Ordentlige mennesker, gode elskere og sorte solskoldninger

Jeg er pt. løbet tør for Costa Rica-billeder, så her er min veninde Tanjas - ellers så pæne - hus to dage før jeg rejste. Det er Tanja der ligger på sofaen. Hendes tilstand skyldtes, at vi skulle ud og spise en pæn afskedsmiddag aftenen forinden. På det tidspunkt havde jeg boet på en luftmadras hos Tanja i en måned. Så der skulle lukkes lidt damp ud. Så efter den pæne middag blev vi slemme og indtog Roskilde by night iført to ens heldragter af White Russians ... Jeg elsker at tænke tilbage på den nat, fordi den var så vild, så desperat og så fyldt med venindekærlighed. Tak Tanja!

Først og fremmest: Tusind millioner tak for alle jeres søde hilsner - jeg svarer på hver og en af dem i morgen, for jeg HAR FÅET INTERNET I HUSET! Det er langsomt, men det betyder alligevel, at jeg nu kan ordne en masse, mens jeg sidder i min seng og slubrer morgenkaffe. 

Det er faktisk svært at sige tak på skrift, uden at det virker melodramatisk. Men jeg har været så enormt glad for alle de kommentarer som I har lagt til mig her, pr. mail og på facebook. Det er mærkeligt, at et klynkende nedturs-indlæg ender med at være den blogpost, som har gjort mig allermest glad i sjælen - fordi I er så mega-søde og medlevende. Tak igen!  

Og: Dette blogindlæg har ligget over et par dage - men nu får I det altså. Jeg er på vej op igen - mit sovetæppe er blevet tørt, jeg har ryddet op og i det hele taget været mega-geschæftig. Mere om det i de næste blog-indlæg... 

Da min far var en ung mand, arbejdede han et år som voluntør for en tysk virksomhed. Det gik i al sin enkelthed ud på, at han stillede sin arbejdskraft til rådighed for virksomheden. Til gengæld fik han indsigt i virksomhedens måde at arbejde på og lærte nok til, at han kunne tage hjem og starte sin egen virksomhed.

Min fars historie er på mange måder lidt af et iværksættereventyr, for min far er en dygtig mand og han er også blevet velhavende på sin dygtighed. Han er selfmade, og jeg synes, at han er virkelig cool.

Min far arbejdede i Darmstadt. Det var i 50'erne og Tyskland havde på ingen måde rejst sig efter krigen. Byen lå for mestendels hen i ruiner, lovløsheden herskede og enhver med den mindste smule sunde sans undgik byens parker, når det blev mørkt. Overfald og drab var en del af nattelivet.

Når min far gik på arbejde om morgenen, gik han langs byens udgravninger. I krigens sidste år, blev Darmstadt - lige som så mange andre tyske byer - simpelthen tæppebombet af englænderne. Civilbefolkningen søgte ly i kældrene, og det blev deres død. For bombardementerne var så heftige, at bomberne fik asfalten i byens gader til at smelte og løbe ned i beskyttelsesrummene.

Og det var disse beskyttelsesrum, som blev udgravet. Om morgenen lå der bare et par knogler og enkelte kranier langs udgravningerne. Men når far gik hjem om aftenen, var kranier sirligt stablede ovenpå hinanden i trekantede bunker et almindeligt syn. I løbet af natten blev alle de menneskelige rester skovlet op på lastbiler og kørt væk.

Både englænderne og amerikanerne havde styrker i byen, og på min fars pensionat boede der en amerikansk officer, som var sort.

Han fik lov til at sidde alene og spise sin aftensmad aften efter aften. Det opdagede min far. Så en aften tog han sin tallerken og sit vandglas, rejste sig fra sit bord, gik hen til amerikanerens bord, bukkede høfligt og spurgte, om de skulle spise middag sammen.

Efter den aften blev det en vane at min far spiste sin mad i selskab med den sorte amerikaner.

Sidste nat i lejligheden. Frygtelig nat - jeg var så ked af det. Og så syg. Her min fine skrive-karnap, hvor jeg i cirka 12 år sad og pillede næse, surfede internet - og skrev ...

