Zombie på røven i København

CopenHell ... en virkelig fed oplevelse. Fyldt med rå udseende mennesker og hård metalmusik. Alligevel læste jeg, at i den tid festivalen har eksisteret, har der aldrig været en voldsepisode. Jeg elsker heavy-publikummet ... 

Pssst? Er der overhovedet nogle bloglæsere tilbage? Hvis der er - så velkommen tilbage og tak for jeres tålmodighed, for jeg har godt nok været en blogsjuft. Og det undskylder jeg for. Mange gange.

Det billede jeg har inde i hovedet lige nu, er Majse og mig, der skridter Roskilde Festival af. Majse går på min højre side, for hun ved, at jeg er døv på venstre øre og derfor altid foretrækker at have mennesker på min højre side.

Jeg føler mig stærk og fri og glad. Forude venter flere dages rendyrket sjov. Man ved aldrig, hvad der sker, når livemusik kombineres med fadøl og fornemmelsen af at leve det løse liv. Jeg går der sammen med hende og ved, at hun har det ligesom mig. Vi er på udkig efter hvadsomhelst, som er sjovt og vi er helt parate til at lade tingene ske. Vi er stærke og modige, som vi altid har været, når vi er sammen. Vi ved, at vi har hinanden - og så kan vi faktisk klare alt.

For første gang siden jeg landede i Danmark, føler jeg mig helt stærk. Jeg elsker fornemmelsen af bare at gå. Af at have overskud til at holde øje med mine omgivelser og samtidig være sammen med et menneske, som jeg elsker højt. Jeg elsker fornemmelsen af, at min krop er stærk og udholdende.

Det er et af de minder, som jeg foreløbig ved, at jeg vil sidde og tænke på, når jeg på et eller andet tidspunkt igen lander i regnskoven og har masser af tid til at tænke tingene igennem.

Mere CopenHell. Jeg er jo en sucker for dødningehoveder, så jeg følte mig fuldstændig hjemme ...

Men der har også været andre øjeblikke - Jesper der inviterede mig på leverpostej og hønsesalat med udkig til Ringsted Domkirke. Og vi sad bare der i solen og grinede højt over, at vi endelig var sammen igen.

Michaels sølvbryllup, hvor Michael holdt en smuk og rørende tale for Inge, og derefter forsvandt de til dansegulvet og var så opslugte af hinanden, at det virkede mærkeligt, at de havde kendt hinanden i mere end 25 år og ikke lige havde mødt hinanden og var dybt opslugte af dét.

Maja som sad på en bar på Nørrebro og fortalte om sit liv og sin skrivning. Og lige der gik det op for mig, at jeg havde mødt en virkelig kunstner - og samtidig sluttede jeg fred med, at jeg aldrig ville nå hendes niveau, men for altid bare ville være en historiefortæller - og at det var helt okay med mig.

For at være helt ærlig, er dette ikke et sandfærdig billede fra CopenHell. Vi drak MEGET mere end det ...

Anette som fortalte om at få kræft og alligevel gribe livet så hårdt som muligt og presse det bedste ud af det. Vi sad i solen foran hendes forretning og hun lænede sig tilbage og indsugede de gyldne stråler og var på én gang så ufattelig stærk, sjov og følsom, at jeg blev helt rørt.

Janne og jeg der sad under en parasol uden for en vinbar, hvor hun forsikrede mig om, at min bog var fantastisk, selv om ingen gider at udgive den. Og Tanja som inviterede mig på Færgekroen til øl med isterninger og så sad vi der, og jeg tænkte på, at hun slet ikke havde forandret sig. Og at det var godt. 

Steffen som jeg pøsede Jack Daniels på, mens han fortalte om, hvordan hans gamle arbejdsplads havde opført sig aldeles forræderisk overfor ham. Men, som han tilføjede, "Jeg troede jorden ville åbne sig under mig og sluge mig, da de fyrede mig. Men jeg afsluttede bare samtalen og gik videre. Det var bare sådan, det var. Jeg er ikke bange for fremtiden."

