Rafael siger farvel - og Funky træder til

Min bedste ven i Puerto Viejo, min mexicanske vagabond - på vej mod nye eventyr ... <3

Det var faktisk allerede, da jeg stod og vaskede min morgen-kaffekop op, at jeg kunne mærke det. At denne her afsked kom til at nive. For pludselig stod jeg og snøftede ned i opvaskebørsten og syntes, at det hele var noget værre lort. Jeg fik den største lyst til at bande Puerto Viejo langt væk, fordi det er byen der giver dig alt - og tager det fra dig igen efter forgodtbefindende. I løbet af et døgn kan alting ændre sig. Pludselig er der nogen, der løber tør for penge og tager hjem - eller bliver grebet af videre rejsefeber - eller bare forsvinder. Man kan aldrig regne med, at folk bliver her særlig længe ad gangen. Og en del af mig synes, at det er slemt. Jeg er vant til at have totalt stabile venskaber. 

Jeg kan bare nævne Majse, som jeg har hængt ud med, siden jeg var tre år. Jesper, Stoffer og Myre som jeg mødte som 15-årig. Momme som kom ind i mit liv, da jeg var 21 år - for nu bare at nævne nogle af de mennesker, som jeg elsker. Jeg er slet ikke vant til at elske og blive forladt. Og jeg synes stadig det er svært. Nogle gange er det rigtig svært, og på dårlige dage kan jeg blive helt nærig og tænke, at det slet ikke kan betale sig at elske så meget, når folk bare skrider.

Der er også en anden ting, som jeg har fundet ud af. Det er meget nemmere at være den, der tager af sted og lader mennesker og liv bag sig. At være den der står og vinker til bussen, når andre tager af sted, er ikke spor rart.

Og pludselig forstår jeg også mine venner i Danmark meget bedre. For dengang var det mig, der var LeavingWoman og dem, der stod og vinkede farvel. Siden synes jeg, at jeg har vinket og vinket - og det er svært ...

Nogle gange føler jeg mig meget fristet til at være i bevægelse hele tiden. Aldrig at være så lang tid på et sted, at jeg når at knytte mig til omgivelserne og menneskerne. Tanken er tillokkende. Men jeg tror ikke, at det ville gøre mig lykkelig på længere sigt. Alligevel popper det jævnligt op i mit hoved - at være den evige vagabond ...

Men nu stod jeg altså og snøftede over min køkkenvask, fordi jeg skulle tage afsked med den mexicanske vagabond, som jeg var kommet til at elske så højt. Efter Sarah tog tilbage til Portland, kunne jeg mærke, at Rafael begyndte at blive rastløs. Jeg har hele tiden haft på fornemmelsen, at han var en vagabond i sit hjerte. Selvfølgelig har jeg lyttet til hans planer om at skabe et hjem for sig selv i junglen, men min mavefornemmelse sagde mig hele tiden, at han slet ikke var færdig med at vandre rundt i verden.

Derfor kom det heller ikke som en overraskelse for mig, da han fortalte, at han agtede at tage til Bribri for at joine et eller andet økologisk fællesskab. Jeg forsøgte ikke at tale ham fra det, for jeg vidste godt, at det økologiske fællesskab bare var næste skridt i Rafaels lange vandring.

Jeg var ikke glad. Nej, jeg var ej. Men jeg inviterede jeg ham på afskedsmiddag på den næstsidste dag, før han skulle af sted. For den sidste dag skulle han bruge på at pakke sine sparsomme ejendele, konstruere en form for rygsæk til dem - og rydde op i det sumpede kollektiv. Alle i kollektivet skulle ud. Stedet var kun lejet for en måned og udlejeren havde ikke lyst til at forlænge lejemålet.

Rafael havde underholdt mig med historier, om hvordan udlejeren meget uhøfligt brokkede sig over både dit og dat, når han kom forbi. Som altid sluttede Rafael endnu en udlejer-historie af med at sige:

"Han virker så utrolig anspændt," synes jeg.

"Han burde virkelig lære at chille lidt."

Det fik mig altid til at grine højt og råt. Hvis jeg havde begået en så fatal fejltagelse som at leje mit sted ud til en bande potrygende surferbumser og deres veganer-flippede damevedhæng - så var jeg sandsynligvis blevet gråhåret på den måned. Enten det - eller også havde jeg i afmagt taget den ene og slået den anden med. For til slut at sætte ild til hele bandens hoftelange rasta-frisurer ...

Rafael var stort set den eneste ordentlige fyr i hele det kollektiv, men han blev selv tiltagende sumpet af at være der. Så det er en mild underdrivelse at sige, at jeg ikke havde de højeste tanker om den flok bong-hoveder, han boede sammen med. 

