Sark. Tur - retur i en fart

"Jeg tror, at der er plads."
"Du skal ikke tro, du skal VIDE!!!," brølede jeg.
En lille pause fulgte mit desperate udråb. Derefter lød det:
"Der ER plads. Bare kør."

Ordvekslingen fandt sted i en p-kælder på størrelse med en skotøjsæske. Inden jeg blev desperat, var der sket følgende:

Vi var på vej gennem Europa. Med os havde vi Lenes to hunde, et flyttelæs i en trailer og en stram tidsplan. Lene havde booket en overnatning pr. internet, mens vi åd os gennem de franske motorveje. Efter 13 timers kørsel var vi ankommet til hotellet med et dybt lettelsens suk. Men vejen ind til de bløde dyner gik ned i en mikroskopisk p-kælder. Da vi endelig havde møvet os på plads og tog elevatoren op til hotellet, stod portieren fuldstændig uforstående, da Lene nævnte, at vi ville hente hundene.
"Hunde er under ingen omstændigheder tilladt på dette hotel," meddelte han.

Kato med de blå, blå øjne har noget næsten overnaturligt og superhelteagtigt over sig. Han er charmerende, begavet og flot. Og det VED han så udmærket godt ...

Han kunne godt se, at vi var aldeles udmattede, så han hjalp os med at finde et andet hotel, som var hundevenligt. Tilbage var der bare at sætte en næseløs, fuld trailer på en bil og derefter liste den udaf en tunnel, der mindede om et sugerør.

Hovedgaden på Sark. Eftersom biler ikke er tilladt giver det en helt særlig stemning, som faktisk minder mig om Caribien. Vejret var dejligt og folk kom hinanden ved på den måde, som man nu gør, når man egentlig ikke har vildt travlt. 

Og det var så der, at turens første og eneste desperate udbrud undslap mig. Lad os nu forestille os, at Lene for eksempel havde sagt: "Slap dog af, din hystade" eller "Gider du godt tale pænt?" Så var vi helt sikkert kommet op at skændes. For jeg træt, presset og ude i en situation, som jeg overhovedet ikke havde styr på.
Det skete ikke. I stedet bevarede Lene den stilfærdige ro, som hun bar med sig på hele turen. Og det lærte mig den vigtige lektie, at hvis folk bærer over med mig, så fokuserer jeg på opgaven og holder op med at opføre mig som en ... ja, hystade ...

De engelske kanaløer er kendt som skattely. Hastighedsgrænsen på Guernsey er 60 km. i timen. Derfor morede jeg mig vældigt over at køre fra borde i selskab med hurtige muskelbiler - porscher, maseratier og jaguarer. Guernsey er absolut ikke stedet for hurtige biler. Her er det hovedgaden med fine, eksklusive butikker ... 

Men det hele lykkedes og en time senere lå vi i hver vores ende af en dobbeltseng og spiste cheeseburgere fra MacDonald's med hundene. Da vi var færdige med det, tog vi hver vores computere og monterede høretelefoner. Jeg så Barnaby og faldt i søvn til den. Men pludselig vågnede jeg med et sæt, fordi den sluttede. Jeg for op, fordi jeg havde glemt at jeg havde høretelefoner på. Jeg skulle lige til at undskylde for min støjende hensynsløshed, men da jeg tændte lyset, gik det op for mig, at alle sov og at ingen havde hørt mig.

Sark har eet sted, hvor man kan købe alt, hvad man har brug for. Fra vaskemiddel, gavepapir og skruer solgt enkeltvis. Stedet fungerer også som postkontor og sladdercentral ... 

Jeg kiggede på Lene der lå og sov. Kato med de blå øjne havde omhyggeligt snurret sig om hendes fødder. Lange, myndeagtige Dina havde klæbet sig op ad hende. I søvnen lå Lene med hovedet på sin arm og hånden rakt ud. I den hånd havde Dina lagt sin pote. Jeg slukkede lyset igen og lagde mig til at sove. Missionen var lykkedes.

