Mere om naboerne og lidt om Preben Junior og crossdressing ...

Måske flytter jeg - har i hvert fald udklækket en plan!

Ahr, alle I søde mennesker, der læste gårsdagens blog og kommenterede på den og gav mig masser af gode - og onde - råd til, hvordan jeg skulle slippe af med mine plagsomme naboer. Jeg elsker jer! Og jeg håber virkelig, at jeg aldrig bliver uvenner med jer!

Jeg tilbragte en herlig stund med at nærstudere jeres tips - og læse dem højt for Funky og Rafael.

Da jeg havde oversat hele molevitten til gebrokkent engelsk, grinede Rafael højlydt, mens Funky sad og så en smule desorienteret ud.

"Jeg anede ikke, at skandinaviske kvinder generelt er så skrappe, jeg troede kun, at det var dig!," sagde han.

Da jeg anførte, at to af rådene faktisk var skrevet af medlemmer af hans eget køn, kiggede han på mig med en blanding af vantro og beundring.

"Vikinge-gener," sukkede han.

"Selvfølgelig bliver mændene nødt til at være mindst lige så skrappe, hvis de skal hamle op med de amazoner, som går under betegnelsen 'danske kvinder'. Og jeg som synes, at sydamerikanske damer kan være rå ..."

"Du godeste," tilføjede han længselsfuldt.

"Jeg får lyst til at tage til Danmark. Et helt land fyldt med skrappe, blåøjede, to meter høje amazoner, der kan klare sig selv - and who fuck like pornstars ...

"Pornostjerner?," gentog Rafael og så betydelig oplivet ud.

"Jeg har altid drømt om at blive pornostjerne!"

"Glem det," sagde jeg til ham.

"Hvis du så meget som overvejer det, sladrer jeg til din mor. Og glem ikke, at du har ringet til hende fra min skype-konto, så jeg kan med lethed finde hendes nummer!"

"Tarveligt," mumlede han,

"tror jeg er et naturtalent."

"Du er simpelthen for ung og for uerfaren til at tage den slags karrierevalg. Jeg forbyder dig det ..."

"Hvad er det dog for noget, I taler om," afbrød Funky.

"Køleskabsmanden er her om et øjeblik!"

Og ja, køleskabsmanden var på vej. Hvis nogle af jer, ærede bloglæsere, skulle undre jer over, hvad en køleskabsmand skulle i mit hus, så tillad mig at skrue tiden fem dage tilbage.

Det var nemlig den morgen, hvor jeg endnu engang havde den fornøjelse at have en venezuelansk mand i mit nærmiljø. Og Funky vågnede før mig. Jeg havde kun et halvt øje åbent, da han glad hoppede ud af min seng og kastede ét blik på gulvet, hvor min lange, røde kjole lå. Derefter trak han den over hovedet og gik over til gasblusset for at sætte vand over til kaffe.

Nu er Funky adskillige centimeter lavere end mig, så kjolen slæbte henad gulvet og fik ham til at ligne det sydamerikanske svar på en sindssyg, romersk kejser - med vildt, sort bonghår, der stod som en ond sky omkring hans kranie.

Jeg grinede så meget af synet, at jeg fik et hosteanfald. Derefter hoppede jeg ud af sengen og iførte mig Funkys t-shirt og bukser.

Jeg havde knapt trykket læberne mod kruset med morgenkaffe, før Rafael dukkede op. Det der Bri-bri-eventyr viste sig at være lidt af en fuser, og lige nu er han tilbage i Puerto Viejo, hvor han babysitter et hus for nogle rige amerikanere.

Som altid kom han vandrende ind iført bar overkrop og machete. Da han fik øje på Funky, stoppede han brat.

"Æhem ... njøøøeh ... øeh ... pæn kjole?!," forsøgte han sig.

"Tak," sagde Funky værdigt.  

"Jeg har tænkt over det, og jeg mener, at dette samfund burde være mere åbent over for crossdressing i almindelighed."

Og Rafael - søde, dejlige Rafael som jeg netop elsker så højt for hans accept af situationer og mennesker - kiggede en ekstra gang på Funky og sagde til mig:

"Så vil jeg altså også prøve et af dine korsetter!"

Eftersom Rafael er syv centimeter højere end mig, men ikke så lidt tyndere, kiggede jeg skeptisk på ham, men fandt mit røde korset frem, som er det mindste jeg har.

