onsdag den 18. april 2012

Carlutten ud og hjem ...


Taknemmelighed. Det er hvad jeg føler lige nu - og hvad jeg har følt de sidste 20 timer. En afgrundsdyb taknemmelighed over, at verden endnu engang har vist sig fra sin allerbedste side og bragt den lille hundesnude Carla alias Carlutten hjem til mig igen.

Det hele begyndte i forgårs morges. Carla har været i løbetid. Og ja: Selvfølgelig skulle jeg have været klog nok til at få hende steriliseret, inden jeg tog herned. Men de sidste måneder i Danmark var mildest talt kaotiske for mig, så det var bare en af de mange ting, som jeg aldrig fik gjort.

Jeg vågnede ved daggry ved, at begge hunde var væk. Red kan jo som bekendt åbne min dør, hvis han vil. Og det var, hvad han havde gjort. Jeg sprang ud af sengen og drønede ud af døren iført nattøj. Oppe ved Edwins hus stod Red og gumlede eftertænksomt på noget græs - men Carla var allerede væk.

Jeg hoppede på min cykel og fræsede ned ad vejen, mens jeg galede hendes navn i øst og vest. Stadig ingen Carla. Efter en times tid returnede jeg til Edwins hus, hvor han sad og mediterede over sin morgen-mata. (En slags argentinsk urtete)

Over en kop mata forklarede jeg ham situationen, og eftersom jeg har fundet ud af, at Edwin er rigtig god til dyr, så var han også klar over, at situationen var alvorlig. Den lille Lut er en byhund. Hun har kun været her i to måneder, så hun er slet ikke streetwise nok til at klare sig på egen pote.

Vi splittede op - jeg gik ned for at skifte til noget mere passende eftersøgnings-tøj. Og Edwin gik ud for at tale med sine naboer og høre, om de havde set den lille hundesnude.

De næste par timer gik med at køre rundt og gale Carlas navn ud i verden. Eftersom min adfærd i nærmiljøet har været utrolig diskret, siden jeg flyttede ind i mit hus, bragte mit råberi alle naboerne ud til vejen. Herunder en lille dreng på en syv - otte år, som var guddommeligt køn på den måde, som kun små drenge kan være. Solbrændt, halvlangt lyst hår, bløde, fine træk og et par blå øjne som næsten var lysende.

At han også talte engelsk var en bonus.
"Jeg har set hende," forklarede han mig.
"Hun legede med hundene længere ned ad vejen. Hun var sammen med en langhåret hund med krøller."

Derefter hentede han resolut sin lille, røde cykel og brugte en time på lede sammen med mig. Men uden resultat. Da jeg fulgte ham tilbage, stødte jeg ind i hans mor, Margaret.

Vi talte frem og tilbage og Margaret, som har boet her i syv år, smed hvad hun havde i hænderne og gik med ud for at udspørge naboerne. I modsætning til mig taler hun ulasteligt spansk.

Stadig intet resultat. Jeg takkede Margaret og fortsatte med at lede.
Til sidst kørte jeg ud til den asfalterede vej, mens jeg bad til alle magter om, at jeg ikke ville finde min lille hund død i grøften. 




Heldigvis er løse hunde et helt normalt syn på disse kanter. Og billisterne er vant til at køre langsomt og være på vagt overfor den slags. Læg mærke til, at jeg bruger ordet "løse hunde" og ikke "herreløse hunde."

Overalt i Central- og Sydamerika er der masser af hunde. Men i modsætning til Venezuela og Mexico, som er mine eneste referencepunkter, har hundene det ganske godt på disse kanter. De fleste af dem har ejere, hvilket betyder, at de får mad og har et sted at være. De kan være tynde - men jeg har endnu ikke set hunde i så dårlig forfatning, som jeg for eksempel har set i Venezuela.

Og det er en af de ting, som jeg er meget glad for. Jeg kunne ikke leve et sted, hvor dyr og mennesker havde det virkelig dårligt.

Dyrene heromkring bliver holdt fuldstændig anderledes end i Danmark. For eksempel er der to løse heste, som altid går og græsser i vejkanten på vej til Puerto Viejo. Jeg har vænnet mig til det, og jeg har aldrig så meget som overvejet at finde ud af, hvem der ejer dem og fortælle vedkommende, at hans heste er sluppet ud.

