fredag den 13. april 2012

Om at købe og ryge pot i Puerto Viejo


 Oh, Jesus ... her i form af en figur fra en kirkegård i San José.

Jeg har fået indtil flere interesserede forespørgsler og én enkel kompliment på et emne, som jeg gerne vil vende her på bloggen. Nemlig den heftige potrygning i Puerto Viejo og omegn. Annamette Fuhrmann som jeg er begyndt at have fornøjelige facebook-chats med, var meget imponeret over, at jeg kunne suge hele to centimeter af en joint uden af falde besvimet om.

Til det kan jeg kun sige, at det skam også kræver sin kvinde sådan at inhalere to centimeter spliff uden hverken at hoste eller dratte omkuld. Men nu er jeg tilfældigvis den type kvinde, der kan gøre det - og så gjorde jeg det også lidt med vilje for at kyse de små, væmmelige teenagedrenge. 

Jeg er naturligvis klar over, at det ikke er lovligt at ryge pot - hverken i Dk eller i Costa Rica. Så hvis der skulle sidde et par læsere, som er heftige modstandere af denne type lovovertrædelse - så er det nu, at I skal hoppe af.

Men til sagen: Potrygning er en yndet sport i nærmiljøet. Jeg har for eksempel stadig til gode at møde en surfer, der ikke har en lille, vandtæt kasse, der er fyldt med denne hyggelige urt. Hvert eneste supermarked i byen fører et stort udvalg af rullepapir, og hos gadehandlerne kan man købe alskens gøgl indenfor rygeremedier.

Jeg har også noteret mig, at man rigtig mange steder kan købe en slags stativ, der er påmonteret en te-pose. Som tedrikker tænkte jeg, at jeg var kommet til en by, hvor man tog tedrikning alvorligt. Men jeg er endnu ikke stødt på muligheden for at købe løs te, hvilket undrede mig, indtil jeg oplevede Edwins surferdrenge sidde og suge te i sig med en intensitet som en flok gamle tanter, der var blevet snydt for deres five o'clock i flere uger og nu - endelig - var stødt på en hæderlig Earl Grey ...

Langsomt dæmrede sammenhængen. Surfere er jo så rene i sjæl og ånd, at det eneste de lader passere gennem deres sunde, lyserøde lunger er saltvandsluft. Derfor drikker de pot-te for at blive skæve. Jeg har stadig ikke fundet ud af, om de simpelthen bare smider en røvfuld pot i tefilteret og bagefter drikker bryggen. Jeg vidste faktisk slet ikke, at man kunne indtage pot på den måde. Men det er et mysterium, som jeg agter at løse snarest. Indtil da indtager jeg min pot, som jeg altid har gjort: Nemlig ved at rulle en joint og ryge den.
 Det gode ved at fare vild er, at man altid oplever uventede ting. Som for eksempel denne smukke kirkegård, som Jesper og jeg fandt, mens vi desperat ledte efter Rute 32 til Limon. 

Når jeg kører ind i Puerto Viejo, kommer jeg ind fra den side af byen, hvor gadehandlerne holder til. På den ene side af vejen ligger der små souvenir-snaske-butikker, restauranter, barer - og et enkelt supermarked. På den anden side ligger stranden, og oppe ved vejen står der en lang række træskelet-agtige konstruktioner, som ligger øde hen om natten. Men om dagen er de fyldt med sære souvenirs - udskårne kokosnødder, øreringe med fjer, alt med Bob Marleys billede på og disse souvenir-boder er befolket med sjove sælgere fra alverdens lande.

Gadehandlerne er nok det sted, hvor de fleste turister køber deres pot. Finten er at køre ganske langsomt forbi og se en lille smule søgende ud. Det universelle symbol for pot er, at når man får øjenkontakt med en gadehandler, så tager han pege- og langfinger op foran munden, som om han ville tage et hiv af en imaginær cigaret. Nogle gange nøjes han bare med langfingeren, så det ser ud som om at han tysser på en. Eneste forskel er, at han holder langfingeren næsten vandret i stedet for lodret.

Og så kan man handle derfra. Gadehandlerpot er som regel importeret fra Jamaica. Den er sort, smalbladet og virker meget komprimeret. Det er en "stener-pot" - perfekt til turister som er ude på et hurtigt eventyr og som tror, at potrygning er noget, som skal gøre en sløv og stenet. Jeg har hørt, at den jamaicanske pot er fyldt med tilsætningsstoffer af forskellig art, men jeg ved ikke, om det passer.