Og smukke, følsomme Martin, som jeg spenderede en hel aften med og kom til at elske, fordi han på en gang var så ærlig, så desillusioneret og alligevel så klartseende, at jeg ikke kunne lade være med at sende ham en velsignelse og håbe på, at han en dag selv for alvor forstår, hvor fantastisk han er.

 Carla på besøg hos Anette i Femme Fatale. Er du til silkestrømper, korsetter, flot undertøj og andet pigedims? Så er det her - denne forretning er vidunderlig og man kan finde fantastiske ting her, selv om man ikke er en størrelse 38. 

For slet ikke at tale om Momme, som jeg har kendt i en årerække og for første gang kunne jeg se, at hun var det nærmeste, jeg kunne komme på en regnskov. Så absolut frodig og overskudsagtig i alle livets henseender. Jeg har boet hos Momme en stor del af den tid, jeg har været her. Og selv om jeg vidste, at jeg kendte hende utrolig godt, fik jeg pludselig øjnene op for endnu flere af hendes facetter. Dem har hun haft hele tiden - jeg skulle bare have halvandet år i junglen, for at blive skarpere og se hende endnu klarere, end jeg nogensinde har gjort.

For slet ikke at tale om at gense min far (Åh, min far! Som ikke forstår, hvor meget han betyder for mig) og resten af min familie. Det var uproblematisk. Som om jeg bare havde været væk 14 dage og bare endnu engang kom vandrende tilbage.

Min søster Anne kneb alligevel en tåre, men sagde selv, at det var som om, jeg slet ikke havde været væk. Vi genoptog bare vores livslange, ongoing samtale om alt og intet. Og hun havde hul i bukserne og labrador-hvalpe der legede på gulvet i køkkenet. Og mens vi delte hendes bedste Amarone, sad vi og kiggede på dem.

Og jeg følte mig glad helt ind til knoglen.

Momme og Kristoffer. Jeg mangler ord for, hvor meget jeg elsker dem. De er fantastiske sammen - men også hver for sig. 

Det er bare nogle af de højdepunkter, som Danmark har givet mig. Men i forhold til hvor lang tid jeg har været her, er jeg frustreret, sulten og en lille smule modløs.

Et par måneder inden jeg landede i Danmark var jeg på en aldeles katastrofal tur ind i junglen. Jeg var ikke alene, men endte med at være det. Jeg brækkede min tå, var nær ved at drukne sammen med Carla og endte med at få husly hos en Bribri-familie. Jeg var så udmattet af strabadserne, at jeg akkurat havde kræfter til at skifte min våde skjorte til en tør ditto, før jeg faldt i søvn. Men jeg havde ikke kræfter til at marinere mig selv i myggebalsam - noget som man ellers absolut bør gøre, hvis man er et par dagsrejser inde i junglen.

En måneds tid efter turen vågnede jeg op med et par myggestik på armen og hånden. Eller: Jeg troede, at det var myggestik. Men de forsvandt ikke, tværtom udviklede stikket sig på hånden til et utrolig ulækkert sår. Nærmest som om, at jeg blev spist indefra.

Som papegøjerelsker standsede jeg straks op ved denne ekvipage. De kører byen igennem på daglig basis for at opleve noget ... Og for helvede hvor er det en skøn moluk-kakadue!

Og det blev jeg også. Jeg havde erhvervet mig en kødædende parasit som simpelthen mente, at jeg var en slags buffet, som man bare kunne mæske sig i. Da alt dette gik i udbrud, var jeg lidt over en uge fra at tage til Danmark. Den costa ricanske læge gav mig et par særlige plastre at putte over såret. For, som han sagde: "Hvis vi kan få has på det på den måde, så slipper du for den store behandling. Og den er ikke så rar."

Plastrene virkede ikke rigtig og jeg endte på infektionsmedicinsk afdeling på Rigshospitalet, hvor jeg både vakte begejstring og fascination.

Jeg formåede at tale mig uden om en indlæggelse, hvis jeg til gengæld lovede at møde op hver eneste dag og få skudt en halv liter pisgul insektgift ind i årerne.

