mandag den 30. april 2012

Om at få hvad man beder om


Jeg er i totalt billed-underskud i disse dage. Her får I et billede fra en kirkegård, som ligger på øen Cabuya. Den er faktisk et blogindlæg værdigt i sig selv. Man kan kun komme ud til den, når tidevandet er lavt. Og den er rigtig fin og fredfyldt ...

Som jeg sikkert har braldret op om i flere forskellige blogindlæg, synes jeg at regnskoven gør noget ved min sjæl. Noget godt. Jeg har tit følt mig fristet til at tale om universets magiske energi, karmalov, spiritualitet og drysse om mig med slige udtryk, der hører til i den alternative verden.

Det der indtil videre har holdt mig tilbage fra at flippe ud i et new age-trip har været, at jeg havde en dyb fornemmelse af, at tingene slet ikke var så flimrende endda. At man ikke nødvendigvis behøver at meditere eller tro på kosmiske energibaner for at finde ud af nogle ting.

Alligevel sidder jeg her og holder lange pauser mellem hver sætning, jeg skriver. Fordi jeg egentlig har meget svært ved at forklare tingene. Derfor har jeg besluttet mig for bare at skrive, hvad jeg har oplevet - og så må det være op til jer, kære bloglæsere, at udlægge det på den måde, som I føler for.

Som tidligere fortalt, fik jeg min første rigtige nedtur her for noget tid siden. På den ene side er det ganske rædselsfuldt at være usikker, ked af det, savne og tænke tanker om, at man er en idiot. På den anden side havde jeg nok egentlig forventet, at jeg på et eller andet tidspunkt ville ramme en mur og på den måde blive tvunget til at kigge på tingene på en anden måde.

Jeg har altid joket med, at det var noget værre pis, at man kun blev klog af sine fiaskoer - men aldrig af sine succeser. Men efterhånden er jeg også blevet gammel nok til at erkende, at der skal være plads til begge ting i livet. Og jeg er også blevet kvik nok til at indse, at vi allesammen kommer ud i noget lort engang imellem. At jeg ikke er den eneste - og på den måde behøver jeg ikke at føle mig ensom, når jeg får følelsen af at være en inkompetent nar, der ikke kan finde ud af livet. Vi har allesammen været der engang imellem. Og jeg gætter på, at vi nok vil støde på den følelse et par gange mere, før vi dør.

Da jeg først havde fået styr på mit selvhad og ditto -medlidenhed, begyndte jeg at spekulere over, hvad jeg virkelig gerne ville have lige nu. Hvad kunne bringe mig godt gennem de næste par måneder?

Svaret kom ret hurtigt: Jeg havde brug for en ven. Ikke bare en som var flink og sød at snakke med - jeg havde brug for en, som jeg kunne være mig selv sammen med. En som delte min humor og som gad høre på, hvordan jeg så på verden.

Jeg besluttede straks at bede RegnskovsGuden om at ordne sagerne for mig. Jeg mener: Eftersom jeg huser Preben på forbilledlig vis, synes jeg nok, at RegnskovsGuden skyldte mig en tjeneste.

Min erfaring er imidlertid, at højere magter har det med at være mere velvilligt indstillet over for en, hvis man også selv gør en indsats for at forbedre den aktuelle situation.

Ergo gik jeg seriøst på udkig efter en ven. Edwin er helt sikkert min ven. Men han er en sofistikeret type, som ikke nødvendigvis deler min sans for humor. Han er nok mere en læremester end en ven.

Jeg drak hvidvin med Margaret og kom til den konklusion, at selv om hun er rigtig sød, så ville jeg aldrig kunne få et kæmpe grineflip i hendes selskab.

Jeg ledte videre. Jeg hang ud med Charles, med Kokken og med Tjeneren. Diskuterede med Roots og kiggede i det hele taget alle mulige steder hen. Stadig ikke bid. Dejlige, søde, fine mennesker - men jeg ledte efter en, som kunne give mig den samme følelse i hovedet og maven, som mine gode venner i Danmark kan.

Og apropos venner ... her er et billede af en af de bedste af slagsen. Den unge, håbefulde J. Brandstrup ved indgangen til kirkegården på Cabuya.

Den dag Carla forsvandt og jeg styrtede grådkvalt og strithåret rundt for at lede efter hende, stødte jeg ind i Rafael, der kom spadserende i sine alt for store gummistøvler med en machete på ryggen. Han var køn på sådan en Johnny Depp-agtig måde og havde de længste øjenvipper, jeg nogensinde har set. Men under de lange øjenvipper gemte der sig et blik, som sagde mig, at han grundlæggende fandt livet morsomt.

Jeg stoppede ham og spurgte, om han havde set Lutten. Han svarede nej, men rodede sig til gengæld ud en længere - og på det tidspunkt meget upassende - historie om, at hvis hun var gået ind i junglen, så ville hun helt sikkert dø i løbet af natten. Mens jeg stod og blegnede, bemærkede han veloplagt, at det var hyggeligt at møde mig, og at vi da skulle hænge ud på et eller andet tidspunkt.

