mandag den 1. oktober 2012

En bekymringsaften - og lidt om lykke ...

Dette er Costa Ricas nationalsommerfugl, Morpheusen. Han sidder på en gammel banan og vifter hyggeligt med vingerne, så man kan se, hvor smuk og blå han er. Jeg ser mange af de store, blå sommerfugle i junglen, når de flagrer fredsommeligt af sted i middagstimen ... 
PS: Ja, som sædvanlig er det min iPhone der må holde for mht. billedmaterialet. Ak!

Undskyld hvis jeg hele tiden sidder og taler udenom, men jeg tror det er fordi, jeg har så mange ting i hovedet. Funky er kommet til San José. Jeg er i Maiken og Michaels hus, mens de selv er i Nicaragua med Michaels svigerforældre. Jeg sprang til og var glad for, at jeg for en gangs skyld kunne gøre mig lidt nyttig.

 Mens Maiken og Michael er væk, passer jeg nemlig deres tre hundesnuder, Dugge, Rajo og Panda. Og det er hyggeligt.

Eftersom jeg havde været væk i mere end en uge, besluttede Funky og Rafael derfor at bryde op for Puerto Viejo for at hænge ud med mig - og for Rafaels vedkommende ... At sige farvel til mig.

Min mexicanske vagabond har besluttet sig for at drage tilbage til Mexico. Vi talte allerede om det, inden jeg tog til San José. Og da Funky pakkede sin taske for at tage af sted, besluttede Rafael sig for at tage med ham.

Imidlertid er der et politi-checkpoint mellem Puerto Viejo og Limon. Nogle gange er det bemandet - andre gange er det ikke. Og strisserne stopper for det meste kun biler. Men lige for to dage siden besluttede de sig altså for også at stoppe busser. Nærmere betegnet den bus, hvor Rafael og Funky var med. Som faste læsere af denne blog ved, er Rafael illegal indvandrer i Costa Rica.

Funky forsøgte at argumentere for, at Rafael rent faktisk var på vej ud af landet, men alligevel tog strisserne ham med.

Lige nu sidder jeg og skriver på terrassen i Maiken og Michaels hus. Dugge ligger på mine fødder og snorker højlydt. Det er køligt og vejret er helt fredeligt. Intet tordenvejr eller lyn. Bare stille. Og det er, når det er helt stille, at jeg har det værst. Så er der nemlig intet der kan stoppe mig i at bekymre mig helt vildt for, hvor Rafael er - og hvordan han har det.

Jeg har forsøgt at ringe til diverse offentlige instanser - men alt er lukket i weekenden. Funky har trukket på sine politi-kontakter - men uden held. Jeg har spurgt alle, som ved noget om Costa Rica omkring det her, og alle siger: Tag det roligt. Costa Rica er et civiliseret land. Han bliver ikke smidt i et rigtigt fængsel. Han bliver behandlet ordentligt og derefter sat på et fly til Mexico.

... Men dette er så er mere sjældent billede af min blå ven. Se de syv øjne, som han har, når vingerne er foldet sammen. Nogle gange bliver jeg faktisk lykkelig af at opdage, hvor smuk og gennemført naturens design er ... Billedet er fra et sommerfuglehus i San José. Et såkaldt Mariposario. 

Og jeg tror, at de alle sammen har ret. Men alligevel føler jeg mig helt syg indvendig ved tanken om, at Rafael sidder et eller andet sted og er lukket inde og helt alene.

Min fornuft fortæller mig, at han er en voksen mand, som har klaret langt værre ting end det her - men jeg kan ikke lade være med at tænke på ham. Jeg kan ikke lade være med at bekymre mig for ham. Jeg elsker ham. Og tanken om at der skulle ske ham noget, gør mig fuldstændig kold om hjertet.

Jeg kunne godt advisere hans familie om, hvad der er sket. For jeg har deres telefonnumre liggende i min computer. Men jeg lader være. For jeg kan simpelthen ikke se, hvad det skulle gøre godt for. Jeg ville ønske, at min fornuft kunne sejre over min bekymring - for jeg kender flere mennesker i Puerto Viejo, som har prøvet at blive deporteret fra Costa Rica. Og de fortæller alle sammen, at det ikke er slemt.

Faktisk kan jeg forstå, at et af de bedste lande at blive deporteret fra, er Costa Rica. Med mindre man er så heldig at blive deporteret fra Colombia. Min ven Charles blev deporteret derfra - og fik oven i købet 200 dollars i hånden, inden han blev smidt på et fly tilbage til Nicaragua.

På mandag tager jeg sagen op igen. Om ikke andet for at se, om jeg ikke kan få lov til at se og tale med Rafael, inden han tager videre.

Og så var der alt det med Edwin. Og det bekymrer mig også, at han går og lider. Men endnu værre er det, at Red tilsyneladende er forsvundet. Edwins teori er, at han leder efter mig. Min teori er, at han har fundet sig en hunde-kæreste et eller andet sted. Red er nemlig en rigtig don Juan.