Selvsamme mission var simpel: Kør 3.500 kilometer. Rejs med tre færger, hent hundene og fyld traileren med indbo. Tag tilbage og slå et smut omkring Bornholm. Efterlad berømt forfatterinde på Bornholm med bogsamling og hunde. Tag hjem. Slap af.

Og det var sådan cirka også det, som jeg gjorde.

Denne have er simpelthen så smuk, at jeg ikke kan finde på noget at skrive om den. Englænderne kan virkelig noget med haver. Jeg er misundelig og begærlig. Jeg ville sælge min sjæl for en have af den kaliber. 

Alligevel vender jeg hjem med hundrede historier. Jeg vil nøjes med at fortælle om Sark. Vi ankom til Guernsey med 45 minutters forsinkelse, fordi den ene af færgens fire motorer var sat ud. Det betød, at mens jeg stod og råbte "Næææh" over det lidt barske, men meget charmerende, havneområde, kiggede Lene panderynkende efter en lillebitte, blå færge, der huggede sig gennem bølgerne på vej ud af havnen.
"Der gik vores færge til Sark," konstaterede hun.

Jeg er en garvet rejsende, så det tog jeg helt roligt. Det vigtigste for en god rejse er straks at anerkende virkeligheden og ikke ærgre sig, ikke blive sur, når noget uventet sker.

I stedet for at være på vej til Sark, slog vi os ned på en hyggelig pub, hvor jeg bestilte en øl på størrelse med en guldfiskebowle, mens Lene arbejdede koncentreret på at finde en løsning på problemet. Det store problem var, at den første færge til Sark næste dag var fuldt booket, samtidig med, at vi skulle nå at komme frem, fylde en container, som skulle fragtes tilbage til Guernsey inden middag. Med andre ord en åndssvag situation.

Golfstrømmen gør klimaet på Sark lunere og mere imødekommende end i Danmark. Derfor finder man også planter, der er er middelhavsagtige. Overalt vokser der vilde fuchsiaer. I deres vilde tilstand er blomsterne smallere og slankere. Og selve planten er en kæmpestore busk. Jeg har to grene stående i en vase ude i køkkenet. Hvis de slår rod, bliver jeg glad. Men de hænger ærlig talt noget med næbbet ... 

Men Lene sad og forsøgte at få det puslespil til at passe sammen, sagde hun til mig:
"Jeg talte lige med Tim. Han kan muligvis hente os. Men jeg ved simpelthen ikke, om han har tid til det. Det er meget usikkert."
Derefter tilføjede hun:
"Jeg har altid haft en fornemmelse af, at Tim har en lille svaghed for mig."

"Fantastisk," sagde jeg.
"Undervurder aldrig urkraften i et crush."

Her er Lenes hus. Et usædvanlig smukt hus, men efter Sark-standard var det ikke specielt. Over hele øen ligger der mange, smukke stenhuse. 

Ganske rigtigt. Klokken ti næste dag tøffede Tims store gummibåd ind i havnen og samlede os begge op. Jeg snublede ind i båden med min bagage. Tims opmærksomhed var så afgjort mere rettet mod at få Lene gelejdet ned i båden på den bedste og mest trygge måde.

Og afsted gik det, Tim satte farten op og vi plannede over vandet. Engang imellem faldt vi ned i et bølgehul og hver eneste gang vendte Tim sig om og spurgte, om Lene var okay. Jeg havde puttet mine solbriller i lommen og nød turen til fulde.

Det var på alle måder en smuk, smuk og lun dag. Omkring os stak forræderiske klippestykker op af vandet og advarede om, at dette farvand havde skarpe tænder, som man kunne skære sig på.

Men pludselig kom der noget helt andet op af vandet. En delfin lavede et elegant spring op af havet. Den blev fulgt af flere delfiner. En flok delfiner.

Næsten uanset hvor man er på Sark, kan man se havet. Ergo er havet et af de store omdrejningspunkter for øens befolkning. Når man mødes, taler man altid lidt om, hvordan havet så ud i går og i forgårs - og hvordan man tror, at det ser ud i morgen. 

