Verdens næstgrimmeste hund

I går aftes var Majse og jeg i byen, så det baskede. I morges vågnede jeg op med tømmermænd, lå lidt og sundede mig, mens jeg gennemgik nattens eskapader i tankerne og pludselig - pludselig - kom jeg i tanke om, hvad der egentlig var sket. Jeg vendte mig forsigtigt om og kiggede. Ganske rigtigt ... ved siden af mig lå et fuldstændig fremmed hankønsvæsen og sov så tungt, at hans skæg nærmest blafrede.

Men lad mig skrue tiden tilbage. Der har været meget at skrive om, men ingen tid til at gøre det i. Min barndomsveninde, Majse, landede nemlig i San José for en uge siden, og siden har munden ikke stået stille på nogen af os. Det var vidunderligt at se hende igen. Og helt som det sig hør og bør, er vi i løbet af den forgangne uge både blevet fulde og solskoldede. Og helt som det også plejer at være, skaller jeg som et gammelt løg, mens Majse er igang med at oparbejde en pæn kulør.

I går eftermiddags annoncerede jeg, at Majse under ingen omstændigheder måtte gå glip af ugens store begivenhed i Puerto Viejos natteliv - nemlig Lazy Mon's open mic-aften.

Vi pudsede derfor fjerene og drog til staden. Lazy Mon's åbne mikrofon-arrangement går ud på, at enhver der har noget kunstnerisk på hjerte, kan stille sig op på en lille, interimistisk scene og udfolde sig selv. Vi har ikke så voldsomt mange forlystelser i nærmiljøet, så derfor kan man være sikker på, at gud og hvermand myldrer til stedet for at høre, hvad folk har på hjerte - og selvfølgelig drikke, sladre og flirte.

Nogen gange er det ekstremt underholdende. Der går stadig rygter om dengang to af byens førende spoken word-talenter kom op og slås om mikrofonen. Ellers kan arrangementet byde på alt lige fra ukulele-spil til gangsta-rap. Og det afsluttes altid på fineste vis med en omgang firedance, hvilket kort fortalt er unge, halvnøgne latinofyre der springer rundt med ildkugler og fakler. Som sagt: Meget underholdende.

Vi havde knap fundet en plads, før min ven, David, kom forbi. Han kastede et lystent blik på Majse, hentede straks en øl til hende og satte sig derefter ned for at kurtisere hende for fuld kraft. Mens hun var på toilettet, spurgte han mig pænt, om jeg ville have noget imod, hvis han inviterede hende ud. Jeg grinede indvendigt, men jeg ved, at Majse er udmærket i stand til at håndtere den slags situationer selv, så jeg sagde - hvad sandt var - at jeg ikke ville have noget imod, at han forsøgte at gøre sine hoser grønne hos hende.

David foldede derefter charmearmen fuldt ud og lagde på den måde fuldt beslag på Majse. Så mens jeg sad og var tilovers, kom en kæmpestor, mager hund hen til mig. Nok den næstgrimmeste hund, jeg nogensinde har set. Den grimmeste er utvivlsomt gadehunden Negrita, som i skrivende stund ligger og snorker højlydt på sit tæppe ude på verandaen. Jeg har en teori om, at da Gud havde skabt alle de normalt udseende hunde, havde han en bunke reservedele tilbage. Og så tænkte han: "Nåeh ja, hvorfor ikke?" Og tog reservedelene og skabte en hund med et hoved som en toiletpapirsrulle, småbitte, tykke ører, en krop som en tønde og ben som fire tændstikker. Den hund blev til Negrita. Læg dertil at hun kun har en halv snude og vralter, når hun går.

Da hun gjorde sit indtog i mit hus, var hun sky - grænsende til det selvudslettende. Men da hun først fandt ud af, at hun nu havde et rigtigt hus at bo i, forvandlede hun sig til en emsig husvogter, der giver hals ved mindste anledning og tager flere daglige runder i nærmiljøet for at være sikker på, at alting er, som det skal være. Udover det går hun ikke længere end til foden af bakken, så vender hun om og stormer hjem til huset.

Hunden der kom hen til mig på Lazy Mon havde de største poter, jeg nogensinde havde set. En strid sortbrun pels, hængeører og et stort, uhygiejnisk skæg. Man kunne spille xylofon på hans ribben og hans hale lignede en slags behåret stilk. Han lignede en uheldig blanding mellem en irsk ulvehund og en riesenschnauzer. Men jeg er jo som bekendt dyretosse, så jeg nussede ham venligt. Han sukkede begejstret over opmærksomheden og smed sig på mine fødder.

