Gode gæster og en gardinprædiken

Beklager, men jeg har ikke rigtig fået taget billeder til denne post. I stedet må I nøjes med dette krukkede billede af mig. Nej, jeg kan ikke se normal ud, når jeg tager billeder af mig selv ... der skal lige poseres lidt 

Jeg er så mega-glad i disse dage. I nat oplevede jeg mit første, tropiske uvejr (Mere om det senere) og i dag gik det for første gang i sit fulde omfang op for mig, at min gode ven Jesper Brandstrup lander i Costa Rica om mindre om en uge.

Vi har godt nok sms'et i vildskab om alt muligt vedrørende hans rejse, men jeg tror ikke, at det helt er gået op for mig at han kommer ... før nu ...

Min første erindring om Brandstrup er et snapshot af ham, der står fuldstændig verdensfjernt i et klasselokale på Ringsted/Sorø Handelsskole og leger med snoren til rullegardinet. Det var en af de første dage, og jeg var stadig igang med at goutere at være på en skole, der udseendesmæssigt lignede et åbent fængsel og som var fyldt med mennesker på min egen alder.

Jeg kom fra Terslev Skole, så at gå på EFG var mit første skridt ud i den store, virkelige verden. Desværre var det en røvkedelig verden med fag som samfundsøkonomi, maskinskrivning og bogføring på skemaet. Men til min store fornøjelse fandt jeg dog langsomt ud af, at rigtig mange udmærkede mennesker på skolen delte min holdning til stedet. Så i stedet for at følge med i timerne, besluttede vi os for at få det bedste ud af det på et personligt plan, om jeg så må sige.

Brandstrup var et af de mennesker, der havde denne sunde holdning til skolelivet, så vi klikkede øjeblikkeligt og brugte et helt år på at føre lange brevkorrespondancer i maskinskrivningstimerne. En af de ting som står sikkert opbevaret på min fars loft i skrivende stund, er den enorme kasse med mærkelige breve, som jeg har modtaget gennem livet. En del af dem er fra Brandstrup ...

Sidste gang vi var til et arrangement sammen, havde jeg lokket ham til et Mixed Martial Arts Stævne i Hvidovre. Hvilket kort sagt går ud på at sidde med en fadøl og sige "Håhr-håhr-hårh" og "Uh, uh, uh" mens halvnøgne mænd skiftes til at smadre hinanden i et bur på en scene.

Det er brutalt voldeligt og excellent underholdning. Og jeg tror, at Brandstrup var den eneste mand i hele hallen den aften, der ikke havde en tatovering.

I dag da jeg sad og hang i hængekøjen gik det op for mig, jeg rent faktisk har muligheden for at få en helt fantastisk oplevelse med Brandstrup. At hans ophold her kan blive en af de oplevelser, som vi vil vende tilbage til igen og igen, når vi bliver gamle og sidder på en veranda og pimper portvin.

Brandstrup har aldrig været i troperne. Og selvom jeg har været verdens ringeste opdagelsesrejsende, så har jeg et forspring, som Brandstrup ikke har: Jeg lader mig ikke længere intimidere af omgivelserne. Jeg har nogenlunde regnet møntfoden ud og ved, hvad tingene koster. Jeg har styr på vejenes beskaffenhed i Costa Rica - og jeg har alligevel kørt en del rundt i landet. Så selv om jeg stadig ikke ved, hvor de berømte vandfald i nærmiljøet befinder sig, så ved jeg lige præcis nok til, at det her kan gå hen og blive vildt sjovt!

Først og fremmest har jeg besluttet, at jeg skal have fat i en lejebil. På den måde slipper han for al det stress og pres der er ved at lande i en ny by og hverken vide ud eller ind.

For jeg henter ham i lufthavnen. Så kan vi enten tage en nat hos Anna, eller indlogere os på et på et eller andet mærkeligt hotel for natten. Udover at det ville være spild af et helt fantastisk roadtrip at køre til Puerto Viejo om natten, så ville det også være potentielt livsfarligt efter min mening. Bjergene og de lastbiler, der kører fra Limón til San José er alt for vilde at deale med, når det er mørkt.

Men der er jo faktisk ingen grund til, at vi absolut skal ræse til Puerto Viejo lige med det samme. Vi kunne jo lige aflægge Miss Pacific et lille besøg.

Vi kunne jo lige tage en enkelt dag og aften af easy living på Stillehavskysten. Bade lidt i det venlige hav og snuppe et par aftendrinks på et lokalt sted med udsigt over havet. Det ER en mulighed.

