Sømmet i kisten

Gårsdagen blev brugt på at sidde helt stille og ryge cigaretter i Mommes vindueskarm. Det har jeg gjort mange gange i de sidste måneder. Momme lod mig sidde i fred, fordi hun vidste, at jeg havde brug for at tygge tingene igennem. Jeg ved jo, at jeg aldrig vil få en forklaring. Så det gik op for mig, at det jeg havde brug for, måtte jeg selv finde. Og det gjorde jeg. Jeg læste og slettede gamle sms'er. Og jo mere jeg læste, jo mere havde jeg lyst til at blive sur på mig selv. Hvor har jeg været naiv. Hvor har jeg været til grin.

Det tænkte jeg en del over. Jeg var også vred over det. Men så ringede min far.

Min far slog det sidste søm i den ligkiste, der nu indeholder de forådnende rester af den relation, som jeg gik så meget op i.

"Hvorfor er du ked af det?" spurgte han med sin sædvanlige far-logik.

"Man skal ikke bruge tid på mennesker, der lyver. De skal have lov at passe sig selv."

Min far har ret. Jeg undrer mig over, hvorfor jeg skulle køres sådan rundt i manegen. Men jeg tænker, at det skulle jeg, fordi han kunne. Fordi egoboostet og glæden ved at have emotionel magt over et andet menneske, simpelthen var for fristende. Jeg var temmelig tykhovedet. Det indser jeg nu. Jeg ignorerede tegnene på svigt og bedrag, fordi jeg håbede.

Nu håber jeg ikke mere. Jeg er vred over, at jeg har været til grin. Men det vigtigste er, at jeg ikke længere er til grin. Og at jeg ikke længere håber. Jeg er fri.

Og hermed slutter jeg beretningen om drengen og pigen. Desværre var der ingen happy ending. Sådan kan det gå. Jeg vender tilbage med min sædvanlige blog om et par dage. For jeg er bagud med arbejdet igen. Og nu vil jeg ikke bruge så meget som et sekund mere af min tid på en bedragerisk mand.

Og det er jo ikke ligefrem fordi, der er mangel på mænd i denne verden ...