At jeg sådan kan gå og tænke "tsk, tsk" over den slags, er et klart tegn på, at jeg ikke længere er ung og åben. Men derimod halvgammel, kynisk og knarvorn ...

Rafael tog glad imod min middagsinvitation og sagde, at han ville lave maden - bare jeg sagde, hvad jeg ville have. Og jeg betænkte mig ikke et øjeblik: Jeg ville have verdens bedste guacamole en sidste gang ...

Som altid da Rafael dukkede op, begyndte vi at speedsnakke. Jeg slog mig ned ved køkkenbordet, mens han hakkede løg og tomater til guacamolen - og lige pludselig var alt igen som i gamle dage. Jeg fortalte om mine skriverier, han fortalte den sidste nye udlejerhistorie ...

"Han kom bare ind - helt uden at banke på. Og han var knap nok nået frem til terrassen, før han begyndte at brokke sig," fortalte Rafael harmdirrende.

"Men det kan vel heller ikke betale sig at banke på. Så ville han jo aldrig blive lukket ind, vel?"

"Njaeh, nogen ville vel høre ham. Men han sagde, at vi svinede alt for meget og at stedet var en skandale."

"Hmmm. Hvor mange bor I der i øjeblikket?"

"Aner det ikke."

"Hvis I nu stillede jeres ryge-bong'er lidt væk, så ville stedet i det mindste ikke ligne en narkoman-rede ..."

"Narkoman-rede? Det er da ikke en narkoman-rede."

"Ok, hvor mange gange er der blevet røget i dag? Hvornår blev der fyret op under den første bong? Da første mand havde været vågen i et halvt minut? 20 sekunder?"

"Pffft," svarede Rafael syrligt, men forfulgte ikke emnet yderligere. I stedet sagde han roligt:

"Skorpion."

Det fik mig til at kigge op. Og ganske rigtigt: Henover køkkenbordet spadserede en stor, brun skorpion kækt af sted.

"Den fikser jeg," sagde jeg og indfangede elegant dyret i et plastickrus.

Skorpionens tilsynekomst fik os øjeblikkeligt til at vende tilbage til vores all time yndlings-emne: Junglen. Vi sludrede stadig om junglens mange fortræffeligheder, da vi smed os på sengen foran min computer.

Jeg havde lejet den første Indiana Jones-film, fordi jeg ganske enkelt følte, at Rafael blev nødt til at se den film. Fordi den har verdens bedste indlednings-scene: Der hvor Indiana Jones går ind i grotten i junglen. Med alle de vilde fælder og hans svigefulde assistent, der bliver spiddet. For slet ikke at tale om den rullende sten. Jeg elsker den indledningssekvens!

Mens vi gnaskede chips og guacamole, tonede Indiana Jones frem. Desværre havde jeg glemt, at Rafael har en meget realistisk side i sit væsen, som kommer frem på de mest ubelejlige tidspunkter.

I samme øjeblik jeg skulle til at sukke henført over min yndlingshelt, sagde han:

"Det er bare løgn. Fyren har en læderjakke på i junglen. Og tjek det lige ... der er slet ingen, der sveder."

"Schyyy ... nyd nu filmen ..."

"Hvorfor bliver de indfødte altid fremstillet som uvidende barbarer? Det er virkelig disrespektfuldt!"

"Hold nu kæft og tjek Indiana Jones. Han er lækker ..."

"Han er gammel. Og sikke en fjollet hat."

"Den hat er hans varemærke og flet så næbbet. Se, nu går han ind i grotten ..."

"Aj, men hvad er det dog for noget - sådan ville fugleedderkopper aldrig opføre sig. Og den art hører slet ikke til i regnskoven."

"Men det er vildt uhyggeligt ... sådan at der lige pludselig er fugleedderkopper over det hele."

"Det er mishandling! Deres bagkroppe kan flække, hvis man sådan bare verfer dem ned på jorden på den måde ..."
"Det VED jeg godt. Men det er en film!"

"Og selvfølgelig er hans dumme medhjælper sydamerikaner. Enten er vi narkohandlere eller dumme medhjælpere, når vi fremstilles af Hollywood. Det er virkelig endimensionelt"

"TI SÅ STILLE OG SE FILMEN!"

Og så så vi filmen. Det vil sige: Jeg så filmen. For Rafael faldt i søvn allerede inden Indiana Jones nåede til Egypten. Selv faldt jeg i søvn inden slutopgøret.

På dagen for Rafaels afrejse stod jeg møgtidligt op. For han havde sagt, at han ville tage en tidlig bus til Bribri, og jeg ville for alt i verden ikke misse at sige farvel til ham. Alligevel var jeg bange for, at jeg var for sent på den, da jeg hjulede ned ad vejen.

