Når junglen hævner sig

Funky er fuldblods latino-dreng med en udpræget sans for drama. Her er han dog fanget i et af sine mere fredsommelige øjeblikke. 

I går var vejret hedt som i en bageovn. Ikke en vind rørte sig og selv i huset var der så varmt, at jeg svedte tran, selv om jeg kun var iført en gammel herreundertrøje. Heden blev mere og mere kvælende og jeg fik den velkendte fornemmelse af at føle mig som en ballon, der trængte til at blive prikket hul på. Jeg forsøgte forgæves at samle mine tanker om den hjemmeside, som jeg er i gang med at konstruere for Karsten, men den drillede så meget, at jeg irritabelt satte computeren fra mig. Hundene lå fuldstændig udstrakte og flade som pandekager og sov rundt omkring på gulvet med gispende åndedræt.

Selv Henning og Svend lå og vegeterede under et blad i deres indhegning i stedet for - som de plejer - at pikke geschæftigt rundt.

"Så kan det fan'me også være det samme," råbte jeg højt, smed resolut alt tøjet satte mig i skrædderstilling på verandaen med en cigaret og et glas isvand.

"Lorte-klima!", brølede jeg ud i skoven og blev temmelig forskrækket, da junglen øjeblikkeligt svarede igen ved at sende et koldt vindpust gennem huset.

Jeg har opbygget et absolut overtroisk forhold til regnskoven som betyder, at jeg ikke tør tale dårligt om den eller på anden måde genere den af frygt for, at den pludselig svarer igen. Og tro mig - regnskoven har sine klare måder at kommunikere på.

Som den aften hvor Funky og jeg sad fredsommeligt og spillede skak på sengen. Pludselig lød en knasen som langsomt tog til i styrke, indtil lyden var så høj, at hele huset vibrerede.

"Så for fanden - det går galt," råbte Funky.

"Down! Down! Down!"

Jeg havde ingen idé om, hvad der kunne forårsage så høj en lyd, men jeg vidste instinktivt, at det ikke var godt. Jeg greb Carla og rullede ud over sengekanten og ned på gulvet sammen med Funky. Vi fladede helt ud, mens den knasende lyd gled over i et brag af dimensioner, som fik hele huset til at ryste. Først troede jeg, at det var et kraftigt jordskælv, for det havde jeg oplevet en enkelt gang før, hvor det føltes som om, at en kæmpehånd ruskede i huset. Men lyden? Hvad med lyden?

Stilheden efter kæmpebraget var håndgribelig. Det var som om, at hele junglen holdt vejret i ti sekunder - og så vendte alting tilbage til normalen. Insekterne genoptog deres filen og knitren. Frøerne begyndte igen at kvække, gekkoerne pludrede videre og vaskebjørnene skreg igen.

"Det er løgn," sagde jeg, da jeg stak hovedet op over sengen.

"Var det, hvad jeg tror det er?," spurgte jeg Funky.

"Yes," sagde han og begyndte at sætte skakbrikkerne tilbage på brættet.

"Og det var tæt på. I morgen går vi ud og ser, hvor træet er faldet."

Jeg var fuldstændig mundlam. Et eller andet sted ude i junglemørket - ganske tæt på mit hus - var et træ styrtet omkuld. At dømme efter lyden måtte det være en af de store klepperter - en stor Træskæg - der var draget videre til enternes evige marker. Mindst 40 meter måtte træet have været. Jeg var på en gang fascineret og skræmt fra vid og sans. Hvis det træ havde ramt huset, var vi blevet til bogmærker.

Jeg grinede højt over, at vi i det hele taget havde gjort os ulejlighed med at smide os på gulvet. Et faldende træ af den størrelse ville have smadret huset til pindebrænde. Jeg kunne næsten ikke sove om natten af spænding. Et eller andet sted derude lå træet og ventede på, at jeg fandt det og endelig fik mulighed for at nærstudere, hvilke planter der levede i dets krone. Jeg afsøgte ofte kronerne på de allerhøjeste træer med min kikkert og hver gang gav det mig et sært, længselsfuldt sug i maven. Jeg var sikker på, at trækronerne gemte på vidunderlige planter og alskens sære hemmeligheder. Men jeg havde endnu ikke fundet ud af, hvordan i alverden jeg skulle bære mig ad med at komme helt derop, så jeg kunne nærstudere sagerne.

