Bedst som jeg endnu engang lå og dasede i min hængekøje med Carla, kom jeg pludselig til at kigge ned. Under min hængekøje og på næsten halvdelen af min terrasse bølgede et tykt tæppe af små, sorte myrer.
De havde ikke bare formet en myresti op ad min dør, men en gedigen motorvej, som de havde fortsat op på mit tag for at foretage sig ... ja, det aner jeg ikke.
Eftersom det ville være utrolig dumt at springe op i nærværende situation nøjedes jeg med at gynge overrasket frem og tilbage, indtil jeg endelig fik den brilliante idé at feje mig en sti med bagerposen som tidligere havde indeholdt chokoladecroissanter.
Dette var helt klart en sag for regnskovssheriffen! Normalt tolererer jeg fint de store myrer med de guldfarvede bagkroppe der meget ofte - enkeltvis - nynner rundt på mit gulv. For slet ikke at tale om, at jeg har vænnet mig til at være hovedpersonen i en Anders And-tegnefilm hver eneste gang jeg efterlader noget på køkkenbordet.
Max. ti minutter efter jeg har glemt en krumme på køkkenbordet, kommer der en mindre flok af små myrer, som ganske enkelt stjæler min mad. De kan sagtens være ti - 15 myrer om at bære en krumme, og de er altid omringet af fire - fem soldatermyrer med solide kindbakker. Så kan jeg sidde ved mit bord og kiggge på at min mad bliver båret op ad væggen og op i taget.
Jeg synes også, at jeg har en fin forståelse for at bladmyrerne og jeg forsøger at holde os ude af hinandens liv. De er så flittige, bladmyrerne. Og jeg kan virkelig godt lide at kigge på dem. Men vi hænger ikke ud sammen.
Hver aften når jeg kommer hjem til huset er det også en fast tradition, at jeg tager trappen i tre spring, og mens jeg i et kort øjeblik standser for at skyde slåen fra døren, danser jeg en sindssyg quickstep. (min dør kan kun lukkes med en slå udefra. Men ikke indefra ...)
Vel inde i huset smider jeg alt, hvad jeg har i hænderne, skovler flip-flopperne af med to velrettede spark, hvorefter jeg hastigt børster soldatermyrerne af mine fødder. Bagefter griber jeg Carla og trækker altid otte - ti afsindig rasende soldatermyrer ud af hendes fodduske.
Hvis vi har været særlig uheldige, dulmer vi vores bid med koldt vand og læbepomade. Men det slår aldrig fejl - uanset hvor forsigtigt og hensynsfuldt jeg færdes på skovstien efter solnedgang, er der altid horder af soldatermyrer, der beslutter sig for at slå mig og Carla ihjel meget langsomt. Begyndende med henholdsvis fødder og poter.
Men der er NO WAY - no way siger jeg - at jeg vil have en myre-motorvej ind i mit hus.
Vel inde i huset besluttede regnskovssheriffen at tænke lidt over sagerne. Jeg må desværre indrømme, at tanker som "myregift" og "slå ihjel om nødvendigt" passerede mine tanker. Sådan er vi John Wayne-typer undertiden - tænker overilet, skyder først og spørger bagefter ...
Men med døren lukket og ingen myrer i huset, henfaldt jeg imidlertid i den sædvanlige zen-agtige sindstilstand, som præger mig her i regnskoven. Jeg kom i tanke om en myre-historie jeg hørte fra ganske nyligt, som skulle være ganske sand.
Det var denne her amerikanske fyr, som sammen med sin kone havde købt et hotel ude i regnskoven. Naturligvis med henblik på at give turisterne en rigtig, autentisk jungleoplevelse. Med sig til Costa Rica bragte han en lille, fjollet hund på størrelse med Carla.
En morgen vågner han ved, at hunden skriger i vilden sky. Han tumler ud af sengen og løber i retning af lyden.
Da han kommer udenfor ser han et sort, bølgende tæppe af myrer - vel ti meter i bredden - med retning mod hans hotel.
Hans lille hund hyler, fordi den har været så dum at sætte en fod for tæt på myretæppet og er derfor dækket med aggressive hærmyrer. Vor amerikanske ven sætter ligeledes i et hyl og tilkalder på den måde en af sine nærmeste medarbejdere - en kvinde som er opvokset med junglen og kender den.