Priserne varierer meget og hvis man synes det er for dyrt, siger man det og lader ane mellem linierne, at man bare finder sin pot et andet sted. Det får som regel prisen til at ryge ned på omkring 4000 colones for et gram, hvilket er cirka 40 kroner og ok. rimeligt. Men generelt synes jeg, at potten er dyr på disse kanter.

Det første pot jeg købte her, var af den jamaicanske slags. Og jeg må sige, at den var udmærket, omend den gjorde mig noget stenet. Nu er jeg heller ikke decideret kræsen og ryger gerne på lidt af hvert. Men alligevel besluttede jeg mig for at kigge lidt nærmere på udvalget af pot i byen, og det var på den måde, at jeg mødte Roots.

Det begyndte egentlig med, at han blev sur på mig. Han stod ude på vejen og var ved at faldbyde sine varer, og jeg kørte lige forbi ham uden at skænke ham et blik. Jeg var langt væk i tankerne og jeg hørte ham først, da han råbte:

"Hey, hvorfor kigger du ikke på mig, jeg er et menneske!"

Og jeg tænkte: "Oh, shit - han er en af de hersens selvbevidste, sorte fyre."

Efterhånden har jeg mødt en håndfuld af dem. Og jeg kan ikke rigtig beskrive dem på anden måde. De har fuldstændig tjek på samtlige overgreb som sorte mennesker er blevet udsat for af hvide mennesker, og de forsømmer ikke en chance for at være generelt indignerede på hvide mennesker. Hvilket kan være en smule belastende.

Nogle af dem er både flinke og interessante at tale med, men hvis man ikke gider at snakke med de pisseirriterende og belastende eksemplarer af dem, så kan man være sikker på, at de trækker racismekortet. Og hvis man så er et flinkt menneske, skal man til at bruge tid på at forklare dem, at det bestemt ikke handler om race, og at man bestemt ikke er racist. Og lige pludselig har man rodet sig ud i en længere diskussion i en situation, hvor man egentlig bare gerne ville lave ålen.

  Igen et billede fra San José. Er der nogen, som kan forklare den der tradition med at smide snøresko op i ledningerne? Jeg har set det så mange steder, og jeg er stadig dybt mystificeret!

En af de gode ting ved mit liv her i Costa Rica er, at jeg er blevet ekstremt opmærksom på mine omgivelser. Jeg er blevet god til at læse mennesker og situationer, og det har jeg haft meget nytte af. Ergo vendte jeg hovedet og kiggede på fyren, der havde råbt af mig.

Sort fyr. Rastahår. Ældre end mig. Selvbevidst. Alfahan. Med noget kørende for sig og et godt glimt i øjnene.

Jeg tog derfor chancen, vendte cyklen og sagde:
"Nej, jeg ignorerede dig med fuldt overlæg, fordi du er sort og har en grim frisure."
Samtidig sendte jeg fyren smil og lagde hovedet bare en lille smule på skrå.

Der gik cirka tre sekunder, hvor han stod og så overrumplet ud - så grinede han højt.

"Lady, du har fan'me nosser. Det kan jeg godt lide."
"White folks har sjældent humor," tilføjede han og afslørede på den måde sine egne fordomme.  

Jeg tog del i latteren og gik derefter over til at spørge ham, om han havde noget at ryge på.

"Om jeg har noget at ryge på? Oh, sweet, little lady - jeg har præcis det, der skal til at sende dig af sted."

"Hvorhen," spurgte jeg i et påtaget uskyldigt tonefald.

"Lige præcis der, hvor du gerne vil hen. Det her pot vil forbinde dig med himmelen," svarede han og bankede med pegefingeren på sit kindben. 

"Heaven is overrated. Hvad nu hvis jeg gerne vil et andet sted hen?"

"Oh, sweetheart - du fortæller bare universet, hvor du gerne vil hen, inden du begynder at ryge - og så kommer du derhen."

Jeg begyndte at klukke indvendigt. Manden var crazy på ord - og det er noget, jeg ikke oplever så tit.

"Okay. Men hvad nu hvis jeg lander det forkerte sted? Hvad nu hvis jeg for eksempel lander midt i et Ku Klux Klan-møde?"

"Then you just kick their sorry white asses and tell them, that you got the weed from Roots in Costa Rica."

Jeg grinede højt.

