Om at løbe de sidste ti meter ...

Nogen Carl Lewis er jeg desværre ikke, men denne gang satser jeg på at løbe de 100 meter ...

Skal vi med det samme slå fast, at den eneste rutine jeg for alvor har formået at skabe i mit liv, er at jeg laver kaffe hver morgen. I løbet af denne sommer har jeg lavetkaffe på mange måder. Jeg har lært at betjene store, spruttende, blanke ekspressomonstre. Jeg har stået og heppet på faldefærdige elkedler og smagt adskillige mærker af nescafé. Kaffe. Måske skulle jeg begynde at definere mit liv efter, hvor og hvordan jeg drikker min morgenkaffe? Kan morgenkaffe-ritualet blive afsæt til et sobert, regelret liv?

Mens jeg drikker min morgenkaffe plejer jeg at tjekke mails og det store, vide web. I dag hæftede jeg mig især ved to ting. Den ene var, at min amerikanske veninde Sara havde skrevet til mig. I filen var der vedhæftet så meget kærlighed til mig, at jeg kan bruge løs af det til langt ind i næste uge. Sara er endnu et af de mennesker, der dumpede ned i mit liv ved en tilfældighed. Hun endte med at bo i mit hus i næsten to måneder, før hun atter drog videre og efterlod mig med en følelse af taknemmlighed over, at jeg havde mødt hende. Hun var 22 år - jeg var 40 år. Hun skrev, at hun ofte tænkte på mig og at den indflydelse jeg havde haft på hendes liv var noget, som hun stadig bar med sig i hjertet.

Udover at det smigrer mig helt enormt, bekymrer det mig også en smule. Måske var jeg inspirerende i Costa Rica. Her i Danmark er jeg bare en arbejdsløs bums, der burde kigge mig om efter et fast job.

Sara er derimod højtflyvende. Hun har netop været på en lang roadtrip og boet hos alle mulige, sjove mennesker. Og som dette skrives, er hun på vej til Hawaii. Jeg håber, at hun bliver ved med at være flyvende. For nogle gange kan landinger være meget hårde. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg kommer til at se hende igen. Og af en eller anden årsag har jeg en stærk fornemmelse af, at vi kommer til at mødes i Mexico.

"I'm starting to get the sense, that I will always be in some sort of transition phase," skrev Sara.

Da jeg havde siddet og frydet mig over hendes brev, rykkede jeg videre til en anden ting. En fyr som fortalte, at han havde været til begravelse. Begravelsen i sig selv havde været ganske, som begravelser nu plejer at være. Det var et perifert familiemedlem, der var faldet om af et hjerteslag på en spadseretur.

Hvad der var mere særligt var, at fyren havde sovet i den afdødes hus, fordi han var kommet langvejs fra for at deltage i begravelsen.

Og hele aftenen gik han rundt og kiggede sig omkring. Det eneste der var tømt, var køleskabet. Ellers stod huset nøjagtig, som den afdøde mand havde forladt det. Et halvtomt kaffekrus. En bog hvor manden var kommet til side 127 og som aldrig ville blive læst færdig. Snavsetøj i kurven og en bunke skjorter der aldrig ville blive lagt på plads. Fyren sluttede med at skrive:

"Det var mærkeligt at se alle et menneskes aktiviteter cuttet over. Men det er jo sådan det er. Jeg ved ikke en gang, hvorfor det er mærkeligt, for selvfølgelig får man ikke en advarsel, så man kan afslutte det hele og rydde op ..."

Jeg slugte min kaffe og greb ud efter min uundværlige notesbog for at skrive de to citater ned. Selvfølgelig med henblik på at tænke videre over dem og måske - måske - en dag bruge dem i et eller andet, som jeg selv skrev.

