I dødens skygge

Jeg har lånt dette billede af Edwin. Det er Padi yderst til højre - og Edwin i al sin behårede herlighed yderst til venstre. 

I morges vågnede jeg ved at det regnede. Faktisk blev jeg vækket af støjen. Regnen trommede ikke rytmisk mod taget, som den plejede. I stedet regnede det så kraftigt, at det nærmere var en helt enstonig støj, som om en kæmpe stod og hældte en uendelig spand vand på huset.

Med en kop varm kaffe i hånden, tog jeg en hurtig inspektionstur i huset og satte spande under de to steder, hvor det plejer at regne ind. Hundene fulgte mig i en interesseret hale rundt i huset, og da opgaven var fra hånden, smed jeg mig i hængekøjen på verandaen med alle hundene omkring mig.

Jeg har haft en meget, meget underlig tid, siden jeg afleverede bogen. Jeg har godt læst om det såkaldt kreative vakuum der indfinder sig, når man har overstået en opgave, der har taget betydelige kræfter - både rent tidsmæssigt, men også hjernemæssigt og ikke mindst emotionelt.

Lige da jeg afleverede bogen, var jeg så glad og lettet. En byrde var blevet løftet fra mine skuldre. Jeg var fri.

Jeg er stadig i tvivl om, hvordan jeg skal illustrere min blog - og da i særdeleshed et indlæg, der handler om døden. Men nu gør jeg bare, som jeg plejer: Tømmer et memorycard og smider det på. Alle disse billeder er fra en junglewalk med Karsten, som I kan se her. Karsten - min jungle-mentor ...

 Jeg var blevet advaret om, at jeg skulle forberede mig på, at jeg kunne få en fornemmelse af tomhed, når tingene var faldet lidt på plads. Men så kom Majse og besøgte mig, og vi havde en rigtig dejlig tid sammen. Så var jeg i San José. Og i det hele taget er tiden bare gået, som den nu gør her i Caribien: Den ene dag overtager snigende den anden, og der kan nemt gå en uge, hvor man ikke får foretaget sig noget, hvis man ikke tager sig selv i nakken.

Jeg har aldrig turdet omtale mig selv som forfatter eller kunstner. Det virkede simpelthen for prætentiøst i forhold til, hvordan jeg så mig selv. Ergo var jeg slet ikke forberedt på, at al den frihed simpelthen sendte mig på kollisionskurs med mig selv. Det var som om, at jeg kun havde tænkt så langt, at jeg skulle skrive en bog. Men hvad med resten? Hvilken drejning skulle jeg give mit liv, når den bog var afleveret? Det havde jeg ikke skænket en tanke.

Nogen gange behøver jeg ikke gå så langt for at finde motiver. Her er det en af køkkengekkoerne, der har sat sig dekorativt til rette på min vandhane.

Jeg har brugt tiden på at vandre langs strandene med hundene. I det hele taget har hundene taget en masse af min tid. Som jeg sidder her og skriver dette, ligger alle fire og snorker højlydt i hver deres hjørne af huset. På sengen ligger Carla og den lille kattekilling, Yuma. Som alle andre kræ her på matrikelen, er Yuma også kommet til, uden at det var en bevidst beslutning. Hun blev fundet halvdød på vejen fra San José til Puerto Viejo. Og nu ligger hun og spinder i sengen sammen med Carla. Obie har fået sin helt egen plads ude på verandaen. Han har fået et opsigtsvækkende flot, rødt halsbånd, han er blevet badet, klippet, af-ormet og -loppet. Han har spist to svingende måltider om dagen, og der er intet tilbage af den magre gadehund, som lagde hovedet på mit knæ den aften på Lazy Mon. Det har vist sig, at Obie var Puerto Viejos mest kendte gadehund. Han gik under navnene 'Abuelo' og 'Viejo' som betyder bedstefar og slet og ret 'den gamle.'

Minga og Negrita på nye eventyr ...

Men sidst vi gik til Puerto Viejo sammen, var der ingen, der kaldte på ham. For alle var i tvivl om, hvorvidt det virkelig var Obie, som jeg havde i hælene.