Jeg var ikke særlig gammel, da min mor fortalte mig historien, og den gjorde mig meget stolt af min far. Jeg synes simpelthen at det var så uretfærdigt, at den stakkels officer ikke kunne få venner, fordi han var sort. Og jeg syntes - hvilket jeg stadig føler den dag i dag - at det var så fedt, at min far var ligeglad med fordomme, racisme, frygt og alt det andet pis der omgav ham, og var farveblind nok til at se et menneske, der trængte til selskab. Og intet andet. Især fordi de andre pensionats-beboere så skævt til far, fordi han hang ud med en sort mand. Far opførte sig simpelthen som det ordentlige menneske, han er.

At opføre sig ordentligt overfor andre mennesker er en af grundstenene i den opdragelse, som jeg har fået. Og selvom jeg ikke kan sige mig fri for at have opført mig som en idiot og et dumt svin engang imellem, så synes jeg, at jeg klarer opgaven med at være et ordentligt menneske rimelig godt.

Jeg har i hvert fald aldrig været væmmelig overfor andre mennesker, udelukkende fordi de var sorte, gule, blege, grimt klædt, overvægtige, hjemløse, mærkelige, brillebærere eller nogen som helst af de ting, som kan få mennesker til at slå ned på andre.

Jeg har også altid - selv om I måske tror anderledes - været sød ved hippier ...

Så det siger sig selv, at jeg virkelig nyder at bo i nærheden af Puerto Viejo, som ikke kun er fyldt med mennesker i alle farver, men også med festoriginaler, excentrikere og underlige eksistenser af alskens art.

Indtil videre har tilfældet villet, at dem som jeg hænger ud med, mestendels er sorte mennesker. Og eftersom jeg har en nysgerrig sjæl, holder jeg mig ikke tilbage med at stille spørgsmål for at finde ud af, hvordan tingene hænger sammen.

Min primære udsigt i den måned, jeg boede hos Tanja: Rødvin, smøger, chokolade, fjernbetjening og nedkradsede notater og dette og hint. Fik jeg nævnt, at Tanja er et overordentlig kærligt og tålmodigt menneske?

Således var det Roots, som jo er lidt af en sort panter, der forklarede mig, hvorfor det var sorte mennesker, der blev holdt som slaver:

"De spanske erobrere prøvede jo at sætte indianerne til at arbejde i markerne. Men indianere ... de er alt for svage til den slags. Jamen, bare kig på dem. Det er et folkefærd, der består af drømmere. Indianere egner sig ikke til hårdt arbejde. De sidder jo bare i skoven og kommunikerer med deres forfædres ånder.

Men den sorte mand. Han er stærk! Vi kunne arbejde, kunne vi. Vi kunne modstå de hvides sygdomme plus malaria og alle de andre tropesygdomme. Sorte mennesker er ganske enkelt stærkere end alle andre folkefærd. Og det blev vores forbandelse."

"Men så vidt jeg kan forstå, så rendte afrikanerne jo også rundt og tog hinanden som slaver, som så blev solgt videre til de hvide slavehandlere. Det er da ikke særlig solidarisk?," spurgte jeg forsigtigt.

"Pffft," sagde Roots i et affærdigende tonefald.  

"Selvfølgelig har der været lidt af det. At man solgte sine fjender og sådan. Men den handel var aldrig kommet i stand, hvis ikke de hvide var begyndt på alt det med slaveri."

Jeg lod det delikate emne ligge, for Roots solidaritet med sorte mennesker er indiskutabel, og levner ikke plads til den store selvransagelse.

For at løsne stemningen lidt gik jeg under bæltestedet, og forklarede Roots, at der i  Danmark eksisterede en teori om, at sorte mænd var bedre elskere end andre. Mit engelske og min blufærdighed rakte ganske enkelt ikke til at lufte den sande teori for ham - som jo er, at sorte fyre er mere veludrustede end gennemsnittet.

Min teori fik Roots til at stråle som en lille sol.

"Jeg kan godt sige dig," forklarede han selvsikkert.

