En aften på Hotel Puerto Viejo

Min køkkengekko er flyttet ind i min lampe. Jeg synes, at det er utrolig dekorativt ...

Jeg har lige kigget på uret og noteret mig, at klokken 21.53 skal jeg have skrevet et blogindlæg. Det er om præcis en time, og det er første gang, at jeg tager drastiske midler i brug for at skrive.

Hele dagen har jeg ligget i hængekøjen og lavet absolut ingenting andet end at dvaske og skype. Jeg har udskudt at passe min lille blog, og det går ikke. Jeg har også udskudt at vaske hår, og nu er det altså bare et spørgsmål om tid, før jeg får rastahår. Akke-ja.

Nu sidder I, kære bloglæsere, sikkert og tror, at min skriveblokade skyldes, at jeg ikke har oplevet noget. Men egentlig føler jeg, at det helt modsatte er tilfældet. Jeg har oplevet for meget. Det er gået op for mig, at hvis tingene går for hurtigt, så når jeg ikke at fordøje det - og så bliver det pludselig svært at skrive. Fordi det bliver svært at vælge, hvad jeg egentlig vil fortælle om.

Så jeg undskylder på forhånd, men nu skriver jeg bare hist og pist om de sidste par dage.

Det sidste vi så til Marianne var et stort smil og et fredstegn bag busruden. Så forsvandt hun i en støvsky, mens Rafael og jeg stod og kiggede lidt betuttede på hinanden.

"Havde du virkelig kun set hende én gang før, inden hun kom her?," spurgte Rafael.

Jeg trak på skuldrene og nikkede.

"Hvor var hun sød," sukkede han og kiggede tilbedende efter bussen, der raslede over den lille bro og ud af Puerto Viejo.

Jeg kunne kun give ham ret, og det var med slæbende skridt, at vi vandrede op mod hovedgaden.

Egentlig var jeg mest stemt for at tage hjem og smide mig i hængekøjen, men Rafael overtalte mig til at hænge ud i stedet. At hænge ud sammen med Rafael er ekstremt fornøjeligt. Det er gennem ham, at jeg nu kender de mest udsyrede hippier, surferbumserne, de illegale immigranter, narkohandlerne og andre farverige typer. Foreløbig har ingen præsenteret sig med et normalt navn. De hedder alle sammen ting som Funky og Candy og Cooli ...

Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg muligvis er ved at komme i dårligt selskab ... Foreløbig har det dårlige selskab vist sig at være ret morsomt, men jeg kunne godt se, at Edwin trak øjenbrynene helt op i panden, da jeg fortalte ham, at jeg havde brugt en hel aften på at hænge ud på Hotel Puerto Viejo.

"Men stedet er en narkobule," sagde han.

"Denne ven du har," spurgte han derefter inkvisitorisk,

"passer han på dig?"

Og lige der lod jeg så være med at nævne, at Rafael havde dumpet mig i armene på tre fyre ved navn Chamo (- betyder dude på spansk), Flaco (- betyder tynd på spansk) og Torres (måske et rigtigt navn) og derefter var udvandret for at kigge efter en pige, som han havde mødt ovre på stillehavssiden et par måneder tidligere, og som skulle være landet i Puerto Viejo dagen før.

 Genbrugsbillede. Og jeg kan tilføje, at det der med at man ikke bliver generet af myg i hvert fald er en fed løgn!

Hotel Puerto Viejo består af en hel masse småbitte kosteskabe, som man kan leje for omkring fem - ti dollars pr. nat. Trofaste bloglæsere vil vide, at det netop var selvsamme sted, hvor jeg blev ædt af myg og vågnede med grusomme tequila-tømmermænd. Men hovedattraktionen ved stedet er foyeren, hvis man ellers kan kalde den det.

Det er et meget stort, mørkt rum med tremmer for vinduerne og - ja - perfekt egnet til diverse lyssky gerninger. En håndfuld ubekvemme træbænke og -borde gør det ud for møblement og receptionisten som formodes at holde øje med stedet er som regel virkelig stenet og sidder altid og læser i en bog og grynter uforståeligt, hvis man spørger ham om noget.

Et stort skilt forklarer pædagogisk, at marihuana er ulovligt i Costa Rica og at det derfor er bortvisningsgrund, hvis personalet skulle gribe en gæst i at ryge slige ting. Som oftest er skiltet lidt utydeligt på grund af tætte, sødtduftende røgskyer.

