torsdag den 12. februar 2015

Glædelig Valentines Dag


Det er nu femte gang, at jeg småfløjtende er gået op og ned ad trappen, som fører op til mit værelse. Årsagen er den, at der står en fuldstændig uimodståelig pose på trappen, som er til miiig.
Posen er en af de dersens fancy nogen med velourbånd på. Men hvad der gør den ekstra charmerende er, at den er beklædt med stofflæser, så den ligner en lillebitte marengskjole ala noget som en spansk tangodanserinde ville have på.
At der stikker halsen af noget, der for mit trænede øje ligner mousserende vin, cremant eller champagne, op af den, gør ikke fascinationen mindre.

Men jeg har fået strenge ordrer fra A.K. om, at den først må åbnes på lørdag, hvor det er Valentines Day. Det er ved at drive mig til vanvid, men i mine fornuftige øjeblikke tænker jeg, at det er en enestående chance for at træne selvkontrol ...

Hvis Valentines Dag dag kan få danske singler til at føle sig forsømte og uelskede, så tør jeg da slet ikke tænke på, hvordan engelske singler må have det. Lige siden jeg landede her i Weybridge har jeg ikke kunnet gå ind i selv den mindste døgnkiosk uden bogstavelig talt at snuble over en eller anden Valentine-relateret udstilling.
Alt er hjerteformet og meget, meget romantisk i disse dage. Jeg tænker med endnu større medlidenhed på de britiske gentlemen, der har en kvinde i deres liv, men som af den ene eller anden grund er så distræte, at de kommer til at glemme denne dag ... Mærk jer mine ord: Det vil gå dem ilde ...

Jeg diskuterede fænomenet med A.K. forleden.

"Det dersens Valentines-noget," indledte jeg.
"Mmm," sagde A.K., der rent undtagelsvis sad stille og var begravet i sin mobiltelefon.
"Er det ikke lidt uretfærdigt? Hvor mange mænd ville egentlig synes, at det er fedt at få en lyserød bamse og en æske hjerteformet chokolade. Det er meget sådan pige-agtigt, ikke? Faktisk er det lidt fimset, synes jeg."

"Det ER også mest for piger," slog A.K. fast, mens hun lagde mobilen fra sig.
"Men ikke kun. Jeg har også set, at man kan få Valentines øl-krus og øl og sådan nogle ting."

Det har jeg endnu til gode at opleve. Lige nu er enhver forretning et orgie i pink og rød og alt hvad der kan fås i hjerteform. Det er faktisk meget hyggeligt. For når alt kommer til alt, ser jeg det bare som en måde at fejre kærligheden på. Og når jeg kigger på A.K., som i den grad er gået ind i sagerne, kan jeg se, at hun har det på samme måde.

Hun har sendt breve, chokolade og kærlige hilsner til veninder og familie i en grad, så jeg næsten har dårlig samvittighed over, at jeg mere eller mindre ignorerer dagen.

Jeg overvejer dog helt seriøst at tage til premiere på 'Fifty shades of Grey', som har premiere i morgen. Ikke så meget på grund af filmen - men mere for at kigge på tabernaklet, der omgiver det hele. Det er en film udelukkende for kvinder. Og det er helt lige meget, om den er god eller dårlig - for jeg tror, at alle de kvinder, der går ind og ser den, allerede har deres helt private Mr. Grey i hovedet. Og de ser ikke filmen som en film - men som en stemning. Og af samme årsag synes jeg, at det er synd, hvis de tager deres søde, følsomme mand med bløde kontorhænder med.

For vi har allesammen - kvinder som mænd -  ret og lov til at have et stort og farverigt fantasiunivers, som vi kan dagdrømme om. Og det var også sådan, at bøgerne oprindeligt blev skrevet. Forfatterinden var vild med 'Twilight' og syntes, at hovedpersonen, der kunne alt, vidste alt og levede for evigt, var fantastisk. Der manglede bare noget sex ... Og det satte hun sig så ned og skrev direkte fra sin fantasi.

På den måde er det godt for mig at være i England. For jeg havde en mr. Grey i Danmark. Ikke fordi jeg har tilbragt det sidste års tid i en spankingkælder. Men jeg mødte en mand, som var lige så hård udvendig, som jeg er indvendig. Og hver eneste gang vi stødte ind i hinanden uden tøj på, var det himmelsk. Jeg blev blød udvendig og han blev blød indvendig. Når jeg kunne, faldt jeg i søvn i hans armhule. Den armhule lugtede bedre end eventyret.

