At leve et sted, hvor fjer er valuta ...

Jeg gider egentlig ikke at skælde ud, for jeg elsker selv ting og sager. Men nogle gange er det rart at sætte tingene lidt i perspektiv ... 

Første del af denne historie finder du her

Desværre havde korset-forretningen lukket. Så ingen nye korsetter til mig i denne omgang. Meget trist - for mit elfenbensfarvede korset har lidt jungledøden, så nu har jeg kun et sort og et rødt korset tilbage. Hvilket slet ikke nok, når man godt kan lide at lege Hexia de Trick i nærmiljøet.

Til gengæld tog Maiken mig ud til et shoppingcenter, som fuldstændig fik mig til at tabe vejret.

Jeg har boet i Puerto Viejo i omkring otte måneder. Puerto Viejo ligger på Costa Ricas caribiske side, som altid har været den "fattige" kyst. Ikke fattigt på natur og skønhed - men fattig på den traditionelle måde. At folk ganske enkelt ikke har særlig mange penge at gøre godt med.

I forhold til mine venner i Puerto Viejo er jeg rig som Krøsus (så længe det varer) - og det har jeg nydt. Jeg har nydt det, fordi jeg pludselig havde muligheden for at glæde andre mennesker på en måde, som jeg ikke ville være i stand til at gøre i Danmark.

Jeg kan huske engang, hvor min ven Karsten var på røven. Vi havde siddet og spist morgenmad sammen på min terrasse og som sædvanlig snakkede vi om junglen. Karsten ernærer sig som jungleguide, og selv om han er Puerto Viejos bedste guide og den mand, som har lært mig allermest om junglen, så er det ikke ensbetydende med, at han altid er ved muffen.

Karsten lever et fuldstændig spartansk liv. Han elsker kaffe og han ryger cigaretter. Hver dag spadserer han ud i junglen med Minga i hælene. Og det er, hvad han ønsker af sit liv. Det er det, som gør ham lykkelig. Jeg betragter ham som en heldig mand. For der er ingen tvivl om, at han er lykkelig. Men lige i de dage stod det sløjt til med finanserne. Og jeg havde godt lagt mærke til, at han sparede på de to cigaretter, som han havde tilbage.

Inden han gik, sagde jeg nonchalant:

"Jeg har lidt ekstra, så du får lige en pakke med for en sikkerheds skyld."

Og så stak jeg ham en pakke Marlboro i hånden. Han løftede øjenbrynene og sagde:

"Mener du virkelig det?"

Og jeg sagde ja.

Også Funky var opmærksom på, at Karsten havde lavvande i kassen. Så der var et par dage, hvor vi arrangerede fælles morgenmad med ham. Bare for at være sikre på, at han fik i hvert fald ét ordentligt måltid om dagen. 

Jeg kan i forvejen godt lide at give gaver, så jeg efterlod en stor pose kaffe og en ditto bøtte vanilje-vafler på Karstens bord. Og som det altid sker i Puerto Viejo - medmindre man selv fucker tingene op - så indtraf der et af de små mirakler, som vi efterhånden er blevet vant til: Karsten fik pludselig en gruppe på hele syv amerikanere, som skulle ud i junglen.

Han var så glad, da han fortalte mig det. Og jeg blev så glad, at jeg til hans store befippelse kastede mig om halsen på ham og kyssede ham på kinden.

De syv amerikanere kastede 105 dollars af sig - og det var nok til at Karsten kunne klare sig i noget tid.

Og sådan er livet i Puerto Viejo. Jeg har vænnet mig til det. Jeg nyder, at jeg har mulighed for at hjælpe lidt hist og pist, når der er brug for det. Da Rafael rejste til Bribri, listede jeg 30.000 colones (ca. 300 kroner) i hans rygsæk, så jeg var sikker på, at han havde lidt stakater, hvis tingene gik skævt. Rafael er utvivlsomt den største fattigrøv, jeg kender. Men alligevel har han formået at skabe et eventyr ud af sit liv. På godt og ondt.

