Surferdude og okkulte Snehvide

I aften for præcis en måned siden stod jeg med to kufferter og den lille hundesnude i lufthavnen i San José. På den ene side virker det som om, at det er hundrede år siden. På den anden side virker det, som om det var i går.

Udover at jeg føler mig mere sikker på mig selv, synes jeg også, at jeg har fået oparbejdet en ganske pæn kulør. Jeg er i det mindste ikke skummetmælks-blålig bleg længere.

Derfor er det også en lillebitte smule irriterende, at der er en fyr, som bor her på vejen, som altid hilser mig med enten "Hey snowwhite baby!" eller "Hey silver skin!"

Han er amerikaner eller canadier, har langt lyst hår snoet til dreadlocks, er (selvfølgelig) surfer og så nogenlunde på min alder. Jeg har ham stærkt mistænkt for også at være bz'er, for han bor i et ret flot hus, som bærer præg af, at ejerne ikke er hjemme. Her er han flyttet ind i et enkelt værelse og engang imellem, når jeg går forbi, kan jeg høre musik gennem de lukkede skodder.

I morges da jeg vågnede kunne jeg mærke, at jeg trængte til en ordentlig dosis solskin i hjernen, så jeg besluttede mig for at tage på stranden - for første gang mens jeg har været her alene.

En strandtur kræver uhyrlige forberedelser, fordi både jeg og Carla skal helkrop-marineres i solbeskyttelse, før vi tager afsted - men endelig vandrede vi ned af vejen på vej mod stranden.

Pludselig hørte jeg det sædvanlige "Hey snowwhite baby" gjalde bag mig. Normalt plejer jeg altid at svare med et "Hola, surfer-dude" og vandre videre. Men i dag stoppede jeg op og ventede på, at surfer-dude kom op på siden af mig. Han kom slæbende med sit board og så mægtig veloplagt ud.

Jeg fortalte ham, at fra om meget kort tid ville det være slut med at kalde mig snowwhite, for nu var jeg på vej til stranden for at opbygge en seriøs tan.

Hans smil stivnede. Han så nærmest bestyrtet ud, stoppede op, stillede sit board fra sig og kiggede på mig.

"No, don't do that, man," sagde han indtrængende.

Jeg spurgte, hvorfor jeg ikke skulle gå på stranden. Om der var varslet hajer?

"No," svarede han klagende.

"I like your skin, man. It's beautiful. Don't get a tan!"

Jeg takkede for komplimentet. Det er alligevel ikke så tit, at man bliver beundret for at være bleg. Det virkede til at opmuntre ham, for det næste han sagde, var:

"Hey - I'll like to touch that skin of yours anytime. If you'll like me to?"  

Jeg fortalte ham ganske kort, at mit hjerte pt. var findelt i blødende småstykker og at jeg ikke var helet nok til at gøre nogetsomhelst med det modsatte køn. Desuden havde jeg i det sidste år fucket mit liv op på flere nivauer og var totalt uberegnelig og ikke værd at samle på.

"Thats too bad, man," sagde han beklagende og trak på skuldrene.

"But hey - you know what they say, man ... the best way to get over a guy is to get under another..."

Det fik mig til at grine højt og jeg fortalte ham, at det var nøjagtig, hvad min veninde Tanja plejede at sige.

"Oh, is she here with you?" spurgte han forventningsfuldt.

Jeg måtte skuffe ham og forklare, at Tanja var langt væk - i Danmark. Det fik ham endnu engang til at trække på skuldrene

"But you know, man - if she's your friend, you'll always have her with you in your heart."

Det var jeg enig i, og vi fulgtes ad til stranden, mens han forklarede om det caribiske ocean, som åbenbart kun er vildt nu, men bliver stille som en mæt hundehvalp omkring maj måned og to måneder frem. Han forklarede om suset ved at komme op på den rigtige bølge og talte surfer-lingo en masse

 Dette lille sære broderi tog jeg med i kufferten. Jeg har arvet det fra min Moster, og hun har sikkert fået det fra et eller andet religiøst familiemedlem med hang til håndarbejde. 

Heldigvis berettede jeg jo om surferfesten her på bloggen, og min gode fb-ven Kasper havde i kommentarfeltet på fb, fortalt om et sted, der kaldtes for cold hawaii på den jyske vestkyst. Det fortalte jeg surfer-dude - plus mine sædvanlige, uvederhæftige historier om havene omkring Danmark.

Det er efterhånden gået op for mig, at jeg ganske enkelt bliver nødt til at sætte mig ind i de danske farvande, hvis jeg skal begå mig socialt i nærmiljøet!

Vi skiltes ved stranden. Jeg kom med en lam undskyldning og smuttede. Af forfængeligheds-årsager. For på en eller anden måde var det faktisk rart, at surfer-dude syntes, at jeg var pæn. Og jeg så ingen grund til at fratage ham illusionerne ved at udsætte ham for synet af mig i badedragt...

