Spøgelseshunden og mit første edderkoppebid

Som I kan se, er insekterne altså store her i junglen. Denne fætter var så venlig at sætte sig på mine cigaretter, så man rigtig kan se størrelsesforholdet ... 

Kære læsere,

jeg ved ikke, om I nogle gange har spekuleret over, hvordan det egentlig føles at blive bidt af en wolfspider på størrelse med en mindre underkop. Hvis I har, så behøver I ikke at bryde jeres kønne hjerner med dét spørgsmål længere. For jeg kan nemlig berette, at det gør AFSINDIG ONDT!

Og jeg kan tilføje, at det bliver ved med at gøre ondt i foreløbig mere end en time.

På den måde slutter dagen egentlig lige så dumt, som den begyndte. Allerede i morges da jeg vågnede, var jeg så træt som et alderdomshjem. Jeg slæbte mit mødige legeme ud af sengen og satte vand over til kaffe med et dybt suk, mens jeg kløede de 2.132 nye myggestik, som jeg havde fået i løbet af natten, fordi jeg var så idiotisk at falde i søvn uden at mygge.

Jeg har været utrolig forkælet i de sidste mange uger. Hvis det ikke var Meise, der sørgede for varm kaffe med sukker og mælk på sengekanten - så var det Rafael.

Men Meise og øgler pakkede deres habengut i går og drog videre til San José. Og Rafael hænger ud i sit sumpede kollektiv inde i byen. Så jeg er helt alene igen, og huset føles ualmindelig tomt og stille. Jeg savner øglerne! Jeg savner Meise! Og jeg håber på, at Rafael snart dukker op igen.

Heldigvis holdt ensomheden kun til vandet kogte, så stak Funky nemlig hovedet indenfor og spurgte, om jeg ikke gav en kop mokka. Det gjorde jeg, og mens vi sad og snakkede og slubrede kaffe, raslede det ved døren.

Funky nåede ikke at se den, han reagerede kun på lyden. Men jeg så den ud af øjenkrogen. Det var et hundelignende dyr med gule øjne. Jeg rejste mig op og løb hen til døren, men jeg vidste godt, at det er ikke var noget derude. Og ganske rigtigt: Der lå en pøl vand på trappen, ellers var der ikke spor af noget. Til gengæld fik jeg gåsehud og kulderystelser. Faktisk blev jeg af underlige årsager rigtig bange.

"Hvad var det?," spurgte Funky.

"Du er helt hvid i hovedet, du ser ud som om, at du har set et spøgelse."

"Det har jeg også," sagde jeg værdigt og var sikker på, at jeg lige var på nippet til at blive til grin.

"Der var et sort, hundelignende dyr med gule øjne ude på trappen. Men det eksisterer ikke i virkeligheden. Jeg så det bare. Jeg kan ikke forklare det på anden måde."

Min bemærkning fik øjeblikkeligt Funky til at rejse sig op og gå hen og kigge ud af den åbne dør.

"Hvor er den så nu? Kom den ind, eller skræmte du den væk?"

"Jeg tror, at jeg skræmte den væk. Den kom i hvert fald ikke ind. Jeg så den kun i et glimt."

Til min store overraskelse, så han spekulativ ud. Normalt er Funky den første til at drille mig eller holde moralprædikener for mig. Nu gjorde han ingen af delene.

"Jeg synes du skal sætte din drage hen ved døren. Drager passer på indgange," sagde han så.

Jeg har et stykke træ, der ligner en drage, som jeg har fundet på stranden i Cahuita Nationalpark.

Da han var gået, satte jeg dragen hen ved døren. Jeg tænkte, at uanset hvad det var, jeg havde set, så kunne det i hvert fald ikke skade at sætte drage-træet på vagt.