Men når vi lander i mit regnskovshus, så er det ensbetydende med, at vi har taget turen over bjergene og langs den caribiske kyst ned til Puerto Viejo. Og den tur er så vild. San José er en lukket labyrint. Så alene at slippe ud af byen, er en kæmpe udfordring, som nok skal bringe sjove og frustrerende oplevelser med sig.

Når man endelig slipper San José og er på den rigtige vej, så kan man slå hjernen fra og nyde de næste timers kørsel. Opad, opad - lige indtil luften bliver klar og skarp og små kølige regnbyger trommer emsigt mod ruden.

Udsigten er bjerge med tæt regnskov, hvor skyerne hænger tungt om regnskovene. Derefter går det nedad igen og langsomt bliver det varmere og mere fugtigt. Man smider trøjen, som man havde på i bjergene og man kører gennem junglen, gennem enorme bananplantager, mens solen for alvor begynder at brænde. Store fabrikker der leverer ananas og alskens tropiske frugter til resten af verden dukker frem og ligner bygninger fra en tropisk udgave af Bladerunner.

Faktisk virker alt fremmedartet og man føler sig lidt som hovedpersonen i en virkelig god film!

Man kører over broer med småfloder brusende dybt under sig og alting er grønt, mens jorden har en mættet, rød farve som øjnene godt kan lide at dvæle ved.

Derefter Gøglercity aka Puerto Viejo hvor det stort set kun er hovedgaden, der er asfalteret - og så regnskoven.

Jeg ved, at Brandstrup vil være skuffet over regnskoven, lige når han ser den. Han vil ikke finde den smuk eller fascinerende i første øjekast. Men når mørket falder på og vi sidder og slår mave efter den ualmindelig store bøf, som jeg har tænkt vi skal have den første aften - så vil han begynde at lytte til den. Jeg har tænkt mig, at han skal have tjansen med at verfe dyr ud den aften - og jeg ved, at han vil være lige så fascineret over, hvor mærkelige dyrene og insekterne er, som jeg er.

Hvis jeg havde en connection til vejrguderne, ville jeg bestille et tordenvejr til den første aften!

Næste dag har jeg tænkt mig, at han skal ligge i hængekøjen hele dagen og jeg skal bare sørge for at holde ham kørende med læskedrikke og snacks. For Brandstrup trænger virkelig til at tilbringe en dag i hængekøjen. Og når mørket falder på og ildfluerne begynder at svirre, så er jeg ret sikker på, at han er lige så forelsket i skoven, som jeg er.

Og så er der fri leg. Jeg mangler stadig at udforske fjernomgivelserne, og det glæder jeg mig til at gøre i godt selskab. Vi skal nok se vandfald, og jeg kunne godt forestille mig, at Brandstrup lokker mig til canopying eller andre lidt actionprægede ting.

Det bliver fedt, fedt, fedt - and I get to speak danish all the time, which I really look forward to ...

Når Brandstrup så er taget afsted, får jeg ikke mulighed for at dvæle særlig længe. For på det tidspunkt skal jeg rykke mig selv ud af Costa Rica, fordi jeg har været i landet i næsten tre måneder. Mit turistvisum udløber og for at få det igen, skal jeg være ude af landet i 72 timer.

Det betyder, at Carla og mig nok tager en tur til Panama. Jeg legede ellers nok så fint - og det var dælme rart at lege med dén tanke - om at tage et fly til Mexico City for at hænge ud med min ven, Kenny, som bor der. Da jeg rejste til Costa Rica, inviterede Kenny mig til at mellemlande i Mexico City, så vi kunne have et par gode dage sammen. Men på det tidspunkt var jeg slet ikke mentalt parat til andet end at tage direkte til Costa Rica, fordi jeg var skrækslagen over alt det, som jeg sikkert skulle igennem.

Men nu er tanken begyndt at melde sig igen. Kenny er en gudsbenådet fotograf og en yderst sød og følsom mand. Jeg kunne meget godt forestille mig, at Mexico City ville være en fed oplevelse i hans kyndige selskab.  

Imidlertid vil jeg ikke købe en flybillet for at være væk så kort en periode. Det ville nemlig blive en kort periode, for cirka en uge efter Brandstrups afrejse, lander Momme i San José ...

Da Momme og jeg kastede vores første blik på hinanden, tænkte vi begge to "Hende kommer jeg aldrig til at tale med." Stedet var et journalistkursus i Århus. Vi var begge i begyndelsen af 20'erne og jeg kiggede på denne her pige, som var klædt med klassisk elegance i stærke farver. Hun havde flammerødt hår, var ikke bange for at sige sin mening højt - og havde et "Stem på V"-klistermærke på sit brilleetui ...