Vi var oppe ved daggry og for en gangs skyld slugte jeg min kaffe så hurtigt, at jeg næsten brændte ganen. Vi spændte macheterne på hofterne og vandrede ud i junglen. Hele formiddagen afsøgte vi et stort areal omkring huset. Vi brugte som altid vandløbene til at komme ind i junglen og vi var helt sikre på, at vi nemt kunne finde træet. Om eftermiddagen gav vi op. Junglen var så tæt og træet var sandsynligvis faldet meget længere væk, end vi troede. Jeg var skuffet og målløs over, at den enorme lyd og kraft kunne være opstået flere kilometer fra huset. De næste par dage klappede jeg de store træer rundt om mit hus med ekstra ærefrygt. Pludselig kendte jeg den kraft, de faldt med. Jeg afgjorde med mig selv, at de alle så dejligt sunde og friske ud. Selv det uvenlige træ med de mange pigge blev klappet og fik en formaning om at blive ved med at være stærkt og sundt.

Jeg havde imidlertid ikke taget misteltenen - i dette tilfælde i form af grenene - i ed ... En aften mens jeg var i San José, ringede Funky stærkt oprevet til mig.

"Jeg har været tæt på at dø!," sagde han indtrængende.

Eftersom jeg kender Funkys veludviklede instinkt for drama, tog jeg det ganske roligt.

"Aha. Men jeg hører, at du stadig er i live," svarede jeg.

"Med nød og næppe," gryntede han småvrissent, fordi han godt kunne mærke, at jeg ikke havde til sinds at hoppe på den latinske dramavogn.

"Der faldt en gren ned i huset. Jeg siger dig: Jeg troede, at det var slut med mig. Jeg hørte den karakteristiske knasen og jeg nåede lige at tænke, at jeg måske aldrig ville komme til at kysse dig eller se dine smukke øjne igen - så kom braget og alt blev mørkt. Huset rystede og svajede, i et kort øjeblik troede jeg ikke, at det ville holde. Så blev alt stille. Jeg er så glad for, at jeg stadig er her."

"Det er jeg også," sagde jeg - blødgjort af Funkys aldrig svigtende romantiske sans.

Det var først, da jeg kom tilbage fra San José, at jeg indså, at den krølhårede venezuelaner ikke havde overdrevet. De palmebladsdækkede metalplader der udgjorde taget i gæsteværelset havde taget imod et gedigent slag. De var bøjede i en imponerende v-form og det ene af de tunge træskodder i gæsteværelset var blevet trykket ud af slaget. Det andet hang og dinglede sørgmodigt i et enkelt beslag. El-ledningen til huset var også revet ned og vandrøret der gik ind under huset var smadret. Edwin og Funky havde allerede været igang med at rydde op, men alligevel så huset herrens ud.

Ved siden af huset lå misæderen: En syv meter lang, tyk gren fra det uvenlige træ. Typisk det uvenlige træ at smide en gren ned i mit hus. Det var vel, hvad man kunne forvente fra den kant ...

Jeg kiggede længe på grenen og lod være med at tænke videre over, hvad der var sket, hvis det havde været hele træet, der var væltet.

Men med mig og junglen er det lige som om, at det altid er lige ved og næsten. Som dengang jeg uforvarende kom til at bade med en af de små, giftige skorpioner og den kravlede op på min fod for ikke at drukne og jeg distræt stak hånden ned og næsten greb om den. Jeg opdagede det i sidste øjeblik og satte den nænsomt tilbage i junglen.

For slet ikke at tale om dengang, jeg endelig fik hilst ordentligt på den boa constrictor, der boede på taget. Hun viste sig at være temmelig vrissen og næsten tre meter lang ... Men - hey - der skete mig ingenting. Der var også dengang Carla forsvandt i mere end et døgn - men gudskelov blev fundet igen. Og dengang jeg blev bidt af en slange og fik en allergisk reaktion, mens jeg var helt alene i junglen. For slet ikke at tale om dengang, Funky næsten blev ramt af lynet og var halvdøv i flere dage bagefter. Og dengang vi var inde for at dokumentere de nedbrændte huse og ved et rent held fandt ud af, at der var nogen grimme typer, der ventede på os, der hvor vi skulle ud af junglen igen. Og da jeg kom op og slås med en fyr, som var brudt ind i mit hus.*)

MEN der skete jo ikke noget! Overtroen lever imidlertid i bedste velgående og er stærkere end nogensinde. Jeg behandler junglen nogenlunde på samme måde, som jeg ville behandle en psykisk uligevægtig, våbensamlende Bandidos-rocker, jeg boede i lejlighedskompleks med. Med masser af venlighed og en hel del forsigtighed.