Resten af dagen brugte jeg på at skrubbe min veranda og savne Meise og øglerne. Jeg har besluttet mig for at lave skrivehjørne ude på verandaen. Jeg er blevet meget glad for at sidde på en tæppe på gulvet og skrive. Og det er gået op for mig, at jeg fungerer bedst, hvis jeg har en fast skriveplads. Adskillige af de langbenede Orb-edderkopper blev derfor verfet væk med kosten. Derefter blev alt skuret og skrubbet med rigelige mængder vand.

Da terrassen skinnede som en nyslået mønt, besluttede jeg mig for at slæbe min seng derud. Jeg er nemlig begyndt at sove ud på terrassen engang imellem, og jeg må sige, at det er en dejlig oplevelse at være så tæt på junglen. Ergo tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne flytte min seng permanent derud.

Men der havde jeg alligevel været for optimistisk. Da jeg endelig med møje og besvær skulle til at lirke sengen ud af terrassedøren, fandt jeg ud af, at sengebenene var for lange til at komme gennem døren. Og at hele operationen burde være udført af tre bodybuildede flyttemænd - og ikke et slapsvanset blegansigt som mig. Det tog mig yderligere en times tid at få lirket sengen tilbage til sin vante plads. Jeg var meget skuffet, for jeg elsker at bo i min seng - og det ville virkelig være hittet at have sengen ude på verandaen.

Det var lige akkurat blevet mørkt, da jeg havde stillet sengen på plads. Så jeg smed mig på den med et suk og en tændt cigaret. Og ud af øjenkrogen ... så jeg den igen. Og denne gang kan jeg i hvert fald sige så meget, at hvad der end er udenfor min dør, så er det ikke en hund. Men det er et sort dyr med gule øjne.

Jeg blev forskrækket. Og hvad der forskrækkede mig mere var, at Red røg op med samme hastighed, som jeg selv gjorde. Men han gøede ikke. Tvært i mod bakkede han baglæns hen mod mig, mens han kiggede på den sorte dørfirkant.

Det er et princip, at jeg nægter at lade mig skræmme i mit eget hjem. Så jeg gik i regnskovs-sheriff-mode, nappede lommelygten og styrtede hen til døren. Red gik med mig, og det gjorde mig mere modig, end jeg nok normalt ville have været. Men igen var der ingenting på trappen. Heller ikke noget under huset eller omkring huset. Der var en vandpyt på trappen, men om det var den samme vandpyt fra i morges - og om den kunne have noget med spøgelseshunden at gøre, har jeg ingen anelse om.

Hvad det end var for et syn, som min hjerne præsenterede mig for - så var der ikke noget at se i den virkelige verden. Red gik vagtsomt rundt med løftet hale og ditto ører, men heller ikke han fandt noget.

Vi gik tilbage til huset og jeg lukkede døren meget omhyggeligt efter mig. Hvilket er en fjollet ting at gøre, eftersom døren jo bare består af myggenet banket på et træskelet. Jeg vurderer at en lang negl eller en lillebitte lommekniv er cirka hvad der kræves, hvis man gerne vil ind i mit hus. Men det forhindrer mig altså ikke i at lukke døren, når jeg føler mig lidt utryg ...

Jeg tror nok, at det var spøgelseshundens tilbagekomst der rystede mig så meget, at jeg glemte alle mine sædvanlige sikkerhedsrutiner. I hvert fald besluttede jeg mig for at tage et hurtigt aftenbad, fordi jeg lugtede usædvanlig hampert - selv efter jungle-normer, hvor man altid går rundt og lugter en smule hengemt.

Derfor gik jeg ud i badeværelset og opdagede, at en eller anden havde hængt et mørkt, vådt håndklæde til tørre ud af vinduet.

At gøre den slags når man er omgivet af jungle, svarer nogenlunde til at stille et gratis fadølsanlæg op foran et kollegie. Det tiltrækker ...

I dette tilfælde edderkopper og skorpioner som er glade for at søge ly på fugtige og mørke steder. Og håndklædet havde hængt udenfor siden i går...