Da jeg nåede byen, rundede jeg det sumpede kollektiv og fandt kun to rasta-fyre, der sov branderter ud i hængekøjerne. Ellers var stedet tomt. Jeg hoppede op på cyklen og trampede meget hårdt i pedalerne, cirka samtidig med at cyklens ene håndtag faldt af. Med et drøn lå jeg på jorden og våndede mig. Det fik mig til at bande så højt, at den ene rasta-fyr åbnede øjnene og stirrede målløst efter mig, da jeg vredt hjulede væk.

Turen ned til busstationen blev tilbagelagt på rekordtid, og stor var min lettelse, da jeg kunne se Rafaels velkendte skikkelse sidde og læse i en bog.

Han rejste sig op og indfangede mig i et knus og jeg kiggede på hans rygsæk-løsning, som bestod af to sammensurrede spande, som han havde sine ting i.

Når man har nul penge og stor opfindsomhed, ser ens bagage - og alt hvad man ejer - sådan ud ...

Egentlig sagde vi ikke så meget til hinanden den morgen. Rafael forærede mig tre fuglefjer, og da han gik over for at spørge, hvornår bussen dukkede op, listede jeg 30.000 colones ned i hans taske, så jeg var sikker på, at han ikke ville være helt på røven, hvis noget uforudset dukkede op.

Rafael havde mødt to andre mexicanske fyre, som også havde tænkt sig at joine øko-kollektivet i Bribri, og det gjorde mig lettet. Så var Rafael i det mindste ikke helt alene. Og eftersom han nu havde nogle at følges med, takkede jeg af og sagde farvel til ham.

Lige pludselig blev det hele meget akavet og sørgeligt. Men da vi slap hinanden sagde jeg:

"Hvis du nogensinde kommer i tvivl om noget, så ved du godt, hvad du skal tænke, ikke?"

"Jo," sagde Rafael og smilede så meget, at hans ansigt lyste helt op.

"Hvad ville Aleister Crowley have gjort?," sagde vi begge to i kor og grinede højt. Og godt det samme - for ellers havde det været alt for sørgeligt at sige farvel. 

I tvivl om noget? Spørg dig selv, hvad Aleister Crowley ville have gjorde i den pågældende situation ...

Mit knæ gjorde afsindig ondt og mit hjerte det samme, da jeg cyklede hjem. Så jeg slog et smut indenom Puerto Viejo Bakery og købte kage, croissanter og alle mulige andre trøstespise-ting.

Folk der bor her i Costa Rica vil vide, at Bribri er en røvkedelig, lille flække, der ligger inde i landet - ikke særlig langt fra Puerto Viejo. Men den kunne lige så godt ligge på månen, for Rafael har hverken mobiltelefon, computer eller noget som helst andet, som kan holde ham i kontakt med omverdenen.

Funky var i mit hus, da jeg kom hjem. Og han var klog nok til ikke at sige noget, mens jeg lavede kaffe og snøftede henne ved køkkenbordet. Derefter indtog jeg et morgenmåltid der stort set kun bestod af smør og sukker-ingredienser, drak to krus meget stærk kaffe og kæderøg tre cigaretter.

Derefter var jeg så tilpas styrket, at jeg kunne tænke. Desværre var det ikke de allermest muntre tanker, der meldte sig.

"Åh gud," sagde jeg så højt og i så dramatisk et tonefald, at det gav et gib i Funky.

"Hvad nu hvis vi har sendt Rafael lige i armene på en seriemorder? Hvad hvis der slet ikke er noget økologisk kollektiv? Hvad nu hvis det er en fyr, der laver snuff-film?"

"Hvad ved du om det der kollektiv," spurgte Funky i et sagligt tonefald.

"Ingenting," hvinede jeg.

"Det ligger udenfor Bribri og fyren bekender sig til en eller anden religion, som jeg ikke kan huske, hvad hedder. ÅH GUD! Hvad nu hvis Rafael falder i kløerne på en flok religiøse fantaster, som hjernevasker ham? Åh gud, åh gud, åh gud."

"Lad mig lige opsummere det her, MissEva. Du har netop sendt din bedste ven til Bribri uden at vide noget som helst om, hvad han egentlig skal der ..."

Funkys øjenbryn røg helt op i panden, mens han kiggede på mig.

"Faldt det dig slet ikke ind at spørge ham?"

"Jo, selvfølgelig. Det er noget med en stor grund. Og så dyrker de økologiske grøntsager og sådan noget ..."

"Du ved ikke mere end det?"

"Njaeh ... måske kommer jeg i tanke om fyrens navn på et tidspunkt."

"Det er utroligt," buldrede Funky.

"Hver gang jeg ser jer, snakker I i munden på hinanden. Altid knævrer I. Men du aner faktisk ikke, hvor han er taget hen?"

