onsdag den 10. oktober 2012

Om slangebid og retarderede kolibrier ...


Da jeg kom tilbage til mit hus opdagede jeg, at Rafael havde efterladt gaver til mig. Og jeg grinede højt, da jeg fandt dem: En flaske vin, en pakke cigaretter, en tegning og så ham her ... Mr. Clayton, som Rafael selv har modelleret. 

Nogle gange glemmer jeg helt, at jeg befinder mig i Paradis. Jeg skulle op og vente på Taxa-José, som bragte mig en meget vigtig computerdims inde fra byen. Og på vejen derop opdagede jeg en ny jungleblomst, som jeg aldrig har set før. Ildrød og på størrelse med min hånd. Jungleblomsterne er generelt meget sære og surrealistiske at se på. De er ikke smukke i traditionel forstand - men det var denne her.

Den lignede en rigtig blomst og ikke en flok hugtænder eller en ond, farverig svamp, som ellers ofte kan være tilfældet Begge typer er almindeligt forekommende, og jeg holder meget af dem. Men jeg tror de kræver det, som Funky kalder for an acquired taste ...

Mens jeg stod og kiggede på den og helt egoistisk overvejede at plukke den, dukkede min retarderede kolibri-ven op. Min retarderede kolibri er ifølge Karsten en utrolig sjælden junglekolibri. Er temmelig stor kolibri - næsten så lang som min lillefinger. Hans næb er krumt og han er brun med en flot, lang hvid halefjer, som giver et vist schwung over hans generelle fremtoning. Det er den lange, hvide halefjer der adskiller ham fra den håbløst almindelige, brune junglekolibri.

 Og efter som jeg savnede Rafael, satte jeg mig ned og modellerede en veninde til mr. Clayton, så han ikke var alene. Her er de glade venner ... 

Men jeg er helt sikker på, at hvis hans intelligensniveau er generel for hans art - så er der faktisk ikke noget at sige til, at den hvidhalede kolibri er sjælden. Siden jeg flyttede ind i junglehuset har han på daglig basis metodisk afsøgt min farverige hængekøje for at se, om den dog ikke snart ville gå i gang med at blomstre, så han kunne få sig en lille sukkersjus.

Hængekøjen har ikke på noget tidspunkt gjort mine til at afsætte blomster, men min hvidhalede ven er af den stædige type. Hver eneste dag har han flimret omkring den som en miniature-helikopter og undersøgt den nøje. Jeg kan høre, når han er i nærheden. Hans hurtige vingeslag giver en helt særlig svip-svip-lyd, som jeg altid kan genkende. Og den lyd får mig altid til at smide hvad jeg har i hænderne og stryge ud på terrassen for at kigge på ham.

Jeg ved ikke, hvad det er med kolibrier - men de er umulige at blive trætte af! Og jeg har noteret mig, at jeg ikke er den eneste, der har det på den måde. Det er lige som om, at man fryser i sin bevægelse, når der dukker en kolibri op. I et par sekunder står man helt stille og fokuserer fuldstændig på den lillebitte fugl, der bevæger sig i hurtige ryk. Og det er lige som om, at synet af kolibrier fylder ens sjæl op på en dejlig måde. Jeg føler mig altid lidt gladere efter et møde med en af de små nektar-sugere.

Og eftersom min retarderede kolibri-ven er vant til mig, afsøgte han først min røde kjole for at tjekke, om jeg eventuelt var i gang med at afsætte blomster. Og derefter svirrede han hen til den smukke, røde blomst og drak af den. Det fik mig helt ud af den griske tilstand, jeg ellers var i. Jeg stod nemlig og tænkte, at den blomst ville se perfekt ud på mit skrivebord - og at jeg fortjente den blomst, så jeg kunne sidde og nyde den, mens jeg arbejdede.
 En af de mærkelige jungleblomster ...

