lørdag den 15. december 2012

Livstegn og junglesyge coming up

Ham her er i hvert fald ikke i reservatet mere. Han specialiserede sig ellers i trusler med machete eller en 38 cal. over for dem, som administrationen ikke anser for at være "rigtige" indianere. Og vold. Jacobo Mayorca er hans navn. Bemærk at han holder en hævet machete i sin højre hånd.


Nu sidder jeg ned igen. Jeg har netop været oppe og slukke for vandet hos Edwin. Det tager timer at fylde min vandtank op med den nuværende vandslange-løsning. Men efter min lange periode med vandmangel, dyrker jeg at stå under huset med en lommelygte og lyse ned i vandtanken - og bare kigge helt forelsket på vandslangen, der forsigtigt fylder tanken op og på den måde sørger for, at jeg kan bruge toilettet, vaske mine hænder, lave kaffe - og endda få et brusebad ...

Jeg var i Panama i forgårs og købte god vin til ingen penge. Ergo har jeg netop skænket mig selv et glas velvoksent rødvin. Jeg er meget træt og har været det hele dagen. Jeg tror, at jeg er ved at blive junglesyg. Det passer godt med trætheden og det faktum at de der små kirtler der sidder på halsen, under kæben, er så ømme som ligtorne. Jeg føler mig meget varm og svedig, men vejret har været overskyet og stillestående hele dagen - så jeg tror, at det er min indre termostat, der har skruet sig selv op.

Junglesyge er et sært fænomen. Udover trætheden og de andre ting, så sætter den sig først og fremmest på hjernen. Det er en mærkelig tilstand jeg er i. Samtidig med at jeg for første gang i lang tid er fuldstændig afslappet, så er det også som om, at jeg næsten ikke kan huske de sidste tre uger. Jeg husker kun i glimt. Der er sket så meget, synes jeg.

For tre dage siden vandede jeg min nyindkøbte, hvide orkidé. Jeg har købt en smuk, hvid orkidé til huset, som jeg forsøger at holde i live, selv om jeg er oppe mod hård modstand. Fire blomster havde den. En blomst er spist af ukendte insekter. En anden blomst er blevet lavet om til en sommerhat af en lille edderkop, som derefter er flyttet ind i den. Senest var bladskærermyrerne ude efter min fine blomst. De havde formet en målbevidst myresti med kurs mod min fine 60 kroners orkidé - men jeg afværgede attentatforsøget ved at flytte den et andet sted hen.
Og da jeg vandede den sidst, kunne jeg pludselig mærke kriblen på min arm. Da jeg kiggede ned, opdagede jeg en lillebitte, men rasende skorpion, der løb op af min arm med brodden dirrende af raseri over at være blevet forstyrret.

"Uhuhuhuhuhu," sagde jeg og dansede hysterisk ud på terrassen og verfede det vrisne insekt af. Tilbage i skoven med den. Jeg var cool nok til at gøre dét - for havde jeg verfet den af inde i huset, kunne jeg eller hundene komme til at træde på den senere. Og bagefter var jeg stolt af mig selv. Jeg synes, at jeg håndterede den lille situation ret godt.

Det er en fornemmelse, som jeg har i disse dage. At jeg håndterer tingene godt. Jeg er stolt af mig selv i øjeblikket. Jeg er glad for mig selv. Og det er en følelse, som egentlig er ny for mig. I hvert fald sådan som den mærkes nu. For selv om jeg også godt ved, at jeg er et dovent, uorganiseret, distræt rodehoved med et lidt for stort ego og en tendens til at være stædig og nærtagende - så er jeg også et rart og venligt menneske med et godt hoved, der kan meget mere, end jeg selv troede.

Jeg spekulerer over, om min nuværende fornemmelse af at være helt i orden vil blive hos mig. Det håber jeg. For det føles rart. Jeg føler, at jeg omfavner mig selv på godt og ondt. At jeg på en eller anden måde ser mig selv meget klart og nøgternt - og alligevel kan lide, hvad jeg ser. Var det den fornemmelse, som jeg rejste ud efter? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at den kommer indefra.
Og det er mærkeligt, at den fornemmelse er hos mig i en tid, hvor jeg absolut ikke er i zen med nogetsomhelst. Tværtimod har jeg nok været længere ude i de sidste par uger, end jeg kan mindes at have været i lang tid.