Til sidst var der en pige, som spurgte mig, om det virkelig den forhutlede gadehund fra byen? I går da jeg var i det lokale supermarked, var der en turist, der stoppede op og kaldte ham for smuk!

Husets lille sentinel, Negrita, har også fået et hjørne på verandaen, hvorfra hun kan overskue hele verden. Hun er den første til at alarmere, hvis nogen eller noget nærmer sig huset.

Foran sengen ligger Red og sover tungt. Han har brugt al sin tid på at være her i huset, og det er på tide, at han kommer tilbage til Edwin.

En kakaofrugt. Man skal være hurtig, hvis man vil høste kakaofrugter i junglen. Fugle og dyr er tossede med dem. De rå bønner smager syrligt og friskt - jeg ved nu, hvordan man laver råchokolade, og jeg er målløs over den kæmpe smagsændring der sker under forarbejdningen. 

Alle hundene ligger på tykke, bløde tæpper, som er indkøbt og møjsommeligt slæbt hjem fra en panamansk grænseshop. Og de gode nyheder er, at her ikke er nogen knurren eller slåskampe. Det har taget tid at komme så vidt. Og jeg føler, at jeg har gået rundt i konstant alarmberedskab. Især da Yuma kom ind i huset. Red er ikke vant til katte og har vist mest set dem som en form for ekstra snack på menukortet, hvis de krydsede hans vej.

Men jeg vidste, at slaget var vundet, da Yuma gav sig til at lege med hans hale i går.

Så nu hvor alt ånder fred og ro, er det på tide, at jeg vender tilbage til mig selv. Vender ryggen til formålsløst dovne dage og tager skeen i den anden hånd.

Jeg var blevet temmelig træt af mig selv. Inden jeg satte mig ned for at skrive for alvor, havde jeg en masse notater og en masse arbejdstid bag mig, hvor jeg forsøgte at destillere mine oplevelser i Costa Rica. Derefter brugte jeg halvanden måned udelukkende på at beskæftige mig med mig selv. Det var mig, mig, mig fra morgen til aften - og jeg blev træt af mig selv og min egen skrivestemme. Dødtræt. Og det er nok derfor, at jeg har været så træg på bloggen. Jeg blev nødt til at holde en lille ferie fra mig selv, hvis man kan udtrykke det sådan.

Et lille rødt farveglimt midt i alt det grønne ...

Sagen er jo den, at jeg ikke adskiller tingene. Jeg har ikke opfundet en person at skrive om. Hver eneste gang jeg sætter mig foran computeren, begynder jeg at grave i mig selv og mit liv. De mennesker som jeg skriver om, eksisterer alle i virkeligheden, og jeg har forsøgt at gengive dem så godt som muligt. Samtidig har jeg også ønsket at være en person, som man roligt kunne betro sig til, uden at man blev udleveret på skrift.

Så langt er jeg lykkedes. Endnu har der ikke været nogen som har sagt: Det her må du altså ikke skrive om eller ganske enkelt undladt at tale med mig. Jeg er blevet mødt med tillid til, at jeg selv var begavet nok til at vurdere, hvornår noget var for privat til at blive fortalt videre. Det har været en balancegang for mig, og jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at holde tungen lige i munden.

Min gode ven, Papoi, kunne se frem til et liv med dårligt betalte og nedslidende jobs. En dag fandt han ud af, at han gerne ville prøve at være glad. Så han droppede de faste jobs og blev firedancer i stedet. Ikke ligefrem en lukrativ karriere - men han blev glad af det. Og jeg kan tilføje, at han og jeg er fantastisk team bag en bar. Vi taler mojitos, som kan få englene til at synge - naturligvis tilsat mit og Papois behagelige og charmerende selskab. 

