mandag den 9. april 2012

En undskyldning og lidt om, hvordan man terroriserer teenage-drenge


Skildpaddestranden hvor Momme og jeg sad en hel nat og ventede på, at der skulle dukke en leatherback op ...

Jeg bliver nødt til at begynde denne blog-post med en stor undskyldning til jer allesammen. Sidst jeg forlod jer, havde jeg været på dødsdruk i Puerto Viejo - og derefter ... tavshed.

Skulle nogle af jer have været bekymrede, vil jeg straks sige, at jeg har det rigtig godt. Og jeg håber at I - kære, ærede læsere - også har det godt.

Men der skete det, at jeg fik besøg fra Danmark. Knap havde jeg overstået mine grumme tømmermænd, før jeg måtte ile til San José for at afhente min gode ven Jesper Brandstrup i lufthavnen. Efter 14 gode dage smed jeg Jesper på et fly, tilbragte halvanden dag i en bil - og samlede derefter Camilla Momme op i lufthavnen.
Mangroveskov 

Med min sædvanlige, lallende optimisme havde jeg naturligvis regnet med at holde jer løbende opdateret med vore eskapader. Men allerede på andendagen i Jespers selskab, vidste jeg, at løbet var kørt.

Da den erkendelse kom til mig, sad vi på en restaurant-terrasse med udsigt over Stillehavet, mens vi begge summede saligt over den største og bedste bøf, jeg længe har fået. Som jeg fortalte jer, da jeg annoncerede Jespers besøg, havde jeg hele tiden haft en fornemmelse af, at denne ferie ville blive en af de ting, som vi altid ville kunne vende tilbage til. Som ville bringe os tættere på hinanden og styrke det venskab, som vi har holdt i live i mere end 20 år.

Og lige der på terrassen vidste jeg, at jeg havde haft ret i min fornemmelse. Og det gik også op for mig, at jeg ikke ville bruge tid på nogetsomhelst andet end at nyde hvert eneste sekund i Jespers selskab.

Så det er forklaringen på mit fravær. Jeg håber, at I kan tilgive, at jeg har været væk i en hel måned. For da Momme ankom, var situationen nøjagtig den samme ...

Jeg ved, at jeg kommer til at få masser af alene-tid her. De sidste to måneder har groft sagt ikke været andet end alene-tid. Så jeg traf den beslutning, at når jeg var i godt selskab, som jeg var - så ville det eneste rigtige være at få så meget ud af det som overhovedet muligt.

Og i den anledning vil jeg godt give et lommefilosofisk råd videre. Det handler om fokus, og det er noget, som jeg har lært af Caribien. Det er godt at være tilstede i livet. Ikke noget med at tjekke mails på smartphonen på alle mulige tidspunkter, ikke noget med at høre musik i bussen. At være tilstede uden andet fokus end det, der udspiller sig for øjnene af en her og nu, er noget af det bedste og mest givende, som jeg foreløbig har lært af at rejse.

Carla giver den som skibshund ...

Jeg vil vende tilbage til det med allehånde eksempler. Men lige nu kan I godt tage mit ord for det. Tilstedeværelse i nu'et er det nye sort! Ja, ja - mange af jer ved det jo godt. Og dyrker det sikkert uden at tænke over det. Men for mig er det altså noget af en satori. Jeg har da læst om alt det der gøgl omkring mindfullness - men ét er at vide noget oppe i hjernen. Noget andet er at få det til at spille i sit eget liv. Jeg synes, at jeg har lært at være tilstede. Og det nyder jeg i svær grad.

Mine oplevelser med Jesper og Momme må komme i små dryp her på bloggen. Jeg prøver stadig at huske det hele, for det har været en helt fantastisk måned fyldt med oplevelser af den allerbedste slags.

Jeg sidder og skriver dette i min hængekøje. Carla ligger på mit skød og snorker højlydt. Det regner så meget, at der ligger en tung, grå dis mellem træerne i regnskoven. Det er Påskesøndag og jeg har netop med en vis skadefryd konstateret, at drengene i den anden hytte lige er humpet forbi med al deres oppakning. 