Jeg har også lagt mærke til, at hundene på disse kanter har deres helt egen subkultur. De kender allesammen hinanden og er klar over hakkeordenen. De hænger ud med hinanden og har det både sjovt og besværligt. Red er kongen af vejen. Ingen af de andre hunde så meget som overvejer at spille smarte overfor ham.

Samtidig er han en hundenes gentleman. Selv om han kunne, så går han ikke ind i de andre hundes haver og afmærker territorium. Jeg har mere end en gang set en hund puste sig op over for ham, fordi trangen til at beskytte deres område, deres hus og deres mennesker overskyggede alt andet - men jeg kunne også se, at hunden simpelthen var rystende bange for, at Red ville tage kampen op.
Men det gør Red ikke. Han har en ædel karakter. 



Jeg holder meget af hundene på disse kanter. Og jeg kan lide, at de lever deres eget liv. Jeg tror, at de har et godt liv. De lever mere udsat, men ingen af dem ligger i et bryggers ti timer hver dag og venter på, at deres ejer kommer hjem til dem. Og for mange danske hundeejere er det jo et af de store problemer. At de elsker deres hunde og har dårlig samvittighed over at være væk fra dem for længe ...

Der var ingen blodspor på vejen. Og Carla lå gudskelov ikke død i grøften. Ergo cruisede jeg frem og tilbage. Jeg havde loadet en lille billedserie af Carla på min mobiltelefon, som jeg viste til alle, jeg mødte.

Til sidst kørte jeg mod Puerto Viejo for at lede. Halvvejs gik jeg ind i et hus, hvor der sad tre fyre og dvaskede på verandaen. Jeg viste mine billeder og en af fyrene lyste op og forklarede mig, at han havde set Carla ved fodboldbanen for cirka en time siden.

Ergo vendte jeg cyklen og kørte tilbage til Cocles, som er det område, jeg bor i, og hvor fodboldbanen ligger. Jeg spurgte videre og fik efterhånden stykket sammen fra forskellige hjælpsomme mennesker, at Carla sidst var blevet set omkring klokken fire, hvor hun var løbet efter en mand på cykel.

En løs hund er ikke et særsyn på disse kanter. Men Carlas mærkelige udseende; fjollet Andy Warhol-frisure, hårløs krop og rødt halsbånd gør, at folk lægger mærke til hende og husker hende.

Samtidig er Carla blevet mit kendemærke. Når jeg ikke har Carla med mig, spørger folk efter hende. Den første gang supermarkedsdamen, Maria, ikke spurgte mig om ID, da jeg betalte med creditcard, var fordi hun kunne genkende Carla, som sad og tittede ud af min taske.

Efter at have ledt og råbt efter Lutten uden resultat, vendte jeg cyklen og kørte til Puerto Viejo. Jeg var begyndt at få en fornemmelse af, at nogen havde taget Carla. Og jeg var bange for, at de havde taget hende, fordi hun er en sød og sjov lille hund.

På vej til Puerto Viejo gik jeg ind på en restaurant, hvor der sad et smukt, amerikansk par. Jeg henvendte mig til manden, som sad nærmest og forklarede om min forsvundne hund.

Pludselig afbrød kvinden mig og spurgte:
"Hvor er du fra?"

Jeg svarede og hun slog over i klingende dansk. Hun hed Mette og hendes mand hed Bill. Jeg fortalte mig lidt om mig selv og hun fortalte, at hun og hendes mand var på bryllupsrejse.

De var virkelig søde mennesker, og hvis jeg havde mødt dem i en hvilkensomhelst anden situation, ville jeg straks have slået mig ned for at lære dem bedre at kende. Men jeg endte med at sige, at jeg ville have nydt at drikke et glas vin med dem. Men hvis ikke Carla dukkede op, så ville jeg ikke være i stand til at hygge mig med nogen.

Og så kørte jeg videre. Jeg alarmede alle gadehandlerne, som faktisk er de mennesker, jeg kender allerbedst i Puerto Viejo. En af gadehandlerne som jeg egentlig aldrig har talt med, sagde "Oh no ..." i et medfølende tonefald, da jeg forklarede, at jeg boede her og havde haft Carla med fra Danmark. 