"Hvor meget skal denne herlighed så koste mig?"

"20 dollars."

20 dollars er cirka 110 kroner, hvilket jeg synes er rigtig mange penge for et gram pot. Det gjorde jeg Roots opmærksom på og tilføjede, at jeg havde gode erfaringer med den jamaicanske pot, som jo kostede væsentlig mindre.
Roots afbrød næsten øjeblikkeligt min talestrøm:

"Lady, du ligner en, som ved hvad der er godt for dig. Og det er netop derfor, at du ikke har lyst til at ryge det jamaicanske shit."

Vi argumenterede lidt frem og tilbage. Jeg undlod ikke at gøre Roots opmærksom på, at jeg boede i nærmiljøet og ville vende tilbage og klage, hvis jeg ikke syntes, at hans pot levede op til forventningerne.

Han var iskold og skråsikker på, at jeg ville blive glad og connecte med himmelen og tilføjede, at når jeg kom rendende for at få mere, så var han i Puerto Viejo hver dag - undtagen onsdag.

Vi skiltes og det sidste han sagde, mens han vinkede mig farvel var:
"Hey Lady - you got a friend here!"

 Carla er blevet en rigtig lille gadekøter af at være i Costa Rica. Hun snadrer i ulækre ting, hænger ud med de andre gadekøtere og har det i det hele taget fantastisk. Tjek dét hundesmil - og se også, hvor solbrændt hun er blevet!

Tilbage i hængekøjen besluttede jeg mig for at prøve Roots fantastiske pot. Jeg har erfaret, at man på disse kanter ryger potten helt ren. Man smuldrer ganske enkelt bladene og ruller en joint af ren pot. Men jeg er tro mod mine europæiske rødder, så jeg blander potten med tobak og ruller en joint på størrelse med en cigaret, som jeg så kan ryge som en cigaret, i stedet for bare at tage to stærke hiv.

Og Roots havde bestemt ikke oversolgt sit produkt. Jeg tror, at pot kan sammenlignes med alkohol. Vi får alle sammen en effekt ud af det, men det er forskelligt fra menneske til menneske, hvordan vi reagerer på den effekt.

For mit eget vedkommende får jeg en let og meget behagelig, rolig fornemmelse i kroppen. Faktisk bliver jeg totalt afslappet og nyder i ekstrem grad at lytte til musik, når jeg har røget pot. Jeg bliver også meget opmærksom på detaljer og derfor ryger jeg næsten kun pot, når det er lyst. For så kan jeg ligge jeg i min hængekøje og kigge på skoven med en næsten obskøn form for nydelse i hovedet og kroppen.

Mine tanker bliver løse og galoperer glade af sted som staldkåde køer på en grøn forårseng. Nye idéer og indfald melder deres ankomst. Og når det sker, skynder jeg at notere dem ned til senere brug. For jeg kan ikke skrive, når jeg har røget pot. Dertil bliver mine tanker alt for løse og ustrukturerede.

Jeg har engang skrevet en bog om te. Og hvis jeg skal drage sammenligninger, er god pot lige som den fine, hvide te. Så blid, så blid og fin i effekten. Man er fuldstændig sig selv, bare i en lidt løsere udgave og med lidt flere tanker strømmende gennem hovedet.

Efter et par timer er potten ude af kroppen igen. Men hvis det er nødvendigt, kan man sagtens rive sig selv ud af rusen, hvis livets realiteter pludselig kalder. God pot overtager ikke en. Den kommer og banker pænt på hjernebarken. Og hvis man har lyst, lukker man op og flyder behageligt af sted med den. 

 Et MEGET stort træ af arten 'Ficus Cotinifolia'. Og yes - yes - det er den unge, håbefulde J. Brandstrup der poserer iført udlejningsbil ...

Sådan var Roots pot. Og lige som jeg ikke er bleg for at give lidt flere penge for en god vin, så synes jeg også at den høje pris var helt okay, da jeg først havde prøvet den.

Så jeg har ikke røget den sorte Jamaica-pot siden. Og eftersom der er virkelig mange potforhandlere i byen, så har jeg efterhånden ladet alle vide, at jeg er en kræsen og sofistikeret pot-ryger.

To af mine mest hyggelige venner i Puerto Viejo er kokken og tjeneren på min yndlingsrestaurant. Når jeg føler, at jeg trænger til opmuntring eller belønning, slår jeg et slag forbi stedet og indtager en gang quesadillos med kylling og et par iskaffer. Denne ekstravagante herlighed koster mig omkring 70 kroner, og hver eneste øre er givet godt ud.