Men jeg lod blomsten være. For måske er der masser af mad i den til min kolibri - og man tager ikke andres mad, bare fordi man har lyst. Desuden kunne jeg næsten høre min farmor tale til mig. Min farmor lærte mig, at man aldrig måtte plukke alle blomster i en klase. Man skulle lade nogle stykker være - for så ville der komme flere blomster. Og desuden var blomsterplukning en øvelse i at kontrollere sin egen griskhed. Min farmor ville bestemt ikke have været stolt af mig, hvis jeg havde plukket den eneste smukke blomst i junglen ...

I stedet gik jeg op på vejen og plukkede en fem, farverige hibiscusblomster. Omkring mig var der masser af orb-edderkoppespind. Og nogle af dem lyste gyldent i solen. Jeg ved tilfældigvis, at de gyldne orb-spind er ekstremt stærke. Regnskovs-indianerne har i mange hundrede år brugt det gyldne spind til at lave fiskesnører af.

 Her er en orb-spider. Hvis I lægger mærke til det, kan I se, at spindet faktisk er gyldent ...

Så jeg bankede forsigtigt en af orb-edderkopperne på skjoldet, så den forsvandt op under et blad. Og så tog jeg lidt af dens stærke spind, nulrede det til en tråd og bandt det rundt om min smukke hibiscus-buket. Det må man gerne, for orb-edderkopperne bygger nye spind næsten hver dag. Så jeg generede ikke den smukke edderkop for alvor.

Men jeg er en anelse utilfreds med den retarderede kolibri. For i forgårs lavede jeg en kolibri-foderautomat ud af en colaflaske og en gammel tundåse. Jeg kogte sukkervand til at fylde i og hængte hele herligheden op ved siden af hængekøjen for at glæde min nektar-sugende ven. Indtil videre har han vist større interesse for mine farveblyanter på skrivebordet, end han har for min fine foderautomat.

Jeg agter derfor at tage foderautomaten ned igen og modellere nogle blomsterlignende sager rundt de huller, som han formodes at stikke sit næb i. Måske vil det hjælpe ham lidt på vej. Det håber jeg.

Ellers håber jeg, at en af de andre kolibrier i nærmiljøet vil finde vej til min automat. Jeg har helt sikkert en svaghed for min retarderede ven, fordi han er så dum og stædig. Men jeg har set en helt vidunderlig metalgrøn model-kolibri svirre om mit hus et par gange. Han er lille og ligner en flyvende smaragd - bare meget pænere og finere end et smykke nogensinde kunne være. Han er smuk. Men jeg hepper lidt på min brune ven - måske fordi jeg bedre kan identificere mig med ham. Det lille fjols ...

Jeg har vist aldrig nævnt, at Costa Rica blandt andet er kendt for at have 49 forskellige arter af kolibrier. Det er flere arter end noget andet land kan prale af at have. Og så vidt jeg har oplevet, varierer de vildt i udseendet. Nogle er fuldstændig metalgrønne. Andre spicer lige det ekstraordinære udseende op med metalblå striber. Nogle kolibrier har lige næb, andre har krumme. Så alt i alt kan jeg sige, at de 49 forskellige arter for mestendels er meget forskellige at kigge på. Bortset fra, at de alle sammen har én ting til fælles: Og Man bliver glad af at kigge på dem. Selv om de er nogle krasbørstige små fjerduske, som ikke holder sig tilbage for indlade sig på gemene slagsmål med andre fugle - så er der et eller andet særligt ved dem.

Noget af det bedste jeg ved er at se dem, når de sidder og sover om natten. Karsten er fantastisk til at finde dem og han er så blid, så blid når han færdes i junglen. Vi kan vandre af sted med vores lygter, og pludselig stopper han. Og slukker lygten og tager sin lille lygte op, som lyser rødt. Det lader til at et forsigtigt rødt lys ikke generer dyrene så meget som det hvide lys.
Så løfter han lige så forsigtigt et stort, saftigt jungleblad - og indenunder sidder der en kolibri og sover. Den lægger slet ikke mærke til, at vi belurer den. Og den er så sød, at det næsten knaser i tænderne. Med sit fine, spidse næb og lukkede øjne. Så kigger vi på den indtil vi er helt fyldt op med undren over, at sådan et lille dyr kan være så perfekt og smukt og helt igennem i orden ...