Men det ændrer ikke på, at Red er forsvundet. Og selv om Edwin spiller afslappet omkring det, så kan jeg mærke, at han også er bekymret. Edwin elsker den store, røde kommode. Og det samme gør jeg.
Selv om Carla stadig synes, at Red er en kæmpestor, rød idiot - så har hun efterhånden vænnet sig så meget til ham, at hun undertiden nedlader sig til at ligge sammen med ham på hans tæppe ... 

 Når jeg en dag sidder og tænker tilbage på hele mit Costa Rica-eventyr, så ved jeg, at jeg vil fortælle historien om den store, røde hund, som altid dukkede op på de rigtige tidspunkter - og som var helt fantastisk og min egen, personlige hunde-Jesus.

Så lige nu går jeg ikke i seng. For Edwin har lovet at sms'e mig, når Red er kommet tilbage. Og det har han ikke gjort endnu.

Bekymring er en led lille satan. Den begynder som en forsigtig murren der banker på ens frontallap, og hvis man lukker den ind, begynder den straks at brede sig. Den slår sig ned i ens hjerne, smider fødderne op på sofabordet og begynder spise fastfood og aske på gulvet. Og den er ikke til at drive ud igen.

Hvilket betyder, at den næsten kan overtage hele ens hjerne. Så hvad der begyndte som en bekymring for Rafael og senere Edwin og Red, har nu bredt sig som en steppebrand til en altovervældende bekymring for hele verden. Eller i hvert fald min verden.
For min far, mine søstre, min nevø, min onkel, mine svogre, Momme, Majse, Andrea, Myre, Mia, Tanja, Janne, Jesper, Bille, Henrik, Per, Elsebeth, Karsten, Michael, Rolsted, Ilse, Meise, Mingus, Meluka ... jeg stopper opremsningen her, selv om jeg kunne nævne flere ...

For midt i det hele savner jeg mor. Savner.

Men det er jeg efterhånden vant til. Og jeg har accepteret det. For da min mor mistede sin mor, fortalte hun mig, at selv om hun var glad og tilfreds med sin tilværelse, så havde hun også vænnet sig til, at der jævnligt var øjeblikke, hvor hun så inderligt savnede sin mor. Og at det aldrig holdt op. Nu ved, at hun har ret.

Min gode facebook-ven, Heidi Vesterberg, havde for nylig den tvivlsomme fornøjelse at rydde sin fars dødsbo. Og den oprydning må have været meget svær for hende, for et par år forinden havde hun også mistet sin mor. Det fortalte hun om på følgende måde:

Hymne til forældre. Har pakket min fars liv og hele familiens fortid i kasser. Tænker på, hvor fantastiske forældre er. Hvem andre ville gemme på gamle gulnede fotos, gymnasiespecialet om kvinder og fascisme, breve, billedet fra børnehaven og studenterhuen. Alle dine flyindkøb på mors Spieskort (Rive Gauche parfume og Pisang ambon). Kassettebåndet med dit højskoleband. Rejseminder og brochurer fra ødegården i Sverige, sommerhuset i Sønderjylland og turen til London. Plakater og plader. Farvelfotocollagen fra børnene på Troldestuen, hvor du var pædagogmedhjælper et år. Telegrammer fra din konfirmation og en hårlok sat ind foran et skolefoto. Forældre... De er fantastiske, mand. Hvem vil nogensinde interessere sig så meget for dig, at de gider gemme alt det? Ingen. Ikke engang dig selv. Tak.

Jeg blev meget rørt over hendes ord. For os der har haft den glæde at være opvokset med gode forældre, er det ramt lige på kornet ... Og på den måde kan jeg bare endnu engang glæde mig over, hvor heldig jeg egentlig har været.

For at dette blogindlæg ikke skal dykke helt ned i melankoliens grå tåger, vil jeg skynde mig at sige, at Costa Rica har budt på mange lykkestunder for mig. 

Som skribent elsker jeg selvfølgelig alt, hvad der har med skrivning at gøre. Derfor faldt jeg fuldstændig i svime over denne skønne, gamle skrivemaskine, som var udstillet på nationalmuseet i San José ...

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der har det sådan. Men der er typisk  to tidspunkter, hvor jeg er lykkelig på. Den ene er den spontane lykke, som jeg er alene i. Den anden er den mere velovervejede lykkefølelse.

Sidst jeg oplevede den vilde, spontane lykke var for den dag, hvor Karsten og jeg vadede gennem en flod i junglen. Og pludselig kom solen frem og gyldne stråler filtrerede gennem junglens bladtag og ned på floden og os, som vadede af sted i lårdybt vand.

Foran mig bøjede træerne sig ind over det hele og når jeg kiggede ned i vandet, kunne jeg se stimer af små bitte fisk svømme forbi mig.
Duften af et ylang-ylang-træ blandede sig med duften af fersk vand og rådnende blade. Langt borte skreg en tukan sit sære skrig. Carla sad trygt i min taske og når jeg kiggede ned, kunne jeg se hendes lille, hvide Andy Warhol-frisure stikke op. Selv om solen blev stoppet af adskillige lag af grønne blade, kunne jeg alligevel mærke varmen fra den i nakken.
Og lige der - lige der - fik jeg det fornemmelsen af at være så lykkelig, at jeg var ved at sprække.

