lørdag den 2. november 2013

Hjemme hos Sødesen

Men jeg venter på, at Jesper kommer hjem, så jeg kan spørge ham, om jeg må uploade et billede af ham, kan I kigge på mine nye strømper. Op til flere drilagtige typer har mobbet mig med, at jeg ikke turde vise et billede, hvor jeg havde dem på. Det tør jeg godt. Lige dér har jeg ikke noget at skamme mig over - så her er net og gåsehud fra Jespers altan. Og jeg venter stadig på en anledning til at føre mig frem i disse helt vidunderlige strømper … 

Hvis jeg havde kunnet se mit eget liv som 14-årig, var jeg muligvis blevet lidt skuffet over min egen indsats. Jeg ville nok have bebrejdet mit 41-årige jeg, at hun ikke var taget ud at rejse noget tidligere. At hun ikke havde forfulgt sine drømme mere målbevidst, og at hun ikke havde været lidt mere modig.

Men når jeg kigger tilbage på mit 14-årige jeg, er jeg ganske godt tilfreds med hendes gode instinkt for andre mennesker.
Det var på anden eller tredje dag på EFG, at jeg spottede en af mine klassekammerater stå og lege distræt med snoren til rullegardinet. En lyshåret dreng der tilsyneladende var helt væk i sine egne tanker. Jeg behøvede kun det ene øjeblik til at konstatere, at han lignede en, der havde humor - og at han også lignede en, der ikke anede, hvorfor han var tilmeldt denne sære uddannelsesinstitution.

Jeg husker ikke, hvordan vi faldt i snak. Men jeg er ret sikker på, at jeg har haft en så klar fornemmelse af, at han var sød, at jeg bare gik over til ham og begyndte at snakke på ham. Han hed Jesper. Han var fra Ringsted. Han blev min ven.

Han sad på første række i klasselokalet. Jeg havde selvfølgelig gemt mig på de billige rækker allerbagerst, hvor det ikke var så tydeligt for lærerne, at jeg brugte mine skoledage på at tegne små karikaturtegninger og sende breve til min veninde, Majse, som jeg også gik i klasse med.

EFG skulle forberede os på det virkelige liv. Og det virkelige liv indebar, at vi lærte at skrive på maskine og skrive breve, der blev indledt med "I det vi takker for Deres ordre, sender vi hermed en faktura og så videre og så videre."
Det var ikke mange af den slags breve, som jeg fik produceret i maskinskrivning. I stedet korresponderede Jesper og jeg flittigt om livets gang på en svagbørnskoloni, som vi havde opfundet.

På EFG mødte jeg også Myre og Freund, som også blev mine venner. Myre, Jesper og Freund boede i fuglekvarteret, hvor alle husene havde fine forhaver og vejene var opkaldt efter danske sangfugle.

Freunds hus lå centralt for både Jesper og Myre, og ergo var det ikke sjældent, at vi lavede aftaler om at mødes hos Freund. Gerne uden at Freund vidste det. Men så bankede vi på hans rude, til han lukkede os ind. Det var Majse, Myre, Freund, Jesper og jeg. Vi drak litervis af kvædete og mine første forsøg ud i madlavning var også med disse fremragende mennesker som forsøgskaniner.

Jesper forlod skolen efter EFG for at prøve kræfter med den virkelige verden. Mine forældre holdt hårdt på, at jeg skulle have en HH-eksamen, så jeg var fanget i skolesystemet to år mere.

Men selv om Jespers og mit liv gik i to forskellige retninger, fortsatte vi med at holde kontakten. Vi fortsatte med at drikke kvædete, skvadre i telefon og i det hele taget bo under hinandens vinger.

Og nu sidder jeg her. 26 år efter jeg første gang så Jesper. Det er så svimlende lang tid, at jeg ikke kan forstå det. Han ligger og slumrer fredeligt på sofaen. For et øjeblik siden rejste jeg mig op og lagde det kanariegule uldtæppe over ham.
"Nej, Sveske," mumlede han.
"Det skal du ikke gøre. Jeg skal op om et øjeblik."
"Men Sødesen," sagde jeg.
"Det nytter jo ikke, at du bliver kold på benene."

Jeg har boet hos Jesper i et par uger. Engang imellem kalder jeg stedet for 'Heartbreak Hotel', men for det meste kalder jeg det hjem. Vores liv er mere forudsigeligt end DSB's køreplan.

Jesper står tidligt op og arbejder i det hele taget ekstremt meget. Når han er ude af døren, står jeg ud af sofaen, laver kaffe, rydder mit sengetøj af vejen og sætter mig derefter til computeren. De sidste to dage har jeg arbejdet på det samme kapitel. Jeg skulle sådan set bare lave en overgang og en indledning, men jeg har kæmpet meget med at få ordene til at blive rigtige.