De så svært tømmermandsramte ud, og det håber jeg også, at de var. Små, væmmelige teenagesvin, der har forstyrret min ophøjede ensomhed her i skoven. For sagen er den, at mit hus ikke er det eneste her i junglen. Lige i nærheden af mig, ligger der et andet hus. Jeg kan ikke se det på grund af skoven, så derfor har jeg altid fornemmelsen af at være alene i junglen.

Indtil videre har huset været beboet af Edwins økologiske ven, Will.
Will er igang med at bygge sit eget (bæredygtige) hus længere inde i junglen. Og i mellemtiden har han så sovet i nabohuset. Der har ikke været noget pis med Will. Han er kommet træt hjem om aftenen og jeg har stort set hverken hørt eller set ham.

Men så blev det Påske. Og Påske er en stor ting på disse kanter. For når helligdagene oprinder, tager alle costa ricanere ud til vandet for at nyde det søde strandliv. Og de fester og spiser god mad, er sammen med deres familie og venner og drikker masser af sjusser. Jeg har hørt rygter om, at nogle også går i kirke. Men ligesom i Danmark virker det til, at overdreven kirkegængeri er en sport for minoriteten.

Nu er Edwin jo en forretningsmand. Så da påskedagene kom, fik Will besked på at flytte ind til sin kæreste i Puerto Viejo, så Edwin - lige som resten af Puerto Viejo - kunne tjene nogle dineros på højtiden.

Ergo flyttede der for en uge siden folk ind i mit nabohus. Og ikke bare folk ... nej, der flyttede kraft'ede'me seks teenagedrenge ind.

Et billede som Momme insisterede på, at jeg skulle tage ...

Og hvad har disse unge fløse så lavet i helligdagene? Det kan jeg godt fortælle jer. De har holdt fest! Technofest! Guderne må vide, hvordan de har fået manøvret deres højttalere ned af skovstien. For de højttalere må være på størrelse med en gennemsnitlig kummefryser.

Hver aften har jeg siddet og lyttet til umch-umch-musik af den allerdårligste slags. Men drengene har haft det fantastisk og de gange jeg har mødt dem, har de alle været iført højt humør og kolde øl. Det siger sig selv, at de har været så uhøflige, at de knapt har gidet hilse på mig. Men jeg er heldigvis den rummelige type, som forstår utilpassede teenagere.

Bortset fra de gange, hvor jeg har haft lyst til at ruske dem, hive deres bukser op over hofterne, hvor bukser retteligt hører hjemme, klippe deres hår og give dem et spark i røven ...
Okay. Jeg har faktisk haft lyst til ovenstående hver gang, jeg har mødt dem. Men jeg fik - uden at vide det - hævn over dem.

I forgårs regnede det fuldstændig vildt om aftenen. Jeg var igang med at rydde op, da der pludselig lød et brag, som fik huset til at ryste. Regnskovssheriffen greb fluks lommelygten og løb emsigt ud for at se, hvad der var sket. Det vidste sig, at der var faldet en kæmpe gren ned i huset. Noget af taget var blevet ødelagt og både gren og tag lå splintret til atomer på min trappe.

Men på kæmpegrenen var der vedhæftet en sød gæst - et dovendyr kravlede groggy rundt i cirkler for foden af trappen. Jeg skulle lige til at udstøde et begejstret suk, for dovendyr er nogle af de mest nuttede dyr i verden. Men så kom jeg i tanke om, at Red endnu ikke havde fået sin omelet, hvilket betød at han kunne være lige om hjørnet.

Og hvis Red stødte på et dovendyr, var der slet ingen tvivl om, at han fluks ville tilføje det til aftenens menu-kort.
Jeg sprang derfor afsted for at finde Red, inden han fandt dovendyret. Regnen silede stadig ned, da jeg nåede til grillpladsen, som er et overdækket sted med lys og plads til mange mennesker. Tre styks  teenagedrenge fra nabohuset sad henne i hjørnet og fnes, mens de spiste toastbrødsmadder og delte en joint.

Fniseriet blev dog øjeblikkeligt indstillet, da jeg tårnede mig op over dem. På det tidspunkt var jeg fuldstændig gennemblødt og har sikkert haft et vildt udtryk i øjnene.

Jeg spurgte dem, om de kendte den røde hund her på stedet. Den modigste af drengene nikkede, mens han forsøgte at skjule jointen ved at runde hånden omkring den.

