San José og gode mennesker ...

Dette er en støvmide. Hvis man havde et mikroskop, ville min seng være levende af disse afskyelige væsener. Adr!

Ja, jeg ved det godt: Jeg havde højt og helligt lovet, at mit næste blogindlæg skulle handle om facebook-beskeden, der ændrede mit liv. Og tro mig, kære læsere - jeg skriver skam på den historie. Men det er en længere historie, som jeg gerne vil aflevere ordentligt. Så mens jeg arbejder videre på den, bliver jeg simpelthen nødt til at skrive en lille opdatering om mine dage her i San José.

Lige nu sidder jeg og skriver på en marmorterrasse, ved et stort bord med plads til seks mennesker. Jeg har udsigt til en bekvemt udseende sofagruppe og en fin, lille swimmingpool med et sindrigt mosaikmønster. Det er overskyet og et gigantisk tordenvejr ruller hyggeligt frem og tilbage i bjergene. Hvis jeg går ind gennem altandøren og fortsætter forbi den smukke spindeltrappe som pryder stuen, når jeg hen til et par gigantiske panoramavinduer med udsigt til San José, som ligger under mig. Jeg kan næsten ikke vente, til det bliver mørkt. For jeg tror, at den oplyste by vil være et fantastisk syn.

Count your blessings, siger de på engelsk. Og det har jeg altid gjort. Det har min mor lært mig at gøre. Men hvis jeg skulle tælle mine daglige velsignelser i øjeblikket, ville det tage alt for meget tid. Jeg har været i Costa Rica i otte måneder. Da jeg rejste, forventede jeg ingenting. Men jeg håbede, at jeg ikke ville blive alt for ensom og ulykkelig.

Allerede da jeg sad i bussen på vej til San José glædede jeg mig over det faktum, at to gode mennesker kyssede mig farvel, inden jeg tog af sted. Funky og Rafael. Og mens den kølige højlandsregnskov gled forbi mine vinduer, kunne jeg allerede begynde at glæde mig til, at jeg ville blive kysset goddag, når jeg igen steg ud af bussen. Maiken havde nemlig lovet at komme og hente mig.

Hun var klædt helt i sort og så ualmindelig godt ud, da hun indfangede mig i et knus. Maiken, Michael og Christopher var netop flyttet, da jeg dukkede op. Deres gamle hus var kæmpestort, men de havde fået et godt tilbud på et andet hus og på grund af Christopher, havde de én gang for alle skrinlagt deres planer om at flytte ud på landet og leve i idylliske omgivelser.

Maiken er selv vokset op i et kvarter med masser af børn, og hun ønskede at Christopher skulle have den samme frihed. Friheden til at hænge ud med venner og gøre sine erfaringer i trygge omgivelser. Costa Rica er muligvis nok det tryggeste land i Centralamerika, men det er ikke ensbetydende med, at der ikke sker noget. Her forsvinder børn. Nogle af dem bliver fundet i en forfærdelig tilstand. Andre bliver aldrig fundet ... Her kan man købe dvd'er med almindelig porno for 2500 colones. Børneporno koster 4000 colones. (cirka 40 kroner) Behøver jeg at sige mere? Så selv om jeg bor i et hus uden lås, så er der en kæmpe forskel på bare at være sig selv - og så have et barn at passe på.

Det nye hus er hyggeligt og fuldstændig kaotisk. Overalt tårnede flyttekasser, flytteæsker, flyttedit og flyttedat sig op. Læg dertil, at Michaels forældre kom på et to ugers-besøg fire dage efter, at jeg dukkede op i huset. Så Maiken gjorde selvfølgelig, hvad alle andre ville gøre i dén situation: Hun tog fri fra arbejde. For at være sammen med mig!

Torsdag aften faldt jeg i søvn uden en eneste insektlyd. I knitrende tørt sengetøj - og uden at marinere mig selv i myggebalsam.

Næste morgen eksaminerede Maiken min fuldstændig skambidte torso.

"Det der," sagde hun med usvigelig sikkerhed i stemmen.

"Det er ikke loppebid. Det er et støvmide-angreb."

"Et støvmide-angreb?"

"Yes. Du bliver nødt til at bære din madras ud i solen og tørre den grundigt. De lever jo så at sige af dig. De lever af de hudceller, som du afstøder - og nu reagerer du bare allergisk på dem, sikkert fordi der er for mange af dem. Hvis du ikke gør noget ved din madras, bliver det bare værre og værre."

"AD FOR HELVEDE!," skreg jeg desperat.

"Er det fordi jeg er et svin? Jeg har altså lige skiftet sengetøj?"