Og selv om jeg snørede ham ind så godt jeg kunne, fik han selvfølgelig ikke korset-fornemmelsen, fordi han er så meget slankere end jeg.

Men efter korsetsnøring arbejde kiggede han sig i spejlet og sagde:

"Novra, det ser da ret godt ud, gør det ikke?"

Jeg kiggede på ham og erklærede mig enig i, at det så godt ud. Brun brystkasse, rødt korset og sorte, beskidte jeans der hang nede om hofterne ... alt var godt omkring dét.

"MissV, dit køleskab er endnu engang en skandale. Nu afrimer jeg det altså," konstaterede Funky og gik igang med at hakke is ud af min fryser.

"Jeg er helt enig. Hendes køleskab er altid en skandale!," sagde Rafael og greb en kniv og gav sig til at hakke i frostboksen.

Et sørgmodigt suk undslap køleskabet, da Rafael perforerede og punkterede fryseboksen. Jeg kiggede olmt på ham.

"Nu har du slået mit køleskab ihjel. Og ikke nok med det - al den freon som var inde i det, fiser lige nu ud og medvirker til den GLOBALE OPVARMNING!"

"Åh nej," sagde Rafael. For han er jo som bekendt en meget miljøbevidst person.

"Aj, hvor er jeg ked af det!"

Mens Rafael stod og så slukøret ud iført korset og fuldskæg, stak Funky hele overkroppen ind i køleskabet for at bese skaden. Kun hans kjolebeklædte mås og lidt af hans bonghår stak ud bag lågen. Jeg kiggede på dem i to sekunder, hvorefter jeg knækkede sammen af grin. 

Jeg må sige, at synet af to latino-fyre med maksimal maskulin selvforståelse i gang med at fikse mit køleskab iført rødt dametøj, er et syn, som jeg for evigt vil gemme i den del af min hjerne, som indeholder meget opmuntrende erindringer ... 

Køleskabet virkede dog et par dage mere. Det virkede faktisk lige indtil Edwins fødselsdag, som Rafael også endte med at blive inviteret til, fordi han havde lavet en masse arbejde for Edwin. (Jeg har formidlet kontakten mellem Edwin og Rafael. Og det er jeg så glad for. Fordi Rafael er sådan en troværdig og dygtig arbejdskraft, som virkelig har hjulpet Edwin.)

Og Edwins fødselsdag endte med, at Rafael støttede mig hele vejen ned til mit hus, hvorefter han lavede en virkelig lækker natte-fuldemands-omelet til mig. Men han fik ikke lukket køleskabet ordentligt, og den næste dag da vi vågnede, kunne jeg konstatere, at køleskabet muligvis kunne holde på kulden - men når det en gang var varmet op, kunne det ikke køle ned igen.

Ergo ventede vi på køleskabsmanden i dag. Og han dukkede op og var en ægte tico. Fordi jeg bor i Puerto Viejo er jeg vant til at se mennesker af virkelig forskelligt udseende. Men costa ricanerne - dem som hverken er sorte eller indianere - har et eller andet træk til fælles. De er ikke så høje og har generelt runde, venlige ansigter.

Og således også køleskabsmanden som hm-hmmm'ede et par gange over mit køleskab og derefter tilkaldte sin magre assistent. Derefter bugserede de køleskabet op gennem regnskoven og jeg fik at vide, at det kunne repareres - men at det ville blive dyrt. Cirka 80 kroner ville det koste mig. Men så ville de også slæbe køleskabet ned i regnskoven igen.

Endnu engang må jeg bare sige, at jeg ikke forstår nogetsomhelst. Det var Funky som ordnede alt omkring køleskabs-reparationen. Lige fra at tilkalde køleskabsmanden og til at forhandle pris og alt. Men tænk jer: De slæbte køleskabet fra junglen og op i deres bil. Og de reparerer lortet og slæber det tilbage.

Lige nu bliver jeg bare nødt til at klynge mig til, at jeg tjener cirka ti kroner i timen på at svinge fade i Funkys restaurant. Men alligevel forekommer tingene at være surrealistiske!

