Edderkoppefestival, sodavandsis og en mand af format

Her er så den sensationelle bille. Som I kan se, sidder den og stirrer olmt ud i verden. Det er bekymrende, når et virkelig aggressivt insekt samtidig har meget massive kindbakker ..

Jeg sidder og skriver på i min seng. Fordi det er varmt har jeg smidt min nederdel og sidder i ført en skjorte og ikke så meget andet. Nederdelen ligger ved siden af mig og blinker kækt, fordi der kravler to ildfluer rundt på den.  

Ildfluerne er nogle af mine yndlingsinsekter her i regnskoven. Når natten falder på, kommer de frem og fremfører smukke luftballetter mellem træerne. De er stærkt lysende og deres farver varierer - lige fra skinnende hvidt, over fosforcerende grønt og til klar orange. Jeg har nærstuderet dem og det er deres kroppe som lyser. Når de bevæger vingerne, blotter de kroppen - og det er på den måde de blinker.

Nogle gange sidder de bare i træerne og morser til hinanden. Jeg gad godt kunne dén morsekode. Tit ligger jeg i hængekøjen og forestiller mig, hvad de egentlig siger til hinanden. Sladrer de om de andre ildfluer? Fører de sjofle samtaler med hinanden? Har de intellektuelle diskussioner på ildflue-niveau?

Svaret blæser - lige som ildfluerne - i vinden ...

Jeg sov simpelthen så godt efter min sidste blogpost - at vælge at være helt ligeglad med om Edwin (og de andre mennesker jeg skriver om) læser med og måske endda forstår noget af det jeg skriver, var en stor lettelse.

 Jeg rykkede tættere på og placerede en lighter ved siden af dyret, så I kan få en idé om dens størrelse.

  

Først klokken halv ti næsten morgen vækkede en mærkelig, skrabende lyd mig. Jeg hev en skjorte på og stak hovedet ud af døren. Over en flok planter vippede en virkelig fjollet udseende havehat. En hvid bølleagtig hat der mest af alt lignede noget som var blevet kørt over af en lastbil og derefter gennemtygget af en ualmindelig energisk ged. Under hatten gemte der sig et styks fejende Edwin.  

Han fejede stien hele vejen op til min trappe og kom ind for at få en kop kaffe.

Mens jeg lavede kaffe kunne jeg mærke hans øjne i nakken.

"Får du skrevet noget," spurgte han.

"Jeg har haft lidt af en skriveblokade, fordi jeg pludselig begyndte at overveje, hvem der læste med. Men så besluttede jeg mig for at være ligeglad med det og nu går det meget bedre."

"Det synes jeg er rigtig godt," sagde han.

"Man skal generelt ikke lade sig stoppe af, hvad andre mener eller tænker. Det har jeg i hvert fald aldrig gjort."

 Igen - igen ... Ja, jeg var i sandhed fascineret af den.

Og så satte jeg mig ned og brugte en herlig halvanden time på at sladre og sniksnakke med Edwin. Han har vundet endnu en retssag i en langvarig kamp. Han kæmper mod et amerikansk selskab, som vil lægge en fabrik midt i indianernes reservat. Jeg LOVER, at jeg nok skal skrive den historie på et andet tidspunkt - men faktisk er den så vild, at jeg går og overvejer at bruge den som bogmateriale ...  

Da kaffen var drukket, fik jeg et hurtigt knus - og så udvandrede han. Edwin har fan'me format! Så er det sagt. 

 Og prøv så lige at se her ... Det er eddermame kindbakker, der vil noget. Kindbakkerne to rule all kindbakker ... Jeg har aldrig set noget lignende ...

Senere dukkede Rafael op og spurgte, om jeg ville med ind til byen. Og eftersom jeg følte mig glad og let om hjertet, havde jeg virkelig lyst til at komme ud og kigge lidt på andre mennesker.

Vi vandrede ind til Puerto Viejo. Rafaels eneste par sko er endegyldigt døde og lader sig ikke reparere. Ergo har han besluttet sig for at gå barfodet det meste af tiden, fordi han mener, at det vil bringe ham tættere på naturen. I det hele taget er han fyldt med skøre idéer i øjeblikket, og jeg ved at det er et spørgsmål om tid, før jeg seriøst må sætte mig ned og tage den STORE diskussion med ham.