"at der findes ingen lykkeligere kvinde end min kone. Hver nat sørger jeg for at gøre hende glad. Hver nat. Jeg er gentle og udholdende, for jeg ved, at hvis man ikke holder sin kvinde tilfredsstillet, så går hun sin vej og finder en anden mand. Selvfølgelig er sorte mænd bedre elskere end alle andre mænd."

"Se dog der ...," tilføjede han og slog ud med hånden mod tre kridhvide, bønnestage-agtige teenagedrenge, der i det samme gik forbi med slæbende skridt.

"Roots, de fyre var slet ikke gamle nok til at dyrke sex. Du må da give mig, at der også findes spændstige, hvide fyre," indvendte jeg.

"Ja, ja," indrømmede Roots nødtvungent.

"De ser måske pæne ud. Men de er stadig hvide. Og hvide fyre mangler ganske enkelt black power ... Det er faktisk lidt synd for dem."

Således beroliget over, at Roots åbenbart havde det perfekte sexliv, vandrede jeg videre.

Sådan ser det ud, når man skal pakke ét liv ned i to kufferter - uden egentlig at vide, hvad der venter en. Tanja er forresten ordensmenneske ...

Næste gang jeg diskuterede noget, der havde med sort hud at gøre, var den dag Momme og jeg havde været ude at sejle den halve dag. Vi var netop vendt tilbage til Puerto Viejo og havde smidt os på min yndlingsrestaurant for at komme i skygge. Vi var begge temmelig røde og lænede os op af at være deciderede solskoldede.

Som altid kom Kokken forbi, hilste hjerteligt på os og smed sig ved vores bord for at sludre. Jeg forklarede om vores sejltur og om, hvor solskoldede vi var.

Hvor Roots faktisk er mere mørkebrun, er min kokkeven i ordets bogstaveligste forstand sort. 

Jeg prikkede på hans underarm med to fingre og spurgte, om han nogensinde blev solskoldet.

"Jeg får altså ikke rød hud, sådan som du gør," forklarede han.

"Men hvis jeg har været ude i solen en hel dag, så kan det godt prikke lidt i huden om aftenen. Og jeg har faktisk også oplevet, at det gjorde rigtig ondt. Så ligger man der i sin seng om aftenen og lagnet føles som om, at det er lavet af ståluld. Åhr, så ved jeg godt, hvordan white folks må have det engang imellem. Jeg er glad for, at jeg ikke har hvid hud, som ikke kan tåle noget."

Det siger en del om min uvidenhed, at jeg simpelthen ikke troede, at et menneske der var så sort som Kokken, kunne blive solskoldet ...

Sidste nat tilbragte jeg på Mommes sofa i Pisserenden. Og da jeg nåede frem, ventede dette måltid på mig: Saftig bøf med Mommes hånddrejede bernaisesauce, hjemmelavede fritter og rødvin. Ikke noget grøntsagspjat. Og det smagte himmelsk!

Men jeg arbejder altså på at blive klogere! Faktisk er det eneste problem med mit liv i øjeblikket, at der er så mange nye ting at sætte sig ind. Jeg har stadig problemer med at forstå surfernes komplicerede verden, der består af bølger, farvandsstrømme og meteorologi på et højt plan. Plus at jeg mærker på dem, at de også betragter havet med en form for religiøsitet.

Og nu bliver jeg også snart nødt til at finde ud af lidt mere om, hvad alt det der black power går ud på. Ellers tror jeg, at Roots giver op på mig og kategoriserer mig som endnu et håbløst uvidende blegansigt.

Men jeg er stadig meget taknemmelig for det hele. For jeg er faktisk en minoritet her i Puerto Viejo. Jeg er sandsynligvis den blegeste, fastboende hvide person, der er i byen. Men selv om jeg er hvid, så er der ingen, der behandler mig, som min fars medpensionærer behandlede den sorte officer.

Og jeg har gjort fuldstændig op med mig selv, at hvis jeg nogensinde havner i en situation, hvor jeg oplever at et menneske bliver behandlet dårligt på grund af deres udseende - så vil jeg gøre nøjagtig som far.

Jeg vil rejse mig op, tage mit vandglas, gå hen til vedkommende og spørge om hun eller han ikke har lyst til selskab ...