lørdag den 1. september 2012

Slået hjem med lungefætter - men nu med billedkavalkade ...


Det var faktisk min agt at blive mere flittig her på bloggen. Jeg synes, at jeg har så mange skægge og spændende ting at fortælle. Jeg har været i San José hos Maiken og Michael, jeg har været i Tortuguero og se på elskovssyge skildpadder, jeg har været til Edwins fødselsdag, der er Dengue-epidemi i byen, jeg har genset Meise og Øglerne - ja, jeg føler bestemt ikke, at det er materiale, jeg mangler at skrive om.

Men så skete der det, at jeg blev forkølet. Og forkølelsen gik over i et eller andet irriterende tropeagtigt snask. Og så gik det over i min gamle ven, lungefætteren, som er noget, som jeg har lidt af hele mit liv. Det betyder, at det føles som om, at jeg trækker vejret gennem et sugerør, jeg kan ikke ligge ned, for så kan jeg ikke rigtig trække vejret - og jeg har konstante, irriterende hosteanfald, så jeg mest af alt lyder som en astmatisk søløve. Bivirkningerne er, at jeg bliver melankolsk, selvmedlidende og deprimerende at være i nærheden af.

Derfor har jeg ikke lavet meget andet end at sove og klynke i den sidste uges tid. At have lungefætter med noget tropehejs indover er en temmelig skrap cocktail.

Rafael har lavet ingefær-te til mig og banket mig på ryggen i et sindrigt, zoneterapeutisk system. Han har instrueret mig i at lave åndedrætsøvelser og har masseret mig på kravebenene for at aktivere min krops naturlige forsvarsmekanismer.

I det hele taget har jeg følt mig lidt som en fange i mit eget hjem. Ikke på en dårlig måde, jeg har bare været for svag til at sige fra og opføre mig som jeg plejer - hvilket åbenbart er som en utilpasset teenager.
En aften hvor Funky dukkede op i huset efter at have lukket restauranten, udspillede følgende samtale sig, mens jeg lå og var døende i min seng.

Funky: Hvad har hun spist i dag?
Rafael: Tro det eller ej - men jeg har lokket hende til at spise frugt hele to gange.
Funky: To gange! Det var godt!
Rafael: Ja, og hun brokkede sig ikke engang.
Funky: Cigaretter?
Rafael: Hun forsøger. Hun tænder, tager to hiv, hoster - og så slukker hun igen.
Funky: Endnu bedre.
Rafael: Og hun har IKKE drukket rødvin.
Funky: Jeg vil lave noget pasta til hende. Hun trænger til noget nærende.
Rafael: Helt enig. Jeg lavede havregrød med bananer til hende i morges. Det spiste hun lidt af.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den slags hvordan har patienten det-samtaler irriterer mig vanvittigt. Men jeg har simpelthen haft det for skidt til at springe ud af sengen og gøre oprør mod det. Og ja ... Jeg ved jo også godt, at de kun er sådan, fordi de bekymrer sig om mig. Så en del af mig er rørt og dybt taknemmelig. Men en anden del af mig føler den største trang til at springe ud af sengen og råbe:
Hooold kæft! - og bunde en flaske rødvin og tænde fire cigaretter på én gang. Jeg har bare ikke haft kræfter til at være så kontrær, som jeg plejer at være.

Således gik flere dage med hosten og rallen. Rafael og Funky var heller ikke i det mest overskudsagtige hjørne. Rafael er i en form for eksistentielt limbo - og Funky har måttet sidde og kigge på billeder af hans hjemby, som er gået op i flammer. 

Judibana i Venezuela er en rimelig stor by, som huser et af verdens største olieraffinaderier. To gastanke eksploderede i sidste uge. Det officielle dødstal er 50. Borgerne i byen er i øjeblikket i gang med at finde ud af, hvad det rigtige dødstal er. Foreløbig estimerer man over 400 - men eksplosionen var så voldsom, at flere mennesker simpelthen er brændt væk. Ikke engang deres jordiske rester eksisterer længere. Mange bygninger er brændt til aske, og rigtig mange menneskers hjem ligger i ruiner. Forestil dig, kære læser, at det var din by? Ikke noget at sige til, at Funky har været dybt berørt af det. Jeg agter at skrive et blogindlæg om det ... fordi jeg tror, at det vil vække eftertænksomhed hos jer allesammen. Lad mig kort tilføje, at eksplosionen kastede to noter af sig i de danske medier ...