Man kan købe øl og mad og tit står gæsterne selv ude i det kaotiske køkken og tilbereder et måltid.

Og der sad jeg så. Jeg nåede at sidde og smile lidt fåret, derefter kom der en lille, tæt sort fyr med rastahår dansende hen til bordet og tilbød alle at ryge med på hans joint.

 Et kærligt gensyn med Preben, som jo var så hensynsfuld at flytte hjemmefra et par dage før Marianne rykkede ind i gæsteværelset. 

Så det gjorde vi selvfølgelig. Torres sad ved siden af mig og jeg kunne hurtigt mærke, at han var Hotel Puerto Viejos alfahan. En lille, sejt udseende fyr på omkring de 50 år med kortklippet, gråt hår og et rigtig sødt smil.

Men Torres kunne ikke engelsk. Og eftersom jeg ikke kunne spansk, gik samtalen derefter. Men jeg fandt i hvert fald ud af, at han er helt vild med at lave mad. Han kan lide at fiske og han elsker den afslappede stemning i Puerto Viejo. Han lever af at lave sandaler til turisterne  - og han er helt vild med sin lille hund, Bribri, som faktisk er en rigtig charmerende lille køter med mørke krøller og en kæk attitude til omverdenen.

Der er mange gode ting at sige om Hotel Puerto Viejo. Men en af de dårlige ting er, at hotellet råder over en fællesguitar, som gæsterne kan klimpre på efter behov. Bare tanken kan gøre mig nervøs, for vi kender jo udmærket prototypen på den irriterende, guitarspillende fyr, som man hurtigt får lyst til at kværke.

Så jeg forberedte mig på det værste, da en overtatoveret, megapiercet surfertype i bar mave greb guitaren med et tåget blik. Til min enorme overraskelse havde han ikke kun talent for at klimpre - men også en overraskende klar og fin sangstemme.

Og der gik ikke meget mere end et par minutter, før der var fest.

Chamo stemte i på mundharmonika. To sorte fyre dansede rundt og klappede i takt og overalt glødede joints'ne i mørket.

Flere kom ud at danse og jeg sad og bad til gud om, at ingen ville byde mig op. For der er kun én ting, jeg frygter lige så meget som edderkopper - og det er at danse.

Efterhånden er der én ting, jeg har lært af denne rejse: Og det er, at hver gang jeg tænker på noget, som jeg er bange for - så sker det ...

Surfertypen gav guitaren videre til en sort fyr med rastahår helt ned til knæene, (Jeg overdriver ikke - det gik s'gu ned til knæene) og daskede hen og bød mig op.

Heldigvis kunne han danse. Og fyrene på disse kanter lader til at være ganske gode til lægge hånden på ens ryg lige det rigtige sted, så man på en måde kan forudsige deres næste bevægelse. Heldigvis havde jeg røget pot, så jeg var blød i kroppen og syntes faktisk, at jeg slap heldigt fra udfordringen. Ikke en eneste gang jokkede jeg ham over tæerne, så det var ren succesoplevelse for mig!

Efter nummeret rullede surferfyren en joint, som vi røg. Og så nævnte Torres, at han havde virkelig fin pot - og så røg vi også det i hans lille pibe. Surferfyren viste mig sit værelse, som var et mikroskopisk afgnavet kosteskab. Afgnavningen havde hans hundehvalp stået for. En rigtig sød doberman-agtig blanding, som blev lukket ud i foyeren. (Udenfor hotellet er der forresten et skilt med, at hunde ikke har adgang ...)

Eftersom Torres Bribri var der og jeg havde Carla og Red med, var der pludselig fyldt med viftende haler og småknurren. Den eneste asociale hund var selvfølgelig Carla, der lå og så sur ud oven på min taske.

Så viste Torres mig sit værelse - og det var helt fantastisk! Et lillebitte rum som han havde overklæbet med plakater, billeder og tegninger. Loftet var draperet i stof og en hyggelig lampe oplyste rummet. Jeg tror egentlig aldrig, at jeg har set så meget personlighed udtrykt på så få kvadratmeter, og jeg håber virkelig, at jeg kan få lov at fotografere det en dag. 

På det tidspunkt dukkede Rafael op, og han havde skaffet friske kokosnødder. Torres hentede friterede bananskiver og et par kyllingelår i køkkenet - og så jeg blev budt på middag. Surferfyren ville ikke stå tilbage for traktementet, så han hentede en pose chips til os.

