selv skraldet, men jeg har flere veninder, der på den måde har fået gode grøntsager, chokolade og saftevand - så det vil jeg også anbefale.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Solskin,
      jeg tror, at det er fint at fortælle lidt om sine sorte huller - vi har alle været der, og nogle gange kan jeg blive lidt træt af, at tidsånden foreskriver, at vi skal være lykkelige og succesfulde hele tiden. Sikke noget mærkeligt noget - livet består jo både af lys og skygge.
      Tusind tak for dine tips. Jeg har selv venner, der skralder … Jeg tror bare ikke, at jeg selv ville kunne gøre det. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har en barriere der.

      Slet
  10. Okay, mit sparetip er dødkedeligt: køb aldrig noget du ikke har brug for. Sådan overlever jeg på su. Jeg går ikke ud og shopper med mine venner, jeg inviterer dem hjem på kaffe i stedet for at gå med på café, mine møbler og mit porcelæn er arvet fra min mormor. Og jeg har et skide godt liv, og mangler altså ikke at få nyt tøj hver måned. Og jeg vil helt vildt gerne vinde din bog, for den har jeg netop ikke købt fordi jeg ikke absolut har brug for den. Men har ønsket mig den siden du skrev at den ville komme en gang :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Mette,
      jeg havde ingen penge, da jeg kom tilbage fra Costa Rica. I begyndelsen synes jeg virkelig, at det var svært. Men nu er jeg faktisk blevet god til at udleve din filosofi: Jeg køber ikke noget, jeg ikke har brug for. (Bortset fra et te-stel - se seneste blogindlæg.)
      Men nu hvor jeg sådan set er afvænnet, kan jeg sige, at mit liv er fint og godt, selv om jeg heller ikke køber nyt tøj hver måned.
      Til gengæld går jeg nu om dage ud og drikker et par øl, når jeg føler for det. Og det har jeg råd til.
      Jeg er ked af, at Sara ikke trak dit navn ud - men husk, at du kan låne bogen på biblioteket. Tak for dine tips!

      Slet
  11. Tip: Rejs tilbage til Costa Rica hvor livet gør godt og skriv en fantastisk bog om Bribri indianerne; tak for jungledage - den går lige i hjertet!

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Anonym,
      det er sjovt, at du foreslår det - jeg går stadig og tænker over, hvordan jeg kan skrive om Bribri'erne … Så med andre ord: Der arbejdes på sagen.
      Tusind tak for dine pæne ord!

      Slet
  12. Jeg elskede at følge med fra Costa Rica, så vil selvfølgelig gerne læse, hvad du knoklede sådan med at skrive - især da jeg selv også er en forslået bokser, der dingler rundt i bokseringen og forsøger at få balancen. Jeg tror jeg kan lære noget af dig.
    Sparetip 1: Man kan komme virkelig langt ved at score sig prøver på hudpleje. Ofte er det en hel serie, man kan få udleveret og de holder længe. Især apotekerne er utrolig rundhåndede med at dele ud og de har lækre mærker efterhånden.
    Sparetip 2: Hvis man er til billeder i sit hjem, kan de lånes på bibliotekerne. De har kunstudlån. Plus musik, film og serier og gratis e-bøger.
    Sparetip 3: Hvis man skal på restaurant er det en god ide at tjekke EarlyBird. Her sparer man 1/3 af prisen på de gode restauranter, der hver dag lægger de ledige borde ind. De får fyldt restauranten - vi andre sparer en del af prisen. Win!
    Sparetip 4: Kom til kaffe på Amager. Vi er flere der bor herude... :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Christina,
      jeg har trofast købt apotekets ansigtscreme - nu vil jeg dælme huske at score nogle prøver, næste gang jeg skal købe.
      Og de andre råd kendte jeg slet ikke - så tak for dem.
      Kaffe på Amager? Det lyder dejligt. Jeg er i Jylland lige nu - men jeg kommer (regner jeg med) jævnligt til København.
      Tak for dine code tips!

      Slet
  13. Åh hvilken gave at du blogger igen.
    Mit spare/rengøringstip er f.eks. Kun at leve af mad man har i sin fryser hele december, godt for cashflow og så kan man få gjort fryseren ren bagefter. Selv om det var lidt en skuffelse da jeg troede jeg tog oksesmåkød og og glædede mig til at komme hjem at lave gullasch og så var det -blommer, der var i posen.
    Køb second

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Jytte,
      Undskyld, men: Hahahahahahaha … Jeg forstår godt din skuffelse, men det er sjovt alligevel. Måske blomme-gullasch snart vinder indpas i det danske køkken.
      Tusind tak for dine tips.

      Slet
  14. Jeg var med i læse/sparringskredsen i første udkast til din bog, og jeg har ikke set den færdige version.
    Jeg har livslang erfaring med at få alting til at holde længere og finde billige måder at skaffe ting og sager på. Lige nu er jeg ved at fylde mit nyerhvervede kolonihavehus med møbler og ting, som folk forærer væk. På Twitter er der en profil, @bortgives og Facebook flyver over med sider for ting, der gives væk.
    Køb ind lige inden lukketid. Man kan næsten altid score fødevarer, der skal smides ud - eller finde til nedsatte priser.
    Lav en madklub. Det er billigere at spise flere sammen. Og skidemeget hyggeligere.
    Nå ja - så er der de mere kedelige ting, som madplaner og budgetter. Det virker, og man kan peppe dem op med små belønninger på særlige dage.
    Man kan købe det meste brugt, men undgå loppemarkeder på Frederiksberg, Østerbro og Nordsjælland

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Helle,
      jeg er helt enig: Genbrug i provinsen er meget federe end i København. Her i Ebeltoft, hvor jeg pt. bor, har jeg indtil videre spottet tre ret store genbrugsbutikker. Jeg har allerede forkøbt mig i en af dem - og de andre virker rigtig lovende. Hjælp!
      Jeg har ikke været god til at følge op på mine betalæsere. Vær sød at maile mig din adresse på knirke@knirke.com - så sender jeg dig et eksemplar af bogen. Tusind tak fordi du læste den i første udkast!

      Slet
  15. Har ikke lige et spareråd i ærmet, og mit ærinde her er heller ikke at vinde din bog. Den er jeg nemlig lige ved at være færdig med at læse. Og jeg er dybt inspireret af dit mod og dit åbne sind i forhold til hele dit Costa Rica-projekt. Så egentlig bare ros og beundring fra min kant:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Solveig,
      tusind tak for dine smukke ord - jeg er meget glad for, at du kunne lide bogen. Det kan godt være, at jeg virker modig. Men jeg har fundet ud af, at mod ikke er fraværet af angst - det er at være bange, og så gøre det alligevel. Vi er allesammen meget mere modige, end vi sådan lige går og tror.

      Slet
  16. Kender du dette citat; Livet er andet end disko og hvidtøl.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hahahaha … Det er fra Radiserne. Og det er Nuser, der siger det. Radiserne er livsvisdom i tegneserieform - elsker den serie!

      Slet