Jeg behøver ikke engang at lukke øjnene. Det er som om, at jeg bare kan
trykke på en play-knap ind i mit hoved, så kører filmen.
Det er sen eftermiddag. Lyset er nærmest gyldent og solens stråler
spiller i de massive mængder af støv, som de store, gennemkørende lastbiler
hvirvler op. Jeg er sammen med Mejse og øglerne, Mingus og Meluka. Vi er netop
blevet afvist af grænsepolitiet. Jernbanebroen der fører fra Panama til Costa
Rica lukker klokken 17 hver dag. Det var vi ikke klar over, og vi er fem
minutter for sent på den. Vi kommer fra Bocas del Toro, en lille panamansk
øgruppe, der er berømt for sine strande. Vi har ikke set nogen af dem, mens vi
har været der. I stedet har Mejse brugt tiden på at ordne praktiske ting via
sin computer og jeg har lært øglerne at spille pool. Vi har også gået ture og
spist god mad. Det hele har været okay.
Nu står vi ved grænsen og vi ved, at vi ikke kan komme ind i Costa Rica
i aften. Vi vender os om og går ned af den uregelmæssige betontrappe og tilbage
til byen. Mejse er rådvild, øglerne er trætte og småsure. Jeg siger til Mejse,
at hun skal sætte sig ned og holde øje med vores ting, mens jeg finder en løsning.
Hun sætter sig på en kantsten og øglerne slår sig ned på hver side af hende. Jeg
tænker, at det må være muligt at finde et sted at sove i byen.
By er et fint ord at bruge om dette caribiske hul i jorden. En bred,
asfalteret vej sørger for, at de enorme trucks kan fragte varer til og fra
Panama. Resten er støvede veje og små, forfaldne huse, der ligger og klemmer
sig. De store grænseshopper ligner enorme skibe på et fladt hav. De er alle
sammen så oplyste som et tivoli og spilder larmende teknomusik fra højttalere
foran indgangene. Der er mange mennesker, der bare står og hænger. Eller sidder
på trapperne op til grænsen og holder øje med, hvem der går forbi. Jeg kan ikke
lide stemningen. Den er mærkelig ulden og uvenlig.
Et par børn der har lært sig selv at tigge, hiver i min skjorte for at
få penge. Jeg verfer dem utålmodigt væk. Jeg har intet i lommerne, mine penge
bor mellem mine bryster, fordi jeg regner med, at jeg nok ville lægge mærke
til, hvis nogen forsøgte at tage dem derfra.
En mand der mest af alt ligner en lille ræv sidder og ryger sammen med
nogle andre mænd. Da han får øje på mig, rejser han sig op, kaster sin cigaret
fra sig og følger efter mig. Jeg kan mærke ham bag mig, mens jeg afsøger gaden
i søgen efter et hotel. Han er helt sikkert ude på noget, men jeg ved ikke hvad
det er. Mine instinkter siger mig, at jeg bliver nødt til at gøre noget. Jeg
vender mig hurtigt om og går direkte hen til ham. Det overrasker ham. Jeg
overtræder hans intimsfære på det groveste og stiller mig næsten næse til næse
mod ham og spørger, hvad han vil. Min højde er mit våben. Mit eneste våben og
jeg forbander mig selv for, at jeg ikke har min revolver med. Han tager
instinktivt et skridt bagud og så ved jeg, at jeg har vundet.
Han siger, at jeg ligner en, der er faret vild. Jeg svarer, at jeg ikke
er faret vild. Og takker for hans omsorg. Jeg giver ham hånden og siger mit
navn. Han trykker modstræbende min hånd og siger sit navn. Jeg hører det
egentlig ikke, for ud af øjenkrogen kan jeg se, at hans venner holder øje med
os.
Jeg er ikke bange, jeg er bare meget fokuseret. Jeg føler, at jeg har
fuldstændig styr på, hvad jeg gør. Det er en god fornemmelse, og jeg tror også,
at det er det, jeg udstråler. Evnen til at spille cool i pressede situationer
er noget, som jeg har øvet mig på så mange gange, at rollen føles som et par
forvaskede jeans, der er tilpasset min krop og som jeg trygt kan glide ned i.