Foreløbig har jeg kun pippet lidt hist og pist, men jeg gider ikke at høre på udsagn som for eksempel, at sygdomme altid er menneskers egen fejl, fordi de har fjernet sig fra naturen ... 

Det som også fascinerede mig var, at billen nærmest fulgte mig med øjnene. Han vendte hele tiden front mod kameraet og lignede i den grad en bille, der ikke fandt sig i noget pis ... Tjek også de uvenlige fødder med torne på. Det er derfor, at insekterne kan give en rifter, hvis de sidder på huden og man forsøger at børste dem af.

Jeg ved godt, at det bare er junglen, der fucker med ham - og det er ikke første gang, jeg oplever, at regnskovens nærvær gør ellers normale mennesker til naturfundamentalister. Det som undrer mig allermest er, at folk pludselig begynder at snakke om, at alt er kærlighed og at kærligheden er til stede i alt. Det tror jeg sådan set, at de har ret i. Men den type kærlighed, som de giver udtryk for, vil jeg skide et stykke. For kærligheden lader kun til at omfatte dem, som er enige i deres synspunkter og livsførelse. Letkøbt kærlighed kunne man kalde det ...

Jeg satser mere på venlighed, medfølelse og barmhjertighed over for verdens syndere - så tror jeg nok, at det med kærlighed kommer helt af sig selv. Især det med barmhjertighed over for syndere vil jeg holde fast i. Som rutineret synder synes jeg nemlig, at der også skal være lidt overbærenhed i verden til sådan en som mig .. 

 AJ, men se dog de kindbakker! Og når man bankede ham på skjoldet klippede han rasende med dem. I sandhed ikke en bille, som jeg ville have lyst til at fornærme.

  

Jeg samler ammunition i øjeblikket, for jeg agter at bruge en aften på at banke Rafael verbalt ud i samtlige hjørner og efterlade hans ideologi ikke bare groggy - men hårdt såret og stærkt blødende. Og så tror jeg s'gu også, at jeg køber et par sko til ham. Uanset hvor underligt han vil føle det, hvis jeg lige pludselig giver den i rollen som sugarmamma, så gider jeg simpelthen ikke stå i en situation, hvor jeg skal gøre et eller andet effektivt, fordi Albert jr. har hugget en hjørnetand i Rafaels storetå.

Men man skal jo tjekke tingene ud, inden man afsiger dom. Så i solidaritet med Rafael smed jeg flip-flops'ne og vi vandrede barfodede ned ad grusvejen og videre ind til Puerto Viejo.

Det lykkedes mig ikke at lokke Rafael til at se VM-kvalifikationskampen mellem Costa Rica og Guatemala på storskærm i strandbaren. Men jeg skrev mig bag øret, at der er landsholdsfodbold coming up. Og hvis danskere er tossede med fodbold - så glæder jeg mig virkelig meget til at se, hvordan costa ricanerne tager den slags.

Strandbaren har altid et tv kørende og jeg har set voksne mænd gå smågrædende derfra, fordi deres klubhold tabte. Jeg tror det bliver sjovt!

 Og prøv så at se de der fluffy, røde tentakler inde i kindbakken. Skal vi gætte på, at de garanteret er halv-giftige?

 Til gengæld købte vi is af Walther, som laver verdens bedste sodavandsis. Man får dem i små, aflange poser og i aften fik jeg en ingefær/lime-is.

Problemet med Walther er, at jeg ser ham rigtig tit. Han kører rundt med en lille ladcykel og sælger sine varer fra bagsmækken. Efterhånden er det sådan, at jeg speeder min cykel maximalt op, når han er i nærheden. Derefter overhaler jeg ham hasarderet og spørger stakåndet, hvilken slags is han har i dag. Forrige gang jeg så ham, havde han ananas-is med små stykker ananas i.