Og det gjorde mig bange. Og da alt kom til alt, var den armhule heller ikke min helt alene. Og sådan var der så meget ... En dag kommer jeg måske til at skrive om alt dét.

Men summasummarum ... Tak fordi du læser med, for jeg er tilbage på bloggen. Og jeg befinder mig lige nu i Weybridge. Jeg er her, fordi jeg er blevet hyret til at skrive en bog. Jeg er blevet en del af en stor, dejlig og skør familie. Og det føles godt at være mig.

London er godt nok lige om hjørnet, men indtil videre har det været alt rigeligt at tøffe rundt i egne cirkler. Jeg hænger foran computeren det meste af tiden, når jeg ikke lige hænger ud med familie-cirkusset omkring mig. Jeg drikker meget kaffe, tager vitaminpiller, mediterer og går ture med Carla, hvor vi beundrer de store huse omkring os.

I overmorgen er det Valentines Dag. Og så kan jeg endelig åbne den fristende pakke på mit trappetrin. Men jeg har allerede været i krydsilden. A.K. har nemlig to ansatte, som er med til at få dagligdagen til at køre. De kommer på forskellige tidspunkter i løbet af ugen. Den ene er pakistanske Halima, den anden er Elina fra Kasakstahn.

Halima er en lillebitte kvinde med skarptskårne træk. Hun har fortalt mig, hvor meget hun elsker sin afdøde far. Hun taler med ham, når hun er ked af det - og han trøster hende. Når hun taler om ham, lægger hun sin spinkle hånd på sit hjerte og siger:

"Jeg ved, at han elsker mig. Og han er altid hos mig."

Så fortæller jeg om min afdøde mor, og så føles det som om, at vi finder hinanden igennem en igennemtrængelig jungle af forskellig opvækst, kultur og opdragelse.

Jeg ved, at jeg en dag får lov til at give hende et knus. Det er det, jeg gerne vil.

Og Elina ligner en thai-pige. A.K. fortæller mig, at hendes forhistorie er hæslig og brutal. Hun er smuk som en sommermorgen, med sit runde, udtryksfulde ansigt. Hun elsker min lille hund, Carla, som hun altid krammer hårdt, for derefter at kaste hende op i luften og gribe hende igen. Elina kan lide at snakke og har allerede givet mig adskillige, gode råd om dette og hint.

Selvfølgelig har begge kvinder spurgt mig, om jeg var gift. Svaret var nej.

Begge kvinders første reaktion var: "Hvor er du heldig! Tænk, at du kan leve dit liv helt uden en mand. Heldige dig!"

Jeg skal nok vende tilbage til, hvorfor Elina og Halima siger som de gør. Men indtil videre vil jeg bare ønske jer allesammen en dejlig Valentines Dag ....


10 kommentarer:

  1. Dejligt du er tilbage! Og dejligt med nye eventyr...

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er også glad for at være tilbage - og glad for, at du stadig læser med, Carportognia

      Slet
  2. Kære Knirke, dejligt at du er tilbage! Og nu, virkelig præcis nu, er det lørdag og du må åbne (hvad er det????) Mange utroligt floffy & lyserøde hjertehilsner fra Maja

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var virkelig fede gaver, Maja - tjek næste indlæg. Fluffy og lyserøde hilsner tilbage til dig!

      Slet
  3. Og i lige måde Knirke - håber, det var noget spændende i den dersens pose! Her sker desværre ikke det vilde, som du kan læse her. Hav en dejlig aften også, og jeg er spændt på, hvad du synes om filmen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Deborah - jeg skal ind og se filmen i næste uge sammen med Cathrine. Og og og ... Rigtig god bedring med din ankel. Må du snart springe rundt som en vårhare på lette fjed :-)

      Slet
  4. YES - du er tilbage!

    SvarSlet
    Svar
    1. Og denne gang satser jeg altså hårdt på at opdatere bloggen på mere regelmæssig basis. Tak fordi du læser med! :-)

      Slet
  5. Hvad er det for en film du taler om ?

    SvarSlet
  6. Fifty Shades of Grey - filmatiseringen af en noget bornert, softerotisk bog om en jomfru der møder en meget rig mand og derefter - så vidt jeg har fået fortalt - knalder hende så hun glemmer alt omkring sig. Og der er vist også noget bondage og lidt sadomasochisme involveret. Jeg har kun skimmelæst de frække scener i den første bog, så jeg ved egentlig ikke så meget om baggrundshistorien.

    SvarSlet