Panama tur - retur på adrenalin

 Kig godt på dette pas - at være skandinav er guld værd. Det er det mest værdifulde pas i verden ...

Der er måske ti - 12 meter ned. Og jeg er ikke god til højder. Men til gengæld er jeg god til at huske mig selv på, at jeg netop skal gå lige her. Netop fordi jeg er bange. Forsigtigt trippe fra bræt til bræt, så jeg har frit udsyn til floden under mig. Edwin siger, at den flod er smækfyldt med krokodiller, men udover at jeg kan se regnskoven og bjergene hæve sig i horisonten, kan jeg også se folk, der bader og fisker i floden.

Jeg koncentrerer mig om at sætte fødderne helt rigtigt. Hvis jeg snubler, kan jeg slå mig slemt. Men min omfangsrige røv vil helt sikkert kile sig fast mellem to brædder og forhindre et frit fald. Min håndflader er fugtige og det føles som om, at håret har rejst sig på mit hoved.

Vejret er dejlig lunt og overskyet. Jeg har fordelt 100 dollars i mine jeanslommer. Sirligt sammenfoldede så jeg kan tage 20 dollar-sedler diskret og enkeltvis op af lommerne. Jeg skulle have gået på denne her bro for mere end en uge siden. Jeg skulle have været i Panama og tilbage for at atter engang at få de rigtige stempler i mit pas. De stempler der skal vise vejpatruljer og immigrationspolitiet, at jeg ikke opholder mig ulovligt i Costa Rica.

Men jeg er vesteuropæer. Jeg er blegansigt. Så tingene kan sjældent gå helt galt for mig. Sagen havde stillet sig anderledes, hvis jeg havde været Mexicaner eller colombianer - for slet ikke at tale om, hvis jeg havde været fra Nicaragua.

Broen jeg går på er en gammel jernbanebro. På hver side er der lagt træplanker ud, så folk kan gå frem og tilbage. Men jeg går i midten. Det er altid sundt at udfordre sin højdeskræk under trygge forhold. Folk tripper forsigtigt af sted på broen. Backpackere vandrer målbevidst af sted med store rygsække, indianske kvinder skrider værdigt af sted med kurve på hovedet. Unge, indianske hiphop-typer bliver nødt til at hive op et par gange i deres lavtaljede jeans, så de ikke kommer til at tabe bukserne midt på broen. Deres kasketter sidder oven på hovedet og får på den måde deres kranier til at virke ekstra store. Små, senede, mørklødede mænd med store overskæg bærer på poser og pik pak.

Dette billede er taget med min telefon, da jeg greb den for at slukke vække-alarmen. Dette syn er det første, jeg slår øjnene op til om morgenen ... 

En sort dame med turban og favnen fyldt med røde jungleblomster overhaler mig og vugger videre. Hendes bagdel er enorm og svøbt i en ålestram, blomstret nederdel. Jeg er ikke den eneste, der kigger efter dén mås ... Jeg er et sted, hvor store, voluminøse bagdele tilbedes med passion. Jeg er et sted, hvor min flade røv slet ikke kan klare konkurrencen og hvor kvinder der har rundet de 100 kilo fører sig med en selvsikkerhed og værdighed, som fryder mit hjerte.

Holdningen synes at være, at en stor røv er godt. Men en større røv er bedre ...

Først da jeg kommer frem til den panamanske grænse går det op for mig, at det var en dårlig idé at udfordre min højdeskræk lige dén dag. Der er mange soldater ved grænsen. De har camouflageuniformer og lange, sorte støvler på. Og våben. Geværer i hænderne og pistoler hængende på hofterne.  

Udover højder er jeg også bange for uniformerede soldater med våben. Det er en skræk jeg altid har haft, og når jeg har mareridt om natten, drømmer jeg tit, at jeg er på flugt fra soldater, der vil slå mig ihjel. 

Alle andre uniformer end postbuds-uniformer skræmmer mig faktisk. Jeg kan mærke, at mit lille 'hoppe fra bræt til bræt-stunt' har fået adrenalinen til at rulle i mit blod. Lige ved grænsekontrollen står en høj, bred soldat og ser bister ud. Han står henslængt op af et vagthus. Hans hud er mørkegylden og underansigtet er dækket af mørke skægstubbe. Hans skjorte er rullet op, så jeg kan se hans underarme. Blodårerne tegner mønstre i den mørke hud. Han er kronraget og ser lækker - men brutal - ud.

Jeg kan ikke lade være at kigge på ham, og han må kunne mærke det. For han løfter hovedet for at se, hvor blikket kommer fra. Da han får øje på mig, smiler han dovent og katteagtigt. Jeg tror, at jeg smiler lige så dovent igen, mens tusind billeder - alle af pornografisk karakter - flyder gennem min hjerne. Han ved, hvad jeg tænker og smiler bredere. Det samme gør jeg, indtil jeg slider blikket væk fra ham. Åh ja, jeg er bange for soldater, men når angsten blandes med adrenalin, ændrer den karakter og bliver til noget andet. Noget som også er farligt på sin egen måde.

Køen til paskontrollen er lang. Og det er godt for mig. For jeg har brug for tid, så højdeangst-sveden kan tørre ind på min krop. Jeg må for alt i verden ikke ligne en, der er oprevet eller har dårlig samvittighed. Hvis jeg kigger på soldaten igen, kommer jeg helt sikkert til at rødme. Så jeg tænder en cigaret og holder blikket stift rettet mod nakkerne foran mig, mens jeg tænker på, at alt er fint. At det her kommer til at gå fuldstændig gnidningsløst.