Hvad mig selv angår, har jeg gjort det samme. Forsøgt at være ærlig uden at være så ærlig, at folk ville krumme tæer. Ikke fordi jeg egentlig har så mange filtre, jeg synes bare, at der er ting, som man med fordel kan skåne omverdenen fra. Som eksempelvis den dame, der for nylig proklamerede, at hun ikke havde kunne mærke sin klitoris i flere år. Men nu - endelig - kunne hun mærke den igen. Og så kunne man forresten købe et kursus af hende, hvis man selv var i den situation, at man led af følelsesløshed i undervognen.

Bagefter sad jeg med en fornemmelse af, at hun faktisk delte alt for meget. Når alt kom til alt, havde hun taget ærligheden et skridt for langt. Men okay - hun havde noget, hun ville sælge. Og så gælder alle kneb jo.

Der har også været andre begivenheder, som har fået mig til at indse, at jeg ikke bare kan lade tiden gå.

Dette er en slags passionsblomst. Den blomstrer cirka hver anden måned tæt ved mit hus. Og den er så pæn, at det halve ku' være nok ... 

Men lad mig tage tingene i omvendt rækkefølge. Lige nu sidder jeg nemlig og hører Depeche Mode. I forgårs drog jeg til byen for at finde en hurtig og stabil internetforbindelse, så jeg kunne købe Depeche Modes nyeste album 'Delta Machine'. 

Og det fik jeg gjort. Så i de sidste to dage har det album kørt på repeat. Jeg har nydt at fordybe mig i teksterne og spille udvalgte numre igen og igen, for at få dem helt ind under huden.

Jeg er blevet genforelsket i Martin Gore og begærer atter Dave Gahan. Kort sagt er alt, som det har været i de sidste ... 27 år! Argh!

Spil 'Stripped' for mig, og jeg genkalder mig øjeblikkeligt at sidde foran en ghettoblaster på Terslev Skole og høre det nummer sammen med Majse. Vi sidder lige ved døren, som Henrik havde hængt rødternede gardiner op i. Der lugter af forår, tavlekridt, madpakker og spirende pubertet.

Jeg er alene med Majse i det univers, som vi skabte for at få plads til at være os selv. Vi var - for at sige det mildt - ikke særlig populære. Det var Majse der hev kasettebåndet op af sin taske og smed det i ghettoblasteren. Sangen efter Stripped havde et omkvæd, der gik i retning af: So take these broken wings, and learn to fly again... Men jeg afbrød brutalt nummeret og spolede tilbage til der, hvor Stripped begynder med lyden af en motorcykel der starter og derefter noget der lyder som en dunkende fiskekutter.

Stripped down to the bone. Dengang anede jeg ikke, at jeg skulle prøve den tilstand mange gange. Nogen gange på en god måde, andre gange på en dårlig. Jeg vidste heller ikke, at det nummer var begyndelsen på en kærlighedsaffære, der har varet lige siden.

 De små giftfrøer støder jeg tit på. Og de holder aldrig op med at glæde mig. Så små, så perfekte, så fine - jeg får altid lyst til at stikke dem i knaphullet og tage dem med hjem. 

I dag droppede jeg 'Delta Machine' til fordel for en Depeche Mode-spilleliste, som jeg havde lavet på computeren. Det var egentlig meningen, at jeg skulle skrive et par mails og i det hele taget rette op på et par hængepartier. Regnen trommede mod taget og luftfugtigheden var så tung, at den føltes som et ekstra lag hud. Men pludselig var det kun mig, Martins ord og Davids stemme, der eksisterede. Jeg tog hele turen tilbage til folkeskolen og frem til nu. Sidste gang jeg virkelig havde brug for hjælp, sang Martin Gore 'Breathe' for mig på uendelig repeat, mens jeg gyngede i min hængekøje og langsomt kom videre fra et meget tungt og mørkt sted inde i mig selv. 

Believe in love. Breathe love, breathe love, breathe love ...

Tak Martin. Du var der, da jeg havde desperat brug for dig. Og det har du altid været.

Carla er en lille, fin taskehund. Men hun er også verdens sejeste junglekøter. Jeg har udsat hende for så mange mærkelige ting - og hver eneste gang har hun taget sagerne i stiv pote. Man skal ikke lade sig snyde af det sarte udseende!

Og her sidder jeg så og kan huske præcis hvordan det var at være 14 år, 23 år, 32 år, 39 år - og samtidig begynde at anet perspektivet af, at jeg ikke bliver ved med at være i denne tilstand for evigt. For hver dag der går, vil min krop blive en lille smule svagere - indtil den en dag er i en tilstand, hvor maskineriet ganske enkelt vil holde op med at virke. Og så er det farvel til det her liv. Farvel til at mærke regndråber mod ansigtet og solens stråler i øjnene. Hvad der sker efter det, har jeg stadig ingen anelse om. Og jeg er egentlig også ligeglad. For jeg kan ikke forestille mig en eksistens der er bedre end livet. At føle, mærke, se og smage ... Tanken om at være en salig sjæl der flagrer rundt, tiltaler mig ikke særlig meget. Jeg vil meget hellere have mit menneskelige hylster og være i stand til at kysse og mærke sand mellem tæerne. Jeg er villig til at tage rimelige doser pis og papir og smerte og sorg med - bare jeg kan få lov til at være her. Alt det med paradis og sidde på en lille sky og spille harpe i en tilstand af fuldstændig lykke, siger mig ikke en meter.

Jeg tror heller ikke, at det rigtig sagde Jack noget. Første gang jeg mødte ham, var da Momme og jeg spiste frokost på en restaurant på hovedgaden. Vi havde naturligvis placeret os helt uden til vejen, så vi kunne følge med i, hvad der skete.

En høj mand på bare, beskidte tæer kom slingrende forbi os. Han stoppede op og spurgte, om jeg havde ild til hans cigaret. Og da jeg langede lighteren ud, blev den modtaget af en senet, brun hånd.

Manden selv lignede et femte medlem af Rolling Stones. Rent caribisk rock'n'roll og da han sagde tak for lån af lighter, blev både Momme og jeg en smule bløde i knæene. Manden havde den smukkeste, dybeste og mest velmodulerede stemme, jeg nogensinde havde hørt.

Han spurgte, om vi havde været her længe og jeg fremførte, at Momme næsten lige var kommet.

Han kiggede på Momme, bukkede let for hende og sagde:

"Welcome to hell"

Derefter vandrede han videre ned ad hovedgaden og ind i den nedgående sol. Det er sådan, jeg husker billedet.

Lidt mere jungle. Så smuk, så smuk ...

Næste gang jeg mødte Jack, stoppede han brat op, da han så mig. Han kiggede op og ned af mig og sagde:

"Det der, unge dame, er et korset."

Jeg nikkede.

"Du er iført korset i troperne."

Jeg nikkede igen.

"I salute you," sagde han så og førte hånden op til panden og gav mig en hilsen.

Siden blev det en tradition, at jeg fik dén hilsen, hver gang jeg mødte Jack - eller Che som han også blev kaldt. Når jeg nærmede mig, stoppede han op og stod ret og førte hånden op til panden. Og jeg grinede højt hver gang. Hvis jeg havde turdet, havde jeg kysset ham på kinden. Men han havde en udstråling, der på en gang var imødekommende og afvisende.

Negrita er langt om længe begyndt at vove sig ud af huset og tage med på ture. Og hun nyder også vores gåture. Nårh, den lille, halvsnudede sentinel ... 

Han var ren rock'n'roll, han ernærede sig som kunstner, han havde siddet i fængsel i ti år for en forfærdelig forbrydelse. Meningen var, at han skulle have siddet i mindst 20 år, men da myndighederne fandt ud af, at han ikke var skyldig, løslod de ham. Han havde ingen penge til at sagsøge staten og på den måde få en kompensation for de ti år, som myndighederne havde stjålet fra ham. Han var en fantastisk slideguitarist og havde en vidunderlig sangstemme. De få gange jeg oplevede ham optræde, blev jeg forelsket i ham. Han havde en søn, som var hans udtrykte billede, og som kom til Puerto Viejo for at finde ham. Men Jack gav sig aldrig til kende overfor sønnen. Et eller andet gjorde, at han ikke magtede det.

Jack var fra Texas, men alt andet end en redneck. En dannet mand som havde taget et helt bevidst valg om at brænde sig selv op under tropesolen i Puerto Viejo.

Jeg mødte ham sidst for halvanden måned siden, og han nævnte, at han havde fået konstateret kræft i munden og at det lige skulle undersøges ordentligt. Jeg sagde til ham, at jeg endelig var færdig med min bog og at jeg ville besøge ham og tage en flaske whisky med. Jeg glædede mig. Jeg var sikker på, at han var godt selskab og at han ville rykke brikker rundt i min hjerne.

Jeg var begyndt at undre mig over, hvor han var. Men en morgen vågnede jeg ved, at Funky græd. Han havde logget sig ind på Puerto Viejos fb-side, hvor folk deler alskens ting. Og der var beskeden om Ches død tikket ind.

Så græd jeg også. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at Jack faldt lige der, hvor han skulle. Helt sikkert for tidligt - kun 56 år - men tanken om at denne rock'n'roll-rebel, dette vilde, rastløse menneske, skulle ligge i en hospitalsseng, virkede helt forkert. Jeg var lykkelig over at få at vide, at en costa ricansk familie, som holdt af ham, havde været ved hans seng, da han tog ud på sin sidste rejse. Det er forkert at dø uden at have en hånd at holde i.

Jack blev begravet på byens kirkegård, der ligger klods op og ned af junglen. Jeg var ikke med, fordi jeg var usikker på, om jeg kunne tillade mig det. Så godt kendte jeg ham heller ikke. Bagefter fortrød jeg. Selvfølgelig skulle både jeg og især Funky have været der. Fordi det ikke handler om, hvad andre tænker. Det handler om, at vi havde brug for at sige farvel til Che. Men jeg er meget forsigtig omkring den slags ting. Jeg vil så nødig støde pårørende i sorg. Det gik alt for sent op for mig, at her i  løstvævede, frithængende Puerto Viejo, bestemmer man selv, om man er pårørende. Og det var vi.

Jeg fik at vide, at det havde regnet så meget op til begravelsen, at graven var fyldt med vand. Da Ches kiste nåede frem, blev adskillige medlemmer af følget nødt til at hoppe ned i graven med spande og øse vandet ud, før de kunne få Che i jorden. Jeg grinede, da jeg hørte det. Che ville have grinet af det ...

Funky og jeg sagde farvel ved at opsøge hans hus. Men i løbet af den korte tid der var gået, var der allerede sat masonit-plader op omkring stedet, som ligger midt i byen. Jeg gætter på, at entrepenante typer havde opkøbt grunden og gerne ville have fred og ro til at rive huset ned. Huset. Ches hus som i sig selv var et kunstværk. Malet i alle farver og fyldt med mærkværdigheder, som han havde skabt om til kunst. Jeg er ked af, at alt det gik tabt. Der var mange ting, som var værd at bevare. Ting som jeg gerne havde givet et hjem - og jeg tror, at andre der kendte Che, havde det på samme måde.

Men vi stillede os foran muren ind til Ches hus og kaldte på ham i tankerne. Og hans ånd kom og fulgte os hele vejen ned til Tex Mex, hvor vi drak en Pilzner af glas til hans ære. Da vi skålede, sagde vi i kor Give them hell in heaven, Che. We salute you!

Jeg mangler at besøge hans gravsted og jeg er stadig ikke holdt op med kigge efter ham, når jeg er inde i byen. Det er okay. Che vil altid være der på en eller anden måde. I hvert fald for mig.

Dengang jeg red til Panama med Edwin og Sheldon, gjorde vi holdt ved en lille eco-lodge, som lå midt inde i junglen. Stedet kunne kun nås enten pr. båd eller ved tre timers trekking gennem junglen.

Eco-lodgen var i sig selv ikke så spændende. Den blev drevet af en selvoptaget amerikaner, som krævede at man holdt hinanden i hånden og takkede moder jord, inden man fik lov til at spise aftensmad. Jeg hader påtvungne fællesskaber - og endnu mere hvis de har sekteriske anstrøg. Så jeg vurderede, at eftersom jeg betalte rigelig med dollars for at sove i et skur under et myggenet og blive overvåget af fire enorme wolfspiders om natten, havde jeg ikke dårlig samvittighed over at komme for sent til samtlige måltider. Ingen holden i hånd til mig, tak.

Naboen til eco-lodgen var derimod temmelig interessant. En ældre, caribisk herre som var den sidste tiloversblevne beboer i en lille fiskerby, som engang havde ligget der.

Han boede i et stort hus på pæle med falmede billeder af pin up-piger på væggen på verandaen, hvor han tilbragte det meste af sin tid.

"Du skulle tage en snak med ham," foreslog Edwin.

"Han er et stykke nulevende, caribisk historie."

Det fik jeg ikke gjort på den tur. Jeg hilste bare på ham og sludrede ganske kort med ham. Hans navn var Padi.

Næste gang jeg mødte Padi, var da Tanja besøgte mig. Bådføreren Baku sejlede os ud til den øde strand og smed os af. Da vi havde badet lidt og flydt rundt i det kropsvarme hav, gik det op for os, at vi mere end noget andet trængte til en kold øl.

En kold øl som vi ikke havde. Jeg hoppede derfor i tøjet og gik op til Padis hus. Som altid sad han på verandaen. Jeg spurgte ham, om han havde øl - og om han eventuelt ville sælge to kolde af slagsen til mig.

"Du er Edwins ven," konstaterede han og smilede.

"Du skal ikke betale for noget."

Og så gav han mig to isafkølede pilsnere, som jeg tog med tilbage til Tanja. Det sidste jeg sagde til ham var:

"Jeg kommer og besøger dig. Jeg får Baku til at sejle mig herud. Og jeg tager øl med."

En svalehale med hak i vingen. Middagstid er sommerfugletid. Så ligger skoven stille hen, mens små skyer af spraglede sommerfugle svæver mellem træerne.

I går fortalte Edwin mig, at Padi var død. 90 år gammel. Senere samme dag tog Edwin af sted til begravelsen, men eftersom regnvejret har været så kraftigt i de sidste dage, var det umuligt at få den gamle mand i jorden. I dag er det imidlertid klaret op. Og Edwin sidder på sin veranda i sin pæneste, lyseblå skjorte. Begravelsen vil forhåbentlig kunne gennemføres senere i dag.

Sammen med Padi bliver 90 års caribisk historie begravet. Unikke historier vil utvivlsomt blive stedt til hvile for evigt sammen med den gamle mand.

Jeg havde muligheden for at lære Padi at kende. Og jeg er sikker på, at han ville have fortalt, hvis jeg havde spurgt. Han var aldeles klar i hovedet og havde efter sigende en fantastisk hukommelse.

Jeg kunne have drukket whisky med Jack og givet ham det kys på kinden, som jeg altid havde lyst til at give ham.

Jeg kunne. Jeg burde. Jeg er ked af, at disse mennesker ikke længere er her. Og jeg er helt egoistisk ked af, at jeg ikke tog muligheden for at møde dem, inden det var for sent.

I stedet havde jeg travlt med at dovne den og lave ingenting andet end at føle, at jeg var i - oh, melodramatisk smerte - kunstnervakuum. Jeg har lyst til at slå mig selv oven i hovedet med stegepanden.

For mens jeg pillede mig selv i navlen, døde to vigtige mennesker.

Tik-tak, tik-tak ... en dag bliver det min tur. Det er nok en meget god idé at huske på det engang imellem. Intet er her evigt. Hverken muligheder, begivenheder ... eller mig selv.

Carpe diem, som 90'er-modetatoveringen så rigtigt sagde det med snørklede bogstaver ...

Memento mori, kan jeg tilføje. Dét burde jeg faktisk få tatoveret et sted. Måske lige midt i panden. Med spejlvendt skrift. Så jeg kan se det, hver gang jeg putter mascara på.