Skyderi på hotellet, uventet gæst - og mere om jungleturen

På vej ind i regnskoven med Edwin og Sheldon ...

Jeg tror efterhånden, at det er ved at være på tide, at jeg kommer ud af den osteklokke, hvor jeg har befundet mig - og skriver et blogindlæg.

Det med osteklokke skal tages helt bogstaveligt, for de sidste par dage har jeg levet af nachos med cheddarost tilsat enddog særdeles generøse mængder af jalapenos. Og så har jeg ligget i hængekøjen og mediteret over, hvor smuk regnskoven er. Jeg har med andre ord virkelig lært at slappe af på den caribiske måde. Ikke noget med lige at vaske op eller måske endda rede sin seng. Nixen, det er simpelthen for anstrengende, når jeg nu er i gang med at lave ingenting ...

I går morges blev jeg vækket af Rafael, som kom bragende ind af døren ved syv-tiden.

"Der har været skyderi på Hotel Puerto Viejo," sagde han oprømt, mens han hældte vand i kedlen, så vi kunne få kaffe.

Eftersom jeg engang har fungeret som en slags kriminalreporter på Ekstra Bladet var ordet "skyderi" nok til at få mig til at springe lysvågen ud af sengen.

"Hvad skete der?," spurgte jeg med sensationslystent savl dryppende fra mundvigene.

"Jamen, det var en eller anden sort fyr som bor på hotellet - et crackhead - han begyndte lige pludselig at gå rundt og genere alle de andre. Han skubbede blandt andet til Chamo og opførte sig som en rigtig idiot. Og han var åbenbart så truende, at Curt skød efter ham."

"Men han ramte ikke," tilføjede Rafael.

"Aj, aj, aj," råbte jeg begejstret.

"Så du det?"

"Nej, jeg hang ud sammen med Sara på hendes værelse. Jeg kunne høre en masse tumult og så ... "

Her holdt Rafael en kunstpause for at forhøje den dramatiske stemning ...

"... hørte jeg lyden af revolver der fik spændt hanen. Derefter to skud - og så blev der bare stille"

"Hvad gjorde du så? Du gik vel ned og tjekkede på situationen?"

"Ja, selvfølgelig gjorde jeg det. Og så var det, at Curt (indehaveren af Puerto Viejo) fortalte mig historien. Crack-fyren nåede at flygte. Men han kom tilbage senere, da han ikke længere var stenet og Curt tvang ham til at give Chamo en undskyldning."

"Ah," svarede jeg.

"Så alt er okay igen."

"Ja, ja - folk var rimelig okay omkring det. Og Curt var også glad for, at han ikke havde ramt fyren, selv om han havde sigtet efter ham ..."

Herefter fulgte en længere tavshed. Jeg kunne sagtens mærke, at Rafael havde noget på hjerte, og jeg vidste også, hvad det var. Egentlig havde jeg besluttet mig for at tale med Rafael om, at han blev nødt til at hænge mere ud hos sig selv, fordi jeg havde brug for noget plads og noget alene-tid. Jeg vejede for og imod og spurgte Rafael:

"Okay, hvor bange er hun?"

"Rimelig bange," svarede han.

"Det er i orden," sagde jeg.

"Men jeg forbeholder mig ret til at stoppe det, hvis jeg bliver bims i bøtten."

 Som jeg vist har fortalt før, markerer de lilla planter grænser. Hvis man ejer et stykke regnskov, planter man dem langs skellet, så andre kan se, hvor ens besiddelser går til... 

Og med de ord kan jeg så forvente at have en amerikansk biologi-studerende ved navn Sara boende i huset i de næste par uger. Rafael mødte hende ovre på Stillehavssiden, jeg hilste kort på hende for et par uger siden - og lige nu håber jeg, at hun er rigtig fin. Men det tror jeg, at hun er. Og uanset hvad ... så er det bare ikke en mulighed at lade en 20-årig pige blive boende på et hotel, hvor hun er bange for at være.

Efter mere sladder og snik-snak udvandrede Rafael. Han har fået job som kok på 'The Lazy Mon' som jeg har omdøbt til 'The Lazy Non' - og i den anledning har lavet 101 blasfemiske vittigheder om.

Jeg skulle lige til at smide mig med et lykkeligt suk i hængekøjen, da jeg kom i tanke om, at jeg var ene kvinde på skansen - og derfor var ansvarlig for at pumpe vand ned til mit eget og nabohuset. Edwin er nemlig til surfer-union med gamle buddies - altså en slags gammel elevfest for bigwave-surfere. 

