Mere om øglerne og mit kolde hjerte

 

Dette er så dagens eneste billede, fordi jeg vil gemme mine Montezuma-billeder til jeg skriver det blogindlæg. Et rigtigt tømmermands-søndagsbillede som Jacob tog af mig - bemærk udsigten til regnskoven og Stillehavet

Jeg beklager virkelig, at jeg er så tavs på bloggen i øjeblikket. Sagen er den, at vi hygger os her i huset. Da jeg var til dansker-komsammen i Montezuma, mødte jeg Meise, som lige var kommet til Costa Rica med øgle-ungerne. Normalt bor hun i Spanien, men hun overvejer at relokere til Costa Rica. Og efter som hendes plan var at rejse lidt rundt i landet og se på sagerne, sagde jeg, at hun kunne gøre stop i mit hus, hvis hun manglede et sted at overnatte.

Så nu har hun været her i næsten to uger, og når jeg ikke lige bliver forstyrret af ungerne, så sladrer jeg med Meise - eller hænger ud i byen. Kort sagt er jeg mere doven og forlystelsessyg end jeg har været på noget tidspunkt hernede. Det føles som om, at alting har åbnet sig for mig. Jeg har venner og kan ikke gå gennem byen uden lige at skulle sladre med alle mulige mennesker, som kender mit navn. Jeg hygger mig, og synes at det hele er ret vildt. Det var jo min store bekymring at blive meget ensom og alene. Men som tingene ser ud lige nu, tror jeg ikke, at ensomhed længere bliver et problem.

Imidlertid har Edwin tilbudt at jeg kan sidde og skrive hos ham, hvis jeg har brug for ro. Og det har jeg sagt ja tak til, for det nytter jo ikke, at jeg går helt i sump. Og jeg ved godt, at jeg både skylder at fortælle om slutningen af min weekend i Montezuma - plus slutningen på min jungletur. Det er noget værre noget! Jeg er blevet til en sjuft! Men dog en sjuft med dårlig samvittighed. Så der er stadig håb ...

Her er noget, som jeg skrev for at par dage siden:

Jeg har ikke rigtig styr på dagene, men jeg tror nok, at øgleungerne har været her næsten en uge. Og jeg må sige, at der er gået en rigtig fin pædogog tabt i mig. Da mor Meise i går faldt udmattet omkuld på sengen, følte jeg, at det var min pligt at få dem til at være stille, så hun lige kunne få sig en ordentlig lur.

Jeg mener: De her unger nipper på hende hele tiden. Fra hun står op til hun går i seng, har hun ikke et minuts fred for dem. Hvis det var mig, der var mor, var jeg blevet vanvittig for lang tid siden.

Mens Meise slumrede sødt, lå øglerne i hængekøjen. Og der gik naturligvis ikke lang tid, før de begyndte at støje. Men ... jeg håndterede sagen på forbilledlig vis - og Meise hørte heldigvis ingenting. 

Først var der cirka to minutters fred, hvor jeg koncentrede mig om at få noget skriveri fra hånden. Derefter:

"Aj, Mingus. LA' SÅ VÆRE! Mingus prikker til mig! Sig at han skal holde op!," lød det ude fra hængekøjen.

"Ti stille, øgler. Jeres mor sover og det skal hun have lov til. Hun trænger til den lur," svarede jeg venligt.

"Men Mingus PRIKKER til mig!!!"

"Jeg er ligeglad om I slår hinanden ihjel i den hængekøje. Bare I gør det i stilhed. Hvis I vækker jeres mor, henter jeg Rafaels machete og hakker jer i småstykker og smider jeres blodige lig ud i junglen."

(Kortvarig stilhed - desværre kun kortvarig.)

"Det er ulovligt at slå ihjel," konstaterede Meluka i et forurettet tonefald.

 "Ja, men vi er ude i junglen. Og hvis politiet skulle finde ud af noget, fortæller jeg dem bare, hvor irriterende I var - så vil de give mig ret i, at det var mest fornuftigt at slå jer ihjel."

(Endnu en - desværre - alt for kort stilhed)

"Hvad laver du?,"

Jeg drog et dybt suk.

"Jeg skriver udødelig litteratur, drikker rødvin og ryger cigaretter. Hvorfor går I ikke ud i junglen. Jeg har hørt, at der er jaguarer derude ..."

"VIRKELIG?," spurgte Mingus begejstret. Mingus er nede med både dyr og insekter, og er i det hele taget meget fascineret af naturen.

"Men de er jo farlige!"

"Det ved jeg godt. Det er derfor, at jeg synes, at I skal gå derud. Måske bliver I begge to ædt, og så kan jeg endelig komme i byen og drikke mig fuld med jeres mor. I er godt klar over, at I ødelægger det gode voksenliv, er I ikke? Fordi man hele tiden skal se efter jer og passe på jer og fodre jer og alt muligt."