Rafael reagerer på fuldstændig samme måde: Bare vi ser silhouetten af Walther i det fjerne, begynder vi begge to at smile bredt. Rafael får finansieret sit (over-)forbrug af sodavandsis ved at levere yuams-rødder til Walther. Og af de rødder laver Walther yuams-budding. Og den smager fuldstændig fantastisk! Walther selv er en senet, sort mand med et flamboyant fuldskæg og en cool attitude. Men selv om han er cool, bliver han oprigtig glad, når man roser hans is. Og det gør jeg. Ergo er jeg nu på knus med Walther - og jeg tror, at han bliver næsten lige så glad for at se mig, som jeg bliver for at se ham. For hver gang jeg smager en ny is, bruger jeg temmelig lang tid på at skamrose den i detaljer. Det manglede bare andet!

Jeg siger det igen: Walther laver verdens - måske universets - bedste sodavandsis!

 En af de store brune græshopper har sat sig helt op under taget for at tænke over tingene ...

Jeg syntes, at det gik utrolig godt med at være barfodet i pagt med naturen. Vi vandrede langs stranden ind til byen og gjorde små omveje, så vi slap for at gå på asfalt, som føltes ubehagelig under fødderne.

På vejen hjem tog vi dog den slagne landevej, og da vi nåede Edwins hus og vandrede i mørket ned i regnskoven, kom jeg pludselig til at tænke på de mange myrestier, som jeg skulle forcere. Jeg kan dem næsten udenad, fordi jeg simpelthen ikke tør genere myrerne alt for meget. Og også fordi jeg synes det er unødvendigt at træde på dem, hvis man kan undgå det. Bladskærernes soldater er sindssygt aggressive og bider simpelthen så hårdt, at man altid ender med at quicksteppe hysterisk ned ad stien, hvis man kommer til at træde forkert og derfor bliver overfaldet af dem.

Men jeg har lagt mærke til, at Rafael aldrig har tænkt over myrestierne. Og ganske rigtigt: Mens jeg kun blev bidt to gange, blev han simpelthen bidt sønder og sammen af hidsige soldatermyrer. Mit middel mod myrebid er koldt vand og læbepomade. Og mens Rafael sad med fødderne i køkkenvasken noterede jeg mig med en vis skadefryd, at han ikke talte særlig meget om at være i pagt med naturen ...

Henne ved køkkenvasken fangede jeg noget ud af øjenkrogen. Under lampen havde en bille slået sig ned - og hvilken bille! Den var ikke specielt stor - måske seks - syv centimeter lang. Men den var simpelthen så vrissen! Jeg bankede den meget forsigtigt på skjoldet, hvilket øjeblikkeligt fik den til at gå i angrebsposition og knitre med de største og mest ubehageligt udseende kindbakker, jeg nogensinde har set på en bille.

 En anden slags græshoppe. Jeg har ikke tal på, hvor mange forskellige slags græshopper jeg har set - men det er i hvert fald over 20. Jeg synes denne her er sjov, fordi den har blå øjne. 

I går lærte jeg en meget vigtig lektie omkring insekter. En lille, løvgrøn græshoppe havde nemlig forvildet sig ind i huset. Regnskovssheriffen slog selvfølgelig straks til. Men i stedet for at hente saftevandskanden, kurvede jeg hånden forsigtigt om den for at bære den ud. Med det resultat at den bed mig så hårdt i ringfingeren, at det blødte! Og det var bare en lille græshoppe. Jeg er rimelig glad for, at jeg ikke forsøgte det trick med en af de store græshopper, der snildt kan være ti centimeter lange. Det lader til, at alle dyr her i junglen har et eller andet ubehageligt at forsvare sig med. Så nu er saftevandskanden kommet frem igen. Jeg har ikke lyst til at blive bidt mere.

 Billerne er virkelig et kapitel for sig. Nogle af dem er så prangende og smukke, at jeg har dem mistænkt for at være giftige. De findes med prikker, striber og alskens andet pynt på skjoldene. De kan have korte følehorn eller lange følehorn eller fluffy følehorn - eller følehorn der ligesom har følehorn på følehornene. Her har vi bare et kedeligt bænkevarmer-eksemplar helt uden spændende features ..

De eneste dyr der foreløbig virker til at være helt fredelige, er sommerfuglene og natsværmerne. Men efter min oplevelse med den søde, lille græshoppe, skal jeg dæl'me ikke have klinket noget med dem. Det skulle ikke undre mig, hvis de har et hylster med en lillebitte, specialdesignet Kalashnikov siddende under den ene vinge ...