Momme - har hun fortalt mig - så en en odd type i afklippede jeans, netstrømper, oversize skovmandsskjorte, Dr. Martens-støvler og en hård attitude til omverdenen. Åh ja, det var i de glade grunge-dage.

Jeg kan ikke huske, hvad der fik os til at snakke - men vi blev uadskillige efter et par uger. Mig og Momme har virkelig været rundt om mange ting sammen.Vi arbejdede også sammen i en periode og vi nåede at slide hinanden fuldstændig op, som det kun sker i meget passionerede forhold. Derefter så vi ikke hinanden i et par år, men pludselig en dag passerede vi hinanden på en rulletrappe i mit lokale supermarked. Vi gik prompte ud og drak en kop kaffe, mødtes næste aften og drak en million cocktails - og genoptog et venskab, som er en evig kilde til taknemmelighed i mit sind.

Momme inspirerer mig, glæder mig og lærer mig meget.

Og hende får jeg på tomandshånd i 14 dage! Og selvfølgelig skal vi også have en bil, mens hun er her. Vi har altid dyrket at tage på roadtrips sammen. Faktisk har vi været Danmark rundt på roadtrip, og det står stadig som en af de fedeste rejseoplevelser, jeg har haft.

Jeg får travlt med at finde en udlejningsbil - for jeg har en meget vigtig mission: Jeg skal sørge for at finde nogen hjul, som giver mulighed for at man kan tilslutte en iPod til stereoanlægget!

Kære læsere - alle jer der kører bil - I kender det godt, ikke? Bilmusik-magien. Det kan være på vej hjem fra arbejde, hvor radioen spiller et virkelig fedt nummer. Og pludselig får man - så længe nummeret varer - den fornemmelse af, at alting er helt ok. At man er tilstede her og nu. At arbejdet er forladt, at man er i bevægelse - og at det bare er rart at være til.

Som da Annas radio spillede George Michaels 'Careless Whisper' for fuldt blæs, mens vi var på vej over en høj bro med udsigt til bjerge og en flod, hvor adskillige skilte advarede om, at der var krokodiller.

Eller som en af de tidlige forårsdage dengang jeg havde fotostudie i Nordvest, hvor varmen havde lokket alle udenfor, og jeg kørte ned ad Frederikssundssvej med den klassiske albue i det åbne vindue og Ministrys 'Khyber Pass' blæsende ud i nærmiljøet.

Bilmusik er godt!

Så lige nu har jeg faktisk nogle virkelig fornøjelige dage forude. Og min spanskundervisning må blive derefter - hvilket vil sige, at den må vente.

Men det betyder ikke, at jeg er helt tabt bag vognen. Jeg er begyndt at terpe gloser meget intensivt - og i går overhørte jeg en samtale, som jeg forstod! Det var faktisk, da jeg indleverede mit vasketøj til et vaskeri. Vaskerier er almindelige på disse kanter. Ikke møntvaske - men sådan noget med at gå ned til et hus, hvor der ligger en masse frisk vasketøj på et bord og somregel er der en stor, rund, sort dame som virker utrolig powerfull, som tager dine tre bæreposer. Og sådan var det også i det her tilfælde.

Mens jeg i mit stille sind krydsede fingre for, at min silkenederdel ville overleve turen, kunne jeg høre kvinden levere vasketøjet videre med en ordre om, at dette ikke var fra et hotel - og derfor skulle have ekstra attencion.

Hun tilføjede oven i købet, at hun mente at jeg boede her, for hun havde set mig på min cykel mange gange - hvilket åbenbart betød, at mit vasketøj blev behandlet ekstra nænsomt.

Det håber jeg - for jeg har ikke hentet det endnu.

Hvilket bringer mig videre til et af mine yndlingsemner - ja, I gætter rigtigt! - regnskoven.

I går var jeg i Puerto Viejo. Jeg er blevet utrolig sød ved mig selv efter min lille sjælerejse. Jeg sov jeg hele formiddagen væk. Jeg var godt nok vågen ved solopgang og drak en kop kaffe. Men det føltes så utrolig rart at smutte under sovetæppet igen. Jeg havde vilde, vilde drømme og vågnede ved 12-tiden. Normalt ville jeg have punket mig selv for at sove halvdelen af de lyse timer væk. Men i stedet var jeg sådan "Nårh, du har nok trængt til det, hva?" Mens jeg klappede mig selv kærligt på hovedet.