Som sagt har jeg ligget på langs i adskillige dage. Og det var først, da det gik op for Funky, at jeg nok ikke ville blive frisk lige med det samme, at han gik i aktion på sin egen Funky-agtige måde.

"MissV," buldrede han stille og tog min hånd, mens jeg lå og rallede i sengen.
"Hvis du nu var i Danmark vikingtown, hvad ville du så gøre?"

"Jeg ville snakke med min læge om at få noget prednisolon," svarede jeg.
"Jeg kan sagtens sucke den her ting op. Det kommer bare til at tage tid. Som regel får jeg prednisolon af min læge, når jeg har det sådan her."

"Og hvad hedder det så på engelsk?"

Jeg rakte en blævrende hånd ud efter min computer og googlede det. Fortalte ham hvad det hed på engelsk.

"AHA," sagde han og blev igen den virkelystne type, som jeg kender så godt.

Grunden til at jeg ikke går til læge er, at jeg egentlig ikke ved, hvor jeg skal gå hen. Jeg aner ikke, hvor der findes en ordentlig læge i nærmiljøet, og jeg ved, at jeg godt kan komme mig over lungefætteren uden ekstra hjælp. Det tager bare tid ...

"MissV. Vi ses inde i byen, jeg bliver nødt til at gå nu."

Og med de ord udvandrede han, fordi han skulle ind til Puerto Viejo og åbne restauranten.

Et par timer efter landede mig og Rafael i byen. Pr. Taxa. Fordi jeg slet ikke havde luft til at cykle.

Funky stak mig en blisterpakning i hånden. Jeg kiggede ned. Prednisolon.

"En pille hver dag," forklarede han og ilede videre.

Jeg kiggede en ekstra gang og sank.

Jeg tog den første pille for et par timer siden. Den dosis jeg får, er cirka den dosis, som man ville give en middelstor flodhest. Men jeg er ligeglad, for jeg ved, at jo mere jeg får - jo hurtigere får jeg det bedre. (Nej, ikke google bivirkningerne - jeg kender dem.)

Og det er årsagen til, at jeg sidder og skriver dette lige nu. Jeg er flyvende på prednisolon! og jeg har det cirka hundrede gange bedre end i morges.

Så nu vil jeg præsentere en lille billedkavalkade. Der er nemlig sket det mærkelige, at jeg så småt er begyndt at fotografere igen. Jeg er begyndt at mærke den velkendte kriblen i fingrene, når jeg ser et godt motiv. Og det er jeg dybt taknemmelig over. Jeg troede aldrig, at jeg ville genfinde glæden ved at fotografere. Men jeg tror, at det er det, der er ved at ske. Og jeg tager det som et tegn på, at jeg er på rette vej - på rigtig mange måder ...



Denne her lille, fjollede krabbe bor ved mit hus. Den kommer kun frem, når det har regnet. Men jeg er alligevel fascineret. Jeg er cirka to kilometer fra havet - jeg anede ikke, at der boede krabber i regnskoven ... 


Tusindbenskærlighed. Det var Karstens fortjeneste, at jeg så mit første skolopender-par. De bor under de rådne træ i skoven - og de er ret store. De her par er i hvert fald ti centimeter lange ... 


Det her billede er bare fordi jeg synes, at jeg hele tiden støder på smukke detaljer i junglen ...


Mærkelige frugter. Jeg ved ikke, hvad de her hedder, men jeg er efterhånden lidt af en haj til at finde spiselige frugter i junglen. Mange af dem smager godt. Jeg forestiller mig, at de ville smage endnu bedre, hvis man nu lige blendede dem med en håndfuld isterninger og et skvis vodka ... 


Igen: Fordi jeg bare synes, at junglen er fyldt med smukke detaljer. Jeg er lige gået igang med at fotografere igen, så jeg flipper fuldstændig på detaljer i øjeblikket. Jeg genkender det fra dengang, jeg begyndte at fotografere for første gang. Måske er jeg igang med at starte forfra?


En håndfuld flagermus, som vi fandt under en træstamme. Jeg elsker simpelthen flagermus, jeg synes de er topnuttede, og jeg ville ønske, at der flyttede flagermus ind i mit hus ...