Et øjeblik stod tiden helt stille og jeg vidste, at uanset hvad der måtte ske derfra - og hvad der var sket førhen - så var alt godt. Jeg var lykkelig lige dér - og det øjeblik ville jeg altid have.

Mit andet lykkeøjeblik er ikke spontant på samme måde. Det indtræffer typisk i selskab med gode mennesker. Når man har en rigtig god samtale og føler at man er i fuldstændig balance med det hele. Men det er en mere velovervejet lykke, for som regel gennemgår jeg alle dem jeg elsker i tankerne, og når jeg har gjort det - og  har gjort op med mig selv, at ingen i øjeblikket er syge eller kede af det eller på anden måde gennemgår en svær tid - så får jeg sådan et brus af lykke ved tanken om, at jeg sidder og har det så godt - og at alle andre også har det godt.  

At verden er god.

De øjeblikke har jeg haft en del af på det seneste - fordi jeg er omgivet af gode mennesker i øjeblikket.

Jeg tror ikke på lykke som en permanent tilstand. Men jeg tror på glæde. Lige nu er jeg glad det meste af tiden. Jeg vågner op om morgenen med en forventningsfuld stemning - jeg er nysgerrig på, hvad dagen vil bringe. Jeg er meget taknemmelig for at have det sådan.

Glæde og lykke er at sammenligne en lampe med solen. Jeg tror på, at vi behøver glæden i vores liv. Og det er bestemt ikke en selvfølge at være glad. De fleste af os har nok oplevet lange perioder, hvor vi ikke var glade af den ene eller anden årsag.
Jeg har i hvert fald.

Og vågne igen efter en lang svær tid og atter føle glæde ved de helt basale ting som et krus dampende varm kaffe om morgenen og et ditto brusebad, er berusende dejligt. Det er glæde. Livsglæde.

Facebook er et af mine yndlingssteder til at aflure, hvordan mine venner har det. Og det er også et godt sted at finde ud af, hvad glæde er - på mange forskellige måder.

Glæde er en god aften med vennerne. Glæde er at blive overrasket af kæresten, at have en god træningsrunde med sin hund, at male sin stue i en flottere farve, at se sin kat lege med sin hale, at få et uventet smil fra en fremmed, at se en flot solnedgang, at bage sit eget brød, at høre sine børn sige noget sjovt eller klogt, at løbe en god tur, at nyde en udsplattet tv-aften, at se en regnbue, at overstå et arbejdsmøde med succes, at lykkedes med en kompliceret mad-opskrift - for bare at nævne nogle af de ting, som min fb-venner beriger mig med.

Og hvis man har glæde i sit liv, baner man vej for lykken. Den indfinder sig i glimtvis og det er helt okay med mig. At gå rundt og være stjernelykkelig hele tiden ville være virkelig underligt. Lykke er en ultimativ følelse. Den er et peak i livet.

Jeg forstår ikke, hvorfor lykkelig bliver opreklameret til at være noget, som man skal være hele tiden. Glæde er alt nok til mig. Mere end godt nok, faktisk. For jeg kender udmærket til de sorte dage, hvor man næsten ikke gider stå ud af sengen ved tanken om, at endnu en dag truer.

Men lige nu er jeg bekymret. Og jeg giver mig selv plads til at være det. Også selv om alle fornuftige siger, at jeg ikke har nogen grund til at være det. Rafael er okay. Han skal nok klare det. Og en del af mig tror også på det. Jeg forsøger at holde fjervingen oppe og ikke lade mig mærke med, at jeg ikke er okay med, at han er i politiets varetægt.

Og foreløbig har jeg ikke hørt fra Edwin ... og derfor går jeg ikke i seng. Hvorfor skulle jeg dog gøre det? Jeg kan alligevel ikke sove.

Jeg håber at I, kære læsere, kan sove - og at I får en god nats søvn. Og allermest håber jeg, at I vågner glade op i morgen ...

Efterskrift: Red er tilbage hos Edwin. Edwin har nu penge at gå til tandlæge for. Og pålidelige kilder fortæller, at Rafael er okay og på vej tilbage til Mexico. Men helt rolig bliver jeg ikke, før jeg lige har hørt hans stemme i telefonen ... 

4 kommentarer:

  1. Tak til dig og din hjerne fordi du så fint får mindet os om det der lykke-noed. Og glæde og savn.
    Er det i orden at gå i efterårsvåde Danmark og savne dig en lille smule?

    SvarSlet
  2. Åh du skriver så godt! Hepper på Rafael, håber han kommer til Mexico i god behold og kan ringe til dig.

    Kh Maria

    SvarSlet
  3. Godt indlæg om lykke og glæde... fik lige sat tankerne igang. Gode tanker :-)
    Krydser alt for at han ringer snart!

    SvarSlet
  4. Som talt ud af mit eget <3 hvad angår Lykke, Glæde og ikke mindst den væmmelige orm kaldet Bekymring!

    SvarSlet