"Aha," sagde David begejstret.

"Tillykke - du har fået hund!"

"Og en rigtig sød hund," tilføjede Majse og klappede dyret for mine fødder. Han kvitterede øjeblikkeligt med endnu et lykke-suk og fladede fuldstændig ud.

"Visse-vasse," vrissede jeg.

"Sådan et grimt skrummel. Hvem tilhører han?"

"Han tilhører ingen," svarede David.

"Han går vist rundt i byen og tigger, hvor han kan komme til det. Og det har han gjort i noget tid."

"Det er lige en hund for dig," sagde Majse og vendte sig mod David.

"Så sent som i eftermiddags sagde hun, at hun gerne ville have en stor vagthund. En der var sød og ikke alt for hård i filten."

"Det er skæbnen," fastslog David, mens Majse nikkede bifaldende.

"Nu er han din."

I stedet for at argumentere med David og Majse, hentede jeg en omgang jamaican me crazy til os alle - en diabolsk, omend velsmagende drik, der består af rigelige mængder rom, bananlikør, kokosrom, tranebærjuice og friskblendet ananas.

Majse og jeg havde en forrygende aften og David var som altid godt selskab. Vi skiftedes til at hente sjusser og nød underholdningen i fulde drag. Som oldschool-hiphopper var Majse dog en smule skuffet over, at de lokale gangsta-rappere glimrede ved deres fravær.

Da den sidste fakkel var slukket og firedancerne havde fået deres t-shirts på igen, var det tid til afgang. Hundeskrumlet lå stadig og sov for mine fødder. Da jeg rejste mig op, rejste hunden sig også op og kiggede spørgende på mig.

"Ok," sagde David, der havde holdt igen med drikkevarerne,

"Jeg kører jer og din nye hund hjem."

"Ja, ja, ja," sagde jeg overmodigt. Gadehunde plejer at være meget mistænksomme over for folk, der prøver at lokke dem ind i biler og den slags.

Mens vi stod og ventede på at David hentede sin landrover, satte hunden sig mellem mig og Majse og kiggede tilbedende på os.

Da David kom tilbage med bilen og åbnede døren for Majse, satte hunden i et elegant spring ind på bagsædet. På det tidspunkt var jeg så tilpas overrislet , at jeg bare grinede og kravlede ind på bagsædet.

Vi sagde pænt farvel til David ved nedgangen til junglen og vel hjemme i huset, smed hundeskrumlet sig på gulvet. Majse og jeg sad og kiggede lidt på ham, og vi kunne bogstaveligt talt se lopperne danse rundt på ham. Så mens han spiste den knasemad, som jeg satte frem til ham, hentede jeg loppepulveret og gav ham en hurtig omgang - bare lige for at tage det værste.

Vi grinede lidt af det hele - den slags er meget nemmere, når man har alkohol i blodet. Og så gik vi i seng.

Lige da jeg vågnede i morges, havde jeg faktisk glemt, at jeg havde hjembragt et styks loppebefængt gadekryds fra Puerto Viejo. Men så kom erindringen tilbage - og ganske rigtigt ... Hundeskrumlet lå og snorkede højt på gulvet.

Nu er det sådan, at jeg har været plaget af en indbrudstyv i mit hus. Jeg er helt sikker på, at det er den samme fyr, som vender tilbage igen og igen. Og inden jul kom jeg op at slås med ham, fordi han lige pludselig stod bag bruseforhænget i mit badeværelse. Så siden da har jeg gjort det til en vane at sætte mine kameraer og computere op hos Edwin, hver gang jeg forlader huset.

Eftersom Majse og jeg havde aftalt strandtur, gik vi op til Edwin med vores ting. Hunden fulgte storlogrende med os og da vi nåede til huset, fik jeg øje på Red. Red fik på sin side øje på et stort skrummel af en hanhund, som havde den enorme frækhed at komme valsende ind på hans territorium. Jeg har aldrig hørt Red brumme så højt, som da han fuldstændig stivbenet gik ned af trappen for at kigge nærmere på indtrængeren.

Reds brummen bragte Edwin frem fra førstesalen.

"Hvad i alverden er dog det for et kræ?," spurgte han og tilkastede hunden et skeptisk blik.