"Vores mor drikker sig ikke fuld." Igen var det Meluka der slog til i et indigneret tonefald.

"Nej, det gør hun ikke, fordi hun har været så dum at sætte jer to små øgler i verden. Men tro mig: Jeres mor trænger til at komme ud og danse på bordene og nive nogle mørklødede mænd i måsen."

"Aj, det er ikke rigtigt," sagde de begge to i kor.

"I kan tro, at det er rigtigt. Men det lader til, at jeres mor godt kan lide jer. For JEG foreslog hende nemlig, at vi bedøvede jer, så vi kunne komme i byen. Og det ville hun ikke være med til."

"Sådan noget må man ikke gøre mod børn," sagde de begge i kor.

"Ved I hvad? Børn har faktisk ingen rettigheder, fordi I er så små og dumme. Så hvis vi som voksne beslutter os for at bedøve jer, så gør vi det bare. Jeg ville være forsigtig med at drikke noget de næste par timer, hvis jeg var jer. Måske har jeg puttet bedøvelsesmiddel i saftevandskanden ..."

Højlydte fnis fra de små øgler, der nu havde glemt, at de var uvenner. Derefter moklede de begge ind og klæbede sig op i min seng og kiggede på mig.

"Hvad laver du?"

... Og så kørte det hele bare derfra. Med deres nonstop snakkeri og fortællinger og historier og uendelige mængder af spørgsmål om dette og hint.

Når jeg ikke lige bliver vanvittig af øglerne, så tager jeg mig selv i at komme til at stryge dem lidt over håret og rent faktisk høre på deres langstrakte historier og more mig over dem. Og helt ærligt ... ja, jeg er virkelig ude på et skråplan ... om aftenen når de sover, så kan jeg godt lide at liste ind og kigge til dem. De ligger som regel op af hinanden og trækker vejret så let som en fjer. Og når de sover, bliver de en smule mere blege, så deres fregner bliver helt tydelige.

I går var jeg inde i Puerto Viejo, fordi jeg skulle se fodbold med Funkys nabo, Karsten, som er tysker. Frygtelig idé! Jeg burde have kunnet sige mig selv, at Danmark ville få tæv. Og hvad værre var: Der er mange tyske turister i Puerto Viejo. Så jeg sad i strandbaren og gloede fodbold med to andre danskere - og alt for mange tyskere ...

Og der blev helt stille, da jeg olmt råbte:

"Come on danes! Go get those dirty sausage-eaters!"

Men folk tog det pænt. Og eftersom Karsten er ren i sind og sjæl, fik jeg en stille hævn ved at drikke ham så fuld, at han blev nødt til at gå hjem og sove i sin hængekøje.

Bagefter skulle jeg mødes med øglerne og Meise. Da vi endelig stødte på hinanden, kunne jeg se, at Meluka så ud til at være ved at sprække af spænding over et eller andet - og hun overfaldt mig straks.

"Jeg har købt en gave til dig!," råbte hun og Meise rodede i sin rygsæk og fremdrog en halskæde med et udskåret dødningehoved i træ.

Jeg har halskæden på, mens jeg sidder og skriver dette. Den er virkelig fin, og jeg er  overrasket over, at Meluka uden problemer har kunnet afkode, at jeg elsker alt, hvad der har med dødningehoveder og skeletter at gøre.

Meise fortalte mig bagefter, at Meluka havde købt halskæden for sine egne penge og havde brugt lang tid på at udvælge den ...

På vej hjem slog vi et smut omkring Funkys restaurant for at sige hej. Han sad og var fordybet i noget papirarbejde, men opdagede straks ungerne. Og han så også, at Mingus stod og kiggede forelsket på en tørret næsehornsbille, som hang på væggen som en slags dekoration.

"Den må du gerne tage," sagde han. For jeg havde fortalt Funky, hvor begejstret Mingus var for insekterne og dyrene heromkring. Og eftersom Funky er en ægte latino, er han også glad for børn. Det virker til, at hvis man er født og opvokset på disse kanter, så har man et unaturligt tæt forhold til sin familie og er tosset med børn. Plus at man er meget varmhjertet og alting ... Virkelig sært hvis I spørger mig. (Undskyld familien Egede - I ved, jeg elsker jer - men jeg ville hellere vælte på cykel end at bo sammen med jer! Undtagen min nevø, Andreas, som jeg godt ville have i nærmiljøet så meget som muligt ...)

Mingus blev overvældende begejstret for sin bille og takkede mange gange. For meget kan man sige om øglerne, men de opfører sig altid eksemplarisk, når de er ude blandt andre mennesker. Og så fik de sodavand og der blev talt venligt til dem. Kort sagt fik jeg mulighed for at opleve, hvordan et menneske, der slet ikke kendte øglerne, omgikkedes dem.

