Da jeg kom tilbage til mit hus opdagede jeg, at Rafael havde efterladt gaver til mig. Og jeg grinede højt, da jeg fandt dem: En flaske vin, en pakke cigaretter, en tegning og så ham her ... Mr. Clayton, som Rafael selv har modelleret.
Nogle gange glemmer jeg helt, at jeg befinder mig i Paradis. Jeg skulle
op og vente på Taxa-José, som bragte mig en meget vigtig computerdims inde fra
byen. Og på vejen derop opdagede jeg en ny jungleblomst, som jeg aldrig har set
før. Ildrød og på størrelse med min hånd. Jungleblomsterne er generelt meget
sære og surrealistiske at se på. De er ikke smukke i traditionel forstand - men
det var denne her.
Den lignede en rigtig blomst og ikke en flok hugtænder eller en ond,
farverig svamp, som ellers ofte kan være tilfældet Begge typer er almindeligt
forekommende, og jeg holder meget af dem. Men jeg tror de kræver det, som Funky
kalder for an acquired taste ...
Mens jeg stod og kiggede på den og helt egoistisk overvejede at plukke
den, dukkede min retarderede kolibri-ven op. Min retarderede kolibri er ifølge
Karsten en utrolig sjælden junglekolibri. Er temmelig stor kolibri - næsten så
lang som min lillefinger. Hans næb er krumt og han er brun med en flot, lang
hvid halefjer, som giver et vist schwung over hans generelle fremtoning. Det er
den lange, hvide halefjer der adskiller ham fra den håbløst almindelige, brune
junglekolibri.
Men jeg er helt sikker på, at hvis hans intelligensniveau er generel
for hans art - så er der faktisk ikke noget at sige til, at den hvidhalede
kolibri er sjælden. Siden jeg flyttede ind i junglehuset har han på daglig
basis metodisk afsøgt min farverige hængekøje for at se, om den dog ikke snart
ville gå i gang med at blomstre, så han kunne få sig en lille sukkersjus.
Hængekøjen har ikke på noget tidspunkt gjort mine til at afsætte
blomster, men min hvidhalede ven er af den stædige type. Hver eneste dag har
han flimret omkring den som en miniature-helikopter og undersøgt den nøje. Jeg
kan høre, når han er i nærheden. Hans hurtige vingeslag giver en helt særlig
svip-svip-lyd, som jeg altid kan genkende. Og den lyd får mig altid til at
smide hvad jeg har i hænderne og stryge ud på terrassen for at kigge på ham.
Jeg ved ikke, hvad det er med kolibrier - men de er umulige at blive trætte
af! Og jeg har noteret mig, at jeg ikke er den eneste, der har det på den måde.
Det er lige som om, at man fryser i sin bevægelse, når der dukker en kolibri
op. I et par sekunder står man helt stille og fokuserer fuldstændig på den
lillebitte fugl, der bevæger sig i hurtige ryk. Og det er lige som om, at synet
af kolibrier fylder ens sjæl op på en dejlig måde. Jeg føler mig altid lidt
gladere efter et møde med en af de små nektar-sugere.
Og eftersom min retarderede kolibri-ven er vant til mig, afsøgte han
først min røde kjole for at tjekke, om jeg
eventuelt var i gang med at afsætte blomster. Og derefter svirrede han hen
til den smukke, røde blomst og drak af den. Det fik mig helt ud af den griske
tilstand, jeg ellers var i. Jeg stod nemlig og tænkte, at den blomst ville se
perfekt ud på mit skrivebord - og at jeg fortjente den blomst, så jeg kunne
sidde og nyde den, mens jeg arbejdede.
Men jeg lod blomsten være. For måske er der masser af mad i den til min
kolibri - og man tager ikke andres mad, bare fordi man har lyst. Desuden kunne
jeg næsten høre min farmor tale til mig. Min farmor lærte mig, at man aldrig
måtte plukke alle blomster i en klase. Man skulle lade nogle stykker være - for
så ville der komme flere blomster. Og desuden var blomsterplukning en øvelse i
at kontrollere sin egen griskhed. Min farmor ville bestemt ikke have været
stolt af mig, hvis jeg havde plukket den eneste smukke blomst i junglen ...
I stedet gik jeg op på vejen og plukkede en fem, farverige
hibiscusblomster. Omkring mig var der masser af orb-edderkoppespind. Og nogle
af dem lyste gyldent i solen. Jeg ved tilfældigvis, at de gyldne orb-spind er
ekstremt stærke. Regnskovs-indianerne har i mange hundrede år brugt det gyldne
spind til at lave fiskesnører af.
Så jeg bankede forsigtigt en af orb-edderkopperne på skjoldet, så den
forsvandt op under et blad. Og så tog jeg lidt af dens stærke spind, nulrede
det til en tråd og bandt det rundt om min smukke hibiscus-buket. Det må man
gerne, for orb-edderkopperne bygger nye spind næsten hver dag. Så jeg generede
ikke den smukke edderkop for alvor.