Hver eneste dag når jeg lå med droppet i blodåren, kom der interesserede læger ind for at kigge på min kødædende parasit. Jeg følte mig som en rockstjerne. Sjældent har jeg fået så meget opmærksomhed, og alle var jo megasøde over for mig og lægerne kunne godt mærke, at jeg tog tingene roligt, så de lod medlidenheden fly til gengæld for deres indre fagnørd og sagde ting som "Det er dog et usædvanligt flot eksemplar, du har der." og "Det er virkelig interessant, at du kun er angrebet i hånden indtil videre. Disse parasitter kan jo dræbe deres vært."

 Mig. Syg zombie på Mommes havehynde.

Jeg fik også komplimenter for min fysiske tilstand, som virkelig opmuntrede mig. Sygeplejersken der kontrollerede mig, spurgte om jeg var sportsmand ... for med dén hvilepuls og dét immunforsvar ... Det var virkelig fedt at opdage, at jeg slet ikke var så slatten, som jeg troede.

En dag mens jeg lå og fik sprøjtet insektgift ind i årerne, opdagede jeg et stetoskop, som var henslængt over mit dropstativ. Jeg tog det og fik på den måde den første oplevelse af at høre mig eget hjerte banke.

Det var så sært. For jeg lå der i sengen med udsigt til den tolvte etage på Riget, hvor jeg havde tilbragt så utrolig mange timer, fordi min mor var indlagt der som hjertepatient. Der var der skærme over det hele, som viste patienternes hjerterytme og jeg kan huske, at min mor sagde: "Det er mærkeligt, at min hjerterytme ligner hugtænder, når jeg er sådan et fredeligt menneske."

Opsvulmet hånd, krateragtigt sår - vi kan godt blive enige om, at det er træls at være invaderet af en kødædende parasit. 

Jeg faldt i søvn til lyden af mit eget hjerte. Det var den smukkeste og mest beroligende rytme, jeg nogensinde har hørt. Jeg fik også lov til at lytte på sygeplejerskernes og lægens hjerte - og de lød også godt. Men helt selvisk følte jeg, at lyden at mit eget hjerte der bankede så sejt derudaf, var den bedste.

Jeg ville ønske, at jeg havde haft muligheden for at lytte til min mors hjerte. Så ville jeg have haft den rytme i min sjæl.

Alle var søde ved mig, og på infektionsmedicinsk afdeling kommer der mange sjove mennesker. Et af mine yndlingsmennesker var en ældre, flamboyant homo, som jeg kom i snak med. Han var - det var grunden til hans besøg på stedet - HIV-smittet.

Han sagde: "Det ville have været mærkeligt, hvis jeg ikke var blevet smittet. For jeg kneppede det meste af København og gik altid i den retning, min pik pegede."

Og så gav jeg ham et knus, fordi han gad at være så ærlig over for mig.

Nørrebro - jeg elsker dig!

Desværre har det visse bivirkninger at få pumpet celledræbende medicin ind i årerne. I begyndelsen var jeg bare svimmel og mærkelig, når jeg vandrede hjem fra Riget. En enkelt gang var jeg ved at dejse om og oplevede at en mand hoppede af sin cykel og simpelthen gik hen og greb mig, mens jeg stod og svajede frem og tilbage og var lige ved at falde.

Han kørte ellers på en Christiania-cykel og lignede en, der havde travlt med at komme hjem til sin familie. Men han greb mig og satte mig ned på en bænk ved et busstoppested og spurgte mig, hvad han kunne gøre for mig. Det var flot af ham, for bagefter tænkte jeg, at jeg nok mest af alt lignede en, der var fuld ...

Mommes gård. Kæft jeg har brugt mange timer med at sidde og kigge ned på den fra mit faste holdepunkt i vindueskarmen. Den er mega-hyggelig!