Udover at maden er god, kan jeg være sikker på, at enten kokken eller tjeneren slår sig ned ved mit bord for at sladre lidt. Og jeg nyder virkelig at sludre med dem. Kokken er lidt af et madlavningsleksikon og tjeneren er en berejst fyr, der drømmer om at flytte til Barcelona.

Kokken og tjeneren præsenterede sig den første dag, jeg besøgte restauranten. Men jeg må med skam melde, at jeg har glemt deres navne. Faktisk går jeg stadig og lurer på en chance for at spørge dem, uden at det virker alt for påfaldende og pinligt.

Men kokken og tjeneren lægger pot til side til mig, når de får noget ekstra godt på hånden. Deres pot kommer fra venner og bekendte, og det er pot, som har groet i en baghave her i nærmiljøet. Jeg har på fornemmelsen, at klimaet giver mulighed for at høste meget oftere end andre steder. I hvert fald synes jeg, at det er noget af det bedste pot, jeg nogensinde har røget. Crispy og stadig friskt grøn i udseendet og med den forsigtige virkning, jeg godt kan lide. 

 Jeg elsker de små floder, som fører regnskovsvand ud i havet. De er så smukke, og dypper man fødderne i dem, er de også iskolde. Billedet er fra Montezuma. 

I strandbaren hænger der ofte en sort fyr, som også sælger pot. Men eftersom han også sælger kokain, undgår jeg ham. I mine øjne er der en verden til forskel mellem pot og kokain, og jeg er helt klart mere til at købe min pot af mennesker, der ikke har dealing som fuldtidsbeskæftigelse.

Jeg køber også nogle gange hos gadehandleren George, som leverer sin pot i småbitte manilla-kuverter, hvor han har skrevet et eller andet på. Sidste gang var stod der "love" på kuverten og der var tegnet tre små hjerter på.
George er råryger og sidder altid og suger på en spliff. Derfor giver det mig stor fornøjelse at tilbyde ham en af mine Marlboros, bare for at se hans ansigt trække sig sammen i væmmelse.

"Du burde virkelig ikke ryge," siger han så.
"Rygning er meget skadeligt. Fyldt med gift og tilsætningsstoffer. Rygning kan slå dig ihjel."

Det moralske foredrag kan variere i længde. Men det slutter altid med at George siger:

"Det er også en dårlig vane at blande din weed med tobak. Du burde følge vores skikke og ryge den ren. Så bliver du aldrig syg."

Den opfattelse deler han med de fleste andre potrygere. De anser cigaretter som ufattelig skadelige, hvorimod potten er en hyggelig urt, som ikke gør fortræd. Hippie-typerne har et nærmest religiøst forhold til potten og prædiker gerne, at potrygning bringer dig nærmere til alt, hvad der er godt i livet og i dit hoved. Men eftersom jeg ikke tager hippie-typers ord for gode varer, så mener jeg, at deres evangelium i virkeligheden går ud på at legitimere, at de aldrig får en skid fra hånden, fordi de altid er skæve.

 Solen står op over stranden i Montezuma ...
Jeg tror ikke, at der findes noget som helst euforiserende middel, som man ikke skal tage sig i agt for. At drive afslappet ind i potverdenen er faktisk så behageligt, at jeg har besluttet mig for at betragte det på linie med alkohol. Jeg behøver bare at kigge mig om i Puerto Viejo for at konstatere, at denne by er som skabt til at gå i hundene og simpelthen overgive sig til en 100 procent hedonistisk livsførelse. Men jeg er ikke rejst om på den anden side af jorden for at ryge mig sanseløs eller drukne mig på bunden af en tequila-flaske.

Sidste år lavede jeg ikke andet end at bedøve mig i tequila eller rødvin, hver gang fremtiden, fortiden eller nutiden kom for tæt på mig. Jeg røg også alt for meget pot på forkerte tidspunkter. Faktisk tror jeg aldrig, at jeg har været så skrøbelig og gennemsigtig, som jeg var sidste år. Derfor var jeg meget opmærksom på, at jeg ikke skulle tage mine dårlige vaner med mig, når jeg rejste.