Og i samme øjeblik jeg havde brølet "Lorte-klima" til skoven, vidste jeg, at jeg havde overtrådt grænsen for, hvad junglen ville finde sig i.

Den kølige vind ramte mig og et lyn slog ned et sted i skoven med et øresønderrivende brag. Funky kom ind i huset og sagde:

"Det bliver uvejr!"

I samme sekund åbnede himmelen sig og regnen væltede ned akkompagneret af små, hidsige vindstød.

"Undskyld, undskyld, undskyld, jeg mente det ikke," sagde jeg til junglen, mens jeg løb ud for at hente Henning & Svend ind fra deres indhegning, inden de blev fuldstændig gennemblødte. Lyset havde skiftet ved et fingerknips og det var halvmørkt. Det var udmærket, at jeg ikke havde noget tøj på, for den korte tur på tre meter hen til kylleryllernes indhegning og tilbage til huset krævede en grundig frottering af både mig og Henning & Svend, før vi var tørre.

Forrige gang jeg var i San José foretog jeg mig et indkøb, som jeg siden har glædet mig over hver eneste dag: En samling virkelig herlige højttalere og en stor umch-umch-subwoofer, som i dén grad kan rocke regnskoven.

Vejret indbød til det og jeg kunne ikke lade være: Jeg satte mig splitternøgen på terrassen, skruede maximalt op for volumen og dirigerede hele ouverturen til Tannhäuser med en utændt cigaret, mens regnen stod ned i vandfald fra tagskægget.

"Hvis du tror at tysk nazi-skrål vil gøre junglen mildere stemt over for dig, så tror du fejl," fastslog Funky.

"Vås! Junglen er en Wagner-opera. Den ved det bare ikke selv," svarede jeg.

Imorges måtte jeg sande, at Funky havde ret. Junglen bryder sig hverken om opera eller om nedladende tilråb. Jeg var akut junglesyg. Hele dagen drev jeg ind og ud af feberdrømme, kulderystelser og ledsmerter. Her til aften begyndte mine tænder også at gøre ondt, og jeg blev alvorligt bekymret for, at jeg omsider havde fået denguefeber. Men som altid skete det mærkelige: Det ene øjeblik lå jeg på mit yderste og havde afkrævet Funky et løfte om, at han ville sørge for, at jeg blev begravet i mit sorte yndlings-korset. Det næste øjeblik sprang jeg ud af sengen, frisk som en fisk og glubende sulten.

Jeg vil mene, at vi er nået ud over det stadie, hvor vi overhovedet kan diskutere, om jeg er overtroisk. Der er ingen tvivl om, at dagens junglesyge er regnskovens måde at fortælle mig, at jeg skal opføre mig ordentligt overfor den - og at den ikke bryder sig om Wagner.

Jeg sidder og overvejer, om det var det? Om junglen har tilgivet mig, eller om jeg kan forvente at blive spist af en jaguar eller få et træ i hovedet, næste gang jeg bevæger mig udenfor døren? Jeg overvejer også, om det kan betale sig at fedte for junglen?

Burde jeg eventuelt ofre en jomfru i nærmeste vulkan? Jeg er klar over, at jomfruer er næsten lige så sjældne som enhjørninger her i promiskuøse Puerto Viejo. Men jeg er villig til at gøre det, hvis bare junglen tilgiver mig ... Undskyld, undskyld, undskyld...

*) De fleste af disse hæsblæsende begivenheder har jeg fortalt vidt og bredt om i det bogmanuskript som pt. bliver læst med glubsk interesse af Politikens dommerpanel. (Eller også er det allerede blevet smidt i kategorien "pak dig, talentløse nar" ...)