 Min yndlings-jungleblomst. Første gang jeg så den var jeg fuldstændig bjergtaget af den. Jeg synes den rammer den helt rigtige balance og er både meget mærkelig, men også meget smuk. 

Der er imidlertid andre dyr, som ikke afæsker den samme glæde og fascination. Rotterne for eksempel. Jeg har haft rotteinvasion i mit hus.

Det begyndte med en aften, hvor jeg sad og talte med Lise, som faktisk er et blogindlæg værd i sig selv. Jeg sad på min seng og sludrede hyggeligt, da jeg pludselig tabte tråden i samtalen, fordi jeg så en rotte under mit køkkenbord.

Den kom oppe fra taget og gik ned og hoppede i en kasse, hvor der stod en pose ris, som jeg ikke selv havde købt - og derfor ikke rigtig vidste, at jeg havde. Et øjeblik efter sad den på kanten af kassen og proppede ris ind i munden med mig som måbende tilskuer.

Det var en pæn rotte. Blank og brun og uden den lange, nøgne hale, som jeg synes skæmmer den dyreart så meget. I stedet havde den en lidt kortere hale, som var mere behåret end de rotter, som jeg kender fra København.
Men en rotte var det. En regnskovsrotte ...

Nu er jeg typen, som meget gerne ignorerer ubehagelige ting for at se, om de går over af sig selv. Og således ignorerede jeg også rotten i en periode. Jeg argumenterede overfor mig selv for, at regnskovs-rotter muligvis var anderledes end almindelige rotter. At de ikke bar på sygdomme og at regnskovs-guden sørgede for at holde orden i tingene, således at et par rotter kunne være mulige bofæller på lige linje med tarantellen Preben, som jeg har et lykkeligt samliv med.

Ja, grin bare ... jeg er s'gu så blød, når det kommer til børn og dyr.

Mig selv på Lazy Mon. Bagved ligger stranden. 

Men rotterne ... for der var flere ... blev frækkere og frækkere. En nat hvor jeg sad og skrev i min seng, sad en af dem midt ude på gulvet og pudsede sig. Jeg forsøgte at vække Red, så han kunne skræmme rotten væk. Red var trods alt engang parat til at spise en meganuttet, lille syvsover med hud og hår, så jeg tænkte, at han ville være et effektivt våben - men han løftede bare hovedet og kiggede uinteresseret på rotten - hvorefter han faldt tilbage i en comalignende tilstand.

Så tog jeg til San José. Og inden jeg gik ud af døren, indskærpede jeg Funky og Rafael, at de under ingen omstændigheder måtte lade noget som helst spiseligt stå fremme. Min tanke var, at jeg havde begået en fejl ved at lade ris og mel og slige ting stå fremme. Men nu hvor alt mad var fjernet, ville rotterne indse, at de burde holde flyttedag.

Som jeg fortalte i et tidligere blogindlæg, lettede både Rafael og Funky anker for at møde mig i San Jose - og således stod huset tomt i mere end en uge.

At komme tilbage i junglen efter næsten to ugers fravær var skønt. Allerede oppe ved vejen fik jeg det første sug i maven. I et træ lige ved indgangen hang en eyelash-viper og slumrede fredsommeligt i en gren. Og ikke bare den almindelige, gule eyelash viper  - men en interessant, brun variation af arten.

Og for en gangs skyld havde jeg kameraet ved hånden og fik fanget den sjældne, brune eye lash-fætter.