Det fik Maiken til at se eftertænksom ud.

"Nej," sagde hun så.

"Jeg tror ikke, at det er fordi du er et svin. Men jeg tror det har noget at gøre med fugtigheden i junglen. I hvert fald skal du være opmærksom på det."

Og dermed har jeg så fået endnu en interessant dimension til mit jungleliv. Støvmide-allergi. Åbenbart er min seng så smækfyldt af støvmider, at de nu er begyndt at æde direkte af mig.

Men det undrer mig ikke det mindste. Junglen er et mystisk og kraftfuldt sted, og på trods af sin ekstreme skønhed er det i bund og grund et menneskefjendsk klima.

Rafael - som elsker konspirationsteorier og mystiske historier - sagde en dag til mig:

"Du ved godt, at vi kalder regnskoven for jordens lunger, ikke? Hvad nu hvis jorden i sig selv er et levende væsen, som ønsker at overleve. Jeg forestiller mig, at jorden er lige som et menneske - bare i gigantisk størrelse. Og resten af solsystemet er andre mennesker. Galaksen er et samfund bestående af planeter, som hver især er levende på deres egen måde. Så giver det god mening at beskytte det mest vitale, man har. Jeg tror det er derfor, at junglen er så sindssyg farlig at færdes i. Mennesket er jordens værste og mest destruktive rovdyr. Men hvis vi går ind i junglen, kommer vi til kort. Der er intet i junglen, som ikke er ude på at slå os ihjel. Og jeg kan personligt godt forstå, hvorfor det er sådan. Jeg tror, at menneskeheden er jordens kræftceller ... "

Jeg elsker, når Rafael siger sådan noget. For han tror på det. Men samtidig er han det mest imødekommende og venlige menneske, man kan forestille sig. Og selv om vi skændes engang imellem, fordi jeg er kynisk og han er idealistisk, så er han altså ikke sær og sur og hader menneskeheden. Tværtimod.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at junglen i hvert fald beskytter sig selv på en meget effektiv måde. Jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg er kommet hjem fra en jungletur med et mærkeligt udslæt eller en rift, som har nået at blive meget betændt på ganske få timer. Nogle gange skyldes det, at jeg er kommet til at strejfe en giftig plante. Andre gange forbliver udslættet et mysterium.

Lugtfugtigheden lever sit eget liv. Hvis jeg har haft heftigt regnvejr i et par dage, drysser der svampesporer ned på gulvet i mit hus. De er så tydelige og der er så mange af dem, at jeg kan feje dem op og smide dem ud som almindeligt affald. Svamp i huden er en utrolig almindelig foreteelse i Puerto Viejo. Det har jeg foreløbig været sparet for. Men husk lige, at en af de første teorier om AIDS var, at den stammede fra junglen. Det samme gælder Ebola og andre virkelig ubehagelige sygdomme.

Selv har jeg været syg to gange, hvor jeg ikke anede, hvad jeg fejlede. Begge gange gav det sig udslag i, at jeg sov næsten konstant og havde ondt i kroppen og i hovedet og var aldeles til rotterne. Efter et døgn var jeg frisk igen. Min lungefætter - som heldigvis er helt overstået nu - ved jeg til gengæld udmærket, hvor kom fra. Nemlig fra at sove en hel nat med en ventilations-vifte ved sengen. Næste dag var jeg småforkølet. Og når man er mig, så udvikler en forkølelse sig altid til en lungefætter. Sådan er dét bare ...

Men jeg klager ikke. Den costa ricanske jungle er en ren børnehave ved siden af Amazonas. Og det har jeg allerede skrevet et blogindlæg om, som I får på et andet tidspunkt. Foreløbig skal jeg finde ud af, hvordan jeg får tørret min madras i solen, når jeg bor under et bladtag ...

Men den tid, den sorg ... for Maiken og jeg hoppede på en bus og tog ud til Escazu, som er en af de mere posh bydele i San José. Vi endte på en meget amerikansk-inspireret bar og restaurant, hvor Alan stødte til os. Jeg har fortalt lidt om Alan før. Og nu hvor jeg kender ham bedre, kan jeg sige, at han er et af de mest tilbagelænede, lev og lad leve-mennesker, jeg har mødt. Og selvfølgelig kunne han godt smutte fra arbejde og møde os til frokost.

Efter at have indtaget et opulent måltid - amerikansk portionsstørrelse tager altså livet af almindelige mennesker - vraltede Maiken og undertegnede ned til en forretning, som handler med korsetter. Den havde Maiken selvfølgelig opsporet til mig.

Fortsættes i morgen ...