Da vi gik, klappede Funky mig i måsen og sagde:

"Hey, coldhearted, scandinavian bitch ... You gotta watch out. Otherwise you will start to like these kids a lot ..."

Og jeg er bange for, at han har ret. På vej hjem tog jeg mig selv i at holde øje med, at øglerne gik pænt inde i rabatten.

Da vi kom hjem, åd vi kanelsnegle og de var helt umulige at få i seng. Men da freden endelig havde sænket sig, skænkede Meise og jeg mig et par velvoksne glas rødvin og Meise fortalte mig en yderst morsom og slibrig historie.

Pludselig lød Mingus drengerøst inde fra gæsteværelset:

"Det var en dååårlig historie!"

Og jeg svarede:

"Hooold kæft øgle-unge. Vi har voksentid. Og hvis du ikke lægger dig til at sove, kommer jeg ind og kysser dig!"

Og så fik vi fred.

Som sagt: Der er gået en fin pædogog tabt i mig

-----------------------------------------------------------

Skrevet i dag:

Det er rigtig skægt at bo sammen med Meise. I går var vi i byen med øglerne. Vi fik øl og de fik sodavand til de kunne gå på væggene af sukkerchok. Jeg tror, at Mingus har en kæmpe optur over at være her. Rafael har nemlig taget ham under sine vinger og laver drenge-ting med ham. Han har fået en machete i børnestørrelse, og Edwin har lånt ham en kniv-sliber til den.

Så når han ikke lige er ude at hakke i junglen eller fiske med Rafael, sidder han oppe hos Edwin og skærper sin machete. I går mærkede Meise på macheten og blev en anelse bleg, da hun opdagede, hvor skarp den var blevet. Men hun er cool nok, og det virker til at Mingus virkelig vokser bare ved at eje noget så drabeligt og voksent som en machete. Der er regler for brug af macheten. Ikke noget med at gå og svinge med den indendørs. Eller på nogen måde omgås den med lethed.

Rafael lærer Mingus at håndtere den, og jeg håber det hele går uden de store uheld. Jeg har ikke nævnt for Meise, at Rafael havde et machetehug i sit håndled der gik helt ind til knoglen, da jeg mødte ham første gang.

I går sagde Mingus: "Jeg elsker Rafael - og jeg vil lære alt det, han kan ..."

Meise er så glad for, hvordan det hele går. Hun er alene med øglerne og helt klar over, at Mingus hungrer efter noget maskulint selskab. Og det får han virkelig i disse dage.

Som en lille overraskelse til ham, har jeg stukket en føler ud til Funky og spurgt, om han ville tage Mingus med ud og fiske med harpun ...

Svaret var selvfølgelig ja, så om et par dage bliver den lille øgle purret inden daggry, og så skal han ud og fiske fra en båd. Vi har snakket lidt om at fejre det med en bål-fest på stranden om aftenen, hvor vi griller de indkomne fisk. (Og måske også et par pølser hvis Mingus kommer tomhændet hjem.)

Som en lille overraskelse til Meluka, har vi snakket om at holde juleaften i regnskoven. Det er måske lidt udenfor sæson, men Meluka har igen og igen underholdt mig med, at det bedste hun ved, er julen og især den danske julemad. Det bliver svært at stege en flæskesteg i min toastovn, men vi har tænkt os at pynte huset op og lave et alternativt juletræ af bananblade. Gaver skal der også være - men reglerne er, at de skal være hjemmelavede eller meget, meget billige.

Vi agter at invitere en håndfuld af de allerbedste mennesker og servere brun sovs i varmen. Det skal nok blive godt!

I går skulle Rafael på arbejde i 'The Lazy Non' og Mingus plagede så meget om at få lov til at gå med, at Meise gav sig og fulgte ham ind til byen, så Mingus kunne sidde og stirre tilbedende på, at hans nye helt lavede mad.

Lidt senere lettede Meluka og jeg anker fra huset og tøffede også ind til byen. Red gik med os og tævede selvfølgelig en anden hund midt på hovedgaden! Normalt plejer Red ikke at være en slagsbroder, men hvis I spørger mig, så spillede den anden hund virkelig op og var ekstremt provokerende ...

Og så sparkede ejeren af den anden hund Red, hvorefter jeg var en hårsbredde fra at sparke ejeren. Der er dælme ingen, der skal være onde ved Red i mit nærvær! Heller ikke selv om han opførte sig som en lurvet slagsbroder.

Det var store live musik-aften overalt. Og det meste af det lød rædselsfuldt! Men det tog Meise og jeg os ikke af, så vi bestilte øl og besluttede, at vi gå på bar-jumping.