Det der med at danskere er kolde er en stor løgn. Jo, den danske mentalitet er meget forskellig fra den sydamerikanske. Men det er kun på overfladen. Det er ren kultur. Danskere ser det som høfligt ikke at kigge andre mennesker i øjnene. Det kan virke lidt koldt. Danskere er også mennesker, som nogen gange glemmer, at man ikke behøver at have en langtidsplan med alt, hvad man gør. Men kolde er vi ikke. Vi er bare for vant til, at "professionelle" tager sig af tingene. Hvis vi kunne forstå, at vores system faktisk har taget noget handlekraft fra os, ville alting blive bedre. Vi er et godt folk. Fyldt med venlighed og medmenneskelighed. Jeg er stolt over at være dansker. Vi er cool på godt og ondt.

At blive fyldt med insektgift på daglig basis viste sig at være mere belastende, end jeg først havde troet. Kort fortalt blev jeg et feriebarn fra helvede. Jeg stod op, gik på hospitalet og kom hjem. Vel hjemme hos Momme var jeg måske vågen en times tid - så faldt jeg i søvn igen. Og sådan gik tiden. Mit overskud forsvandt. Jeg var knap vågen længe nok til at registrere det.

Samtidig var min krop meget utilfreds med at få pumpet gift ind i kroppen. Jeg blev hele tiden fulgt med blodprøver, og da mine nyretal var så forhøjede, at det begyndte at være skummelt, blev jeg taget af behandlingen. Det var cirka samtidig med, at jeg begyndte at kaste op hele tiden.

Michael og Inge skærer bryllupskage for. Lige så uskarpt billedet er, lige så skarpe er de to mennesker - især med hinanden ... 

Alligevel var det svært for mig at føle, at jeg havde ret til at brokke mig. Jeg har altid været vant til at have en krop, der adlød mig. Men lige pludselig føltes det som om, at jeg var flyttet ind i en anden persons krop. Jeg var dødsens træt hele tiden. Når jeg ikke sov, lå jeg på min havehynde i Mommes karnap med lukkede øjne. Jeg kunne ikke rigtig tænke tanker. Det var bare som om, at nogen havde slukket på kontakten til mig. Jeg var en zombie, der stavrede rundt. Det er en af de værste oplevelser, jeg har haft med mig selv.

Og en af de ting, som jeg tænkte meget på var, at jeg kender mennesker som er langtidssyge, jeg kender mennesker som har fået kemo - og alle har de talt om den dødlignende træthed, som efterlader en fuldstændig tom og ressourceforladt.

Pisgul insektgift sprøjet direkte ind i åren. Hold nu kæft, hvor gjorde det ondt den første gang. 

Nu tror jeg, at jeg ved, hvad de taler om. Og det har givet mig en enorm respekt for mennesker, der kæmper med sygdom. Jeg synes ellers altid, at jeg var den forstående type. Men jeg er nået et skridt videre i min forståelse, og jeg ved, at jeg er så pisseheldig, at denne her lorteparasit rendt faktisk vil forsvinde igen, selv om det har været en hård tørn. Jeg har bare oplevet overfladen. Jeg har ikke behøvet at tænke over, hvordan jeg skulle leve med det her resten af livet  - eller sideløbende med det her forløb, være blevet nødt til at tænke over, om jeg overhovedet overlevede det.

Alle I der døjer med kræft og kroniske sygdomme - I skal vide, at jeg sender jer min dybeste respekt og en masse kærlighed!

Anyways ... Jeg blev taget af behandlingen om lørdagen. Om torsdagen var jeg færdig med at sove og dukkede op på Roskilde Festival. Og der fik jeg tre dage som rask. Jeg var selvfølgelig overmåde forlystelsessyg, og jeg burde nok være blevet hjemme og have arbejdet på mit immunforsvar. Men det tænkte jeg slet ikke på, for jeg er som sagt vant til at være rask.

 Heldigvis var jeg så meget ved muffen til Mommes fødselsdag, at jeg kunne smide en boblevand efter hende. Bagefter gik vi hjem og hende og Kristoffer formåede at lave mad til 12 mennesker på omkring to timer ... 