Manden vender sig om og går tilbage til sine venner. Jeg kan se, at de
allesammen bøjer sig frem mod ham - sikkert for at høre, hvad der skete. Jeg
går videre i samme rolige tempo, drejer om et hjørne og iler derefter tilbage
til Mejse. Jeg føler mig som en sardin i et hajbassin. Der bliver cirklet
omkring os og min lille gåtur har overbevist mig om, at vi skal ud af det her
hul hurtigst muligt. Den caribiske venlighed eksisterer ikke i denne by.
Alle er vant til, at folk kun er på gennemrejse, og det gælder om at
blokke de gennemrejsende for så mange penge som muligt, mens de er her. Stedet
vrimler med freeloadere, svindlere og tvivlsomme typer.
Denne by har potentiale til at blive farlig, når mørket falder på. Og
det går op for mig, at jeg har ansvaret for to børn, der i hvert fald godt kan
undvære oplevelsen af, at få stukket en pistol i næsen og blive rullet for
deres ejendele. Det samme kan jeg. Og jeg er sikker på, at det også gælder
Mejse.
Det er blødt tusmørke, da jeg når tilbage til Mejse. Øglerne kan mærke
den underlige stemning og er mere stille, end de plejer. Jeg siger så
nonchalant som muligt, at jeg synes, vi skal finde en taxa. Selv om vi begge to
er på et økonomisk nulpunkt, så bliver vi nødt til at spendere på at komme væk,
inden det sorte, caribiske mørke sænker sig over byen.
"Det tror jeg, er en god idé," siger Mejse lige så afslappet,
som jeg har stillet forslaget.
"Her er lidt kedeligt. Vi tager en nat et bedre sted."
Vi rejser os op og samler vores ting og sager. Jeg ved, hvor taxaerne
holder, og der skal vi hen. Inden vi når så langt, bliver vi passet op af endnu
en mand. Min tålmodighed er slut.
Jeg vender mig mod ham og siger, at han skal gå sin vej.
"Du behøver ikke at være bange for mig," siger han
indsmigrende.
Jeg puster mig op til dobbelt størrelse og siger, at han burde være
bange for mig. For denne her gringa er ikke til at spøge med.
Han forsvinder med det samme igen og Mejse giver min arm et lille klem.
Jeg kan se grinet i hendes øjne, men det er stadig for tidligt at give los.
Vi finder en taxa, forhandler med taxamanden og beder ham om at tage os
til et hæderligt hotel.
Og det gør han. Hotellet er fancy efter vores standard - der er lige
frem en lille reception og falsk marmor på gulvet. Vi møver op af en smal
trappe og kommer ind i et lille rum med to senge. Det er hyggeligt.
Øglerne smider sig straks i sengen og jeg synker ned på sengekanten.
Mejse forsvinder og kommer derefter tilbage medbringende to iskolde øl og
sodavand til ungerne, som hun har trukket i en automat i receptionen.
Vi siger ingenting, mens vi åbner for herlighederne. Men så kan Mejse
ikke holde det tilbage længere
"Hold nu kæft, et sindssygt eventyr," griner hun og lader sig
falde tilbage i sengen.
Jeg griner lige så højt. Øglerne bliver overstadige og vælter mig
omkuld i sengen. Vi ligger i en stor, uordentlig bunke og giver los for den
opsparede utryghed. Vi griner og griner.
"Hahahahahaha ... Du skulle have set dig selv, da du bad ham fyren
om at gå", siger Majse.
"Du lignede virkelig en psykopat!"
"Lige ved og næsten ...", sprutter jeg.
"Var der farligt," spørger Meluka med store øjne.
"Selvfølgelig ikke," svarer Mejse.
"Der var bare ikke særlig rart."
Vi kan slet ikke holde op med at tale. Jeg fortæller om turen gennem
byen, Mejse fortæller om dem, der cirklede omkring hende, mens hun sad og
ventede. Øglerne lytter og giver deres besyv med.