En wolfspider under selvsamme træstamme, som hvor jeg fandt flagermusene. Wolfspiderne hviler sig om dagen og jager om natten. Så ham her tager sig en slapper. Men alligevel ... der er s'gu noget småuhyggeligt over ham ... Dette eksemplar er vel omkring ti centimeter i diameter. Omtrent samme størrelse, som den der bed mig ... 


En guldsmed. De findes i alle farver og faconer her i junglen. Min yndlingsguldsmed kræver faktisk et særligt blogindlæg - men foreløbig må I nøjes med ham her. Så fin, så fin ... 



Funky i regnvejr. Normalt smiler han på alle billeder, så derfor kan jeg godt lide de billeder af ham, hvor jeg fanger noget andet. For Funkys sjæl er cirka 386 år gammel. Og jeg mener, at det her billede er mere sandfærdigt end alle smile-billederne. For vi har at gøre med et menneske, som - hvis man bad ham om det - ville tage hele verdens velbefindende på sine skuldre ... 


Dette er en virkelig hyggelig og velsmagende junglefrugt. Den er sød og fin og ville egne sig perfekt til vanilleis. Man kan spise skallen og dens navn er güayaba.


På vej hjem fra en jungletur, hvor vi fandt et lille, nyt vandfald. Pludselig begyndte det i bedste tropestil at stå ned i stænger. Carla hader regnvejr og vand, så hun er absolut ikke tilfreds med situationen ...


Fyren i den blå bluse er Biggie, som arbejder i snackbaren i nærheden af restauranten. Som I næsten kan se, er han en rar og gemytlig fyr. Og han er bare kæmpestor. Man ville nok sige, at han er overvægtig, men det er lige som om, at alt på ham bare passer sammen. Jeg har kigget meget på ham og kan kun konkludere, at alt er godt omkring ham. Han er, som han ser ud, og han har noget dejligt over sig ... Jeg kender ikke ungerne, men jeg tror ikke, at det er hans børn ... Jeg tror faktisk, at han er single. Jeg ved ikke, hvorfor ... måske fordi jeg dyrker et lille crush på ham ... 


Charles. Søde Charles som er det menneske, jeg lærte at kende en af de allerførste gange, jeg vovede mig ind i Puerto Viejo. Faktisk er han nok den første, som jeg begyndte at hilse på, når jeg kom ind til byen. Og det betød meget for mig . Ham kan jeg virkelig godt lide ... han er rar og sjov og en god fyr på sin helt egen måde ...


Mere Funky i regnvejr. Jeg driller ham med, at han ligner en ond, colombiansk narkohandler på det her billede. En af dem, som man ikke skal fucke rundt med. Men igen: Jeg samler på alle de anderledes og eftertænksomme billeder af Funky, fordi de giver mig mulighed for at studere en anden side af hans personlighed. Han giver den som den muntre, joviale fyr - men han har sider som er sorte og meget raffinerede. De sider kan jeg også godt lide ... 



Omas sushi fortjener sit eget blogindlæg. Fisken er hevet op af havet samme dag og tilsat et caribisk tvist, den smager mega-godt - og jeg synes, at han anretter smukt ... 

Mere af Omas fine sushi ... ja, ja, Klidmoster - hvis du læser med ... jeg skal nok give et referat ... 


Da jeg var nede for at inspicere det andet junglehus, fandt jeg de her tre, små hyggelige fyre på terrassen. Aj, men er de ikke søde?


Nærbillede. Bemærk de fjollede fortænder. De her flagermus skulle efter sigende være insekt-ædere. Jeg synes de ligner frugtædere, men sådan er der så meget ... 

Trods sin farvepragt er dette faktisk en natsværmer. Den kom flagrende ind i mit hus, sammen med en ven, der havde grønne neon-aftegninger. Så smukke, så smukke - de blev begge fanget i saftevandskanden og båret forsigtigt ud. 

Her er så Preben Jr. Dette billede er fra min veranda, hvor han slog sig ned over min hængekøje. Efter at have kigget på ham og mærket efter, fandt jeg ham sød og fluffy. Og var faktisk rigtig begejstret over at have en tarantel i nærmiljøet ... 