Næste glimt i min hjerne der melder sig lige nu, er nogle af de uendelige trekkingture som vi har været ude på.
Og hver eneste trekkingtur har jeg taget i bare fødder eller i flip-floppere. En enkelt gang i Edwins str. 46-flip-floppere.
Jeg fuckede mine fødder op på vores allerførste trekkingtur og fik kæmpe gnavsår. Det betød, at jeg ikke kunne have ordentligt fodtøj på i junglen. 

På vores anden trekkingtur kom jeg hjem og opdagede, at nogen håbefulde insekter havde lagt æg i sårene. Det var ubeskriveligt ulækkert og jeg var helt rallende, da jeg rensede hele molevitten op ved hjælp af min tandbørste og en ordentlig sjat vodka. Så faldt jeg i en dyb søvn og glemte egentlig alt om det - indtil jeg børstede tænder om aftenen og kom i tanke om, hvad jeg tidligere havde brugt tandbørsten til. Ad for pokker!

Som jeg sidder og skriver dette er mine gnavsår næsten helede. De er stadig temmelig tyndskindede og ømme - men det er ikke længere åbne sår.

Jeg husker de her lange trekkingture ind i junglen. Længere inde end jeg nogensinde før har været. Den anspændte stemning fordi vi aldrig vidste, om der var nogen, der ventede på os derinde. Vi var alle sammen spændt op med macheter på hofterne og Edwin havde Red med i snor. Jeg vidste faktisk ikke, at sved svier i øjnene. Jeg vidste heller ikke, at det at være konstant småbange får ens sved til at smage rigtig, rigtig bittert. Men sådan er det.

Men uanset hvad kunne jeg ikke lade være med at have vilde opture, når jeg sveddryppende vaklede gennem junglen. På et tidspunkt gik vi igennem en flok gibbon-abers territorium. Gibbon-aber har opsigtsvækkende, hvide ansigter, men ligner ellers brøleaberne. Vi var så langt inde, at gibbon-aberne ikke rigtig havde erfaring med mennesker. Med det resultat at flokkens leder - suppleret af et par assistenter - fulgte os på vej. Og hver gang jeg standsede for at kigge på dem, stillede lederen sig op i en positur, der mindede meget om den positur en kat indtager, når den føler sig truet. Han vendte simpelthen siden til og gjorde sig så stor og frygtindgydende som muligt. For hvert skridt vi tog, kunne vi høre at det raslede i trætoppene, når gibbon-aberne sprang fra træ til træ for at følge os på vej.

Så var det helt anderledes med den unge flok brøleaber, da vi var på en anden trekkingtur. De vidste, at vi var mennesker - men de var så unge, at de simpelthen ikke ville gå glip af noget. Så de fulgte os også på vej, og de var så tæt på, at jeg kiggede på en af dem og konstaterede, at vi bare var to dyr, der studerede hinanden nysgerrigt.

Jeg har aldrig været synderlig fascineret af aber. Men at se dem i deres naturlige omgivelser - deres elegance, deres åbenlyse nysgerrighed, fornemmelsen af at blive kigget på på dén måde - har givet mig et andet syn på sagen. Når jeg er i junglen føler jeg mig faktisk som et dyr. Ikke i den der klassiske forstand med at mine instinkter er knivskarpe og den slags. Nej, jeg føler mig som et stort, kluntet dyr som på en eller anden måde er degeneret et sted undervejs i udviklingen - og at alt det som omgiver mig, er bedre og meget mere toptunet end mig selv. Jeg føler mig ydmyg.

Et af højdepunkterne på de hårde trekkingture har været vandløbene. Jeg elsker at vade igennem de lavvandede, brede bække og stille min tørst og vaske mit svedige ansigt. Og hvis man står stille længe nok, kan man risikere at blive omringet af småbitte fisk, som nipper til en. Jeg ved ikke hvorfor de gør det. Det gør ikke ondt og de efterlader ikke mærker. De nipper bare ... og det kilder.

På vej op af den smattet, genstridig sti reagerede Red lige pludselig usædvanlig skarpt. Og jeg nåede at få et glimt af den. En jaguar. Dette sjældne og vidundersmukke kattedyr, som gemmer sig i junglen. Den kastede ét blik på os - og så var den væk i et spring. Men jeg nåede at se den, og det gjorde mig godt helt ned i bunden af sjælen.

For slet ikke at tale om at vandre gennem junglen og høre vandet. Mærke hvordan luften bliver mere og mere fugtig. Og pludselig ... en lysning og et blik opad. Et i næsten hundrede meter højt, vildt vandfald i frit fald fra bjergene. Med regnbuer omkring sig, når solen spillede i den sky af vand, som omgav faldet.