Der ligger 40 dollars i mit pas. Og da jeg afleverer det til manden bag skranken, er mit ansigt udtryksløst. Han rumsterer lidt med mit pas og kigger derefter på mig.

"Jeg er lidt forsinket denne gang," siger jeg på engelsk og forsøger at holde både kropssprog og ansigt helt roligt.

Han rumsterer videre. Det føles som om, at der går en evighed. Men da han med en elegant bevægelse åbner passet, så mine to 20 dollar-sedler forsvinder ubemærket ned i en skuffe, ved jeg at det er lykkedes. 

Så rækker han passet tilbage til mig.

"Velkommen til Panama," siger han bare.

Og jeg griber passet og skynder mig væk. Jeg har forsøgt at gøre mig så lidt opsigtsvækkende som muligt. I dag er ikke korset og kjoledag. I dag er store usynlighedsdag.

Planen er at vente en time - og så komme tilbage over broen, inden den lukker klokken 17. Jeg gider ikke bruge tre dage i Panama. Jeg har hverken tid eller overskud til at sidde på en bar i en grænseby og drikke øl i tre dage og lulle mig selv i søvn på et eller andet overcharged skodhotel i tre nætter.

Jeg går ind i den første og bedste airconditionerede grænseshop. Her kan jeg ose en times tid - og så vende næsen den modsatte vej.

Grænseshoppen er kæmpestor og sælger alt lige fra tun på dåse til fiskeudstyr. Og til min store fornøjelse finder jeg noget, som jeg har været på udkig efter længe: Nemlig lukkede lanterner til levende lys. Junglenatten er sortere end noget andet, jeg har oplevet. Og jeg har tit ønsket mig at kunne sætte levende lys i natten. Efter et par forsøg med stearinlys, opgav jeg dog planen.

Det var simpelthen for ubehageligt, når de store græshopper begik selvmord i flammerne. For ... græshopperne og de andre insekter er præcis så store, at et stearinlys netop ikke slår dem ihjel. Det sårer dem bare så hårdt, at de ligger spjættende for foden af lyset - og så er det mit job at agere insektbøddel. En ti centimeter lang græshoppe er et stort dyr at dræbe. I hvert fald for sådan en blødsøden type som mig. Derfor droppede jeg at have stearinlys i junglenatten.

Mine fancy, nye lanterner. Jeg har købt olie med citrus i til dem. Så ikke bare er de hyggelige - de er også myggeafskrækkende ...

Men disse lamper er helt perfekte. De er røde og vil se rigtig flotte ud i mit lille hus. Jeg køber fem af dem og et rødt tæppe, som er så usigelig blødt, at jeg slet ikke kan lade være med at ae det.

Hele herligheden koster mig under 25 dollars, og jeg er meget tilfreds med mig selv, da jeg igen træder ud på den støvede gade. Kontrasten mellem den air conditionerede forretning og den eftermiddagsvarme virkelighed er kvælende. Der går et par minutter, før min krop vænner sig til varmen.

Grænsebyer er altid dodgy. Fordi så mange mennesker passerer igennem, har den en mærkelig, lodden atmosfære. Her stoler jeg ikke på nogen. Og jeg holder ryggen rank, når jeg går. Jeg gør mit bedste for at ligne en, der ikke finder sig i noget pis. Strategien har virket før - og virker også denne gang.

Min time er gået. Det er på tide at forsøge at komme tilbage. Jeg går op af en af de stejle trapper op broen, som er grænseovergangen. Jeg forestiller mig, at jeg er fuldstændig usynlig og blander mig med en gruppe amerikanere.

Jeg når lige at tænke, at det her går gnidningsløst, da en fyr træder ind foran mig. Fandens også ... Soldaten fra før. Han kan i hvert fald huske mig.

Denne gang smiler han ikke. Hans ansigt er fuldstændig udtryksløst. Vi kigger på hinanden. Han ved, at jeg ikke må vise mig her før om tre dage. Og han ved også, at jeg ved det.

Forklaringer og undskyldninger vil bare forværre situationen, og det føles som om, at vi står og kigger på hinanden i en evighed. Han kan - hvis han vil - komplicere mit liv helt akut. Jeg bryder mig ikke om tanken, og mit smil er væk. Jeg forsøger ikke engang at fremtvinge det. Jeg er alt for presset til at gøre noget.

De rigtige stempler i passet. Tjek. Jeg behøver nu ikke længere at være bange for at blive stoppet ved checkpoints og af vejpatruljer. 

"Do you have a cigarette?," siger han så.

Jeg nikker og hiver mine Marlboros frem og byder ham fra pakken. Han tager en cigaret og lader forstå, at jeg også skal give ham ild.

Selv om det er en fuldstændig vindstille dag kupler han sine hænder omkring min hånd med lighteren. Den forsvinder fuldstændig mellem hans hænder og jeg syder indvendigt. Og jeg tror, at han ved, at hans magtdemonstration pisser mig fuldstændig af. Det lader til at more ham, for pludselig smiler han.

"See you in three months," siger han og træder til side.

Jeg forvandler mig øjeblikkeligt til en skude og løfter hovedet så højt, at jeg næsten ikke kan se, hvor jeg går, samler resterne af min værdighed og skrider forbi ham.

Da jeg har passeret grænsen og er ude på broen igen, vender jeg mig om. Soldaten står stadig og ryger og kigger efter mig. Han har ventet på, at jeg skulle vende mig om. Fordi det simpelthen ville være umuligt at lade være med at gøre. Jeg nikker til ham, og han smiler skævt tilbage.

Hele vejen tilbage til Costa Rica går jeg på plankerne. Jeg magter ikke flere adrenalin-sus for den dag.