Hun kaster ét blik på scenariet, griber hans hund og smider den i swimmingpoolen og råber: "Få gæsterne ud - NU!"
Gæsterne kommer ud af bagvejen, for hele facaden af hotellet er allerede et bølgende tæppe af myrer. Og alle står og kigger stumt på, hvordan hotellet ganske langsomt bliver indhyllet af myrer.
Vor amerikanske ven står og stirrer - slået af håbløshed. Men hans costa ricanske medarbejder kigger på ham og siger begejstret: "Nu bliver hotellet helt rent."
Myreinvasionen står på i et par timer. Og pludselig - uden forvarsel - forsvinder myrerne ind i junglen igen.
Og den costa ricanske kvinde har ret: Aldrig har hotellet været så rent. Ingen gekkoer er tilbage. Ingen edderkoppespind. Alt hvad der er lavet af et organisk materiale - herunder en taske af blødt læder - er væk.
Kort efter myre-invasionen er vor amerikanske vens gæster desværre også væk. Men jeg kan forstå, at han ikke har opgivet sin drøm om junglehotellet og stadig er et sted derude.
Og - ja, kære hundevenner som læser med - hans lille, fjollede hund overlevede uden mén. Men det ville den dæl'me ikke have gjort, hvis der ikke var blevet grebet hurtigt ind.
Mens jeg adspredt sugede endnu en sød iskaffe i mig tænkte jeg over historien og spekulerede på, om dette kun var en fortrop. Og om jeg burde tage Carla under armen - Red var der ikke på det tidspunkt - og spæne op til Edwin og advare ham om invasionen.
Jeg besluttede mig naturligvis for den vilde flugt aka at håbe på, at tingene ordner sig af sig selv. En taktik jeg er kendt for, men som sjældent virker.
Men jeg ville s'gu ikke tage flugten uden cigaretter. Ergo hentede jeg en lillebitte kost og tænkte, at jeg lige kunne børste endnu en sti på verandaen, så jeg kunne hente mine cigaretter.
Jeg tog en dyb indånding, åbnede døren ... og kiggede ud på en fuldstændig tom veranda. Ikke så meget som en enkelt vildfaren myre var tilbage. Det ene øjeblik havde det været et sort tæppe - og nu var det forsvundet.
Endnu engang takkede jeg regnskoven for på sin egen måde at have givet mig en fed oplevelse, som stadig lå inde for rammerne af, hvad jeg kan håndtere.
Har jeg nævnt, at jeg elsker regnskoven? Ok, det har jeg vist. Men det gør jeg altså. Jeg har aldrig i mit liv været i nærheden af noget, som har fascineret mig så meget. Og jeg er stadig i udkanten af den. Hvilket betyder, at alverdens virkelig mærkelige og vilde ting stadig venter på mig.
Så jeg er glad. Jeg er glad på flere niveauer. Faktisk er jeg så glad, at jeg har taget den drastiske beslutning, at jeg vil have venner her.
Den næste måned bliver en hvirvel af fornøjelser med Brandstrup og Momme, men efter et par dage, hvor jeg alvorligt har overvejet, hvad jeg skulle gøre herfra, har jeg besluttet mig for, at jeg på ingen måde er færdig med hverken Costa Rica eller Puerto Viejo.
Tværtom er byen begyndt at åbne sig for mig på en venlig og god måde. Jeg tror virkelig, at det har haft stor betydning, at jeg fik sorteret mine tanker og renset lidt ud i hjernen.
Jeg vil rigtig gerne blive ved med at rejse. Der er masser af steder, som jeg tænker på med længsel og fascination. Men jeg er en sløv opdagelsesrejsende. Jeg vil hellere se få steder ordentligt, end jeg vil se en masse steder i en fart.
Og så vil jeg have venner! Efter næsten tre ugers isolation i regnskoven, trænger jeg til en øl i gode menneskers lag. Så hvis der er nogen, som er i Puerto Viejo eller på vej til Puerto Viejo - så tøv ej med at smide mig en mail på knirke@knirke.com.
Det er perfekt, at jeg får besøg nu. Og når mine danske venner tager hjem igen, så har jeg besluttet mig for at invitere nogle mennesker til middag i regnskoven. Jeg ved endnu ikke, hvem de er - måske har jeg ikke engang mødt dem endnu. Men det kommer til at ske. Fordi jeg vil have det til at ske ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar