Dette er Costa Ricas nationalsommerfugl, Morpheusen. Han sidder på en gammel banan og vifter hyggeligt med vingerne, så man kan se, hvor smuk og blå han er. Jeg ser mange af de store, blå sommerfugle i junglen, når de flagrer fredsommeligt af sted i middagstimen ...
PS: Ja, som sædvanlig er det min iPhone der må holde for mht. billedmaterialet. Ak!
Undskyld
hvis jeg hele tiden sidder og taler udenom, men jeg tror det er fordi, jeg har
så mange ting i hovedet. Funky er kommet til San José. Jeg er i Maiken og Michaels
hus, mens de selv er i Nicaragua med Michaels svigerforældre. Jeg sprang til og
var glad for, at jeg for en gangs skyld kunne gøre mig lidt nyttig.
Eftersom
jeg havde været væk i mere end en uge, besluttede Funky og Rafael derfor at
bryde op for Puerto Viejo for at hænge ud med mig - og for Rafaels vedkommende
... At sige farvel til mig.
Min
mexicanske vagabond har besluttet sig for at drage tilbage til Mexico. Vi talte
allerede om det, inden jeg tog til San José. Og da Funky pakkede sin taske for
at tage af sted, besluttede Rafael sig for at tage med ham.
Imidlertid
er der et politi-checkpoint mellem Puerto Viejo og Limon. Nogle gange er det
bemandet - andre gange er det ikke. Og strisserne stopper for det meste kun biler.
Men lige for to dage siden besluttede de sig altså for også at stoppe busser.
Nærmere betegnet den bus, hvor Rafael og Funky var med. Som faste læsere af
denne blog ved, er Rafael illegal indvandrer i Costa Rica.
Funky
forsøgte at argumentere for, at Rafael rent faktisk var på vej ud af landet, men alligevel tog
strisserne ham med.
Lige
nu sidder jeg og skriver på terrassen i Maiken og Michaels hus. Dugge ligger på
mine fødder og snorker højlydt. Det er køligt og vejret er helt fredeligt.
Intet tordenvejr eller lyn. Bare stille. Og det er, når det er helt stille, at
jeg har det værst. Så er der nemlig intet der kan stoppe mig i at bekymre mig
helt vildt for, hvor Rafael er - og hvordan han har det.
Jeg
har forsøgt at ringe til diverse
offentlige instanser - men alt er lukket i weekenden. Funky har trukket på sine
politi-kontakter - men uden held. Jeg har spurgt alle, som ved noget om Costa
Rica omkring det her, og alle siger: Tag
det roligt. Costa Rica er et civiliseret land. Han bliver ikke smidt i et
rigtigt fængsel. Han bliver behandlet ordentligt og derefter sat på et fly til
Mexico.
... Men dette er så er mere sjældent billede af min blå ven. Se de syv øjne, som han har, når vingerne er foldet sammen. Nogle gange bliver jeg faktisk lykkelig af at opdage, hvor smuk og gennemført naturens design er ... Billedet er fra et sommerfuglehus i San José. Et såkaldt Mariposario.
Og
jeg tror, at de alle sammen har ret. Men alligevel føler jeg mig helt syg
indvendig ved tanken om, at Rafael sidder et eller andet sted og er lukket inde
og helt alene.
Min
fornuft fortæller mig, at han er en voksen mand, som har klaret langt værre
ting end det her - men jeg kan ikke lade være med at tænke på ham. Jeg kan ikke
lade være med at bekymre mig for ham. Jeg elsker ham. Og tanken om at der
skulle ske ham noget, gør mig fuldstændig kold om hjertet.
Jeg
kunne godt advisere hans familie om, hvad der er sket. For jeg har deres
telefonnumre liggende i min computer. Men jeg lader være. For jeg kan
simpelthen ikke se, hvad det skulle gøre godt for. Jeg ville ønske, at min
fornuft kunne sejre over min bekymring - for jeg kender flere mennesker i
Puerto Viejo, som har prøvet at blive deporteret fra Costa Rica. Og de
fortæller alle sammen, at det ikke er slemt.
Faktisk
kan jeg forstå, at et af de bedste lande at blive deporteret fra, er Costa
Rica. Med mindre man er så heldig at blive deporteret fra Colombia. Min ven
Charles blev deporteret derfra - og fik oven i købet 200 dollars i hånden,
inden han blev smidt på et fly tilbage til Nicaragua.
På
mandag tager jeg sagen op igen. Om ikke andet for at se, om jeg ikke kan få lov
til at se og tale med Rafael, inden han tager videre.
Og
så var der alt det med Edwin. Og det bekymrer mig også, at han går og lider.
Men endnu værre er det, at Red tilsyneladende er forsvundet. Edwins teori er,
at han leder efter mig. Min teori er, at han har fundet sig en hunde-kæreste et
eller andet sted. Red er nemlig en rigtig don Juan.
Men
det ændrer ikke på, at Red er forsvundet. Og selv om Edwin spiller afslappet
omkring det, så kan jeg mærke, at han også er bekymret. Edwin elsker den store,
røde kommode. Og det samme gør jeg.
Selv om Carla stadig synes, at Red er en kæmpestor, rød idiot - så har hun efterhånden vænnet sig så meget til ham, at hun undertiden nedlader sig til at ligge sammen med ham på hans tæppe ...
Så
lige nu går jeg ikke i seng. For Edwin har lovet at sms'e mig, når Red er
kommet tilbage. Og det har han ikke gjort endnu.
Bekymring
er en led lille satan. Den begynder som en forsigtig murren der banker på ens
frontallap, og hvis man lukker den ind, begynder den straks at brede sig. Den
slår sig ned i ens hjerne, smider fødderne op på sofabordet og begynder spise
fastfood og aske på gulvet. Og den er ikke til at drive ud igen.
Hvilket
betyder, at den næsten kan overtage hele ens hjerne. Så hvad der begyndte som
en bekymring for Rafael og senere Edwin og Red, har nu bredt sig som en
steppebrand til en altovervældende bekymring for hele verden. Eller i hvert
fald min verden.
For
min far, mine søstre, min nevø, min onkel, mine svogre, Momme, Majse, Andrea,
Myre, Mia, Tanja, Janne, Jesper, Bille, Henrik, Per, Elsebeth, Karsten,
Michael, Rolsted, Ilse, Meise, Mingus, Meluka ... jeg stopper opremsningen her,
selv om jeg kunne nævne flere ...
For
midt i det hele savner jeg mor. Savner.
Men
det er jeg efterhånden vant til. Og jeg har accepteret det. For da min mor
mistede sin mor, fortalte hun mig, at selv om hun var glad og tilfreds med sin tilværelse, så havde hun også vænnet sig til, at der jævnligt var øjeblikke, hvor hun så inderligt savnede sin mor. Og at det aldrig holdt op. Nu ved, at hun har ret.
Min
gode facebook-ven, Heidi Vesterberg, havde for nylig den tvivlsomme fornøjelse
at rydde sin fars dødsbo. Og den oprydning må have været meget svær for hende, for et par år forinden havde hun også mistet sin mor. Det fortalte hun om på følgende måde:
Hymne til forældre. Har pakket min fars
liv og hele familiens fortid i kasser. Tænker på, hvor fantastiske forældre er.
Hvem andre ville gemme på gamle gulnede fotos, gymnasiespecialet om kvinder og
fascisme, breve, billedet fra børnehaven og studenterhuen. Alle dine flyindkøb
på mors Spieskort (Rive Gauche parfume og Pisang ambon). Kassettebåndet med dit
højskoleband. Rejseminder og brochurer fra ødegården i Sverige, sommerhuset i
Sønderjylland og turen til London. Plakater og plader. Farvelfotocollagen fra
børnene på Troldestuen, hvor du var pædagogmedhjælper et år. Telegrammer fra
din konfirmation og en hårlok sat ind foran et skolefoto. Forældre... De er
fantastiske, mand. Hvem vil nogensinde interessere sig så meget for dig, at de
gider gemme alt det? Ingen. Ikke engang dig selv. Tak.
Jeg
blev meget rørt over hendes ord. For os der har haft den glæde at være
opvokset med gode forældre, er det ramt lige på kornet ... Og på
den måde kan jeg bare endnu engang glæde mig over, hvor heldig jeg egentlig har
været.
For at dette blogindlæg ikke skal dykke helt ned i melankoliens grå tåger, vil jeg skynde mig at sige, at Costa Rica har budt på mange lykkestunder for mig.
Som skribent elsker jeg selvfølgelig alt, hvad der har med skrivning at gøre. Derfor faldt jeg fuldstændig i svime over denne skønne, gamle skrivemaskine, som var udstillet på nationalmuseet i San José ...
Jeg
ved ikke, om jeg er den eneste, der har det sådan. Men der er typisk to tidspunkter, hvor jeg er lykkelig på.
Den ene er den spontane lykke, som jeg er alene i. Den anden er den mere
velovervejede lykkefølelse.
Sidst
jeg oplevede den vilde, spontane lykke var for den dag, hvor Karsten og jeg
vadede gennem en flod i junglen. Og pludselig kom solen frem og gyldne stråler
filtrerede gennem junglens bladtag og ned på floden og os, som vadede af sted i
lårdybt vand.
Foran
mig bøjede træerne sig ind over det hele og når jeg kiggede ned i vandet, kunne
jeg se stimer af små bitte fisk svømme forbi mig.
Duften
af et ylang-ylang-træ blandede sig med duften af fersk vand og rådnende blade.
Langt borte skreg en tukan sit sære skrig. Carla sad trygt i min taske og når
jeg kiggede ned, kunne jeg se hendes lille, hvide Andy Warhol-frisure stikke
op. Selv om solen blev stoppet af adskillige lag af grønne blade, kunne jeg
alligevel mærke varmen fra den i nakken.
Og
lige der - lige der - fik jeg det fornemmelsen af at være så lykkelig, at jeg
var ved at sprække.