"Jeg brød mig ikke om at være der," erklærer Mingus.
Og vi nikker allesammen. Der går flere timer, før vi endelig falder i
søvn. Og inde i mit hoved, runger Mejses ord: Hold kæft, et eventyr ...
Det er Caribien, der har lært mig at bruge udtrykket 'eventyr' i stedet
for eksempelvis 'tur' eller 'udflugt'.
Første gang jeg hørte det, var det Edwin, der sagde det. Han inviterede
mig et par dage ind i junglen på hesteryg.
"Du skal ind i junglen. Det bliver et eventyr," sagde han.
Og det blev det. Siden begyndte jeg at lægge mærke til, at folk i
Caribien gerne bruger udtrykket. Jeg kunne lide det. For når man siger
"jeg tager på eventyr", så rummer det i sig selv en masse
forventninger om, at noget spændende og uventet vil ske. Det er bare ikke det
samme at sige: "Jeg tager på udflugt."
Jeg tænkte på det i går, mens jeg badede. Efter en helt vidunderlig
juleaften og en lige så hyggelig juledag med min søster, vendte jeg tilbage til
min far.
Jeg har fået lov til at låne min veninde, Saras, lejlighed til over
nytår.
Egentlig var jeg en hårsbredde fra at tage til Berlin, men efter første
gang, hvor jeg boede hos Sara, fandt jeg ud af, at jeg virkelig godt kan lide
Bryggen.
Jeg stod og barberede ben, da det pludselig gik op for mig.
"Jeg tager på eventyr," sagde jeg højt til mig selv, og
skyllede balsam ud af mit hår.
"Eventyr," gentog jeg, da jeg smed mine beskidte jeans og
skjorter i vaskemaskinen.
'Eventyr' summede det inde i mit hoved, og jeg kunne næsten ikke sove,
så forventningsfuld gjorde tanken mig.
Så i de næste par dage får alt arbejde lov at hvile. Jeg har gearet op
med notesbog, skarptslebne sanser og et helt åbent sind. Lige som alt andet
godt, er eventyr noget, som man skal arbejde lidt for at få. De gode eventyr
kommer ud af ingen planlægning og rigelig med dagdriveri. Man stævner ud om
morgenen og dasker rundt i byen. Man sætter sig på bænke og falder i snak med
andre mennesker. Men drikker kaffe eller øl de steder, der ser sjove ud. Man
giver efter for spontane indfald, smutter måske indenom en udstilling eller et
galleri, der ser spændende ud. Man giver sig tid til at tage omveje og lade sig
føre ned af gader, der ser interessante ud. Det er meget sjældent, at der ikke
sker noget sjovt, når man danderer gennem byen på dén måde.
Jeg kan godt lide at falde i snak med mennesker. Og jeg har lært af min
vagabondven, Rafael, at i mødet med et andet menneske, må man aldrig skynde
sig. Jeg behøver bare at kigge i mine notesbøger for at se, hvor mange
mennesker, der har givet sig tid til at fortælle deres historie til mig.
Så om et øjeblik letter Carla og jeg anker herfra. Med en enkelt taske
og store forventninger. Jeg har puttet gode mennesker ind i min kalender. Mennesker
jeg vil se. Således skal jeg i aften
mødes med Lasse, som jeg faldt i snak med, da jeg var på CopenHell. Jeg ved
intet om Lasse, andet end at han er en meget morsom mand og at han kan lide
hurtige biler og jysk bøfsandwich med brun sovs.
Så jeg satser på, at eventyret begynder i aften og fortsætter de næste
dage. Jeg glæder mig virkelig. Jeg har været så optaget af bogskrivning og
andre ting, at jeg helt glemte at opleve sjove ting. Jeg glemte at gøre ting,
som gjorde mig virkelig glad og gav mig overskud og energi. Men nu tager jeg
altså på eventyr. Og jeg tror, at det bliver skægt!
Knirke!
SvarSletEr der noget nyt? Hvor er du og hvad laver du??
Kh Maria