Rigtig mange mennesker heromkring er her, fordi de på en eller anden måde har mistet deres gamle liv, og han vidste præcis, hvad jeg havde på spil. Hans venlige medfølelse gjorde, at jeg havde lyst til at græde højt. Min stemme var meget tyk, men jeg krakelerede ikke.

Jeg ved ikke, hvordan I andre har det i sådanne situationer. Men jeg var helt klar over, at hvis jeg først begyndte at græde, så ville jeg miste min evne til at handle. Jeg måtte for enhver pris ikke bryde sammen.

Jeg endte i byens eneste internet-café, som også kan lave fotokopier og den slags ting. Her fik jeg lavet en løbeseddel, som jeg kunne uddele. Eftersom jeg ikke har en costa ricansk telefon, tilbød Gerald i butikken, at han ville tage imod beskeder. Ergo skrev vi hans nummer på.

Hele Puerto Viejo blev plastret til med efterlysningssedler og jeg mødte mere venlighed og medfølelse, end jeg overhovedet kunne drømme om.

Mørket havde forlængst sænket sig, da jeg eftersøgte området omkring fodboldbanen en sidste gang.

På vej hjem mødte jeg Margaret, som inviterede mig indenfor i sit hyggelige hus. Hun kastede ét blik på mig, skænkede et glas rødvin og beordrede mig til at drikke det. Mens jeg gjorde det, smed hun en efterlysning ud på en særlige Puerto Viejo-facebookgruppe.

Og så tog jeg hjem.

Jeg ved ikke, hvor meget jeg fik sovet den nat. Det føltes, som om jeg vågnede hele tiden og måtte ryge en cigaret. Men samtidig havde jeg i det mindste en fornemmelse af, at Carla stadig var i live.

Jeg ved ikke - men jeg kunne godt tænke mig at høre fra jer, der også har hunde - det er lige som om, at Carla har et lille hjørne i mit hoved. Hun kan forsvinde ud af mit hoved, når hun er i løbetid og tænker på alt andet end mig. Men jeg kan næsten altid mærke hende.

Og det kunne jeg også den nat, hvor min smukke jungle ikke længere var så smuk endda. Lige pludselig føltes den meget stor og truende, for jeg var fuldstændig klar over, at hvis Carla havde forvildet sig ud i junglen, så ville hun ikke klare natten.

Ingen fornuftig hund på disse kanter går ind i junglen om natten. For jaguarerne eller et af de andre store dyr tager dem. Uerfarne hunde som går i junglen, mærker at de er et farligt sted, hvorefter de begynder at gø højt i håbet om, at deres mennesker finder dem.

Men deres gøen er at sammenligne med en form for jaguarernes svar på en Hjem Is-bil. Og hundene kommer aldrig ud af junglen igen. I løbet af dagen hørte jeg et par af de historier. 



Den lille Lut har hele tiden været bange for junglen. Samtidig har hun også altid været mørkeræd, så jeg var ret sikker på, at hun ikke var gået ind i junglen. Min fornemmelse sagde mig, at en eller anden havde taget hende. Men tankerne myldrede i mit hoved. Og jeg lå bare og reciterede "Kære Gud, Kære Gud, Kære Gud" for ganske enkelt at stoppe tankemylderet.

Jeg stod op ved solopgang og gik op til hovedhuset. Dagen før var kæden hoppet af min cykel, så jeg havde trukket den tilbage og stjålet Edwins cykel, så jeg kunne eftersøge videre.

Da jeg kom op til hovedhuset opdagede jeg, at Edwin havde repareret min cykel.  Samtidig var han igang med at fikse en telefon til mig. Han kunne også fortælle, at hans medarbejder, Alfredo, havde set Carla - og set hende blive taget op af en udenlandsk kvinde, som Alfredo mente boede i området. Eftersom Alfredo kunne genkende kvinden, havde Edwin sendt ham ud for at lede efter hende.
"Du får hende tilbage idag," beroligede Edwin mig.

I mellemtiden blev vi enige om, at jeg kunne skrive Edwins nummer på den nye runde af eftersøgningssedler, som jeg fik lavet, da det lokale bibliotek åbnede.  

Dagen gik med at snakke med en million forskellige mennesker, uddele og klæbe eftersøgningssedler op overalt. Rigtig mange amerikanske mennesker vidste allerede - via Margarets fb-eftersøgning - at Carla var forsvundet.