Det røde flag var oppe, hvilket betyder, at badning er forbundet med livsfare. Men da alle andre så ud til at være ligeglade med det, fulgte jeg flokken og kastede mig glad i bølgen. Og det var fedt! Men for pokker, hvor skal man være forsigtig! Understrømmen er heftig, og selv om jeg er en god svømmer, ikke så meget som overvejede jeg at svømme ud. Jeg blev i vandkanten og nød det rigtig meget.

Mens jeg badede, blev det overskyet og derfor hoppede jeg på min flotte, røde cykel og cruisede planløst afsted med Carla i cykelkurven.

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde. For her er simpelthen så smukt. Jeg er helt klar over, at noget af det skyldes nyhedens interesse fra min side. Men omvendt holdt Hareskoven aldrig op med at miste sin magi for mig, og jeg tror heller ikke, at omgivelserne her vil gøre det.

Alene de mange dufte er ved at gøre mig helt svimmel af fryd. Der er hele tiden nye dufte - og de er meget stærke, fordi her er varmt. Selv om skoven virker som en tæt, grøn mur, skifter den hele tiden udtryk. Blomsterne er mærkelige at se på. De er smukke på deres egen, vilde måde. Og junglen lurer hele tiden i periferien - parat til at æde civilisationen. Et skilt der ikke bliver vedligeholdt, bliver lynhurtigt fyldt med mos, omkranset af spindelvæv og tæt omfavnet af slyngplanter.

Det får mig til at føle mig ydmyg, fordi naturen på disse kanter ikke er en lille dresseret puddelhund. Det er et stort rovdyr, som skal have med pisken, hvis den ikke skal æde dig.

Bedst som jeg trallende cyklede afsted fik jeg øje på et mærkeligt skilt. Et skilt med et billede af en hånd. Ved siden af skiltet var der en trædør, som næsten var skjult af en engletrompet-busk. Billedet af hånden gik igen på døren i lille format.

Her i regnskoven er jeg begyndt at tro på lidt af hvert. Med mig i min kuffert havde jeg en gave fra Andrea "Titanias Oraqle Book". Det er en bog, som giver svar på alle spørgsmål ... Andrea gav mig den, fordi jeg aldrig kunne lade den være i fred, når jeg besøgte hende.

I forgårs spurgte jeg bogen, om der var noget, som jeg skulle være opmærksom på i min allernærmeste fremtid. Og den svarede: "Dine fødder."

"Pfft," tænkte jeg surt, fordi jeg synes det var en noget jordnær og kedelig melding. Så gik jeg ud af døren og vred om på min fod på trappen.

I løbet af dagen gav mine nye flip-floppere mig den obligatoriske vabel mellem storetåen og den næste tå. Og da jeg vågnede næste morgen, havde jeg fået et insektstik, som fik hele hele foden til at spænde og gøre ondt. Plus at min nyerhvervede vabel var blevet øm og betændt.

Jeg rodede i min kuffert og fandt mine førstehjælpsremedier. Gemt blandt dem var en rød og en hvid halefjer fra henholdsvis min papegøje Ronja og Goffy. Det fik mig til at gå i computeren og kigge på nogle af de billeder, som gøjepasser Gitte havde sendt til mig.

På et af billederne sidder Gitte med gøjerne, og jeg kiggede længe på det billede, fordi jeg syntes, at hun lignede en smuk, men melankolsk, udgave af Kleopatra, og jeg tænkte, at jeg glædede mig til den dag, jeg kunne give hende et stort knus.

Om eftermiddagen hentede jeg mails - og en af dem var fra Gitte. Hun skrev, at hun havde drømt om mig, og at vi havde givet hinanden et stort knus. Det havde gjort hende så glad!

Sådan synes jeg hele tiden, at jeg oplever mærkelige ting, som jeg ikke helt kan forklare.

Skiltet med hånden symboliserede simpelthen, at her boede en håndlæser.

Jeg holdt rigtig længe og kiggede på det skilt. Men af en eller anden årsag kunne jeg ikke få mig selv til at åbne trædøren under engletrompeterne. Jeg røg en cigaret, drak noget vand, rørte forsigtigt ved døren. Men vendte så om og kørte hjem.

 Jeg er overbevist om, at der bag denne dør lurer alskens spændende ting!

I nat drømte jeg om den dør. At jeg gik ind af den og vandrede af en alenlang havegang. Jeg vågnede inden jeg nåede frem til håndlæseren.

Siden har den dør ikke forladt mine tanker. Jeg obsesser simpelthen over den!

Jeg har en klar fornemmelse af, at jeg er ved at give los for samtlige af mine indestængte, okkulte tendenser. Fordi ... her i regnskoven virker det som om, at verden har en masse lag. Her sker underlige ting som jeg ikke kan forklare, og mange af dem virker til at være helt logiske alligevel.

Jeg kan med andre ord konstatere, at jeg ikke lige som de andre, midaldrende spirituelt søgende damer her i området. Nixen bixen. Det er ikke mig, I finder i en ashram eller igang med en ny yoga-øvelse. I stedet er jeg ved at forvandle mig til okkulte Snehvide med syv små voodoo-tricks i ærmet ...