Jeg kom med et højt udråb af forbløffelse og begejstring. Jeg kender silhuetten af en delfin lige så godt, som jeg kender min egen håndflade. Jeg har set den på hundredevis af billeder og film - jeg har bare aldrig set den i virkeligheden.

Og jeg må som altid konstatere, at virkeligheden virker stærkere end alt andet. Jeg blev så glad og rørt, at jeg kunne mærke tårer presse sig på.
Delfinerne fulgte os nysgerrigt og legende et stykke, før de endelig trak i en anden retning. Vi kiggede allesammen langt efter dem.

At bo i junglen gav mig en kærlighed til regnskoven, som aldrig forsvinder fra mit sind. At se delfiner i virkeligheden gjorde nogenlunde det samme for mig. Det var bare glimt, det var bare et par minutter - men manner, sikke et par minutter ...

Ja, ja, ja - et par stenbuer, nogle blomster og la la la. Og en smuk udsigt gennem stenbuerne. Sådanne detaljer finder man overalt på øen.  Jeg kan ikke lade være at tænke på min veninde Momme, der ville have sagt: "Her er simpelthen så pænt, at jeg har lyst til at løbe ned af hovedgaden i bar røv. Bare for at bryde lidt af idyllen ..."

Jeg beholdt bukserne på og nøjedes med at glæde mig over synet. 

Jeg ved så mange ting i min hjerne, men det er først, når jeg oplever det i virkeligheden, at det for alvor sætter sig hos mig.

Vi var perlende glade, da vi satte foden på Sark og blev fragtet op ad den stejle bakke af en traktor. På Sark er biler forbudt. Der er traktorer, men dem skal man have en god, erhvervsmæssig begrundelse for at eje. Ikke engang el-cykler er tilladte.

Det er sjældent, at man tænker over det. Men fraværet af biler var noget helt særligt. Lene havde godt nok nævnt det, men som altid skal man jo opleve tingene selv, før man virkelig forstår dem i sin sjæl. Hele øen var usigelig fredelig, smuk og stillestående. Som en virkelig god dagdrøm.

Og Lenes hus er nøjagtig lige så pænt fra bagsiden ... 

Vi fik fyldt containeren med Lenes indbo og var stadig på forkant med vores plan, (Advarsel: Flyt aldrig for en forfatter - de elsker jo bøger! Sig kun ja til at flytte for folk, der f.eks. samler på candyfloss.) og resten af dagen kunne vi slappe af og spadsere øen rundt og hilse på de lokale. Det foregik stort set på den måde, at folk tilkastede mig et neutralt blik. Nogle gange sagde de "Hello." Så fik de øje på Lene bag mig og derfra gik det stærkt. Deres stemmer og smil bevægede sig helt op i diskanten, og de råbte "Haiii, Lene!" og kastede sig om halsen på hende.

Det var både en god og en sørgelig oplevelse. At Lene havde skabt sig så mange gode venner, var godt. At hun ikke længere kan bo på Sark, er dårligt. Men Sark kræver en helbredsforsikring, og hvis man først har været syg, er det løb kørt.

Sark er så idyllisk at det næsten er helt fjollet. Helt urealistisk. Når man ikke har en skøn havudsigt, ligger der nuttede huse eller smukke marker. Øen er ikke vindblæst som sådan. Selvfølgelig er der også masser af flotte træer og stenhegn og blomster og ... jamen altså. Gud var virkelig i et godt lune, da han skabte Sark. 

Bedst som vi sad og spiste frokost ved siden af verdens smukkeste have, foran verdens pæneste stenhus-restaurant, kom Dina-hunden med hundepasser trippende forbi. Det var en sær oplevelse, fordi vi slet ikke var forberedt på at se Dina den dag. Men det var godt. Lene mistede fatningen et øjeblik da hun fik øje på sin hund. Men hun besindede sig lynhurtigt og fik hilst på hende. Dina er en af den slags hunde, der kun viser sine følelser ganske forsigtigt. Hun kiggede een gang på Lene og så

lagde hun snuden i hendes hånd med et lykkeligt suk. Men hundepasseren fik lov til at tage Dina med hjem og have hende en nat mere og forberede sig på at tage afsked med hende.

