mandag den 12. november 2012

Chokolade, frøer og tørre, hvide lagner


De allerfleste billeder i denne blogpost er taget af den kommende mesterfotograf, Funky. 

Ok. Jeg har stadig ikke noget vand. Men mit humør er i det mindste vendt tilbage. Det gik op for mig, da jeg for fem minutter sad og klukkede for mig selv ved tanken om fyren, der var ude for et uheld af den slags, der kun kan forekomme i nærmiljøet.  

Det var Peter, der fortalte mig historien og selv om han prøvede at holde alvoren inde bag sit store, hvide skæg, brød vi begge to helt sammen af grin over den.

En morgen var en af Peters bekendte kommet glad hjulende på sin cykel med retning mod Puerto Viejo. Da han et par minutter efter vågnede øm og forslået op i grøften - godt viklet ind i sin cykel - var det sidste han kunne huske, at han var blevet overhalet af en lastbil.

Jungleblomster lefler ikke for den brede smag. Tværtom er de tit underlige og ikke altid lige kønne. Hvis blomster kan være cool og seje, så er det det, de er!

Efter den stakkels mand havde sundet sig, var det lykkedes ham at rekonstruere hændelsesforløbet. Lastbilen der havde overhalet ham, var en af de store klepperter, der kører i fast rutefart mellem plantagerne og Limon. I dagens anledning havde lastbilen været caribisk overlæsset med ananasser.

Og i netop det sekund lastbilen passerede den ulykkelige mand, tabte den en ananas som med usvigelig præcision ramte manden klokkerent og sendte ham hovedkulds i grøften.

Problemet med uheldet var imidlertid, at udover hovedpine og hudafskrabninger, fik manden absolut ingen medfølende ord på vejen, når han fortalte om det. Tværtimod knækkede alle sammen i et kæmpe latteranfald, når de hørte historien.

Åh-hårh-hårh-hårh ... jeg griner faktisk stadig, hver gang jeg tænker på det. Undskyld stakkels mand - jeg er sikker på, at det gør rigtig ondt at blive ramt af en flyvende ananas ... Selv Peter der ellers er både empatisk og sød, begynder at grine, når han genfortæller historien ... 

Helt almindelige helaconiaer ...

Nåeh, det var et lille sidespring. For jeg bliver simpelthen nødt til at fortælle, hvad der skete, da jeg nedsmeltede for tre dage siden.

Men inden jeg går videre, bliver jeg nødt til at sige tak til alle jer, der tog jer tid til at skrive til mig, heppe på mig - og give mig et ordentligt los i agterstavnen.

Alle I der lægger kommentarer på min blog og min fb-profil ... Jeg bliver så glad, når I bruger tid på at sætte jer ned og skrive til mig. Og jeg har lært, at gode ord på det rigtige tidspunkt kan gøre en forskel.

De næste dage er sat af til at svare på alle de dejlige kommentarer og breve, som jeg har fået. Men lige nu vil jeg bare sige tak og guds fred og lykke til jer alle sammen ...

Jeg elsker internettet. ELSKER! Der var knap gået fem minutter fra jeg havde lagt mit ualmindelig selvmedlidende blogindlæg på, til de første reaktioner indfandt sig.

Hotel! Nu!, var den entydige reaktion. Men jeg var i vildrede, følte mig helt splattet ud og ude af stand til rigtig at gøre noget.


Denne tudse boede under terrassen. Da jeg viste Karsten billedet, kunne han fortælle mig, at nataktive reptiler har en lodret streg i deres øjne. Denne tudse er med andre ord langt over sin sengetid. 

Tanja som lige har været her, meldte sig øjeblikkelig på Skype og sendte mig med vanlig effektivitet links til diverse hoteller i nærmiljøet. Samtidig fortalte hun mig, at hun ville donere 100 dollars som en tidlig julegave, hvis jeg bare ville lette rumpetten og komme af sted! I den anden ende sad jeg og var så passiv som en dopet vinbjergsnegl.

Til sidst mistede Tanja tålmodigheden med mig og skrev:

"Nu må du simpelthen komme ind i kampen, Schatzling. Lige som der er en tid for enhver kvinde at farve sig rødhåret, lige så er der en tid for enhver kvinde at sige 'fuck junglen!'"

Sådan kom jeg til at se ud, da jeg for et par år siden fulgte Tanjas råd om, at enhver kvinde bør have en periode i sit liv, hvor hun er rødhåret ...