Uanset hvor anstrengende de trekkingture var, så var de mit frikvarter. For enden af turen ventede der altid en sørgelig historie. Om nedbrændte huse og meningsløs vold. Men turen derop var der, hvor jeg koblede af. Hvilket var mærkeligt. For når jeg ser tilbage er jeg helt klar over, at de var de ture, der var de farligste. Og selv om jeg følte mig beskyttet af junglen - så behøvede jeg bare at kaste ét blik på Franklin eller Jeremia, som vi på skift fulgtes med, for at se, hvor uendelig kluntet jeg var i forhold til dem, der er indianere. Hvis jeg var blevet angrebet af indianere i den jungle, havde jeg ikke holdt længe. For meget hjemmebanefordel til dem.

Et par nætter sov vi på Edwins terrasse. Vi havde alle sammen brug for at have Red i nærheden - og vi sov med macheter under hovedpuderne. For vi vidste ikke, hvor langt vores modstandere ville gå for at skræmme eller stoppe os.

Og alle de ubehagelige telefonopkald fra ukendt nummer. I begyndelsen ventede jeg stille i den anden ende og anstrengte mine ører til det yderste for at høre nogle stemmer - bare et eller andet som kunne give mig et fingerpraj om, hvem det var, der ringede. Selv om ... jeg vidste det jo godt. Kun meget få mennesker har mit nummer. Og jeg brugte den telefon, da jeg ringede og fik en interviewaftale med administrationens kvindelige leder. Det var hende, der flippede fuldstændig ud på mig, fordi jeg provokerede hende. Hun endte med at skrige: "Vi ejer denne her have! Vi er gartnerne! Og vi fjerner ukrudtet i vores have!"

Med ukrudt refererede hun til de mennesker, som den nuværende administration ikke anser for at være rigtige indianere og derfor har fortjent at få brændt deres hus ned og deres husdyr stjålet. Og deres datter voldtaget.

Hun gjorde det ellers meget godt i begyndelsen. Hun mødte sgu' op med en kattekilling på skødet. Men der var had og stål i hendes øjne. Mere had end jeg nogensinde har oplevet før.

De mærkelige telefonopkald stoppede heldigvis, da jeg gjorde det til en kær vane at afsynge den smukke, danske salme 'Hil dig Frelser og Forsoner' ind i røret. Det lader til, den nuværende indianer-administration er fuldstændig umusikalske ...

Og vores nerver var på højkant. Jeg har haft de værste skænderier med Funky. Indtil vi begge to blev så trætte, at vi blev enige om at holde fred og at indrømme over for os selv, at vi var ude i tovene. Men at vi ikke var ude i tovene på grund af hinanden.

Jeg har lært at paranoia er smitsomt og meget farligt. Det begynder i det små, og pludselig står man i bælgsort junglemørke foran sin hoveddør med en afsikret revolver, fordi man i lommelygtens skær kan se, at det lille stykke træ man har lagt strategisk, har flyttet sig - og at man derfor ikke ved, om der er nogen i ens hus.

Man ved, at de har været der. At nogen har været der. For pludselig mangler man sine bedste og mest værdifulde smykker og bliver mødt af et hus, der er betydelig mere rodet, end det man har forladt. Men de tog ikke det armbånd, som jeg har arvet fra min mor. Og jeg valgte at sige til mig selv, at det var det vigtigste. At jeg stadig havde det. (Og det er nu gemt af vejen på et tophemmeligt og sikkert sted. Jeg vil ikke miste dét armbånd!)

Og så var der mødet oppe i bjergene. Med lugten af brænderøg og højlandsregnskov. Og en so med sine grislinger der øffede adstadigt rundt om de mange mennesker, der var kommet til mødet. Mennesker der alle ønskede at fortælle om, hvordan de var blevet behandlet af den nuværende Kekoldi-administration. Og fyren der ledede mødet, som jeg omsider ved, hvem er - og som jeg er begyndt at hale ind på. Fordi han ikke havde rent mel i posen.

Og den allestedsnærværende politiker, kaldet Vargas, der har gjort det til sin mærkesag at gnubbe med indianere - men som kun kunne komme med forblommede uld-i-mund-vendinger, fordi det er valgår, og fordi han ikke tør stikke sine velmanicurerede hånd i denne hvepserede.

Men én ting er sikkert nu. Det er ude. Vi har dokumenteret den vold, der foregår inde i junglen. Og vi er et skridt længere. Da vi begyndte på det her, var der ingen der troede på os. De stemmer er forstummet nu. Og hvis I spørger mig, vidste nogle af dem godt, at det foregik. For det her rækker ud over reservatets grænser. Der er mange interesser på spil - og nogle gange bliver jeg lidt rundtosset af det hele.

