Tilbage til virkeligheden

Sådan så min fod ud, lige da jeg var kommet hjem fra Mexico ...

Jeg undskylder på forhånd, hvis dette blogindlæg er præget af en vis træthed og udmattelse. Sagen er den, at jeg i torsdags klokken præcis 15.09 trykkede på send-knappen i min mail og afsendte ikke mindre end 90.929 ord til Politikens Forlags bogkonkurrence.

Jeg råbte: "Så er det nuuu!" og Funky kom farende med en kasserolle, som han slog takt på med en grydeske, mens han råbte "Go, go fighter!!!"

Så gik der et øjeblik og så fik jeg en kvittering på, at manuskriptet var modtaget og at jeg dermed var med i konkurrencen - medmindre jeg havde sendt et ufærdigt manuskript, for så ville forlaget personligt sende yngsteassistenten ud til min adresse og give mig en olfert. (Det skrev de ikke direkte, men det lå meget klart mellem linjerne.)

Så hev jeg to iskolde Pilzner ud af fryseren, og mens vi skålede, sagde Funky at han ikke var et øjeblik i tvivl om, at jeg ville vinde den konkurrence. Fordi jeg var en fantastisk skribent med helt særlige evner, som verden hurtigt ville få øje på og begynde at tilbede.

Bagefter sagde min søster nogenlunde det samme over fb-chatten.

Og ved I hvad? Selv om jeg godt ved, at det er løgn - jeg mener: Funky kan ikke engang læse dansk - så føles det bare så dejligt, at der er nogen, som gider at sige den slags til en. Det er som at have en dejlig blød pude i ryggen, når de mennesker man holder af, bakker en sådan op. Jeg fik op til flere tillykke-mails og en heppe-sms tikkede også ind. Jeg nød det så meget!

Så lagde jeg mig på sengen og tænkte, at nu var jeg fri igen. Og det var stort set det eneste, jeg nåede at tænke før jeg faldt i en dyb søvn. Da jeg vågnede op tidligt på aftenen, havde Funky hentet pizza og dvd-film i byen og jeg nød det hele så utrolig meget. Ingen mærkelig fornemmelse af at jeg forsømte noget, fordi jeg så en film. Noget af det virkelig gode ved dagen var også, at Depeche Mode releasede deres single 'Heaven' på denne store mærkedag. Og jeg kunne sætte mig ned og lytte til den lige så mange gange, jeg havde lyst til.

Forud er gået mere end en måned, hvor jeg har været i skrivefængsel. Og det har været langt hårdere, end jeg egentlig havde forestillet mig. Gennem hele året har det, at jeg skulle skrive en bog, ligget i mit baghoved. Det har fyldt meget. Jeg havde en mappe med rod og ufærdige tekstbidder liggende - og sammen med en måneds virkelig intensivt arbejde, skulle det munde ud i en roman.

Min arbejdsproces har været følgende: Sove. Vågne op og drikke kaffe med en forsigtig optimisme over hele projektet. Derefter til skrivebordet. Derefter et ynkeligt sammenbrud over hvilken banal nar, jeg er. Derefter heftige, indre skænderier hvor den tydeligste stemme sagde: "Prøv at høre - ingen gider at høre om din åndssvage jungle og de latterlige ting, som du render rundt og laver."

Derefter blev rødvinen hevet ud af køleskabet og indtaget ad libitum, indtil de kritiske stemmer blev en baggrundssummen. Derefter: Skrivning i rå mængder indtil jeg dejsede omkuld på min seng. Som regel uden at have børstet tænder ...

Gentag dette hver dag i en måned - og så er man bare rimelig udaset, ret ildelugtende og temmelig småalkoholiseret. Jeg fik ikke rigtig badet regelmæssigt eller skiftet tøj eller den slags ting, ordentlige mennesker gør.

Men jeg blev færdig! Og hvis jeg ikke havde haft en deadline, havde jeg aldrig gjort det. Og hvis ikke I - søde læsere - havde gidet læse min blog hele året - så havde jeg heller aldrig turdet. Så tak fordi I gad. Det endte med at betyde en masse for mig.

I går vågnede jeg med en glad og lidt tom fornemmelse i kroppen. Det var dejligt, at jeg ikke havde endnu et marathon-døgn foran computeren i sigte. I stedet satte jeg Depeche Mode på og gav mit hus en tiltrængt overhaling. Mens jeg har siddet og skrevet, har orb-edderkopperne spundet mit hus fuldstændig ind. Ikke et vinduesfag var edderkoppe-frit. De blev nænsomt fejet ned og smidt ud. Køkkenet blev skuret, gulvet blev vasket og det var som at få et helt nyt hus tilbage.