At give et måltid mad er noget helt andet, end når man inviterer sine venner til middag i Danmark. Ingen i Danmark møder op og er oprigtig sultne. Men det sker i Puerto Viejo. At servere kød og brød og måske lidt vin, gør en forskel. Det skaber i sig selv en fest. For mange mennesker lever utrolig spartansk og skrabet.

Edwin blev på et tidspunkt nødt til at aflive en af sine heste, fordi den havde brækket benet. Og den eneste gode ting der var ved det, var at hesten blev parteret og kødet blev uddelt til nogle af de familier i nærmiljøet, som virkelig havde brug for det.

Nej, der er ingen mennesker, der sulter i Puerto Viejo. Men uanset hvad, er det trist og ensformigt at leve af ris og bønner.

Selv lever jeg et totalt dekadent liv. Jeg køber luksusvarer som cheddarost, cola og færdigsyltede jalepenos på glas, når jeg har lyst. Så rig er jeg ...

At hænge ud med mine Puerto Viejo-venner er derfor meget anderledes, end at hænge ud med mine danske venner. Og det gør mig ydmyg.

Jeg bliver inspireret når jeg ser, hvordan folk skaber små pyntehaver ved at plante farverige blomster i gamle colaflasker og hænge dem op på deres verandaer. Intet bliver smidt væk, medmindre det absolut ikke kan gøre nytte længere. Da min gamle hængekøje omsider gav op, tog Rafael de sørgelige rester og lavede dem til små tasker og punge.

Fjer er en hård valuta i Puerto Viejo. At finde en smuk fjer er det samme som at samle en pengeseddel op på gaden. Du kan bytte dig til mad og andre goder, hvis du har flotte fjer at handle med.

Derfor vidste jeg præcis, hvad jeg modtog, da Rafael forærede mig to blå arapapegøje-fjer i fødselsdagsgave. (Og no worries - som tidligere papegøjeejer kan jeg præcis se, hvornår en fjer er fældet af sig selv, og hvornår den er hevet ud af fuglens krop. Alle fugleejere ville kunne se den slags uden problemer ...)

Engang imellem sniger jeg mig ind i Puerto Viejos mest eksklusive forretning og køber en kjole. Den koster den afsindige sum af 400 kroner, hvilket VIRKELIG er mange penge ... Dén forretning ligger der kun for turisternes skyld. Men for mig er det den eneste mulighed, medmindre jeg ønsker at ekvipere mig selv i Bob Marley-print fra top til tå. Og kjolerne er rigtig pæne ... spørg bare min meget stilbevidste veninde, Momme. Da hun besøgte mig, strøg hun målbevidst derind og gav forretningen et anerkendende nik. Og når Momme - som aldrig går ud af døren uden at være andet end gennemført i sin påklædning - gør den slags ... så er det mere end godt nok til mig!

Men hvis I nu kan forestille jer, at det er på den måde, at jeg har levet mit liv i de sidste otte måneder - så kan I næsten også forestille jer, hvordan jeg havde det, da Maiken og jeg trippede ind i dette enorme, luksuriøse butikscenter.

Maiken fortalte mig, at hvis man skulle gå det hele igennem, ville man gå flere kilometer. Faktisk var det helt umuligt at overskue. Og alle de mærkevarer, som jeg ikke har set i lange tider, gnubbede sig op og ned af hinanden med fristende udstillingsvinduer. Selv det danske smykkefirma Pandora var repræsenteret med en lille butik.

Det var lige som at blive sparket i hovedet. Fra at være fuldstændig tilbagelænet, blev jeg pludselig grebet af materialismens grådighed. Det store købe-syndrom ...

Det var som at gå ind i et casino. Dagslyset blev erstattet af en neutral belysning, som fik en til at glemme tiden. Stedet var airconditioneret ned til en behagelig kølighed og det hele emmede bare af forbrug.

Jeg dansede af sted og Maiken gik smilende bagved mig. Hun havde været der før, så hun kendte centret og blev derfor ikke fuldstændig bjergtaget.

 Fortsættes i morgen ...