Jeg mumlede noget om at hunden var fulgt efter os og kom ikke rigtig nærmere ind på, at jeg selv havde en del af skylden for, at den nu befandt sig på Reds territorium.

"Hmmm," sagde Edwin og kiggede længe på mig.

"Vi må jo bare se, hvad der sker. Hvis han skal bo her, skal han nok have klippet nosserne. Foreløbig er jeg bare overrasket over, at Red ikke har lavet ham om til en sommerhat."

Vi gik tilbage til huset og Red fulgte stivbenet efter os, mens han knurrede olmt af den nye hund. Da vi forlod stedet, stod begge hunde ude på vejen. Vejen er ikke Reds territorium, og jeg var helt sikker på, at Red ville jage den anden hund væk. Jeg var heller ikke i tvivl om, at en gadesmart hund ville tøffe tilbage til Puerto Viejo og fortsætte sit frie liv der.

Funky tog med på stranden og kunne berette, at hunden gik under navnet Obama i byen og at han ganske rigtigt levede af at tigge. Jeg fik også at vide, at han var en skrap satan, der ikke fandt sig i noget.

Efter en lang dag vendte vi tilbage til huset. Som altid blev vi budt overstrømmende velkommen af Negrita. Men stor var min overraskelse, da jeg opdagede, at Obama stadig var der.

I dagslys kunne jeg bedre undersøge ham, og jeg kunne konstatere, at han var meget, meget tynd og misligeholdt. Hans ører gjorde ondt og var også røde, betændte og irriterede. Han havde bare pletter på kroppen og havde haft en meget stor byld på hoften, som var bristet og havde efterladt et stort hul. Og så var han fyldt med lopper. Jeg gav ham en painkiller, som jeg havde tilovers fra engang Red havde en byld, kæmmede hans filtrede pels igennem med loppepulver, dryppede hans ører og desinficerede byldesåret. Derefter lavede jeg en ordentlig skudefuld mad til ham - med æg, pasta og pølser. Og da han ikke længere skulle pille sig og klø sine ører hele tiden, faldt han i en dyb søvn.

Det varede lige indtil Red dukkede op for at få sin aften-omelet. Begge hunde lagde ud med at knurre så dybt at hinanden, at huset rystede. Jeg fandt hurtigt ud af, at hvis jeg begyndte at råbe op eller på anden måde vise ophidselse, så gjorde det bare situationen endnu værre.

Red var rasende og ventede bare på en anledning til at fare i flæsket på Obi - som vi havde døbt ham.

Men Obi har indtil videre underkastet sig fuldstændig. Han lagde ud med at gengælde Reds aggression, men det lader til at han har en eller anden fornemmelse for, at det ikke er måden, han skal håndtere denne situation på. Jeg har ret stor tiltro til hans evne til at tilpasse sig - hvis ikke han havde været klog og i stand til at læse situationerne, tror jeg ikke, at han ville have overlevet så længe på gaden.

I hvert fald skiftede han gear og blev meget underdanig. Foreløbig er det ikke kommet til slagsmål mellem hundene, og jeg håber, at det går godt. De kan bestemt ikke lide hinanden, men måske kan det ændre sig? Jeg er på dybt vand her. Det eneste jeg ved er, at hvis jeg begynder at hidse mig op, så flipper Red også ud. Det har jeg oplevet to gange før. Så jeg forsøger at tage det helt roligt og lade som ingenting. Red er også en meget klog hund, så måske kan de afgøre sagerne uden at ryge i flæsket på hinanden.

Status er lige nu, at Red, Carla og Funky ligger og sover i min seng. Negrita ligger og sover ude på sine puder på terrassen - og Obi ligger fuldstændig udstrakt og sover på gulvet.

Hvis det går godt, har jeg fået en ny hund. Inde bag det mispassede ydre gemmer der sig faktisk en meget charmerende og god hund. Og hvis han får lidt sul på kroppen og bliver passet ordentligt - så kunne han muligvis blive ganske pæn at se på. Det er ikke lyv, at jeg godt kunne tænke mig en stor vagthund, som var her hele tiden. Men jeg ser tiden an. Hvis ikke det går, har jeg besluttet mig for, at jeg vil skaffe ham et ordentligt hjem. Obi skal ikke tilbage på gaden. Han trænger i dén grad til, at nogen tager sig lidt af ham.

Men kryds fingre for mig ....