Bagefter gik jeg i varmt bad og exfolierede mig selv fra top til tå med kaffegrums. Jeg vaskede mit hår to gange og puttede en hårkur i det. Jeg barberede mine lodne ben og bagefter gnubbede jeg mig ind i kokosfedt. Og al denne herlighed skete selvfølgelig til tonerne af Depeche Mode. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har følt mig så lykkelig og fredfyldt.

Pludselig dukkede den excentriske englænder, Sheldon, op ved mit hus. Jeg anede ikke, at han var i byen, så det var en skøn overraskelse.

"Edwin siger, at du har afleveret en bog," sagde han anklagende.

"Det har jeg," svarede jeg.

"Good girl," sagde han og kyssede mig på kinden og sagde, at min tilstedeværelse ikke bare var ønsket - den var krævet - til en stor fest i byen om aftenen.

Så gik han.

Jeg havde overhovedet ikke lyst til at gå til fest. Hvis jeg skal være helt ærlig, så skræmte tanken mig en lille smule. En hel masse mennesker samlet på ét sted. Og så mig der skulle lade som om, at jeg var helt i balance med alt det.

Men jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne gøre det og håbe på det bedste. Jeg har simpelthen været isoleret i en sådan grad, at min iboende menneskeskyhed rigtig havde fået lov til at vokse sig stor, mens jeg arbejdede på bogen.

Den eneste - eneste - rene kjole jeg havde var sort. Så den kom på sammen med et sort korset, et sort sjal og et par sorte sko. Og det fungerede udmærket. Sort tøj stiver mig lidt af.

Så drog jeg af sted pr. taxa. Og Taxa-José var også rigtig sød og sagde, at han havde savnet mig og at han var helt sikker på, at jeg ville vinde romankonkurrencen, fordi jeg var sådan en fremragende kunde ... æh ... forfatter ...

Og selvfølgelig var det en god fest. Sheldon var der og ham fik jeg snakket med. Og en underlig surfertype, og en tysker med sideskilning som var eu-tilhænger og Francois som er en af Edwins venner ... og ...

For at runde det hele af, blev jeg kørt hjem af en meget sød mand, som hed Herman og var opvokset i Limon. Det var virkelig fedt, for på det tidspunkt var det blevet så sent, at jeg havde indstillet mig på at tage turen fra byen til junglen på mine flade fødder - iført en heldragt af vodka, som jeg var kommet til at marinere mig selv i, fordi jeg blev lidt nervøs over alle de mennesker.

I dag skrev jeg en dosmerseddel så lang som en lian, samlede alt mit tøj i en kæmpe skraldesæk og tilkaldte endnu engang Taxa-José som kørte mig til byen. Jeg skulle have både det ene og det andet - og var spækket med praktiske planer som eksempelvis at finde den sikring, som var sprunget i min nys monterede brusebads-dims. Jeg fik to varme brusebade - så var festen forbi.

Jeg afleverede tøjet og vandrede bogstavelig talt trallende ned af hovedgaden - fyldt med driftige planer og virkelyst. Og hvad så jeg? Yes, der var åbnet en tatovør i Puerto Viejo, mens jeg havde siddet ude i junglen! Jeg slog øjeblikkeligt et sving indenfor og nærstuderede den mappe der lå på disken, som viste tatovørens arbejde. Jeg kunne lide, hvad jeg så og stak straks min højre fod op i den sagesløse tatovørs ansigt. Der fik jeg for to år siden lavet et dødningehoved i sort og hvidt.

Da jeg rejste til Costa Rica havde jeg i baghovedet, at jeg ville have gjort et eller andet ved den tatovering, når jeg syntes, at tiden var til det. Forstået på den måde at jeg først ville gøre det, når der skete noget særligt i mit liv.

 Jeg bliver lige nødt til at vise de her to billeder. En dag jeg cyklede til købmanden sad ham her og vegeterede inde i grøften ... 

... Og er han ikke bare utrolig smuk og flot? Det er en han på frierfødder - det er derfor, han ser så farverig og flamboyant ud. Jeg siger det bare: Hvis jeg var en dameleguan, skulle han ikke gå ret mange gange rundt om mit træ ...

"Denne her kunne jeg godt tænke mig at få lavet noget ved," sagde jeg til tatovøren. Han var en høj, smuk type der selv var tatoveret næsten fra isse til fod. Men med pæne tatoveringer! I hvert fald så det som helhed godt ud til ham.