Nogle gange spekulerer jeg seriøst på, hvad jeg skal gøre med resten af mit liv. Det lyder måske melodramatisk, men lige nu har jeg svært ved at forestille mig at bo et sted, hvor omgivelserne ikke er ultra-smukke. Aj, men se dog ...

Egentlig var jeg mest stemt for at gemme lidt vand i min kedel og så glemme alt om det ... men i øjeblikket bor der et pænt par i nabohuset. Den slags typer som ligner nogen, der kunne finde på at tage brusebad jævnligt ...

For at komme ned til vandpumpen skal man gå forbi Edwins hus og derefter finde et hul i vegetationen, som antyder, at der er en sti. Og hvilken sti! Man vandrer gennem en tunnel skabt af hibiscusbuske. Det føles fuldstændig bedøvende at gå derind. Fra at have gået i solskinnet, står man pludselig i en tunnel, hvor luften står fuldstændig stille og duften af hibiscusblomster hænger tungt. Blomsterne er i alle farver - lige fra lys gul og til klar rød. Kolibrierne af alle slags summer flittigt hid og did og drikker af blomsterne. De små kolibrier er så fine, at de nærmest ligner små, flyvende smykker hvis metalgrønne fjerdragt lyner i de bløde solstråler, som bliver filtreret gennem tunnelen.

Jeg stod stille et øjeblik. Helt overvældet. Det var som at gå ind i et lille stykke eventyr. Langsomt vandrede jeg gennem tunnelen, mens jeg nød al den skønhed, der omgav mig. Og pludselig - lige foran mig - stak en hest hovedet frem og vendte sine store, fine kræmmerhusører mod mig.

Jeg genkendte ham øjeblikkelig - det var Patty. Den røde hest som jeg red på i regnskoven. Og jeg var overrumplet over at mærke, hvor glad jeg blev for at se ham. Han lavede den lyd, som kun heste kan lave. En form for prusten gennem næseborene, som er en af de mest beroligende lyde i universet.

Normalt går Edwins heste ikke i nærmiljøet - men det gjorde de altså i dag. Jeg gik ind til Patty og hilste på ham. Jeg beundrede hans smukke hoved og fandt lige det sted ved ørerne, hvor jeg havde lært, at han godt kunne lide at blive kløet.

De andre heste kom hen for at hilse, og jeg nussede også dem. Edwin har syv heste. Han rider selv på en relativt stor, sort hest. Jeg havde mødt fire af hans heste før, men jeg hilste pænt på dem alle sammen, før jeg vendte tilbage til Patty.

Jeg lagde armene om halsen på ham og lavede små summelyde til ham. Han reagerede øjeblikkeligt ved at lukke øjnene og læne sig en smule op af mig. Og hele tiden var der en stemme indeni mig som råbte: "Løb før det er for sent. Stay away! STAY AWAY!"

 I begyndelsen var det nemt nok at ride i skoven - med fine, store veje...

For sagen er den, at jeg i løbet af vores jungletur nåede at blive rigtig, rigtig glad for Patty. Den første morgen da vi skulle ind i junglen stod jeg foran Patty velvidende om, at de næste tre dage skulle tilbringes i hans selskab. Jeg er bestemt ikke en hestepige, men jeg altid holdt af heste - sådan som koncept ...

Edwin gav mig en pisk og fortalte mig, at hvis Patty var for sløv i optrækket, så skulle jeg give ham en i rumpetten med pisken. Jeg prøvede pisken på mit eget lår og konkluderede, at dens slag gjorde temmelig ondt - og at jeg derfor ikke havde lyst til at slå Patty.

Derefter bandt jeg mit kæmpestore spejlreflekskamera fast på den ene side af sadlen. Puttede Carla i en rød bomuldstaske, som jeg havde købt dagen forinden og kravlede så uelegant og klodset op på Patty, at det fik ham til at virre irritabelt med ørerne.

Ingen tvivl om at han tænkte: "Åh nej - skal jeg have den taber siddende på ryggen?"

Derefter red vi ud. Edwin på sin store sorte hest, som han kalder for 'Negro' (... Og hans hund hedder 'Red' - dette er ikke en fantasifuld mand, når det kommer til navne...) Den excentriske englænder Sheldon red på en lidt mindre sort hest, som til gengæld var vanvittig elegant at se på, fordi den havde noget araberblod i årerne.