Min notesbog er helt fuld nu. Og det samme er min hjerne. Der kan ikke proppes flere ting ind, og jeg trænger i dén grad til at sætte mig ned og lette mit hjerte. Dan Turréll sagde engang, at han ikke skriver for at huske. Han skriver for at få tingene ud, så han ikke behøvede at tænke mere over dem. Når historierne var nedfældet, var de ude af hans system og derfor var det en lettelse for ham at skrive. Det siger sig selv, at han sagde det på en langt mere elegant måde, end jeg gengiver her. Men jeg kan ikke huske det ordrette citat.

Jeg bladrede igennem min notesbog og kiggede på alle mine notater. Mange af dem noteret med min temmelig sjuskede håndskrift. Mange steder havde jeg tegnet døden med kutte og le. Det er mit yndlingsmotiv og har som sådan ikke nogen dybere mening. Notesbogen var fyldt med spørgsmål, som jeg havde lovet mig selv at besvare. Og der var ikke mere plads. Ikke plads til så meget som et enkelt ubesvaret spørgsmål mere.  

Jeg kom til at tænke på, hvad jeg ville efterlade, hvis jeg døde i dag. Svaret er: Et par tasker med forskelligt tøj - hvoraf meget af det er alt for koldt til at have på i Danmark. Et kamera, en computer og en overfyldt notesbog. Man kunne faktisk rydde op efter mig på under ti minutter. En mærkelig tanke.

Og så blev jeg helt melodramatisk ved tanken om, at hvis jeg døde, så ville min bog aldrig udkomme. Den ville bare blive formateret sammen med resten af harddisken, når min computer blev givet videre til en anden ejer.

Så nu har jeg puttet min notesbog væk. Den må vente. I stedet går jeg i gang med at redigere min bog og få den ud. Jeg synes oprigtig talt, at det er lidt synd for både den og mig, hvis vi ikke afslutter det, som vi var i gang med.

De gode nyheder er, at jeg har fået særdeles brugbar kritik tilbage fra en del af mine betalæsere. (Tak - I ved hvem I er, og I hører fra mig!) Og bogen er efterhånden så fremmed for mig, at jeg vil mene, at jeg godt kan redigere den på en sober og rimelig objektiv måde. Så det vil jeg gå i gang med. Jeg har fået at vide, at man gerne må skrive, når man er fuld. Men at man skal være ædru, når man redigerer. Jeg er spændt på at finde ud af, om det passer ... Især fordi jeg allerede nu har besluttet mig for at skrive helt nye passager ind i bogen - og den slags kræver som regel rødvin. 

Jeg har også besluttet mig for at genoplive bloggen efter bedste evne. Jeg har savnet at skrive blogindlæg - og jeg har savnet at blive læst. Så tusind tak til alle jer, der stadig hænger ved. Jeg er meget taknemmelig fordi I gider!

Det lader til, at jeg også får en lillebitte pose penge op under neglene, så derfor gad jeg godt høre jeres mening: Hvad ville I foretrække at læse? En e-bog eller en rigtig, fysisk bog? Min foreløbige plan er at lave bogen til en e-bog. Men med en lille pose penge kan jeg få trykt et mikro-oplag. Jeg kan selv godt lide tanken om en fysisk bog, jeg vil gerne have noget at stå med i hånden. Men hvad synes I?

Wish me luck. Jeg har en del arbejde foran mig, men jeg tror ikke, at jeg kan skrive en ny bog, før den gamle er ude af systemet og helt væk.

Som min nye veninde, Ketti, sagde til mig forleden: Du er en 90 meter-løber. Der er et eller andet, som holder dig tilbage fra at tage de sidste ti meter. Og det har hun så evig ret i. Så dette bogprojekt handler ikke kun om en udgivelse - det er også et forsøg på at bryde med et mønster, som jeg har gentaget og gentaget hele mit liv. Jeg vil jo egentlig gerne være 100 meter-løber og skide være med, om jeg bliver nummer et eller nummer sjok. Alene at gøre det, ville være en god ting for mig.

Og nåeh ja forresten: Bogen udkommer den 15. november og er selvklart en perfekt julegaveidé til dig selv, din familie, din hund, din kat, din chef og eventuelt dit postbud ...