Vi har sendt to fyre på flugt. Den ene af dem var den mest voldelige af vagterne i reservatet. De er eftersøgt af politiet nu. Og det er godt.

Så noget har vi opnået. Og vi arbejder videre. For jeg har også lært, at bare fordi man vinder ét slag - så er det ikke ensbetydende med, at man har vundet krigen.

Og jeg har lært, at man bliver træt af at være på en sag døgnet rundt. Meget træt. I morgen skal jeg bare sove hele dagen. Hele dagen. Og måske være lidt junglesyg.

Det er lige før, at jeg trænger til det ...  




10 kommentarer:

  1. Pas på med ham dér der spiller dobbeltspil, der er noget der siger mig, at han vil gå langt for ikke at blive vippet af pinden. Han er vant til at stå i en spændt situation og villig til at spille højt spil, når han på den måde fører folk bag lyset.

    Hvis man skal gøre noget, skal man arbejde på at vende situationen uden om ham (men ikke direkte på ham), på en måde, så det vil være til hans fordel at tage parti for "de gode". Det er sikkert helt nede på bundlinien (penge, sex eller magt) han skal kunne se fordelen. Hvis nu Vargas kom på besøg sammen med folk fra Ammnesty International og National Geographic, der lavede en artikel om problemerne i junglen, så ville det måske pludseligt være i alles interesse at "tage ordentligt parti". Kan være det holder lige indtil ham politikeren bliver valgt eller ej... Eller også får det regeringen til at oppe sig... :)

    Alt dette skal du selvfølgelig blot bruge i din egen kontekst og til inspiration i det omfang du svinger med det.

    Kærlig hilsen
    Janus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Janus <3 Du har ret i meget af det, som du siger. Og næste skridt bliver også at tage til San José og snakke med politikere.
      Tak for dine altid gode kommentarer :-)

      Slet
  2. Måske skulle du opsøge de nordlige indianer og deres kulturer i i nord Brasilien. Der er mere fred og anderledes samvær...
    Det lader til at du er grebet af eventyr....
    Du er midt i et barsk og fanget af naturens regler.
    Kender ikke dig, men jeg oplever andet når jeg er i junglen i nord Brasilien.
    take care.....

    SvarSlet
    Svar
    1. Øv, øv, øv - at du er anonym :-( For var du ikke det, ville jeg øjeblikkelig stalke dig og på alle måder forsøge at komme i kontakt med dig. Hvad laver du i det nordlige Brasilien? Hvordan er junglen der? Det er jo Amazonas! *ærefrygt*
      Hvis du gider at snakke - vil du så ikke adde mig på fb? Jeg hedder Knirke Egede.

      Og hvad indianerne her angår, så er de allerfleste af dem fredelige mennesker, som lever stille og roligt. Men der er selvfølgelig en årsag til, at tingene er fucket up lige i det her reservat.

      Slet
  3. Elsker, at danske salmer kan skræmme telefonterrorister væk. Elsker dine historier. Glæder mig til næste afsnit.

    SvarSlet
    Svar
    1. Amorama :-D ... Det er ikke første gang, at Hil dig frelser og etc. kommer in handy. Jeg brugte den også på en kirkegård i Venezuela, fordi jeg var ved at blive rippet af en flok drenge. Det må være min sangstemme, den er gal med - for det ER en smuk salme!

      Slet
  4. Endnu en kultur imperialist...

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var altså ikke for at forsøge at hive Grundtvig og den danske højskole-tradition ned over hovedet på nogen, at jeg sang 'Hil dig Frelser og Forsoner' ned i telefonen. Men det er tilfældigvis den eneste salme, som jeg kan udenad. Og jeg håber virkelig ikke, at jeg påvirkede voldsbøllerne i en uheldig retning ved at gøre det.
      Jeg skal nok lære en costa ricansk folkevise udenad, som jeg kan bruge i tilfælde af yderligere telefonchikane. Amar halshug!

      Slet
  5. God bedring. Jeg elsker simpelthen at læse med her ovre hos dig. Men pas på dig. Grundtvig kan meget, men nok ikke redde dig fra vrede indianere mere end et par gange.

    SvarSlet
  6. Hold da op...poppede lige ned midt i din blog og en heftig historie som jeg angler nogle ender på...jeg må heller læse lidt tilbage. Pas godt på dig selv og glædelig jul!!

    SvarSlet