Og til sidst mig og Patty som prøvede at vænne os til hinanden. Alting gik rigtig fint, indtil vi begyndte at ride langs stranden. Patty ville hele tiden stikke mulen i vandet. I begyndelsen troede jeg, at han gjorde det, fordi han var tørstig. Så jeg fandt et rart ferskvands-vandhul, som han kunne drikke af. Men da det ikke havde nogen interesse gik det op for mig, at han bare gjorde det ud af en form for dårlig vane eller ulydighed eller noget andet.

Når skoven blev for uigennemtrængelig, red vi tilbage til stranden og fulgte den et par kilometer.

Ergo besluttede jeg mig for at sætte mig i respekt og holdt hans tøjler helt stramt, så han ikke kunne gøre det. På det tidspunkt virkede det vigtigt for mig, at han forstod, at jeg ikke bare var en eller anden eftergivende nar, som han kunne lave numre med.

Efter et par timers ridning i strandkanten drejede Edwin pludselig af og red ind i skoven. I samme øjeblik skoven lukkede sig bag os, var vi i en anden verden. Havets brusen blev til en dump lyd i baggrunden og i stedet skruede insekterne og fuglene op for lydene. Generelt har regnskoven døgnet rundt et grundlæggende lydtapet af græshopper, cikader, kvidrende gekkoer og sikkert også en håndfuld andre insekter, som jeg ikke kender. Læg dertil fuglenes skingre skrig og lyden af store blade der brækker af og falder til jorden.

Den første del af vejen var nem og rar at ride. Den var en fin, bred sti. Men meget hurtigt begyndte terrænet at ændre sig. Det begyndte at gå opad og jordbunden ændrede sig fra at være almindelig til at være et rødt, æltet søle af mudder.

Lige pludselig gik jeg fra at have fornemmelsen af at lade mig transportere af en hest - og til at det pludselig blev et samarbejde mellem mig og Patty.

Foran mig kunne jeg se, hvordan Sheldons sorte hest ofte skred ud og snublede i det smattede føre, så fra at have siddet og kigget på skoven, koncentrerede jeg mig hundrede procent om Patty.

Og vi kom rigtig godt igennem. På et tidspunkt da skulle vi over en længere passage med dyb mudder, kunne jeg mærke, at Patty pludselig sad fast. Han forsøgte at løfte benene, men det var som om, at han blev suget ned af mudderet. Bagefter fortalte Edwin mig godt nok, at jeg skulle have løftet mig selv i stigbøjlerne for at lette vægten for Patty. Men det anede jeg intet om på det tidspunkt, og eftersom det føltes som om, at han simpelthen var ved at falde i mudderet, hoppede jeg resolut af ham og stod derefter selv i rødt mudder til lårene. Jeg klappede ham på halsen og summede lidt til ham, og så vadede vi sammen gennem det dybe mudder.

Imens sad Carla i min skuldertaske og opførte sig eksemplarisk. Da jeg hev mig selv op på Patty igen, var det stadig lige klodset og uelegant. Men denne gang blev han ikke irritabel. Vi var ved at vænne os til hinanden ...

Ved ikke, hvad jeg skal sige ... andet end: Ja, det var smukt. Det var smukt, fredfyldt og alligevel vildt. 

Turen fortsatte gennem junglen og jeg fandt ud af, hvor nyttig min ridepisk var. Ikke kun kunne jeg bruge den til at skrabe stikkende fluer og hestebremser af Pattys ører og flanker - jeg kunne også bruge den til at fjerne orb-spindelvæv, inden jeg red ind i dem.

Lige pludselig føltes det hele bare så fint, så fint. Patty og jeg var på så god fod, at jeg kunne mærke, at jeg rent faktisk gjorde det nemmere og bedre for ham at transportere mig gennem skoven. Vi var sammen om det her. Jeg kunne nusse Carla i hendes Andy Warhol-frisure - og foran mig red Edwin og Sheldon. To mennesker hvoraf jeg holdt meget af den ene - og glædede mig til at lære den anden at kende. Lige ved siden af mig traskede Red af sted med et fornøjet udtryk i sit hunde-ansigt.

Jeg var på alle måder i godt selskab.

Jeg var omgivet af mega-høje træer med lianer hængende fra grenene. Overalt var der mærkelige planter at kigge på. Hist og her brød en farvestrålende klynge blomster med alt det grønne, og hurtige bevægelser foran mig stammede fra slanger, gekkoer og leguaner, som lynhurtigt flyttede sig for hestehovene. De store orb-edderkoppers spind bandt hele dette overflødighedshorn af skønhed sammen. Og jeg kunne ikke andet end at nyde det i fulde drag, selv om min mås allerede var blevet øm og jeg svedte i floder ned ad ryggen ...

... fortsættes ...