Jeg har cirka skrevet 8.000 ord - og slettet 8.000 ord. Jesper ved godt, at jeg skriver. Men jeg tror, at det først nu er begyndt at gå op for ham, at det er et arbejde på linje med alt andet. At man faktisk risikerer at bruge timer foran computeren og stadig være frustreret, når arbejdsdagen er overstået.

I forgårs sad jeg stadig og baksede med teksten, da klokken havde passeret 21.00. Til sidst blev han træt af at høre mig småbande og hev mig væk fra spisebordet med en meget håndfast bevægelse.
"Hør her, Sveske. Du bliver ikke færdig med det i aften. Du skal have en pause, så nu kan du selv vælge, om vi skal se Aviator eller Inglourious Basterds."

Vi valgte den sidste. Og jeg fordi jeg er lidt tyndhudet i øjeblikket, blev jeg nødt til at holde en pude for ansigtet, da en tysk soldat blev tævet ihjel med et baseballbat.

Til gengæld er jeg blevet rimelig god til at røre mærkelige ting sammen i en wok og servere dem for Jesper, når han kommer hjem. Jeg er også ferm til at sige:
"Sødesen, klokken er næsten et - du skal i seng. Ellers er du alt for smadret i morgen."
Det bliver sagt i et strengt tonefald, for ellers bliver han hængende oppe til klokken to og får på den måde kun fire timers søvn. Hvordan han klarer at køre i det tempo, aner jeg ikke. Jeg var segnet for længst.

Om aftenen går vi arm i arm gennem Ringsteds mørke, kolde gader med Carla i snor. Vores gamle vane med at tale om alt, er midlertidigt lagt på hylden. Vi har begge to store planer, som vi taler om. Lige som vi hver dag sidder som et gammelt ægtepar og diskuterer 'hvordan vores dag er gået'.
I går havde vi en ualmindelig god session, hvor vi snakkede om vores kommende internetprojekter og skiftedes til at være djævelens advokat over for hinanden. I baggrunden stod fjernsynet tændt for Vild med Dans.
Da jeg opdagede det, for jeg op.
"For helvede," brølede jeg.
"Nu stikker du en gaffel i øjet på mig, så stikker jeg en gaffel i øjet på dig."
"Måske skulle du bare gå ud og ryge," svarede Jesper.

Og det gjorde jeg. Ud på altanen hvor jeg i forvejen tilbringer en del tid med mine cigaretter.  
Det er som om, at dagene står stille og jeg bare æder dem en for en, mens jeg arbejder videre med bogen.  

Det er okay med mig. Jeg har brug for den ro. Og jeg har brug for Jespers selskab. Jeg lærer ham endnu bedre at kende ved at bare at være her og have ensformige hverdage med ham. Jeg kysser ham på kinden eller på håret, næsten hver gang, jeg går forbi ham.
Og han siger "Ih, altså" hver gang jeg gør det.

Engang imellem rammer vi hinanden på det helt rigtige øjeblik og får fortalt hinanden præcis, hvad der foregår inde i vores sjæle. Eller vi får grineflip over de mest mærkelige ting - akkurat som dengang vi var teens og drak kvædete og syntes, at vi var de mest indsigtsfulde personer i verden.

Vi kan stadig have formålsløse samtaler, som vi begge synes er originale og inspirerende. Så sent som i går havde vi en længere snak om, hvem vi helst ville have som naboer. Det udsprang af noget med en rockerborg i Vanløse, og vi var begge rørende enige om, at vi ikke ville have noget imod at have rockere som naboer. Men hvis Jesper virkelig skulle vælge helt frit på alle hylder, ville han helst have Audrey Hepburn som nabo. Jeg fik rodet mig ud i, at jeg gerne ville bo ved siden af Erik Clausen. Åh ja.

Men om natten når jeg ligger på Jespers labre designersofa og skal til at falde i søvn, så tænker jeg på, at den 14-årige pige aldrig kunnet have forudset, at tingene ville være sådan 26 år efter, at hun gik hen til den lyshårede dreng og spurgte, om han ville hænge ud med hende. Jeg er meget taknemmelig på hende ...






4 kommentarer:

  1. Lyder som en fin fyr

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er han også. Faktisk er han en ikke bare en fin fyr - han er også venlig, omgængelig, varmt klædt på og god mod dyr. (Det plejer han i hvert fald selv at sige)

      Slet
  2. Det må være koldt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan du kradse dig selv adskillige steder på, at det var. Der gik også kun 20 sekunder efter endt billedtagning - og til jeg var tilbage i mine jeans :-)

      Slet