Efter et par dage flyttede Preben Jr. så ind i mit hus. Jeg kiggede længe på ham og besluttede mig så for at se, hvad der skete, hvis jeg puffede lidt til ham med min fejekost. Min erfaring fra wolfspiderne er, at de enten hopper eller flygter. Men da jeg tjattede forsigtigt til Preben med kosten, forvandlede han sig øjeblikkeligt til en ottebenet pitbull-terrier og angreb kosten med stor entusiasme. Jeg skyndte mig at trække kosten til mig, og Preben gik i total angrebsposition. Sådan ser en tarantel ud, når man IKKE skal fucke med ham. Det røde I kan se, er hans mund, og hvis I zoomer ind, kan I også se hans gifttænder. Jeg drillede kun Preben den ene gang ... Han er tilsyneladende en tarantel med stort selvværd ... 

Preben på vej på  jagt. Funky og mig lå og så en film på min computer, da Funky pludselig sagde "Tarantel!" Og ganske rigtigt - Preben kom kækt spadserende på kanten af min seng. Derefter kravlede han op på husets hjørnestolpe nær min seng. Jeg har endnu til gode at se ham jage - men nu har jeg i hvert fald set en tarantel på natte-spadseretur ... 

6 kommentarer:

  1. Selvfølgelig læser jeg med - sluger hver et ord ;-)

    Fedt med flere billeder og endnu mere junglekryb. Rigtig god bedring. Det er sgu godt at du har de to til at varte dig lidt op.

    Jeg ELSKER også flagermus (hvem sagde ekstrem vampyr-fetish?) - fandt en på mit køkkengulv sidste år, død desværre.

    Glæder mig til at høre mere om sushien ;-)

    SvarSlet
  2. Fantastiske billeder og hvor er han smuk den kære Preben Jr. - jeg tror engang, jeg passede én som ham - den blåsorte farve og den røde mund virker i hvert fald bekendte.

    Håber prednisolonen afføder indlæg i en lind strøm de næste par dage!

    SvarSlet
  3. Kæreste Knirke

    God bedring! Elsker der er kommet - flere - billeder på.

    Du får lige denne med.....

    Emotionelle påvirkninger
    En anden kategori af årsager til ubalancer og sygdomme i kinesisk medicin, er de såkaldte 7 emotionelle påvirkninger. Det lyder meget forenklet, at der er 7 emotioner, men hvert ”følelse” dækker over eller repræsenterer flere følelser. Ubalancer kan opstå ved kraftig eller længerevarende påvirkning af en bestemt emotion.

    De syv følelser som påvirker qi på bestemte måder og påvirker bestemte organer er:

    • Vrede/frustration som hovedsaglig påvirker Leveren
    • Glæde/ekstase som hovedsaglig påvirker Hjertet
    • Bekymring/spekulation som hovedsaglig påvirker Milten
    • Chok gør at qi bliver kaotisk i sin bevægelse
    • Frygt svækker Nyre Qi
    • Sorg påvirker Lungerne og Hjertet
    • Melankoli påvirker Lungerne, Hjertet og Milten

    De indre organernes funktioner er lige så meget mentale og følelsesmæssige, som de er fysiske. Derfor kan man ikke tale om, at det psykiske og det fysiske påvirker hinanden - de er uadskillelige og er bare manifestationer af den samme qi. Når et organ er i ubalance, vil det sandsynligvis manifesteres både med fysiske og følelsesmæssige tegn. I Kinesisk medicin er der næsten altid et gensidigt forhold mellem objekter og subjekter. Ubalancer er skabt af noget, men de kan samtidig skabe noget andet. De kan både være årsager og manifestationer på samme tid. Svækket fordøjelsesorganer skaber Fugt og Fugt belaster fordøjelsesorganerne og gøre at de svækkes.

    xxx <3<3<3
    Bille

    SvarSlet
  4. Jeg er med dig på flagemusene - de er da totalt søde med de lidt kiksede fortænder ;-)
    Men at du kan leve i fred og fordrageligehed med Preben i dit hus - det tager jeg hatten af for! Håber du snart får det bedre - og tak for billederne - smuuuk natur!

    SvarSlet
  5. Håber alt vel i dit område, og at manglende indlæg bare er pga manglende netforbindelse.

    Græd lidt da jeg læste indlægget om din mor og stormvarslerne. Tænkte straks at der måtte ris og stearinlys på min huskeliste. Og så elsker jeg historien om din oldemor med udlængsel. Du har det åbenbart ikke fra fremmede.

    SvarSlet