Cirka samtidig vendte den rådne ligstank tilbage. For at toppe situationen, sværmede en mindre flok uvenlige fluer ind på verandaen og gik i gang med at bide mig - selv om jeg var marineret i myggebalsam.
Og da min nabo præcis samtidig gik i gang med at synge, greb jeg min taske og styrtede ud af døren.

Dette er en slags bougainvillea. De vokser overalt i Puerto Viejo og giver byen et nuttet og pittoresk udseende. 

Jeg var halvvejs oppe gennem regnskoven, da jeg kunne høre Taxa-José dytte. Med det resultat at jeg satte farten betragtelig op ... og rendte direkte ind i et orb-edderkoppespind med ansigtet forrest. Jeg har tit talt hjertevarmt og venligt om de store orb-edderkopper i nærmiljøet. Men at have en kæmpestor orb-edderkop kriblende i hovedet og i håret, var næsten mere end jeg kunne tage.

Jeg udstødte et hvin så højt, at det fik José til at springe ud af taxaen og løbe ned i skoven. Formentlig troede han, at jeg var ved at blive sønderrevet af en jaguar. Ergo så han en smule forvirret ud, da det eneste han kunne se, var en småhysterisk dame der stod og børstede sig vildt over det hele - iført et par latterlige pyjamasbukser med påtrykte martiniglas og ordene Happy Hour Lounge smukt skrevet op af det ene ben.

Endnu en jungleblomst. Uden for mit hus har jeg en, der minder lidt om denne - bare i postkasserød.

"I ran into a spiderweb," klynkede jeg. Og det fik José til at tage en pind og fjerne alle edderkoppespind på stien op til vejen. Derefter fremdrog han en ny flaske gas, som han bar ned i mit hus og monterede. Efter ordre fra Funky som havde haft Klynke her i røret et par gange, hvor jeg havde klaget over min sørgelige tilstand.

Derefter satte vi kursen mod byen, samlede Funky op ved Lazy Mon, gjorde et hurtigt pitstop i supermarkedet og fræsede videre - ud af byen, helt ud til Playa Negra, hvor vi blev mødt af ... tadaaa ... mere jungle.


Jeg ved da godt, at det var naivt tænkt af mig. Men når jeg nu ville spendere hele 125 (!!!) dollars på et hotel - så havde jeg forestillet mig noget med lange gange med gulvtæpper, en receptionist, det stille buzz fra tilstedeværelsen af andre mennesker, mandshøje plasma-fjernsyn for enden af ubegribelig store, bløde senge. Og ikke mindst ... et fantastisk, luksuriøst badeværelse med håndklæder på størrelse med Anholt.

I stedet stod jeg i et mørkt hul - omringet af junglen. Det siger noget om, hvor langt ude jeg var, for jeg havde faktisk lyst til at sætte mig ned og pive lidt over det.

Et meget caribisk hotel ...

Jeg har før beskrevet, hvordan jeg føler, at junglen er én stor levende organisme med en form for bevidsthed. Og for at blive i den tanke, så tror jeg junglen besluttede sig for, at den havde udfordret mig nok. Nu var det på tide at vise sig fra en venligere og mere flatterende side.

For bedst som jeg stod med melodramatisk, bævrende underlæbe, udstødte Funky en fløjten og sagde "Tjek lige det her ud ..."

Hotellet rådede over en meget veludbygget træningssal og lige udenfor sad der ... oh, fryd, oh, glæde ... to rødøjede frøer og sov i et lille paraplytræ. Og på et af glasvinduerne sad der yderligere et eksemplar.

Har I nogensinde set en frø, der var MERE nuttet end denne? Jeg har ikke!

Jeg har været i Costa Rica i ni måneder. Og jeg har aldrig set så meget som skyggen af en rødøjet løvfrø, på trods af at det har været et af mine største ønsker at se denne sjove frø i virkeligheden.

Pludselig stod jeg overfor ikke bare ét - men TRE eksemplarer. Og jeg kan fortælle, at denne frø så fantastisk i virkeligheden, at det næsten grænser til noget kriminelt.

For det første er dens hoved meget større end resten af kroppen, hvilket giver den et nærmest tegneserie-agtigt, nuttet udseende. Mens jeg stod og kiggede på de to sovende frøer, åbnede den ene af dem øjnene og kiggede på mig. Og jeg fik simpelthen et fysisk sug i maven af begejstring.