Men jeg er en anelse utilfreds med den retarderede kolibri. For i
forgårs lavede jeg en kolibri-foderautomat ud af en colaflaske og en gammel
tundåse. Jeg kogte sukkervand til at fylde i og hængte hele herligheden op ved
siden af hængekøjen for at glæde min nektar-sugende ven. Indtil videre har han
vist større interesse for mine farveblyanter på skrivebordet, end han har for
min fine foderautomat.
Jeg agter derfor at tage foderautomaten ned igen og modellere nogle
blomsterlignende sager rundt de huller, som han formodes at stikke sit næb i.
Måske vil det hjælpe ham lidt på vej. Det håber jeg.
Ellers håber jeg, at en af de andre kolibrier i nærmiljøet vil finde
vej til min automat. Jeg har helt sikkert en svaghed for min retarderede ven,
fordi han er så dum og stædig. Men jeg har set en helt vidunderlig metalgrøn
model-kolibri svirre om mit hus et par gange. Han er lille og ligner en
flyvende smaragd - bare meget pænere og finere end et smykke nogensinde kunne
være. Han er så smuk. Men jeg hepper
lidt på min brune ven - måske fordi jeg bedre kan identificere mig med ham. Det
lille fjols ...
Jeg har vist aldrig nævnt, at Costa Rica blandt andet er kendt for at
have 49 forskellige arter af kolibrier. Det er flere arter end noget andet land
kan prale af at have. Og så vidt jeg har oplevet, varierer de vildt i
udseendet. Nogle er fuldstændig metalgrønne. Andre spicer lige det
ekstraordinære udseende op med metalblå striber. Nogle kolibrier har lige næb,
andre har krumme. Så alt i alt kan jeg sige, at de 49 forskellige arter for
mestendels er meget forskellige at kigge på. Bortset fra, at de alle sammen har
én ting til fælles: Og Man bliver glad af at kigge på dem. Selv om de er nogle
krasbørstige små fjerduske, som ikke holder sig tilbage for indlade sig på
gemene slagsmål med andre fugle - så er der et eller andet særligt ved dem.
Noget af det bedste jeg ved er at se dem, når de sidder og sover om
natten. Karsten er fantastisk til at finde dem og han er så blid, så blid når
han færdes i junglen. Vi kan vandre af sted med vores lygter, og pludselig
stopper han. Og slukker lygten og tager sin lille lygte op, som lyser rødt. Det
lader til at et forsigtigt rødt lys ikke generer dyrene så meget som det hvide
lys.
Så løfter han lige så forsigtigt et stort, saftigt jungleblad - og
indenunder sidder der en kolibri og sover. Den lægger slet ikke mærke til, at
vi belurer den. Og den er så sød, at det næsten knaser i tænderne. Med sit
fine, spidse næb og lukkede øjne. Så kigger vi på den
indtil vi er helt fyldt op med undren over, at sådan et lille dyr kan være så
perfekt og smukt og helt igennem i orden ...
Der er imidlertid andre dyr, som ikke afæsker den samme glæde og fascination.
Rotterne for eksempel. Jeg har haft rotteinvasion i mit hus.
Det begyndte med en aften, hvor jeg sad og talte med Lise, som faktisk
er et blogindlæg værd i sig selv. Jeg sad på min seng og sludrede hyggeligt, da
jeg pludselig tabte tråden i samtalen, fordi jeg så en rotte under mit
køkkenbord.
Den kom oppe fra taget og gik ned og hoppede i en kasse, hvor der stod
en pose ris, som jeg ikke selv havde købt - og derfor ikke rigtig vidste, at
jeg havde. Et øjeblik efter sad den på kanten af kassen og proppede ris ind i
munden med mig som måbende tilskuer.
Det var en pæn rotte. Blank og brun og uden den lange, nøgne hale, som
jeg synes skæmmer den dyreart så meget. I stedet havde den en lidt kortere
hale, som var mere behåret end de rotter, som jeg kender fra København.
Men en rotte var det. En regnskovsrotte ...
Men en rotte var det. En regnskovsrotte ...
Nu er jeg typen, som meget gerne ignorerer ubehagelige ting for at se,
om de går over af sig selv. Og således ignorerede jeg også rotten i en periode.
Jeg argumenterede overfor mig selv for, at regnskovs-rotter muligvis var
anderledes end almindelige rotter. At de ikke bar på sygdomme og at
regnskovs-guden sørgede for at holde orden i tingene, således at et par rotter
kunne være mulige bofæller på lige linje med tarantellen Preben, som jeg har et
lykkeligt samliv med.
Ja, grin bare ... jeg er s'gu så blød, når det kommer til børn og dyr.
Mig selv på Lazy Mon. Bagved ligger stranden.
Men rotterne ... for der var flere ... blev frækkere og frækkere. En
nat hvor jeg sad og skrev i min seng, sad en af dem midt ude på gulvet og
pudsede sig. Jeg forsøgte at vække Red, så han kunne skræmme rotten væk. Red
var trods alt engang parat til at spise en meganuttet, lille syvsover med hud og hår,
så jeg tænkte, at han ville være et effektivt våben - men han løftede bare
hovedet og kiggede uinteresseret på rotten - hvorefter han faldt tilbage i en
comalignende tilstand.