Men tilbage til mine nye naboer. Nu har jeg siddet og skrevet i noget tid. Klokken er lidt over otte om aftenen - og jeg kan ikke høre en lyd fra dem. Hvilket jeg er dybt taknemmelig over.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at gårsdagens blogindlæg var skrevet i et anfald af ekstremt raseri. Og da jeg vågnede om morgenen, var jeg stadig vrissen. Faktisk kunne ikke engang en ekstra stærk kop morgenkaffe stemme mig forsonligt.

Jeg tror, at jeg bogstavelig talt sad med en sort tordensky over hovedet, da Rafael tog trappen op til mit hus i tre, veloplagte spring.

Han kastede ét blik på mig og sagde "uha, uha, du ser temmelig grumpy ud"

"Det er fordi, jeg er grumpy," snerrede jeg surt.

"MissV har fået nye naboer," informerede Funky.

"Og det lader til, at de er meget støjende. Like really støjende."

"Ah, kan det nu også være rigtigt? Måske er du bare sart?"

"Jeg er ikke sart!," eksploderede jeg på stakkels Rafael, der tog et par hurtige, balletdanser-agtige skridt bagud for at komme lidt væk fra mig.

"Faktisk har hun ret," supplerede Funky, mens jeg kastede mig ud i beretningen om, hvor rædsomme mine nye naboer er. Jeg sluttede med at sige, at jeg håbede, at de blev kørt over af en bil eller ramt af et lyn."

"Sådan noget må du aldrig sige," råbte begge drenge i kor.

"Aldrig, aldrig! Hvis du forbander dem, og der sker noget med dem, så kan du være sikker på, at du også selv bliver ramt af dårlige ting."

"Ok," sagde jeg surt.

"Må jeg sige, at jeg håber, at de finder en skorpion i deres morgensko?"

"Nej!"

"Må jeg sige, at jeg håber, at mælken i deres køleskab bliver sur?"

"MissV ... du må slet ikke forbande andre mennesker," præciserede Funky, mens Rafael nikkede på sidelinien.

"Hmphr," sagde jeg surt og gik ud på verandaen. Jeg skulle til at sige noget om, at det ikke var sjovt at være sur, hvis man ikke måtte sige grimme ting om andre mennesker. Men synet af et par behårede ben, der stak ud under en loftsbjælke, stoppede mig.

"Vil I se her," sagde jeg begejstret.

"Jeg tror, at Preben Junior er flyttet ind! Det er da hyggeligt. En hustarantel! Må jeg dressere ham til at gå over at bide min nye nabo?"

"MissV!," lød det bebrejdende inde fra stuen.

Så eftersom jeg ikke kunne få lov til at kaste grimme forbandelser over mine nye naboer, blev jeg nødt til at tænke i alternative baner.

Sagen er den, at Edwin har et andet junglehus, som ligger i nærheden af mit hus - bare længere inde i junglen. Lige som mit hus er det et, han udlejer.

Jeg havde knap tænkt tanken til ende, før jeg sprang op.

"Inspektionstur!," råbte jeg begejstret og Funky og jeg vandrede ned i junglen for at kigge nærmere på det andet hus.

Det var mindre end mit hus, junglen omkring det var meget tættere - men ellers lignede det mit hus en del. Og hvad jeg slet ikke kunne stå for, var de tre, små flagermus som hang ude på verandaen. (Billeddokumentation følger.) Jeg tog det også som et godt tegn, at jeg så en slange, en ny slags sommerfugl og et meget stort firben omkring huset. Måske er naturen endnu vildere det stykke inde i junglen? Det ville da være interessant!

Jeg har derfor taget følgende beslutning omkring min nabosituation:

Jeg giver det hele en uge mere. Hvis naboerne stadig er lige pestilens-agtige, vil jeg snakke med Edwin om at flytte til det andet hus. Jeg er ret sikker på, det ligger så langt væk, at jeg ikke kan høre dem. Red kender huset og selv om jeg rykker, kan han stadig komme på besøg. Og det er vigtigt. Jeg kan ikke forestille mig, at Edwin ville have et problem med, at jeg flytter hus. Jeg tror, at han vil forstå mig, hvis jeg forklarer sagen for ham. Han er selv en enspændertype, der værdsætter fred og ro.

Mens jeg sidder og skriver dette, kan jeg høre naboerne snakke igen. Jeg tror det ender med en flyttedag ... Jeg skal bare udtænke, hvordan jeg kan få Preben Junior med ...