Så tog jeg til Puerto Viejo og spiste quasadillos på min yndlingsrestaurant, mens jeg lagde et blogindlæg på.

Jeg kender efterhånden folkene i den restaurant, og vi har lavet en aftale om, at de skal være ærligt overfor mig omkring vejret. Normalt giver de bare turisterne ret i, at det er varmt. Men siden jeg sagde, at jeg virkelig var interesseret i at høre, om det rent faktisk er varmt eller ej, har de været ærlige.

Som forrige gang da jeg slæbte mig derind og stønnede "Det er virkelig varmt idag, hva?"

Og tjeneren - som jeg stadig ikke ved, hvad hedder - kiggede på mig og sagde

"Helt ærligt - det er bare fordi du er et æsel at være ude i middagsheden. Det er ikke mere varmt, end det plejer at være."

Men igår gav de mig allesammen ret i, at det var en usædvanlig varm og trykkende dag.

Og hele byen bar præg af det. Folk sad i skyggen og i restauranternes barer og drak kaffe eller kolde øl og hang. Turisterne var også trukket væk fra solen og selv de kulsorte nigaraguanske gadehandlere sad i skyggen og slappede af.

Jeg cyklede hjem med en fornemmelse af, at luftfugtigheden var så tyk, at jeg kunne skære i den. På vej hjem landede der et par regndråber på mig. Store, varme pletter af vand som bare blandede sig med sveden på ryggen og silede ned ad mig.

Da jeg nåede mit hus, var jeg gennemblødt. Så jeg iførte mig fluks mit hjemmedress, hvilket er et par pyjamasbukser i silke og en underkjole i ditto.

Silke er det bedste materiale at iføre sig i dette klima. Det er let som en fjer, det absorberer fugt på en utrolig behagelig måde - og når man vasker det, kan faktisk tørre til næste dag.

Intet andet kan tørre her i regnskoven. Jeg kan godt fantasere om tørt tøj engang imellem, for håndklæder, jeans ... ja, næsten alt forbliver småfugtigt.

Faktisk er her så fugtigt, at en virkelig gennemsvedt bomuldsbh kan blive muggen på under en uge ... (Undskyld til jer, der læser blogs mens I spiser frokost)

Mens jeg stod og lavede mad til Red og Carla, kom regnen. Fra det ene øjeblik det andet. Den overdøvede alt andet med sin trommen mod taget og mod bladene udenfor.

 Ikke et tropisk uvejr - men bare dagsregn i junglen ...

Og så rullede tordenen ind over skoven med sine mægtige kræfter. Lynene fik på bedste Hitchcock-maner de elektriske lys i mit hus til at blinke ildevarslende.

Jeg havde været træt hele dagen og havde egentlig planlagt at gå tidligt i seng. Men jeg kunne slet ikke sove. På grund af støjen og fordi jeg slet ikke havde lyst til at sove.

Lynene flashede gennem mit bladtag og oplyste alle silhouetterne i regnskoven. Og selv om det regnede, blev det ikke en meter køligere. Tværtimod peakede luftfugtigheden til et niveau, hvor det føltes som om, at den rørte ved en. Ja, okay - jeg er understimuleret med berøringer. Og al den hede og fugt føltes som et kærtegn mod min hud. Jeg nød det intensivt.

Pludselig slog lynet ned i nærmiljøet og afstedkom et fuldstændig vildt tordenskrald. Og Red - min hundehelt, min redningsmand og min private Jesus - blev faktisk utryg. Jeg troede ikke, at Red kunne blive bange for nogetsomhelst i hele verden, så da han hoppede op i min seng, nænnede jeg på ingen måde at gøre andet end at lægge armen om ham.

Og der sad vi så. Carla lå i mit skød, jeg havde armen rundt om Red, mens tordenvejret bare kørte det vildeste trip på os. Det var så fedt, så fedt at jeg stadig mangler ord til at beskrive det. Mit hus rystede bogstaveligt talt under tordenskraldene, lynene kørte hele horisonten rundt og regnen bankede som maskingeværsalver mod mit tag.

Omkring klokken to lavede jeg mig en god kop kaffe og gik ombord i de croissanter, som jeg havde købt hos den gode bager i Puerto Viejo. Og da jeg tog den tredje bid af croissanten gik det op for mig, at bagerdamen havde misforstået mine instrukser.

Jeg havde fået chokolade-croissanter istedet for almindelige croissanter! Smagen af fed, sød chokolade kombineret med alle de andre ting der skete omkring mig, kørte mig bare direkte i velværehimmelen. (Ja, selvfølgelig delte jeg croissanterne med Red og Carla, hundevenner der læser dette!)