På stranden mødte jeg et sjovt amerikansk par. De var næsten tatoveret fra isse til fodsål og de var utrolig søde. Men de kunne desværre fortælle mig, at de havde mistet deres hund under lignende omstændigheder. Jeg endte også med at finde det sted, hvor Bill og danske Mette boede. Jeg talte endnu engang med Bill, og han var lige så flink, som han havde været, da jeg mødte dem i restauranten.

Ved eftermiddagstid vendte jeg tilbage til Edwins hus. Og der lå en mobiltelefon med et costa ricansk telefonnummer klar til mig - det havde Edwin fået ordnet. Jeg havde selv mistet min iPhone i løbet af dagen, og jeg regnede med, at den var blevet stjålet på en eller anden måde.

Jeg lånte Edwins computer og mailede til Momme, om hun ikke ville spærre den. Momme var den eneste, som jeg havde fortalt til, at Carla var forsvundet. Og udover at hun fiksede ting for mig, som jeg selv skulle have fikset, så løb der en lind strøm af trøstende sms'er ind til mig. For sådan er Momme. Og jeg elsker hende!

Edwin var igang med at reparere lågen ude ved vejen, da han pludselig kaldte på mig og rakte mig sin mobiltelefon.

I røret var Tracy, som kunne fortælle mig, at Carla var kommet til hende, da hun havde aftenluftet sine hunde. Og eftersom hun kunne se, at det var en lille, forkælet racehund, der var faret vild og stod i lort til snuden, havde hun taget hende med hjem. Carla havde haft en god nat, men hun havde ikke rigtig havde spist noget, og Tracy mente nok, at Carla gerne ville hjem nu ...

De 100 dollars som jeg havde udlovet som dusør, var hun ikke interesseret i.

Som hun sagde: "Jeg har selv to små hunde. Jeg ved, hvordan du har haft det."

Tracy ventede bare på, at hendes mand kom hjem med bilen - så ville hun komme forbi og aflevere Carla.

Hun ringede af og så brød jeg simpelthen sammen. Jeg tudede på den der ikke særlig flatterende måde - med snot og hiksten og hulken.

Og Edwin var så fin. Han lagde bare armene om mig og lod mig hulke og hulke, mens han udstødte små, beroligende lyde og sagde:
"Det er overstået nu. Hun kommer tilbage. Det er overstået, så så så ..."

Jeg kan ikke rigtig huske, hvornår jeg sidst er blevet trøstet på den måde. Inden jeg rejste og mens jeg har været i Costa Rica, har jeg vænnet mig til at lade være med at græde og vise svaghed - i stedet har jeg koncentreret mig om at deale med lortet. Faktisk troede jeg, at det sidste års begivenheder havde berøvet mig evnen til græde.

Men lige dér - jeg tror at næsten alt kom ud. Min lettelse, men også min angst, min usikkerhed, min alenehed i et nyt land - alt ... Og Edwin blev slet ikke bange. Han tog heller ikke afstand fra mig. Han stod bare og holdt om mig og lod mig tude og tude.

Da jeg følte, at det begyndte at være patetisk at stå og hulke op af Edwin, gik jeg tilbage til hovedhuset og fandt Red. Og så tog jeg en kæmpestor tudetur med armene rundt om Red, som fandt sig tålmodigt i at blive grovkrammet og få vådtet sin pels af mine tårer.

Og Tracy, søde Tracy, afleverede Carla til mig. Og jeg sagde til hende, at når jeg kom tilbage fra Panama, så ville jeg i det mindste gerne invitere hende på frokost - hvilket hun syntes lød rigtig hyggeligt.

Carla var forvirret og meget træt oven på sit eventyr. Og mens Edwin fandt en håndfuld øl frem for at fejre genforeningen, faldt hun i søvn i mit skød.

Selv var jeg næsten lige så træt som Carla, men det var så hyggeligt at sidde og drikke øl med Edwin og bare småsnakke om alt og ingenting og på den måde falde ned igen.

Efter et par timer returnede jeg til mit hus med Carla. Og mens vi lå i hængekøjen opfyldt af dyb taknemmelighed og lykke, ringede telefonen.

I røret var Mette - den danske pige som var på bryllupsrejse. Hun havde bogstavelig talt reddet min telefon to sekunder før, at den blev kørt over en lastbil. Og hun havde ræsonneret, at det måtte være min telefon. Vi aftalte, at jeg ville komme forbi og hente telefonen næste morgen.