"Tribal-stil," konstaterede han og gøs let. Ikke lige hans smag.

"Jeg vil ha' en hibiscus-blomst på kraniet! Kan du lave det? Og tror du, at det vil blive pænt?"

Og så tog han en pen fra et krus der stod på bordet og gav sig til at tegne på min fod. Fortalte at han mente to blomster ville være bedre. Han ville også friske kraniet lidt op, hvortil jeg skyndte mig at pointere, at det ikke måtte blive et alt for uhyggeligt kranium.

Så spurgte jeg, om han kunne lave noget med kraniet, så det blev mere mexicansk inspireret, og han kom med forslag til det.

Da min fod var fuldstændig overtegnet, enedes vi om opfriskning af kranium - plus skygger og to blomster. Så vaskede han alle smørerierne af mig og tegnede det hele op igen.

Og så satte han nålen i mig. Jeg ved godt, at foden rummer en del nerveender og som sådan er et følsomt område. Men novra hvor gjorde det ondt. Og jo mere han arbejdede, jo værre blev det. Hver gang han havde lavet en linje, holdt han en lille pause for at tørre blodet og det overskydende blæk væk. Til sidst gjorde den lille bevægelse med køkkenrullepapiret ondt i sig selv.

Undervejs holdt han pauser og rensede min fod helt ren, så jeg kunne se resultatet. Så diskuterede vi, om der skulle mere hvidt i kraniet og om skyggerne skulle være mørkere. Hvis ikke det havde været så smertefyldt, havde det været rigtig hyggeligt.

Da han spurgte, om det gjorde ondt, nikkede jeg sammenbidt.

"Pain is part of the game," sagde han og smilede smørret til mig. Det lykkedes mig at fremtvinge et lille, spidst smil og sige:

"Det kan man jo sige om hele livet."

"Yes. Det er derfor, at folk får tatoveringer," svarede han og bøjede sig atter over min maltrakterede fod.

Efter to timer viklede han foden ind i plastic og instruerede mig i at lade det sidde en times tid, derefter vaske foden i vand og intet andet. Og i morgen måtte jeg så smøre med lidt Nivea-creme.

Og sådan så min fod ud kort tid efter, at der åbnede en tatovørbiks i Puerto Viejo. Efter to timer i fattelig pinsel & smerte ... Oho! 

Jeg mener helt bestemt, at jeg fik nogen mere pylrede instruktioner, da jeg blev tatoveret i Mexico.

På det tidspunkt havde jeg været i butikken i tre timer, så da jeg havde betalt og fået et knus af den søde mand, opdagede jeg at det var blevet mørkt udenfor. Så der var ikke andet at gøre end at gå i supermarkedet og derefter tage hjem.

Alle mine nyttige gøremål er dermed udsat til mandag. For i morgen er det Funkys fødselsdag og der er hemmeligheder i huset. Jeg har købt gaver til ham og købt ind til en ond morgenmad på sengen. Jeg forærer ham også en fisketur på åbent hav, som han glæder sig så meget til, at han har gået og sunget: "Gone fishing ... tralalalaaa" i tide og utide i de sidste par uger.  

Lige nu sidder jeg og skriver med min stakkels fod på en pude. Den er øm og det spænder i den, når jeg går på den. Tatoveringen ser meget mørk og dominerende ud, fordi den blev lavet oven på den gamle tatovering. Men jeg kan godt lide den.

Og fremfor alt: Så kan jeg godt lide tanken om, at jeg om ti år kan kigge på den fod og fuldstændig genkalde mig den dag, jeg gik ind og fik den lavet. Fordi jeg havde afleveret mit livs første manuskript, som handlede om det, jeg havde allermest lyst til at skrive om.

Selvfølgelig vil jeg gerne vinde den konkurrence. Hvem ville ikke det? Men når alt kommer til alt, føles det som om, at jeg allerede har vundet noget. Jeg kan i hvert fald allerede nu mærke, at det giver en meget rank ryg og et ordentligt boost i selvtilliden, at jeg formåede at gøre det. Jeg skrev en hel bog - og jeg afleverede den til tiden.

Nu vil jeg bare glemme alt om den, for man får først besked om resultatet i maj måned. Og jeg vil nyde, at jeg er fri for at spekulere mere over, hvordan man egentlig strikker 250 sider sammen til en historie.

Uh, det er dejligt at være tilbage!