Jeg tænkte ikke over det, mens det stod på - men næste dag og lige siden har jeg spekuleret ret meget over det. Naturen er heftig på disse kanter. Og dengang jeg var i Danmark, var jeg da rimelig informeret om klimaforandringer og hvad har vi. Men som jeg nævnte i et af mine tidligere blogindlæg, så var det først synet af det Caribiske Ocean, som fik mig til at forstå begrebet tsunamier.

Og lige sådan er det også mit første tropiske tordenvejr der får mig til at forstå klimaforandringerne. Denne her verdensdel er rimelig cool omkring mange ting. Tico'erne tager det faktum at en tornado kan øde ødelægge deres hus - og nogle gange gør det -  med rimelig ro. De ved, at den slags kan ske - sådan er livet.

Huse der ikke bliver rimelig hysterisk vedligeholdt bliver ædt af junglen. Lægerne i hovedgaden i Puerto Viejo reklamerer med, at "De er eksperter i slangebid og har modgift mod selvsamme på lager."

Vejen mellem Limón og San José bliver jævnligt oversvømmet med det resultat, at ingen kan komme frem eller tilbage mellem de to kyster. Og jeg kunne blive ved i samme rille ...

Vejret har altid været vildt på disse kanter. Men hvis vejret ændrer sig den mindste smule, så bliver det svært. Kan I huske regnskyllet over København sidste år, mens der var Roskilde Festival? Kan I huske, hvordan hele byen nærmest var i undtagelsestilstand i flere dage?

Tag den regnskylle, gang den med hundrede - tilsæt en rask tornado eller en lille cyklon. Så begynder vi at nå Costa Ricas niveau.

Læg dertil en skrøbelig infrastruktur, et land hvor en ikke ringe del af bruttonationalproduktet er baseret på landbrug - eksport af blandt andet ananas og bananer ... og så selvfølgelig turisme.

Jeg er her, og som jeg sidder og skriver dette har jeg udsigt til det Caribiske Hav. Hun viser bigtime tænder idag og minder mig om, hvilken ustyrlig naturkraft, jeg bor i nærheden af. Selv surferne tør ikke lege med hende idag ...

Efter regnvejret og en dagsregn er her oversvømmelser og fyldte vandgrøfter allevegne. Naturen er vild på disse kanter. Og den må helst ikke blive meget vildere, for så er der s'gu risiko for, at det hele bryder sammen.

Prognoserne for Costa Rica er sorte, hvis vi fortsætter med at svine jordkloden til i samme tempo som nu. Især den caribiske kyst vil blive ramt - og hele Centralamerika som helhed vil betale en høj pris for det vilde vejr, som vil medføre klimaflygtninge og steder som enten tørrer ud eller drukner i regnvand.

Hvis Centralamerika fra dags dato stopper med at udlede Co2, så vil det ikke ændre en meter i det samlede billede. For Centralamerika udleder i forvejen så lidt Co2, at de udgør så lille en procentdel af den samlede udledning, at deres indsats ikke kan gøre en forskel.

Det er Europa, USA og vist også Kina, som skal til at tage sig sammen.

Og ja, nu går jeg fuldstændig i prædikantmode ... Men efter at have tilbragt to måneder i dette land og sludret med folk og fæ, så er det fan'me forstemmende at læse endnu en avisartikel om nogle forskere der tvivler på, at jorden er ved at gå rabundus, fordi vi sviner.

For folk der bor her, er det en realitet allerede nu. Vejret er blevet vildere, mærkeligere og mere uforudsigeligt. Og det fortsætter bare ...

Nicaragua - som i forvejen er et fattigt land - har én flod som drikkevand til de mennesker, der bor i landet. Well, den flod bliver mindre og mindre måned for måned. As we speak ...

Har jeg en løsning? Nej, det har jeg ikke. Måske at leve en lille smule mere beskedent. Måske at lade være med at købe, købe, købe hele tiden. Måske at forsøge at finde miljøvenlige løsninger, hvor det er muligt. Måske at tænke sig om og lade være med at købe den der med, at klimaforandringer er en naturlig forandring som verden har oplevet i tusindvis af år. Denne her forandring har vi selv skabt. Og jeg synes vi skylder at tage det alvorligt, at hele befolkninger nu er i farezonen på grund af det.

Og inden jeg kvæler mig selv i min egen glorie, så bliver jeg nødt til at bryde samme og sige, at lige nu ønsker jeg mig mere end noget andet ... en bil. Argh!