Efterhånden har jeg set Rafael gøre det så mange gange, at jeg har indprentet mig, nøjagtig hvordan man skal håndtere friske kokosnødder - to korte, kontrollerede hug og så kan man hælde det søde kokosvand ud. Som jeg sidder og skriver dette, har jeg udsigt til Rafaels machete, som ligger henne på bænken ved døren. Den er bare så sej! Jeg kunne virkelig godt tænke mig en machete, men omvendt har jeg noteret mig, at det er en herreting på disse kanter. Så jeg ved ikke rigtig. Jeg er underlig nok i forvejen, så der er vel ingen grund til at gå rundt og svinge med en machete oven i alt det andet ...

Rafael havde fundet sin veninde, Sara, som hang ud med sin veninde ovre i strandbaren - så vi besluttede at relokere dertil. Inklusiv hunde ...

Også lidt fordi der var en heftig trafik rundt om hotellet, og Torres mente, at der var en narkohandel under opsejling. Og den slags er jo sjældent charmerende at kigge på, så vi udvandrede.

 Mere genbrug. Jeg tør slet ikke love, hvornår jeg tager mig sammen til at tage ordentlige billeder. Men her er ... taaadaaa ... strandbaren aka TexMex ...

At tage Red med på bar svarer lidt til at tage Clint Eastwood med på konditori. Med andre ord: Det føltes ikke hjemmevant for den røde kommode, der afgjort har det bedst  med regnskovsmuld under poterne.

Hov! Nu er klokken sørme 22.03 - jeg har overskredet min time!

Men jeg kan godt lige skrive resten af historien, for jeg nåede skam at få en øl med Torres. Jeg kunne godt se, hvilken vej vinden blæste, så jeg besluttede mig for at tøffe hjem til mit lille, fredelige hus.

Jeg havde efterladt min cykel på hotellet og Torres fulgte mig galant derned med den klassiske hånd blødt placeret i svajet på min ryg. Det er ikke løgn: Sådan gør fyrene her omkring, når de er galante.

Jeg hentede cyklen, forklarede surferfyren der sad og hang inde på hotellet, at jeg ikke behøvede at sove der, fordi jeg boede lige i nærheden. Han var ellers kulant nok til at tilbyde mig sit afgnavede kosteskab. Så gik jeg ud for at sige farvel til Torres.

Og inden jeg egentlig fattede, hvad der skete, lå jeg på det nærmeste i hans arme og fik cirka det mest intense kys, som jeg kan huske at have modtaget i meget lang tid. Det befippede mig i så svær grad, at jeg simpelthen sprællede som en fisk i et net. Derefter hoppede jeg op på cyklen og sagde, at nu måtte jeg virkelig hjem. Hvorefter jeg slingrede ud af Puerto Viejo med en knurrende Red i hælene.

Jeg er i skrivende stund meget taknemmelig for, at Torres stadig er hel. For Red blev virkelig sur på ham og det var tæt på, at han havde bidt ham.

Selv sidder jeg og funderer over, hvorfor jeg er så ufattelig dårlig til at håndtere, hvis mænd er romantisk interesserede i mig. Hvorimod jeg er topfjong og helt fantastisk til at være venner med mænd.

I stedet for at blive befippet og nærmest flygte, kunne jeg jo bare have sagt pænt nej tak. Jeg valgte at tage en decideret klumpet og uelegant exit. Og for det ikke skal være løgn, spekulerer jeg over, hvordan jeg egentlig skal opføre mig, næste gang jeg møder Torres.

Jeg ville ønske, at jeg var bedre til ... ja, det nærmeste jeg kan komme til det er: Jeg ville ønske, at jeg var bedre til at være kvinde-agtig på en god måde ...

Ps: Bloggen holder en lille pause i denne uge, for Edwin har inviteret mig med ud i junglen i tre dage på hesteryg fra på tirsdag. Og det føler jeg virkelig er et tilbud, som jeg umuligt kan modstå!

Jeg ville også gerne fortælle mere om Mariannes besøg, om Edwins nye surfboard og om den mærkelige californier Dave. Men det må komme drypvis. I morgen bliver jeg nødt til at finde et par bukser, som jeg kan ride med. Mit eneste par jeans er blevet mugne. Håber virkelig, at jeg kan finde et par bukser uden et billede af Bob Marley på. Wish me luck!