Et
øjeblik stod tiden helt stille og jeg vidste, at uanset hvad der måtte ske
derfra - og hvad der var sket førhen - så var alt godt. Jeg var lykkelig lige
dér - og det øjeblik ville jeg altid have.
Mit
andet lykkeøjeblik er ikke spontant på samme måde. Det indtræffer typisk i
selskab med gode mennesker. Når man har en rigtig god samtale og føler at man
er i fuldstændig balance med det hele. Men det er en mere velovervejet lykke,
for som regel gennemgår jeg alle dem jeg elsker i tankerne, og når jeg har
gjort det - og har gjort op med
mig selv, at ingen i øjeblikket er syge eller kede af det eller på anden måde
gennemgår en svær tid - så får jeg sådan et brus af lykke ved tanken om, at jeg
sidder og har det så godt - og at alle andre også har det godt.
At
verden er god.
De
øjeblikke har jeg haft en del af på det seneste - fordi jeg er omgivet af gode
mennesker i øjeblikket.
Jeg
tror ikke på lykke som en permanent tilstand. Men jeg tror på glæde. Lige nu er
jeg glad det meste af tiden. Jeg vågner op om morgenen med en forventningsfuld
stemning - jeg er nysgerrig på, hvad dagen vil bringe. Jeg er meget taknemmelig
for at have det sådan.
Glæde
og lykke er at sammenligne en lampe med solen. Jeg tror på, at vi behøver
glæden i vores liv. Og det er bestemt ikke en selvfølge at være glad. De fleste
af os har nok oplevet lange perioder, hvor vi ikke var glade af den ene eller
anden årsag.
Jeg
har i hvert fald.
Og vågne igen efter en lang svær tid og atter føle glæde ved de helt basale ting som et krus dampende varm kaffe om morgenen og et ditto brusebad, er berusende dejligt. Det er glæde. Livsglæde.
Facebook
er et af mine yndlingssteder til at aflure, hvordan mine venner har det. Og det
er også et godt sted at finde ud af, hvad glæde er - på mange forskellige
måder.
Glæde
er en god aften med vennerne. Glæde er at blive overrasket af kæresten, at have
en god træningsrunde med sin hund, at male sin stue i en flottere farve, at se
sin kat lege med sin hale, at få et uventet smil fra en fremmed, at se en flot
solnedgang, at bage sit eget brød, at høre sine børn sige noget sjovt eller
klogt, at løbe en god tur, at nyde en udsplattet tv-aften, at se en regnbue, at
overstå et arbejdsmøde med succes, at lykkedes med en kompliceret mad-opskrift
- for bare at nævne nogle af de ting, som min fb-venner beriger mig med.
Og
hvis man har glæde i sit liv, baner man vej for lykken. Den indfinder sig i
glimtvis og det er helt okay med mig. At gå rundt og være stjernelykkelig hele
tiden ville være virkelig underligt. Lykke er en ultimativ følelse. Den er et
peak i livet.
Jeg
forstår ikke, hvorfor lykkelig bliver opreklameret til at være noget, som man
skal være hele tiden. Glæde er alt nok til mig. Mere end godt nok, faktisk. For
jeg kender udmærket til de sorte dage, hvor man næsten ikke gider stå ud af
sengen ved tanken om, at endnu en dag truer.
Men
lige nu er jeg bekymret. Og jeg giver mig selv plads til at være det. Også selv
om alle fornuftige siger, at jeg ikke har nogen grund til at være det. Rafael
er okay. Han skal nok klare det. Og en del af mig tror også på det. Jeg
forsøger at holde fjervingen oppe og ikke lade mig mærke med, at jeg ikke er
okay med, at han er i politiets varetægt.
Og
foreløbig har jeg ikke hørt fra Edwin ... og derfor går jeg ikke i seng. Hvorfor
skulle jeg dog gøre det? Jeg kan alligevel ikke sove.
Jeg
håber at I, kære læsere, kan sove - og at I får en god nats søvn. Og allermest
håber jeg, at I vågner glade op i morgen ...
Efterskrift: Red er tilbage
hos Edwin. Edwin har nu penge at gå til tandlæge for. Og pålidelige kilder
fortæller, at Rafael er okay og på vej tilbage til Mexico. Men helt rolig
bliver jeg ikke, før jeg lige har hørt hans stemme i telefonen ...
Tak til dig og din hjerne fordi du så fint får mindet os om det der lykke-noed. Og glæde og savn.
SvarSletEr det i orden at gå i efterårsvåde Danmark og savne dig en lille smule?
Åh du skriver så godt! Hepper på Rafael, håber han kommer til Mexico i god behold og kan ringe til dig.
SvarSletKh Maria
Godt indlæg om lykke og glæde... fik lige sat tankerne igang. Gode tanker :-)
SvarSletKrydser alt for at han ringer snart!
Som talt ud af mit eget <3 hvad angår Lykke, Glæde og ikke mindst den væmmelige orm kaldet Bekymring!
SvarSlet