Og jeg må sige, at jeg er ret tilfreds med min indsats. I begyndelsen slubrede jeg Cuba Libre med Anna hver aften og i det hele taget, når lejligheden bød sig. Men efter jeg er landet her i mit lille hus, har jeg holdt en god disciplin. I dag er det fredag. Og selv om det egentlig ikke spiller nogen rolle, følger jeg ugedagene, som om jeg havde et rigtigt arbejde.

Når det er fredag må jeg gerne forkæle mig selv. Det vil sige, at jeg enten køber pot eller rødvin. Hvilken af delene jeg køber, afhænger af hvad jeg har lyst til at spise. Hvis jeg spiser rødt kød, køber jeg rødvin. Hvis jeg bare napper en gang skramleæg eller et pitabrød, så står der pot på programmet.

Eftersom mørket sænker sig klokken 18 hver dag, er jeg begyndt at stå op ved solopgang for at få mest ud af de lyse timer.

Så hvis jeg har pot, plejer jeg at ryge det til min morgenkaffe, mens jeg kigger på, hvordan solen står op over regnskoven.

Njaeh, ok. Hvis jeg skal være helt ærlig, så ryger jeg som regel også en joint fredag aften. Og så ligger jeg ude i hængekøjen og hører musik og kigger på ildfluerne i skoven.

Men det kan godt være, at George i virkeligheden har ret i sin pointe. En pakke Marlboro koster cirka 13 kroner på disse kanter. Er man spareivrig kan man få Pall Malls til syv kroner pakken. Og når det kommer til cigaretterne, leder jeg stadig efter min rygrad.

Jeg har erkendt, hvor afhængig jeg er. Jeg har også erkendt, at jeg nok bliver nødt til at gøre noget ved det. Så indtil videre er min konklusion, at hvis man har det godt, så er det faktisk ikke svært at kontrollere sit indtag af pot og alkohol. Men cigaretterne?

For satan i helvede og alle underverdenens små djævle, hvor jeg kæmper med dem. Og indtil videre ender kampen altid med, at jeg tænder en Marlboro og siger til mig selv, at jeg stopper i morgen.

I morgen.

I morgen.

I morgen.

I morgen.

SUK!










5 kommentarer:

  1. Så vidt jeg ved så er traditionen med skoene i el-ledningerne noget som skatere gør - i hvert fald herhjemme. Når et par sko er udtjente så ryger de op over ledningen. Det fungerer som en slags street art, og bevæger du dig ind på skateområdet ved Enghave kan du også se fænomenet der.
    Jeg har altid troet at det var ondskabsfulde bander der overfaldt de stakkels, splejsede nørder og hang deres sko "til tørre" (åh så mange historier i mit hoved), men min kæreste forklarede mig så hvordan det egentlig hang sammen.

    Kh M

    Apropos min anden kommentar så faldt jeg over din blog ovre hos den anden M på amarOrama, så det er derfor en ikke-bekendt pludselig læser med.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Maria,
      jeg er helt glad for, at din teori om mobning af små, splejsede skatere ikke holder. For så ville jeg blive helt trist hver gang jeg så sko i ledningerne :-)

      Hvor hyggeligt, at en ikke-bekendt også læser min blog. Tak for det :-)

      Venligst Knirke

      Slet
  2. Skoene over el-ledninger, symbolisere en afslutning. Det er ikke kun skatere, som gør det.

    Journalist John Njor har også observeret fænoment i New York. I en rejseartikel til magasinet Vagabondo har han en mere tilforladelig årsag til, at der hænger sko i ledningerne: Han skriver bl.a.: "Bemærker et sted bunkevis af sko hænge i gadernes ledninger og erfarer, at det er en skik, når latinamerikanerne forlader kvarteret, at de efterlader et par sko dinglende på denne måde, så de ikke bliver glemt".
    Andre mener, at vide, at det forbindes til narkosalg.

    Sømænd smider skoene i havet, ved en lille ceremoni, når man forlader et skib....for good!

    SvarSlet
    Svar
    1. Søde Bille,

      jeg har også hørt noget om, at det relaterede til narkohandel. Men uanset hvordan jeg vender og drejer det, kan jeg ikke rigtig greje, hvorfor narkohandlere pludselig skulle fistre rundt og smide med deres sko :-)

      Kærligst Knirke

      Slet
  3. Skønne Knirke - har du ikke set Wag the Dog? c",)
    Alternativt kan du måske blive klogere her: http://www.flying-kicks.com

    Endnu engang tak for dine fantastiske skriblerier.

    Kh

    Stinne

    SvarSlet