Næste gang jeg stødte ind i Rafael, var det med Carla i cykelkurven på vej til Puerto Viejo. Jeg stoppede straks og undlod ikke at gøre ham opmærksom på, hvordan han havde traumatiseret mig et par dage forinden.

"I know, man - I know," svarede han.
"Men det var det, jeg stod og tænkte. Jeg tror først det gik op for mig, at jeg havde sagt det højt, da jeg så dit ansigt."

Han forærede mig en yams-rod og instruerede mig i, hvordan jeg skulle koge den og spise den. Den var både god og nærende, påstod han. Og det var den også. Især i most tilstand og tilsat en pakke smør og et drys hvidløg ...

Dagen efter mødte jeg ham igen på vej hjem fra Puerto Viejo. Ergo slog vi følge, fordi han skulle nøjagtig samme vej som mig - bortset fra, at han bor meget længere inde i regnskoven.

Han spurgte til yamsroden og jeg forklarede om, hvordan smør gør selv de særeste ting spiselige, og han kaldte mig en kryster, fordi jeg ikke turde møde yamsroden i dens rene form.

Inden vi så os om, var vi igang med at udveksle livshistorier. Rafael er født og opvokset i Los Angeles og har mexicanske forældre. Eftersom han ikke er amerikansk statsborger, fandt myndighederne det for godt at sparke ham ud af landet. Derefter var han mildest talt på røven i en periode og tog tilbage til Mexico, hvor han boede sammen med et par småfisk-agtige narkohandlere. Da en af hans samboer tog tre skud i ansigtet afleveret af en rivaliserende narkohandler, besluttede han sig for at rykke videre. Han slap illegalt ind i USA, hvor han levede som hjemløs i en periode uden rigtig at kunne finde ud af, hvilken vej han skulle gå. Derefter tog han til Costa Rica, landede på stillehavskysten og ernærede sig ved obskure småjobs - indtil han ved et tilfælde landede i Puerto Viejo.

Her slog Rafael pjalterne sammen med en ældre mand, der er tidligere shaman i Bribri-stammen, men som nu er konverteret til kristendommen og går til bibelmøder hver søndag. Til gengæld for husly ordner Rafael småreparationer og laver mad til den ældre herre. Men Rafael har fundet et sted i regnskoven, hvor han vil bygge et hus. Det er pt. hans store mål: At have sit eget hus. Sit eget sted ...  

Vi sludrede som stære på speed, og nåede både at vende bibelhistorien og alskens andre ting, mens Rafael meget sødt bar alle mine købmandsvarer ned i huset for mig.

 Ikke noget specielt fascinerende billede - det er en restaurant i Montezuma. Og lige bag den ligger stranden og Stillehavet. Aaah!

Næste dag dukkede han op med en klase søde bananer, som han havde plukket til mig. Og vi endte med lave mad sammen og lægge store planer for, hvordan vi kunne bage kager i min toastovn. Vi fortsatte vores ongoing samtale om dette og hint og pludselig blev vi begge meget fascinerede af Aleister Crowley, som vi ved nærmere eftertanke ikke rigtig vidste nogetsomhelst om - andet end at han var en okkult type ...

Så gik vi over til at konstruere en meget detaljeret plan i tilfælde af, at der kom en zombie-invasion i Puerto Viejo - komplet med et hjemmetegnet kort over stierne i regnskoven. Og selv om jeg godt kunne lide Rafael lige fra begyndelsen, vidste jeg bare, at når man kan bruge to timer på at snakke om zombier og oven i købet komme op og diskutere om, hvorvidt zombier i virkeligheden er hurtige eller langsomme i deres bevægelser - så hænger man altså ud med et medlem af sin egen stamme.

Siden har vi været inde i junglen fordi jeg skulle se, hvor Rafael boede. For ham er det en daglig gåtur, men jeg vil nærmere betegne det som noget af en trekkingtur. Stierne bliver mindre og mindre, indtil der ikke længere er en sti, men bare en smal stribe af nedtrådt græs. Skoven bliver tættere og tættere. Man skal over to små vandløb og gennem et temmelig mudret, sumpagtigt område, der vrimler med de farverige giftfrøer for at nå frem til hans sted.

Men på toppen af en lille bakke bor Rafael og shaman-fyren i to småbitte huse på pæle. Det ene er køkkenet, det andet består af to soverum og en trappe, som man kan hænge på. Der er ryddet et lille stykke rundt om huset. Men ellers er der bare ... regnskov og mere regnskov.

Jeg nåede lige at tænke, at det måtte være verdens fedeste sted at bo - indtil jeg kom til at tænke på, hvor meget jeg hader, at jeg kun har koldt vand i min bruser. Rafaels badeværelse bestod af en slags bambusindelukke samt et sindrigt system med en vandslange. Og en tank der skal fyldes med vand fra den nærliggende bæk.
Elektricitet er der intet af. Mad bliver lavet over et ildsted i køkkenet, og bøger bliver læst i skæret fra et stearinlys.