Se hvor sød og flad den er, når den sidder og sover. Jeg falder stadig i svime over den, hver gang jeg kigger på billederne.

Jeg har altid ment, at hvis Paradis eksisterer - så vil det rumme en ekstremt velassorteret papir- og kontorforsyningsbutik. Jeg er nu af den faste overbevisning, at kontorforsyningsbutikken også vil være fyldt med rødøjede frøer som sidder over det hele og gør alting smukkere og mere magisk med deres tilstedeværelse.

Den rødøjede løvfrø er nok det mest perfekte dyr, jeg nogensinde har været så heldig at opleve. Og jeg må sige, at de tre frøers tilstedeværelse gjorde alting meget bedre.

Oh, du rødøjede frø - du gjorde mit hotelophold så meget bedre ...

Da vi endelig havde indlogeret os, kiggede Funky på mig og sagde:
"Nåeh, Angry Bird ...Hvis det her ikke kan gøre dig gladere - så er der ingenting, der kan."
Og op af sin rygsæk trak han en lille pakke, der var næsten sort.

Det var først, da han hev cellofanen af, at det gik op for mig, hvad det var. Chokolade. Og ikke bare chokolade - men den mest fuldfede, sorte chokolade jeg nogensinde har oplevet.

I samme øjeblik chokoladen blev sluppet ud af sin indpakning kvitterede den ved at sende tunge dufte ud i rummet. I en radius af cirka tre meter fra den lille pakke, duftede der tungt, mørkt og fedt af chokolade. Jeg har aldrig oplevet, at chokolade kunne dufte så stærkt og gennemtrængende.

Konsistensen var blød og fedtet som en romkugle fra bageren. Og da den første bid ramte tungen føltes det som om, at mit baghoved eksploderede. Hvordan skal jeg beskrive smagen? Som chokolade, men mere intens, mere mættet, federe og mere tilfredsstillende end noget chokolade, jeg nogensinde har smagt.

Hotelværelset bestod faktisk af denne stue, et køkken, et STORT badeværelse, et soveværelse og en rar veranda med hængekøje.

Jeg tog to bidder - og så gik jeg i bad. Stadig med hovedet spinnende i chokolade-eufori. Da jeg kom ud af badet, stod der varm, dampende kaffe parat til mig. Resten af aftenen gik med at spise og se amerikansk valg på tv. Begge dele var utrolig opstemmende. Hvis jeg skal være helt ærlig, ved jeg meget lidt om amerikansk politik. Det sidste års tid har jeg koncentreret mig mest om mig selv og mit eget lille univers. Men Barack Obama forekommer mig at være et fornuftigt menneske, som søger dialog og ikke excellerer i forfærdelige udtalelser af rabiat karakter.

Ude i junglehaven var der små oaser, hvor man kunne ligge og dase med en bog. 

Vi fejrede derfor hans genvalg ved at gå til og fra tv'et og spise ekstreme mængder af is. Små isbomber indkapslet i crispy chokolade og flerfarvet is, der kombinerede sorbet med fløde på forbilledlig vis. For slet ikke at tale om søde fragilité-lag med kaffeis imellem og is med små stykker marengs i.

Carla er efterhånden en meget rejsevant hund. Og jeg har en grum fornemmelse af, at hun anytime ville bytte det charmerende jungleliv ud med femstjernet luksus ... tsk tsk ...

Næste morgen opdagede jeg, at området omkring mig var en tæmmet junglehave - og at der lå en ganske rar swimmingpool i midten. Jeg besluttede på stedet at blive en dag længere - og tilbragte hele dagen i swimmingpoolen og i brusebadet. Jeg fik også nydt junglehaven i fulde drag - blandt andet fandt jeg en behåret helaconia blandt blomsterne. Sådan en har jeg aldrig set før.

Se hvor flot og behåret den er ... (Det sagde hun også i går ... høhøhø ...)

Det var lige, hvad jeg trængte til. Virkelig. Og jeg vil gerne sige tak til alle jer, der heppede mig af sted.

Jeg elsker at svømme i swimmingpools. Jeg var fast gæst i Frederiksberg Svømmehal i årevis. 