"Selvfølgelig ved jeg det. Han er taget til Bribri. ÅH GUD - han er illegal immigrant, han er ung, han er pæn - han er simpelthen det oplagte offer for en eller anden galning. Jeg mener: Hvem ville savne en illegal immigrant. Officielt eksisterer han slet ikke."

<3

På det tidspunkt havde jeg hidset mig så meget op, at jeg havde tændt to cigaretter, som begge to lå og ulmede i askebægeret, mens jeg selv nærmest løb på

(myggenets-)væggene.

"Prostituerede, hjemløse, illegale immigranter - de er de perfekte ofre. Ingen savner dem - og ved du egentlig, hvor mange der forsvinder sporløst hvert år i Costa Rica? RIGTIG MANGE! Og politiet gør ikke noget, for det skader turismen, hvis den slags kommer frem. Tænk lige, hvor nemt det er at skille sig af med et lig på disse kanter. Gribbene kan fjerne alt på under to dage. Robert Pickton i Canada myrdede mere end 50 prostituerede, før han blev pågrebet. Og det var endda i Canada - som er et civiliseret land. Og våbenlovgivningen i Costa Rica er næsten som i USA. Og har du nogensinde læst om backpacker-morderen fra Australien? Og vi er i en region, hvor strisserne er korrupte og hvor narkoen flyder og lovløsheden hersker. Og vidste du, at der faktisk har været en seriemorder i Puerto Viejo? William Holbert! Og han myrdede løs, inden han blev pågrebet i Panama. Og se også, hvad der sker i Ciudad Juaréz - kvinder bliver myrdet flæng. Narkokrig! Ragnarok! ÅH GUD - STAKKELS RAFAEL!!!"

"MissEva," buldrede Funky og satte mig ned på køkkenbænken med et hårdt tryk på min skulder.

"Nu ryger du de to cigaretter og trækker vejret et øjeblik. Glem ikke at Rafael er et voksent menneske, der er i stand til at klare sig selv. Ikke ulig dig som jo er ..."

Her slog Funky ud med hænderne og sagde med en brægende, lys stemme der helt sikkert skulle forestille at være en parodi på mig,

"... en fri, uafhængig, feministisk kvinde, der kan finde på at gå alene hjem om natten fra Puerto Viejo. Hvis du spørger mig, er dig og Rafael lige tossede. Men jeg tror dog ikke, at der sker ham noget. Dertil er han alligevel for streetwise. Lige nu finder jeg ærlig talt dit indgående kendskab til verdens ondskab og dine fordomme over for Sydamerika mest bekymrende. Slap af - jeg ringer til dig senere."

Og med de ord udvandrede min lille venezuelaner med raske skridt og den sorte paryk stående som en anarkistisk sky omkring hovedet.

Resten af dagen brugte jeg på at æde mig gennem de sukkersøde forsyninger fra bageriet, samt ryge cigaretter og forestille mig, hvilke forfærdelige ting, der kunne overgå Rafael. Jeg havde besluttet mig for at tage til Bribri og kigge efter ham, da telefonen ringede tidligt på aftenen.

"MissEva," lød det i den anden ende. Cognacstemmen var ikke til at tage fejl af ...  

"Det er utroligt, så tidskrævende du egentlig er. Jeg har spurgt mig omkring, og jeg kan fortælle dig, at Rafael er helt okay og i de bedste hænder. Jeg kender David, som ejer den ejendom og det kollektiv, som Rafael er taget til. Han er ven af en af mine meget gode venner her, og jeg kan garantere dig, at han ikke er seriemorder, snuff-film-instruktør eller nogen af de andre, frygtelige ting som din fantasi har skabt. Jeg kan endvidere overbringe en frisk hilsen fra Rafael - han er kommet godt frem og har det godt!"

"Plllfftt?!," var den eneste lyd, der kom ud af min mund.

"Selv tak," lød det tørt i den anden ende.

"Jeg formoder, at du har brugt hele dagen på at ryge og drikke kaffe og bekymre dig. Så jeg vil stærkt anbefale dig, at du ifører dig noget tøj og kommer herind. Om jeg fatter, at du har overlevet i så mange år. Du er jo ikke i stand til at sørge ordentligt for dig selv. Kom ind til restauranten. Jeg har frisk fisk!"

Og med de ord blev røret lagt på.

Jeg stod og kiggede lidt på min telefon, før jeg satte mig på sengen og gav tårerne frit løb. Jeg tudede over at have mistet Rafael, jeg tudede over at have fundet Funky - og så tudede jeg også lidt over det hele, sådan i almindelighed.

Da jeg rejste mig igen for at gå ud og tage et brusebad, gik jeg over til computeren og satte et helt særligt musiknummer på. Et Love Shop-nummer selvfølgelig:

Love Goes On Forever ...