To minutter efter ringede Edwin for at sikre sig, at jeg havde talt med Mette ...

Jeg sidder som altid i hængekøjen, mens jeg skriver dette. Og jeg har haft en herlig morgen.

Jeg hentede min telefon hos Bill og Mette og blev budt på kaffe og morgenmad. Og de to mennesker var præcis så søde og fantastiske, som jeg havde på fornemmelsen. Jeg var der i flere timer og nød hvert sekund af deres selskab.

På vejen hjem rundede jeg mit supermarked, hvor jeg nærmest blev mødt af stående klapsalver fra personalet. Hver eneste person der købte ind i Pirripli supermarked i går, fik stoppet en efterlysningsseddel i deres pose ... Og alle var bare glade på mine og Carlas vegne.  

Den tandløse vandmelonsælger gav mig det største gummegrin, da han så, at Carla atter sad i min cykelkurv.

Op til flere mennesker, som jeg ikke engang kan huske navnene på, lyste op i store smil, da de så, at jeg igen var sammen med Carla. Carla blev klappet og jeg blev klappet og fik knus.

På vej hjem fra supermarkedet bremsede den største firhjulstrækker jeg nogensinde har set op ved siden af mig.

Ud myldrede det tatoverede, amerikanske par, som jeg havde mødt på stranden. Manden holdt om pigen, mens hun græd af glæde på mine vegne. Og de krammede mig og hinanden og nussede Carla og var bare så glade for, at det i det mindste var endt godt for mig og Carla.

Som fortalt havde de nemlig selv mistet deres hund på samme måde, som Carla var forsvundet for mig.

Jeg ved ikke, om man skal være hundeejer for at forstå denne blogpost. For mit eget vedkommende kan jeg fortælle, at jeg har haft Carla i otte år. Hun har altid været med mig og vores bånd er blevet endnu stærkere, efter vi er landet i Costa Rica. Fordi her har vi kun haft hinanden, hvis man kan sige det sådan.

Måske skal man have prøvet at elske en hund, før man virkelig kan leve sig ind i, hvad jeg har været igennem.

Lige nu ligger den lille Lut og slumrer op af mig. Min forstuvede ankel havde på ingen måde godt af, at jeg rendte rundt på den i to dage. Så jeg har viklet et køleskabskoldt bananblad rundt om den for at få hævelsen til at falde. (Jeg forstuvede anklen for et par dage siden - mere om det i en anden blogpost.)
Og jeg er bare taknemmelig. Jeg er så taknemmelig, at jeg ikke har ord for det ...

Som en kæmpe bonus har jeg lært en masse gode mennesker at kende. Jeg kan se frem til at spise frokost med Tracy, drikke rødvin med Margaret - og maile med Mette. Jeg er - på alle måder - en heldig kartoffel!

Tak.

Og jeg mener det meget dybt: TAK!

4 kommentarer:

  1. Jeg tuder og tuder
    Følelser vælter frem
    Jeg forstår dig
    Du beskriver og skrriver det så fantastisk
    Du og Carla er kartoffelmos!
    To heldige kartofler smeltet sammen af smørklatten bestående af vidunderlige mennesker i møder på jeres vej
    Kram og kysss til dig og til Carla
    Fra
    Hundehuset i Freddietown
    ib

    SvarSlet
    Svar
    1. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

      Slet
    2. Prøver lige igen :-)

      Tusind tak Ibber - Ja, jeg var mere end heldig. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan jeg havde haft det, hvis Carlutten ikke var dukket op igen.

      Sender hermed store kys til både folk og fæ i Freddietown <3

      Slet
  2. At sidde i et køkken i NV, hvor januarlyset strømmer ind, tæt ved radiatoren, i nattøj og med kaffe i kruset kunne næsten ikke være længere fra din verden, som den ser ud nu... Men et savnet kæledyr kan trække tårer hos de fleste! Således også hos mig, når jeg læser din - som altid - levende fortælling!

    Ved ikke, hvad jeg søgte på for at havne på din blog, men jeg er glad for, at det skete! Indtil nu har den givet anledning til både grin, gråd, smil, inspiration og ikke mindst rejselyst!

    Tak for det!

    Mange hilsener, Henriette

    SvarSlet