Og hør så lige, hvad der lå på min facebook, da jeg endelig møvede mig på nettet: En besked fra min veninde Andrea. Jeg har kendt Andrea i mange år - og hun er et af de mennesker, som med tiden har lært sig selv at passe godt på sig selv og være god ved sig selv. Og fordi hun er det, er hun et af de mennesker, som alle kan lide at være i nærheden af. Fordi ... hun er så kompetent til at leve livet.

Jeg bliver nødt til at henvise til hendes bog, som burde læses af alle. Fordi hun er sådan et godt eksempel på, at man fan'me skal tage sig selv alvorligt på en god måde og huske at være lige så sød ved sig selv, som man er ved andre ...

Røræg, frisk juice og ditto frugter til morgenmad. Ja tak!
Andrea skrev:

"Jeg vil gerne donere 100 dollars til et hotelværelse med bad. Seriøst. Det der holder slet, slet ikke. Vamos! Jeg overfører fluks penge, hvis du sender dit kontonummer. Jeg mener det. Ud af junglen med dig. Nu!"

Nu er jeg tilbage i junglehuset. Jeg har taget opvasken og gjort så rent, som det er muligt, når jeg ikke har noget vand.

Det har regnet tre nætter i træk - og i dag holdt det først op med at regne ved 13-tiden.

Hotellets kat var helt klart en type, der ikke fandt sig i noget pjat.

Edwin har sagt, at vandstanden i brønden er lovende. Men i mellemtiden er pumpen brudt sammen. Mario er tilkaldt for at fikse sagen, men eftersom han er franskmand skal han have tre timers frokostpause hver dag. Sådan er franskmænd åbenbart ...

Og i stedet for at blive knarvorn over Marios sendrægtighed, sidder jeg ved mit skrivebord og fniser over historien om manden og ananassen. Og så er jeg taknemmelig. Tusind tak alle sammen - I gør en forskel i mit liv.

PS1: Som rigtig mange af jer var inde på, så lader det til, at jeg har en lig-blomst i nærmiljøet. Da jeg kom tilbage efter to dages hotelophold, var stanken væk og er ikke dukket op igen. Så jeg formoder, at den afblomstrede, mens jeg blomstrede i de rene, hvide lagner.

Jeg forstår naturligvis Rasmus N. Klosters begejstring over ligblomsten. Men i denne sag er jeg en NIMBY! Ligblomster - ja tak ... bare ikke i min baghave ...

Jeg har været rundt og lede for at se, om jeg kunne finde den formastelige blomst - men forgæves. Det er nyt for mig, at der også findes en ligblomst i Costa Rica. Lige som så mange andre, elskede jeg at følge med, da verdens største blomst - der normalt lever i Amazon-junglen - blomstrede i Botanisk Have sidste år. Især fordi den ansvarlige gartner, Rasmus N. Kloster, simpelthen var så sød og glad og slet ikke til at stå for.

Endnu en jungleblomst.

Jeg har lyst til at ringe og spørge Rasmus, hvor meget hans blomst egentlig stank. For jeg overdriver ikke, når jeg siger, at jeg aldrig har oplevet noget så ækelt og gennemtrængende. Og så vidt jeg kan se, er den costa ricanske lig-blomst ikke nær så stor som dens Amazon-slægtning.

PS2: Jeg har netop vasket mit kaffekrus af - med en vådserviet. Det fungerer jo fint! Tak til min fb-ven Sandra for det gode råd!

6 kommentarer:

  1. forhåbentlig en ægte vådserviet og ikke en r.. én af slagsen, Ksen ;-) KYS

    SvarSlet
  2. Dejligt at høre, at du kom godt igennem. Og Funky er vel nok en gave, hva'!?

    ... kan godt være du en dag flytter ud af den fysiske jungle, men jeg tror, at du har junglen i dig nu og altid vil have den, uanset hvor du er ... en oplevelse for Livet :)

    Kh.
    Janus

    SvarSlet
  3. Nææææ, hotelkatten ligner jo en søster til katte-Knirke <3

    SvarSlet
  4. Kom lige forbi din fine blog - hold fast, hvor er du modig! Den diametrale modsætning til mit liv i den fynske provins :-)

    SvarSlet
  5. Jeg var i København, da den der ligblomst gik amokka. Og tro mig! Det stank! Som i virkeligt virkeligt slemt. Slemt nok til at det ikke var nok, at jeg selv skulle opleve det, min Facebook skulle også oversvømme med opdateringer om hvor dårligt den lugtede.

    Er forresten stadig på halen over hvor sej du er

    SvarSlet