Dina kunne ikke rigtig finde ud af, hvilken vej, hun skulle gå. Men efter at have kigget langt efter Lene, trippede hun sirligt i hælene på dyrepasseren.

Lene ved indgangen til den smukke have der lå ved siden af den fantastiske restaurant. Begge dele kunne jeg bruge timer på hver dag, hvis jeg fik muligheden. 

Om aftenen besøgte vi Lenes kunstnerveninde, Rosie, som jeg blev meget fascineret af. Jeg vil bringe mere om hende her på bloggen.

Næste dag regnede det. Og vi gik til færgen i strid modregn. Vi havde fået at vide, at Lenes anden hund, Kato, ville møde os ved færgen. Så vi ventede. Lene med tilbageholdt åndedræt, fordi hende og Kato har et helt særligt bånd til hinanden. Dina var der allerede med sin sørgmodige hundepasser.

Goodbye Sark ... Jeg kunne være blevet der i mange dage. Men det må blive en anden gang ...

Vi ventede og ventede. Til sidst måtte færgen kappe fortøjningerne og sætte kurs mod Guernsey. Og så dukkede Kato op. På forskovlen af en traktor, der kom kørende i fuld fart. Jeg nåede kun at opfatte, at hans blå øjne var helt fikserede på Lene, derefter var det noget med at løbe med Dina og bagage. Færgen sejlede op mod molen, så vi kunne hoppe ombord, og det gjorde vi. Derefter var jeg helt koncentreret om at passe på Dina og have styr på tingene. Jeg sad på gulvet på båden og pludselig kunne jeg mærke, at Kato gik forbi mig og direkte hen til Dina. Hun løftede hovedet og de snusede til hinanden. Og elektriciteten mellem dem var til at mærke. De slappede begge mærkbart af over at være sammen igen. Det var som om, at alting bare var okay derfra.

Dina siger farvel til den søde dame, der passede hende, mens Lene var syg i Danmark. Damen - hvis navn jeg desværre aldrig fik fat i - var ked af at skulle skilles fra Dina. Og det kan jeg godt forstå. Hun er en blid, forsigtig hund, som stille og roligt erobrer ens hjerte. 

Og det var det også. Vi kørte i mange, mange timer. Jeg blev udsat for adskillige udfordringer i forhold til at køre med trailer. Vi sov to gange. Den første aften, hvor Lene og hundene var sammen for første gang i næsten i et år, forsvandt hun summende af lykke ind på sit værelse med de to kræ. Næste nat sov vi allesammen i en bunke. Og tredje nat sov Lene i sit nye hjem på Bornholm, mens jeg var på vej hjem til mig selv.

 Vores færge. Og vi var de rene superhelte, at vi nåede den. Vi tog trappen i tre spring og kastede os over rælingen for at komme med. Det så absolut ikke yndefuldt ud, men det var fuldstændig ligegyldigt - for vi nåede det.

Næste morgen vågnede jeg med en varm, blød fornemmelse i kroppen. Alt var godt. Om et par timer skulle jeg hente MINE hunde og være sammen med dem igen. Jeg var hjemme igen. Jeg havde set delfiner, jeg havde set Sark, jeg var faret vild på Guernsey, jeg havde mødt Rosie, oplevet verdens smukkeste drivhus og overlevet at køre en trailer gennem Europa.

Hvis man husker at nyde sine rejser, er livet faktisk ikke så tosset ...

At sætte traileren tilbage på sin p-plads føles nogenlunde som at slippe af med verdens mest besværlige familiemedlem. En kæmpe lettelse. Min kofanger har erhvervet sig et par grimme hak fra min amatør-agtige trailerkørsel. Men jeg er skideligeglad. Jeg ser dem som battlescars. Og den kamp endte jeg med at vinde. HA!