Men selv om jeg er et lille bekvemmeligheds-svin, nød jeg at være på besøg i vildmarken og jeg syntes, at det var vildt eksotisk at sidde og kigge på at Rafael plukkede kokosnødder fra palmen, hakkede hul i dem med sin machete og serverede dem sammen med frisk bambusmarv og syrlige kakaobønner.

Morgensol på stranden i Montezuma. Vildt lys!

Igår vandrede vi til Puerto Viejo med en klase bananer, som vi byttede væk for brød og sodavandsis og hang ud på stranden. Eftersom Rafael kender nogle helt andre mennesker end Edwin gør, har jeg hilst på rigtig mange nye folk. Og det er fedt!

Og bedst som vi sad under en palme og kiggede på surferne, fortalte Rafael, at han - lige som jeg - er bekymret for Puerto Viejos fremtid. Næsten hele byen er bygget alt for tæt på stranden og myndighederne truer med, at loven om bebyggelse nær strande skal følges. Hvilket vil betyde, at der skal rives ufattelig mange bygninger ned. (Mere om det i et andet blogindlæg.)

Jeg afbrød hans foredrag om Puerto Viejos fremtid og sagde:

"Ja, ja, ja - men hvad kan vi gøre ved det? Jeg synes, at vi skal tage til borgermøderne, hvis du gider at oversætte, hvad der bliver sagt ... Så må vi lige som tage det hele derfra."

Larmende tavshed fra Rafael, der kiggede fuldstændig vildt på mig.

"Hvordan i alverden kan du vide, at jeg sad og tænkte på Puerto Viejo?," spurgte han. Oprigtigt chokeret.

For han havde ikke sagt et ord. Det var bare som om, at vi sad og talte sammen - men vi gjorde det åbenbart kun i tankerne. Og nej: Vi havde ikke røget pot.

Da vi først havde sundet os oven på det interessante faktum, at vi muligvis kan kommunikere uden at tale med hinanden, flippede vi fuldstændig ud over mulighederne i det.

Så hvis I pludselig hører om en gal dansker og en skør mexicaner der har et telepati-show i Las Vegas - så er det måske os! 

Tilfældig Hund stirrer ud over havet i morgenlyset på en strand i Montezuma ... (Ja, jeg ved godt, at mine billeder sucks. Og jeg skal nok se at tage mig sammen til at knipse lidt ...

Om aftenen tøffede Rafael tilbage til sit hus. Vi sagde farvel til hinanden og jeg smed mig ud i hængekøjen. Efter som jeg har fået internet i huset, kunne jeg ikke dy mig for at begynde at google nogle af alle de ting, som vi havde snakket om. Herunder - naturligvis - Aleister Crowley. Bedst som jeg var ved at læse om Crowleys bedrifter som bjergbestiger, skramlede det på trappen.

Det var Rafael.

"Glemte du noget?," spurgte jeg.
"Nej," lød det ude fra trappen.
"Jeg ville bare sige, at det er unfair af dig at google Aleister Crowley, bare fordi du vil spille klog til næste gang vi ses."

Og så gik han igen ...

Jeg har altid haft det problem med mit liv, at jeg aldrig sådan for alvor har vidst, hvad jeg ville have. Som regel har jeg haft sådan, at jeg bare ville se, hvad der dukkede op - og så tage den derfra ...

Jeg var bange for, at hvis jeg blev alt for specifik i mine ønsker til livet, så ville jeg måske stirre mig blind på det - i stedet for at lægge mærke til de ting der skete omkring mig og de muligheder, der åbnede sig for mig ... 

Faktisk er det nok første gang, at jeg har været helt præcis, når jeg bad om noget.  

Jeg bad om en ven, som kørte på min bølgelængde ...


Jeg er slet ikke færdig med at tænke over det. Men jeg er begyndt at få en fornemmelse af, at det måske er en rigtig god idé at være præcis, når man beder om noget.

Men mest af alt er jeg bare målløs lige nu. Mystificeret over livets underfundighed - og meget begejstret for RegnskovsGudens indsats ...

4 kommentarer:

  1. Det er fantastisk! Helt fantastisk. Jeg er et andet og meget mindre eksotisk sted end dig, men har i høj grad også brug for en Rigtig Ven. Jeg drister mig også til at bede om en nu.

    Tak for det.

    carportognoia.blogspot.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Skynd dig at bede om en ven! Jeg håber virkelig, at det lykkes for dig. Ellers kan du få en penneven lige her :-) Men det er bare ikke helt det samme ...

      God luck!

      Slet
  2. Svar
    1. Og HERLIGT! Det er også herligt! Men det ved du jo, Mr. Loua <3

      Slet