Men mine tanker var stadig koncentreret om spøgelseshunden, så jeg hev adspredt håndklædet indenbords, ind til mine fingre strejfede nogle insektben. Jeg har noteret mig, at insektben generelt er underlig ru og har en form for modhager eller sådan noget. I hvert fald reagerede jeg prompte med at holde håndklædet ud i strakt arm og ryste det grundigt. Jeg nærstuderede det - og der var intet insekt i håndklædet længere.

En af årsagerne til at jeg næsten aldrig bader om aftenen er, at badeværelset er af mørkt, tropisk træ. Derfor er det umuligt at se, hvilke spændende dyr man har selskab af, når man står med bar mås og tralalaller under bruseren. I begyndelsen da jeg boede i huset, var badeværelset klart det rum, der gjorde mig mest insekt-paranoid ...

Jeg hentede igen min uundværlige lommelygte og lyste lidt hist og pist. Men uden resultat. Hvilket undrede mig. Der havde helt sikkert været noget i håndklædet - men nu var det væk. Og tilsyneladende fuldstændig forsvundet.

Derfor smed jeg tøjet og trillede fredsommeligt ud i badeværelset igen. Jeg nåede lige at sætte foden inde for døren, så føltes det som om, at jeg blev stukket i foden af en ualmindelig stor og vital hveps. Det gjorde så ondt, at jeg hoppede rundt på et ben og skreg virkelig højt. Fordi det simpelthen hjælper at skrige. En ubehagelig stikkende smerte bredte sig derefter til hele foden - og så begyndte det at svide helt vildt.

Jeg bandede fælt, mens jeg humpede hen efter min lommelygte. Godt nok var mine fødder møgbeskidte, men jeg kunne ikke se noget som helst på foden. Den gjorde bare ondt. Jeg var helt sikker på, at jeg var blevet stukket af en skorpion, fordi det gjorde så ondt. Men badeværelset var så tomt som et politisk valgløfte.

Men det var fordi misæderen havde taget flugten ud i stuen. Da jeg kom ud fra badeværelset, sad han midt på gulvet og så ualmindelig diabolsk ud. En rimelig stor wolfspider på størrelse med en mindre underkop. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var ham, som havde sat kindbakkerne i min liljehvide fod. Jeg løb efter min edderkoppefanger, og min bevægelse fik ham til at tage flugten. Helt hen til døren til verandaen, hvor han stod og svajede ubeslutsomt frem og tilbage. Jeg benyttede øjeblikket til at finde min edderkoppe-fanger, som er en papkasse på en pind - og da jeg atter kiggede mod døren, var han væk.

Det fik mig til at bande værre end nogensinde. Vi taler simpelthen om møgbeskidte, sorte talebobler fyldt med knive og dødningehoveder. Jeg greb igen lommelygten og lyste under sengen og i alle kroge ovre ved verandadøren. De nada. Absolut intet spor af den onde overfaldskop.

Så jeg sidder nu i min seng med min stakkels, maltrakterede fod på en pude. Jeg håber, at wolfspideren er løbet ud. Og hvis han ikke er det, så håber jeg, at han holder sig væk fra min seng. Jeg vil dælme nødig bides engang til - for føj hvor gør det dog stadig ondt!

Til gengæld var det heldigt, at jeg fik kastet et blik på overfalds-koppen. For så vidt jeg kan se, var det en helt almindelig wolfspider, og ikke en brazilian wandering spider. For sidstnævnte er ualmindelig giftig. Jeg krydser dog fingre for, at det ikke er en af de edderkopper, hvis bid opløser vævet. For så er jeg altså lidt fucked.

Men min fod ser rimelig normal ud. Den er hverken hævet eller noget. Den gør bare ondt og svider. Som om jeg var blevet stukket af en stor hveps. Så jeg satser på, at jeg er frisk og fin imorgen.

Det eneste gode ved det her er, at jeg er temmelig sikker på, at synet og lyden af mig der hoppede splitternøgen rundt på et ben, mens jeg skreg højt, med garanti har jaget alt i nærmiljøet væk - inklusiv mærkelige spøgelseshunde ...