lørdag den 2. maj 2020

Sille Badille og den flinke fyr i Hvidovre



Tillad mig at præsentere min hund, Sille Badille.

Jeg ved godt, at næst efter feriebilleder, er det det kedeligste i verden at høre om andre menneskers kæledyr. Men giv mig en chance ...

Sille Badille er af racen Griffin Petit Brabancon og hvis man googler hendes slags, så fortæller internettet mig, at disse små, fladnæsede hunde er kendetegnede ved at besidde store hjerter og følsomme sind.
Intet kunne være mere sandt for Sille Badille - og hendes store hjerte er blevet knust op til flere gange i løbet af hendes liv.

Først var hun min fars hund. Hun kom ind i familiens liv kort efter at min mor døde i 2008. Min far var trist og ensom og samtidig mistede han Sille Badilles forgænger. Det hele var næsten ubærligt, og jeg fandt Sille Badille hos en nordjydsk - og viste det sig - meget seriøs opdrætter.

For da Sille ankom til matriklen fulgte der en bog om hendes oplevelser med. Således ved jeg, at Sille Badille blandt andet både havde havde kørt i Metro og mødt en mand med fuldskæg, inden hun fyldte otte uger.

Siden oplevede hun ikke så mange storslåede eventyr, men blev mere sådan en type, der værdsatte et roligt hjemmeliv. Hun lukkede min far ind i sit kæmpestore hjerte og oftest kunne man finde hende højt snorkende på hans fødder.



Da far blev meget syg og jeg passede ham, lå hun og sukkede dybt under hospitalssengen, som var blevet installeret i det kontor, hvor jeg nu sidder og skriver. Den morgen, der blev min fars sidste morgen på denne jord, lå hun i hans seng og sov. Overvåget af mig, der skiftevis kiggede på en af de smukkeste solopgange jeg har set - og holdt øje med min far, der var gledet ind i bevidstløsheden.

Jeg holdt også øje med hende, fordi jeg vidste, at sengen var for høj til, at hun kunne hoppe ned uden at komme til skade. Hun lå ved ved siden af min far. Engang imellem løftede hun hovedet og kiggede kærligt på ham og sukkede højt.

Da min far var død, satte jeg hende igen op i sengen til ham. Og hun snusede forsigtigt til hans jordiske rester. Derefter tiggede hun aldrig mere om at komme ned i kontoret. Hun vidste så udmærket, at min far var død.

Sille Badilles kæmpestore hjerte var knust i småstykker. Men min Onkel G overtog pasningen af hende, og der gik ikke lang tid, før hun kastede al sin kærlighed på ham. Hun sov i stuen om natten, men når hun vågnede om morgenen, lagde hun sig ved Onkel G’s dør og ventede på, at han vågnede, så de kunne være sammen.

Så fra at hun altid lå på min fars fødder, brugte hun sin tid på at sidde på Onkel G’s skød. De gik små ture sammen og havde hyggelige samtaler med hinanden. Der er ingen tvivl om, at Onkel G var god for hendes selvtillid. Således reagerer hun den dag i dag, hvis man ud i luften siger: “Hvem er en god, lille hundepige?”
Så kommer hun med det samme.


Hun blev ikke en del af min hundeflok og kom kun på besøg på kontoret, hvor jeg sidder og arbejder, hvis Onkel G var kørt i byen for at handle. Hun var helt og holdent hans hund.

Men min Onkel G blev syg for lidt over et år siden. Denne gang stod hospitalssengen i stuen. Og det sidste Onkel G gjorde i sit liv, var at klappe Sille Badille og smile til mig - så lagde han sig ned og vågnede ikke igen.

Igen lå Sille Badille i hospitalssengen. Og da Onkel G forlod denne verden, blev hun liggende og sov op ad ham. Ligesom jeg blev siddende og holdt hans hånd i min, indtil solen stod op og jeg kunne ringe til lægen.

Med Onkel G’s død blev Sille Badilles hjerte knust igen. Og denne gang var det sværere at reparere. Hvor hun så udmærket var klar over, at min far var død, så ville hun simpelthen ikke forstå, at Onkel G også var væk.

Jeg tror, at hun havde det ligesom mig: Hun vidste det godt, men hun ville ikke anerkende det. Og der var dage, hvor vi mødtes foran Onkel G’s værelsesdør og græd i kor.
Hun begyndte også at stikke af. Det havde hun aldrig gjort før. Men hun ledte efter Onkel G. Og jeg måtte engang hente hende i Herfølge, fordi hun var gået helt ud på den asfalterede vej. En rar mand tog hende med i sin bil, fordi han ikke ville have, at hun blev kørt over. Hun blev fremlyst og da jeg vågnede om morgenen og tjekkede facebook, var et billede af Sille Badille det første jeg så i Terslevs borgergruppe.

Derefter holdt jeg op med at sove med åben dør. Men langsomt - ganske langsomt - begyndte Sille Badille at vende sin opmærksomhed mod mig. Jeg var jo den eneste, der var - og hullet i hendes store hjerte skulle fyldes på en eller anden måde.

Jeg bilder mig ikke ind, at det var kærlighed ved første blik fra hendes side. Men hvis man er et kærligt væsen, så vil man gerne elske. Og Sille Badille accepterede at blive en del af min hundeflok og hun blev min hund.

Jeg gav hende ekstra privilegier, ekstra opmærksomhed og ekstra meget kærlighed. Jeg vidste, at vi var fælles om at savne Onkel G dybt og inderligt. Hun fik lov til at sove i min seng, ved siden af min hovedpude. Og som jeg sidder og skriver dette, kan jeg mærke hendes hoved på min ene, bare fod. Hun sover ikke, for så ville hun snorke. Hun kan bare lide at ligge med hovedet på min fod, når jeg skriver.

Hun er holdt op med at stikke af. Jeg er nu den heldige modtager af Sille Badilles store mængde af kærlighed.

Men hun er også glad for andre mennesker. Og forleden sad min ven, Inuk, med hende på skødet. Han kiggede længe på hende og derefter sagde han:
“Jeg kender en fyr i Hvidovre, der ligner Sille Badille fuldstændig.”
Og han fortsatte:
“Det er fordi, vi har den samme tatovør. Han er faktisk en ret flink fyr.”

Jeg har lige siden grinet over tanken om, at Sille Badille har en dobbeltgænger i Hvidovre. Jeg håber, at Sille Badilles dobbeltgænger, fyren i Hvidovre, også er meget charmerende.

For ærlig talt - uanset hvor meget jeg holder af min lille hund - så er jeg faktisk ret glad for, at jeg ikke ligner hende ...

Og nu om dage reagerer Sille Badille lige godt på, om jeg siger: “Hvem er en god lille hundepige?”
Eller om jeg siger: “Hvem ligner en flink fyr i Hvidovre?”

3 kommentarer:

  1. Elsker dine skriv, og også Sille Badille.

    SvarSlet
  2. Åh altså, små grimme hundepiger kan noget helt særligt ❤️

    SvarSlet
  3. Man kan næste se, hvor kærlig hun er. Dejlig historie og de små væsener (og større), er meget klogere end mange giver dem ære for. Tak for, du skriver igen. Lov du ikke stopper ��

    SvarSlet