Som sagt - så gjort. Vi fik et par øl og valgte omhyggeligt steder, hvor ungerne kunne spille fodboldspil eller bordtennis eller bare tosse omkring. Her omkring er børn generelt velkomne. Costa ricanere larmer meget i sig selv og ingen tager sig særligt af et par unger der hyler eller farer omkring.

Og selv om jeg siger "barer" - så ser jeg tit familier hænge ud og læske sig. Faderen får en øl. Moder og afkom får noget frugtsmoothie. Ungerne render rundt og leger med de andre unger, og hvis der er en baby i selskabet, bliver den ammet ved bordet. Ikke noget med at gå afsides eller tildække sig. Det er bare frem med brystet og igang.

Det kan jeg godt lide. Hvis jeg skal sige noget grimt om Danmark, så er det, at der er mange ting, der virker så stramme. Der er så mange regler i Danmark. Her kører tingene på bedste beskub og folk har generelt en ret høj tolerancetærskel.  

Og hvis man er i nærheden af nogle unger, som irriterer eller støjer for meget, så tysser man bare på dem. Det generer ikke forældrene, at andre siger fra over for deres afkom. Den slags tror jeg, at nogle forældre i Danmark kunne blive temmelig sure over.

Så med andre ord bliver børn ikke tvangsfjernet, fordi forældrene engang imellem tager dem med ud i aftenlivet.

Bedst som Meise og jeg sad og sludrede, dukkede øglerne stakåndede op og hang på mig.

"Du skal fortælle mor den historie om dem i skoven," sagde Meluka.

Jeg fik øjeblikkeligt røde ører. Hvis sandheden skal frem, så er jeg nok ikke nogen særlig god rollemodel for to unger i den modtagelige alder. Og jeg har ikke fortalt Meise, at jeg får dem til at holde mund ved at fortælle dem urban legends. Tidligere på dagen havde jeg underholdt dem med en historie der endte med, at den sindssyge morder sidder og slår en fyrs afskårne hoved ned i taget på den bil, hvor den døde fyrs kæreste sidder.

Jeg forsøgte at snige mig udenom. Men den gik ikke.

"Historien med det afhuggede hoved," præciserede Mingus.

Meises øjenbryn løftede sig ganske let. Men hun sagde ikke noget.

Og så fortalte jeg historien en gang til.

Bedst som jeg nåede frem til pointen, dukkede Funky op. Vi sad på hans restaurant, så han kom lige forbi for at tjekke, at vi havde det godt.

Mingus vendte sig mod Funky og gengav historien på rivende spansk. Også Funkys øjenbryn løftede sig, mens jeg sad og følte, at jeg blev mindre og mindre.

"Jeg har noteret mig, at MissEva har en meget mørk side," sagde han og spiddede mig med et drillevornt blik.

"Men jeg tror, at børns selskab gør hende godt."

Sagen er den, at Funky har en fest over, hvor meget jeg hænger ud med øglerne. Vi kan ikke undgå at gå forbi hans restaurant, når vi går ind i Puerto Viejo. Og han er begyndt at sætte en ære i at stikke hovedet ud, når jeg kommer vandrende forbi med en øgle i hver hånd.

Som regel står han bare og smiler på en irriterende, smørret måde, som jeg gør mit bedste for ignorere. Sagen er den, at jeg har fortalt ham, at jeg hader børn og at jeg har et hjerte så koldt som en sten. 

I forgårs måtte jeg endnu engang vade forbi hans restaurant med en øgle under hver arm.

"Hvordan går det med det kolde, skandinaviske hjerte, MissEva?," råbte han veloplagt efter mig. Jeg kunne høre hans latter adskillige meter ned ad gaden ... 

Vi havde en rigtig hyggelig aften. Men til sidst tog Meise en taxa hjem med ungerne. Jeg påtog mig at cykle hjem, så jeg var sikker på, at Red også kom godt hjem. I samme øjeblik Meise var forsvundet, besluttede jeg mig for, at jeg ikke behøvede at tage hjem med det samme, så jeg bestilte en øl mere, kløede Red bag ørerne og nød fornemmelsen af, at natten var min egen.

Kort sagt brugte jeg et par timer på at hænge ud og sladre med alle mulige. Og drikke flere øl og sige ja tak til alle joints i nærmiljøet. Men til sidst kiggede Red så bebrejdende på mig, at jeg besluttede mig for at tage hjem.

Da jeg listede ind i huset, kom Meise ud med sovelagnet rullet om sig. Hun slog sig straks ned og spurgte:

"Hvad har du lavet? Mødte du nogen spændende?"

Og det endte med, at vi sad to timer og sludrede. Først sladrede vi om alle i Puerto Viejo, og bagefter snakkede vi om mænd og om sex og alle mulige, slibrige pigeting.

Jeg har stort set kun hængt ud med mænd i de sidste, mange måneder. Så jeg nyder bare intenst at have kvindeligt selskab. Jeg håber, at Meise bliver noget tid endnu ...