Jeg har set en del eye lash vipere i regnskoven. Og jeg tror at en af grundene til at jeg har haft et par stykker helt tæt på huset er, at jeg har en lille bæk løbende tæt på mit hus. Eye lash viperen har en udpræget svaghed for at bosætte sig i nærheden af små vandløb, og fordi jeg ser dem så tit, har jeg udviklet et kærligt - omend vagtsomt - forhold til dem.

Tico'erne har en vittighed der siger noget i retning af: Hvis du altid kigger nedad, når du går i junglen - så bliver du bidt af en oropel (spansk for eye lash viper). Hvis du altid kigger opad - så bliver du bidt af en terciopeloe.

Terciopeloe betyder fløjl på spansk. Hvorfor slangen har fået det navn, ved jeg ikke. Skindet virker ikke særlig fløjlsagtigt at se på - faktisk er terciopeloen i modsætning til den skriggule oropel ikke særlig opsigtsvækkende. Men den er alligevel ikke til at spøge med.

Terciopeloen og oropellen går under navnet '20 minutters-slangerne' - underforstået at hvis sådan en fætter sætter hjørnetænderne i dig, så er du død i løbet af 20 minutter.

Jeg tror ikke, at det er helt rigtigt. Der går nok lidt længere tid, inden man eventuelt himler. Men uden at have dødsfald indover har begge slangers bid den ubehagelige virkning, at deres gift opløser væv. Nogle edderkoppebid har samme, væmmelige virkning. Kødet omkring bidstedet bliver nekrotisk og for at koldbranden fra giftsåret ikke skal brede sig til resten af kroppen, må man enten amputere eller skære store lunser af arme og ben.

En natsværmer-type som sad på kanten af mit skrivebord. Den er da skæg! Snudebille møder sommerfugl eller sådan noget.

20 minutters-teorien er imidlertid fascinerende og jeg har faktisk flere gange spekuleret over, hvad jeg ville gøre, hvis jeg virkelig kun havde 20 minutter tilbage at leve i. Jeg har stadig ikke fundet noget svar, men jeg tror at jeg i samtlige 20 minutter ville håbe på, at jeg var blevet bidt af en hidtil ukendt og uskadelig slangeart, som bare lignede giftslangen til forveksling. Alt efter temperament kan man så vurdere, om jeg er en ukuelig optimist - eller sådan en der nægter at se realiteterne i øjnene.

Jeg kender ingen, der er blevet bidt af slanger. Rafael kom en dag fuldstændig rystet hjem og fortalte, at en af hans venner næsten havde sat hånden oven i en oropel, som lå og sov på en frønnet mur - men intet skete. Oropellen flygtede uden at bide fra sig. De årlige dødsfald som slanger er ansvarlige for, sker hovedsagligt for de mange mennesker, som arbejder i marker og bananplanager. Udover at det er svedfremkaldende, anstrengende og ualmindelig lavtlønnet at være markarbejder, så er man altså også i fare for at blive bidt af slanger.

Rafael tog på et tidspunkt en tjans som markarbejder på daglejerbasis. Og udover at han blev tynd som et sugerør og var konstant udmattet og overarbejdet, kunne han også fortælle om kolleger, som havde fået amputeret lunser af arme og ben efter slangebid. 

Fortsættes ... og yes, yes ... fortsættelsen ER faktisk skrevet!

1 kommentar:

  1. Ååååhhhhhh! Jeg bliver fyldt af kolibri-glæde over at læse dette.... ikke kun om de små vævre nektarsugende summere, men også om rotter og Terciopeloen og oropellen og Tico'erne og snudebille/sommerfugl og edderkoppe-vævopløsende nasty shit og ALT. I Junglen. Tak dejlige Knørke, lige dét jeg trængte til lige nu, rendyrket Junglevandring som var man der selv og kunne glemme Verden og menneskerne i den et øjeblik. Vidunderligt! <3

    SvarSlet