 Min Roskilde Camp er så tjekket, at vi har shot-glas i fryseren. Her prøver Tourgeden, om de er så kolde, at de kan fryse fast til hans tunge. Majse foreviger øjeblikket. 

 Ja, vi er sådan nogen typer der drikker og ryger ... 

Jeg kastede mig derfor ud i det hele og i bagklogskabens ulideligt klare lys kan jeg da også godt se, at jeg måske ikke skulle have svinget indenom Roskilde mc's bar sammen med Sven, Mille og Majse lørdag nat og fyret den så hårdt af, at jeg stod i vores camp klokken otte om morgenen og råbte på shots. Nej, det skulle jeg ikke have gjort. Men det gjorde jeg, fordi jeg som sagt er vant til at have en krop, der bare adlyder.

Mandag morgen forklarede min krop mig, at jeg havde været en idiot. Jeg var til lægen og fik konstateret en flamboyant bihule- og lungebetændelse.

Jeg landede hjemme hos Majse og var endnu engang feriebarnet fra helvede. Jeg fyldte papirkurven ved siden af sengen i gæsteværelset med snotklude og lå og rallede resten af tiden. Ud af de 14 dage jeg havde med Majse, havde vi tre gode dage sammen, hvor jeg undtagelsesvis ikke lå i sengen.

Resten af tiden sov og snottede jeg.

Mig med solbrille-øjne på Roskilde Festival. Det kan godt være, at jeg bor i Caribien. Men det er i Danmark, at jeg bliver solbrændt. 

Jeg føler, at jeg ikke rigtig har været rask, mens jeg har været i Danmark. Jeg hoster stadig og selv om parasit-såret er helet, er det slået ud med små, mærkelige prikker på hånden. Jeg var på hospitalet med det i går - og lægerne er meget interesserede. Sådan en reaktion står ikke beskrevet i bøgerne, siger de. Så vi ser tiden an. Og mit ikke-eksisterende immunforsvar skal så klare resten af lungetingen. Det er hårde tider.

Min pengetank er svundet ind og en af idéerne med at være i København var også, at jeg skulle lave nogle aftaler og på en eller anden måde sikre min økonomiske fremtid. Ingenting er sket. Jeg har freeloadet for vildt og været taknemmelig for mine venner, der har holdt røven oppe på mig. Selv om situationen bestemt ikke er, som jeg ønskede mig, har jeg stadig mange grunde til at være taknemmelig.

Og det er jeg. Men i morgen opslår jeg et freelance job-opslag her på bloggen. Måske er der nogen, som gider dele det - eller som ligefrem sidder og har brug for at få lavet tekstopgaver af forskellig art.

 Et ægte festival-billede. Tina, Svenne Ballet og mig .. Lige inden Metallica-koncerten ...

Og igen: Den unge hr. And og mig ... 

Vi får se. Tiden i København har imidlertid givet mig fornemmelsen af, at skriveriet er det, der gør mig lykkelig. Det er det, jeg vil. Jeg havde godt en fornemmelse af det - men nu er jeg sikker. Jeg er ikke bange for at leve af ris og bønner. Bare jeg på en eller anden måde for mulighed for at skrive videre. Det - og så kærligheden og nysgerrigheden - er drivkraften i mit liv.

Mere hostpitals-shit. Det var så dejligt at få vene-flonen op i armen. Jeg syntes, at det var ubehageligt at gå rundt med den i hånden.

I morgen vil jeg forsøge at få min flybillet udskudt. For der er så mange mennesker, jeg mangler at møde og tale med her i sommersmukke København. Og samtidig er det en vildt mærkelig fornemmelse at være så meget på røven ...

 Majse og doktor Lotte har det sjovt ... 

Tanja og Svenne Ballet ... jeg kender altså virkelig gode mennesker ... 

Drengerøve Inc. - Jimmy og Rolsted.  

 Majse med Kraftwerk-briller ...  Smukke Mille beviser, at man kan godt komme op, selv om man er gået i seng samme dag klokken otte om morgenen. Respekt!