Jeg forklarede dem kort og koncist, at hvis Red dukkede op, så måtte de holde ham tilbage. Eventuelt ved hjælp af magt og toastbrøds-madder. Jeg tilføjede, at det var et spørgsmål om liv og død, hvilket det jo også var. Et nuttet dovendyrs liv stod på spil!

Jeg havde vendt mig for at gå videre, og jeg kunne næsten høre drengene udstøde et lettelsens suk, da jeg igen frontede dem, hvilket fik dem til at fare sammen.

"And gimme that spliff!," tilføjede jeg.

En rystende hånd med et styks joint blev rakt ud mod mig. Jeg greb behændigt jointen og inhalerede cirka to centimeter af den i ét langt sug.

Og i samme øjeblik røgen ramte mine lunger kunne jeg mærke pottens gode virkning i kroppen. Jeg gik øjeblikkeligt et par omdrejninger ned. Jeg rakte jointen tilbage med hvad jeg mener var et venligt smil og fortsatte op mod Edwins hus.

Edwins første spørgsmål da han så mig drivvåd og småforpustet var: "Are you okay?"

Men til hans ros skal det siges, at det tog mig fire sætninger at sætte ham ind i situationen, så greb han Red - som heldigvis lå og sov hos ham - og gav ham snor på.
 Denne lille fætter fandt jeg i brusebadsforhænget samme dag, som Momme skulle komme. Jeg undlod at fortælle hende om den før efter et par dage ...

Jeg hilste af og gik tilbage til mit hus. Da jeg nåede til grillpladsen var den fuldstændig støvsuget for teenagedrenge. Hvilket jeg mener, var lidt strengt. De havde faktisk lovet at blive for at kigge efter Red, men jeg gætter på, at de tog den vilde flugt efter mødet med den sindssyge dame i det andet hus.

Og de har fortalt deres små, væmmelige techno-dyrkende kammerater om mig. For hver gang jeg er stødt på dem siden, har de krabbet sig lynhurtigt forbi mig med nedslagne øjne.

Oh, jeg må sige, at det er rart at være næsten 40 år gammel og at min alder alene fremmedgør mig i forhold til teens. Jeg tænkte ikke over det, mens det stod på. Men nu mener jeg, at det at jeg skræmte livet ud af tre af dem, er en okay hævn for at de har støjforurenet min smukke jungle i fire dage ...


8 kommentarer:

  1. Dine ord bringer solskin og umchii lyde til Danmark, tak tak tak
    Kys Carla

    SvarSlet
    Svar
    1. TAK! Kysset er hermed givet videre, for hun ligger og slumrer lige ved siden af mig :-)

      Slet
  2. Phew, ENDELIG lyd fra dig igen. Var sgu en kende bekymret og sikker på at du lå i maven på et eller andet farligt tropisk dyr. Men fedt at du dyrker øjeblikket og får en ordentlig en på opleveren. Det er virkelig en kæmpe oplevelse at følge med på sidelinjen - når man som jeg mangler både kræfter og mod til den slags rejse. More, please ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har været så langt væk, at jeg ikke engang har haft tid til at læse op på din blog. Så det vil jeg gøre nu :-) Især fordi jeg har opgraderet mit køkkenudstyr helt vildt og ejer nu både en blender og en lille toastovn.
      Hvis du har gode forslag til ting, som jeg kan bruge mine nyerhvervelser til, er jeg lutter øre!
      (Og tak for din ros <3)

      Slet
  3. Tillykke med den nye Satori. Jeg håber den er af ordenlig kvalitet og sidder tæt til kroppen ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes faktisk, at den strammer lidt over numsen. Men mon ikke det bliver bedre, når den er gået lidt til?

      Slet
  4. Dejligt at høre fra dig igen. Man bliver virkelig fanget af dine skriblerier, har det som om jeg kender dig efter at have læst mig igennem hele bloggen. Fortsæt endelig.

    Derudover får jeg helt lyst til selv at hive stikket og tage til Caribien.

    Kh M

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Maria,

      det er superfedt at du gider at læse min blog, selv om du slet ikke kender mig. For jeg tror faktisk, at resten af min læserskare er gode venner og bekendte. Så velkommen til :-)
      Jeg kan varmt anbefale Caribien - så sig til, hvis du dukker op på disse kanter.

      Kh. Knirke

      Slet