Så tog jeg til San José. Og inden jeg gik ud af døren, indskærpede jeg
Funky og Rafael, at de under ingen omstændigheder måtte lade noget som helst
spiseligt stå fremme. Min tanke var, at jeg havde begået en fejl ved at lade
ris og mel og slige ting stå fremme. Men nu hvor alt mad var fjernet, ville
rotterne indse, at de burde holde flyttedag.
Som jeg fortalte i et tidligere blogindlæg, lettede både Rafael og
Funky anker for at møde mig i San Jose - og således stod huset tomt i mere end
en uge.
At komme tilbage i junglen efter næsten to ugers fravær var skønt.
Allerede oppe ved vejen fik jeg det første sug i maven. I et træ lige ved
indgangen hang en eyelash-viper og slumrede fredsommeligt i en gren. Og ikke
bare den almindelige, gule eyelash viper
- men en interessant, brun variation af arten.
Og for en gangs skyld havde jeg kameraet ved hånden og fik fanget den sjældne, brune eye lash-fætter.
Jeg har set en del eye lash vipere i regnskoven. Og jeg tror at en af
grundene til at jeg har haft et par stykker helt tæt på huset er, at jeg har en
lille bæk løbende tæt på mit hus. Eye lash viperen har en udpræget svaghed for
at bosætte sig i nærheden af små vandløb, og fordi jeg ser dem så tit, har jeg
udviklet et kærligt - omend vagtsomt - forhold til dem.
Tico'erne har en vittighed der siger noget i retning af: Hvis du altid
kigger nedad, når du går i junglen - så bliver du bidt af en oropel (spansk for
eye lash viper). Hvis du altid kigger opad - så bliver du bidt af en terciopeloe.
Terciopeloe betyder fløjl på spansk. Hvorfor slangen har fået det navn,
ved jeg ikke. Skindet virker ikke særlig fløjlsagtigt at se på - faktisk er
terciopeloen i modsætning til den skriggule oropel ikke særlig opsigtsvækkende.
Men den er alligevel ikke til at spøge med.
Terciopeloen og oropellen går under navnet '20 minutters-slangerne' -
underforstået at hvis sådan en fætter sætter hjørnetænderne i dig, så er du død
i løbet af 20 minutter.
Jeg tror ikke, at det er helt rigtigt. Der går nok lidt længere tid,
inden man eventuelt himler. Men uden at have dødsfald indover har begge
slangers bid den ubehagelige virkning, at deres gift opløser væv. Nogle
edderkoppebid har samme, væmmelige virkning. Kødet omkring bidstedet bliver
nekrotisk og for at koldbranden fra giftsåret ikke skal brede sig til resten af
kroppen, må man enten amputere eller skære store lunser af arme og ben.
En natsværmer-type som sad på kanten af mit skrivebord. Den er da skæg! Snudebille møder sommerfugl eller sådan noget.
20 minutters-teorien er imidlertid fascinerende og jeg har faktisk
flere gange spekuleret over, hvad jeg ville gøre, hvis jeg virkelig kun havde
20 minutter tilbage at leve i. Jeg har stadig ikke fundet noget svar, men jeg
tror at jeg i samtlige 20 minutter ville håbe på, at jeg var blevet bidt af en
hidtil ukendt og uskadelig slangeart, som bare lignede giftslangen til
forveksling. Alt efter temperament kan man så vurdere, om jeg er en ukuelig
optimist - eller sådan en der nægter at se realiteterne i øjnene.
Jeg kender ingen, der er blevet bidt af slanger. Rafael kom en dag
fuldstændig rystet hjem og fortalte, at en af hans venner næsten havde sat
hånden oven i en oropel, som lå og sov på en frønnet mur - men intet skete.
Oropellen flygtede uden at bide fra sig. De årlige dødsfald som slanger er
ansvarlige for, sker hovedsagligt for de mange mennesker, som arbejder i marker
og bananplanager. Udover at det er svedfremkaldende, anstrengende og
ualmindelig lavtlønnet at være markarbejder, så er man altså også i fare for at
blive bidt af slanger.
Rafael tog på et tidspunkt en tjans som markarbejder på daglejerbasis.
Og udover at han blev tynd som et sugerør og var konstant udmattet og overarbejdet,
kunne han også fortælle om kolleger, som havde fået amputeret lunser af arme og
ben efter slangebid.
Fortsættes ... og yes, yes ... fortsættelsen ER faktisk skrevet!
Ååååhhhhhh! Jeg bliver fyldt af kolibri-glæde over at læse dette.... ikke kun om de små vævre nektarsugende summere, men også om rotter og Terciopeloen og oropellen og Tico'erne og snudebille/sommerfugl og edderkoppe-vævopløsende nasty shit og ALT. I Junglen. Tak dejlige Knørke, lige dét jeg trængte til lige nu, rendyrket Junglevandring som var man der selv og kunne glemme Verden og menneskerne i den et øjeblik. Vidunderligt! <3
SvarSlet