Den vrisne bille var faktisk så interessant, at jeg følte at jeg måtte dele den med jer, søde læsere. Derfor hev jeg mit kamera frem og knipsede begejstret løs. Da jeg var færdig med det og havde sat Hr. Vrissen ud, kastede jeg et blik rundt i huset. Og jeg må sige, at netop i aften lader det til, at insekterne holder deres helt egen junglefestival i mit hus. Eftersom jeg havde kameraet fremme, forevigede jeg de mest opsigtsvækkende af dem. Det gik godt, indtil jeg opdagede, at ikke mindre end fire - FIRE - jagtedderkopper havde slået sig ned omkring sengen.

 Spiderman is having me for dinner tonight. Eller skal vi sige spidermen? Læg mærke til, at der er TO på billedet. Og hvorfor sidder de lige ved siden af hinanden - jeg troede ikke, at edderkopper brød sig om hinanden. Og hvorfor sidder de på væggen LIGE OVER min seng? Argh!

Godt nok var ingen af dem virkelig store. Men alligevel ... fire! Og hvad pokker laver de? Jeg troede, at edderkopper ikke brød sig om andre edderkopper.

Jeg stod rådvild et øjeblik indtil det gik op for mig, at jeg rent faktisk havde et styks machetesvingende superhero i pagt med naturen til min rådighed. Godt nok en sovende en af slagsen - men alligevel. Jeg vækkede derfor Rafael.  

 Denne her fætter sad så lige over det sted, hvor jeg plejer at sidde og skrive i sengen. Men ham fik jeg heldigvis jaget væk med strengen fra et bananblad ...

"Hey, hey ... vågn op. Der sidder fire edderkopper rundt om sengen," sagde jeg.

"Mnjaeh ... nyttige små dyr. De tager insekterne," lød det søvndrukkent fra sovetæppets dyb.

"Jeg er FULDSTÆNDIG ligeglad om de er nyttige - de skal ud! De sidder RUNDT OM SENGEN!"

"Og det skal du lære at deale med. Du har selv tiltrukket dem med din energi og nu kvitterer regnskoven med at fortælle dig, at du har noget at lære. Jeg tror, at det er vigtigt, at du lytter til junglen."

"HOLD NU KÆFT med hvad jeg tiltrækker og ikke tiltrækker med min energi. Og hvis du nævner NOGET SOM HELST om RegnSkovsGudens visdom lige nu, så bliver jeg seriøst sur. Jeg mener det!"

 Og ham her sad så oppe under loftet over min seng. Aj, men altså! Og ja: Den lysende prik er hans øjne, der reflekterer lyset fra min lommelygte. Jeg tror godt jeg ved, hvorfor jeg har lokket alle de edderkopper til. Det er fordi jeg har haft en periode, hvor jeg har siddet og skrevet om natten med min sengelampe tændt. Og insekterne svirrende om bemeldte sengelampe. Mine b-menneske-agtige vaner har med andre ord skabt en festbuffet for vore venner blandt spindlerne ... ØV!

 "Ah, men det er jo dig der altid siger, at junglen giver en det man frygter, fordi man skal lære at deale med det. Faktisk er det altid dig, der snakker om RegnSkovsGudens visdom ..."

(Meget vrissen stilhed fra min side, fordi Rafael har ret.)

"Men det er fordi det er fredag. RegnSkovsGuden er tydeligvis gået på druk og har ikke styr på noget. Please fjern dem. Du kan gøre det på ingen tid."

"Nix!"

"Please?"

"Nix!"

"Bastard!"

Så nu sidder jeg og er barnlig nok til at håbe, at myrerne virkelig bed ham.

Med venner som Rafael er det helt tydeligt, at jeg ikke behøver fjender ...

Og edderkopperne? De er jo ikke så store, så jeg vender mig bare om og sover med fødderne mod dem, så de to af dem i det mindste ikke dumper ned i hovedet på mig. De to andre har jeg jagtet hen i køkkenet, så de ikke sidder så tæt på sengen.

Så nu vil jeg gå i seng. Sov godt!