Men jeg venter på, at Jesper kommer hjem, så jeg kan spørge ham, om jeg må uploade et billede af ham, kan I kigge på mine nye strømper. Op til flere drilagtige typer har mobbet mig med, at jeg ikke turde vise et billede, hvor jeg havde dem på. Det tør jeg godt. Lige dér har jeg ikke noget at skamme mig over - så her er net og gåsehud fra Jespers altan. Og jeg venter stadig på en anledning til at føre mig frem i disse helt vidunderlige strømper …
Hvis jeg havde kunnet se mit eget liv som 14-årig, var jeg muligvis
blevet lidt skuffet over min egen indsats. Jeg ville nok have bebrejdet mit
41-årige jeg, at hun ikke var taget ud at rejse noget tidligere. At hun ikke
havde forfulgt sine drømme mere målbevidst, og at hun ikke havde været lidt
mere modig.
Men når jeg kigger tilbage på mit 14-årige jeg, er jeg ganske godt
tilfreds med hendes gode instinkt for andre mennesker.
Det var på anden eller tredje dag på EFG, at jeg spottede en af mine
klassekammerater stå og lege distræt med snoren til rullegardinet. En lyshåret
dreng der tilsyneladende var helt væk i sine egne tanker. Jeg behøvede kun det
ene øjeblik til at konstatere, at han lignede en, der havde humor - og at han
også lignede en, der ikke anede, hvorfor han var tilmeldt denne sære
uddannelsesinstitution.
Jeg husker ikke, hvordan vi faldt i snak. Men jeg er ret sikker på, at
jeg har haft en så klar fornemmelse af, at han var sød, at jeg bare gik over
til ham og begyndte at snakke på ham. Han hed Jesper. Han var fra Ringsted. Han
blev min ven.
Han sad på første række i klasselokalet. Jeg havde selvfølgelig gemt
mig på de billige rækker allerbagerst, hvor det ikke var så tydeligt for
lærerne, at jeg brugte mine skoledage på at tegne små karikaturtegninger og
sende breve til min veninde, Majse, som jeg også gik i klasse med.
EFG skulle forberede os på det virkelige liv. Og det virkelige liv
indebar, at vi lærte at skrive på maskine og skrive breve, der blev indledt med
"I det vi takker for Deres ordre, sender vi hermed en faktura og så videre
og så videre."
Det var ikke mange af den slags breve, som jeg fik produceret i
maskinskrivning. I stedet korresponderede Jesper og jeg flittigt om livets gang
på en svagbørnskoloni, som vi havde opfundet.
På EFG mødte jeg også Myre og Freund, som også blev mine venner. Myre,
Jesper og Freund boede i fuglekvarteret, hvor alle husene havde fine forhaver
og vejene var opkaldt efter danske sangfugle.
Freunds hus lå centralt for både Jesper og Myre, og ergo var det ikke
sjældent, at vi lavede aftaler om at mødes hos Freund. Gerne uden at Freund
vidste det. Men så bankede vi på hans rude, til han lukkede os ind. Det var
Majse, Myre, Freund, Jesper og jeg. Vi drak litervis af kvædete og mine første
forsøg ud i madlavning var også med disse fremragende mennesker som
forsøgskaniner.
Jesper forlod skolen efter EFG for at prøve kræfter med den virkelige
verden. Mine forældre holdt hårdt på, at jeg skulle have en HH-eksamen, så jeg
var fanget i skolesystemet to år mere.
Men selv om Jespers og mit liv gik i to forskellige retninger,
fortsatte vi med at holde kontakten. Vi fortsatte med at drikke kvædete,
skvadre i telefon og i det hele taget bo under hinandens vinger.
Og nu sidder jeg her. 26 år efter jeg første gang så Jesper. Det er så
svimlende lang tid, at jeg ikke kan forstå det. Han ligger og slumrer fredeligt
på sofaen. For et øjeblik siden rejste jeg mig op og lagde det kanariegule
uldtæppe over ham.
"Nej, Sveske," mumlede han.
"Det skal du ikke gøre. Jeg skal op om et øjeblik."
"Men Sødesen," sagde jeg.
"Det nytter jo ikke, at du bliver kold på benene."
Jeg har boet hos Jesper i et par uger. Engang imellem kalder jeg stedet
for 'Heartbreak Hotel', men for det meste kalder jeg det hjem. Vores liv er mere
forudsigeligt end DSB's køreplan.
Jesper står tidligt op og arbejder i det hele taget ekstremt meget. Når
han er ude af døren, står jeg ud af sofaen, laver kaffe, rydder mit sengetøj af
vejen og sætter mig derefter til computeren. De sidste to dage har jeg arbejdet
på det samme kapitel. Jeg skulle sådan set bare lave en overgang og en
indledning, men jeg har kæmpet meget med at få ordene til at blive rigtige.
Jeg har cirka skrevet 8.000 ord - og slettet 8.000 ord. Jesper ved
godt, at jeg skriver. Men jeg tror, at det først nu er begyndt at gå op for
ham, at det er et arbejde på linje med alt andet. At man faktisk risikerer at
bruge timer foran computeren og stadig være frustreret, når arbejdsdagen er
overstået.
I forgårs sad jeg stadig og baksede med teksten, da klokken havde
passeret 21.00. Til sidst blev han træt af at høre mig småbande og hev mig væk
fra spisebordet med en meget håndfast bevægelse.
"Hør her, Sveske. Du bliver ikke færdig med det i aften. Du skal
have en pause, så nu kan du selv vælge, om vi skal se Aviator eller Inglourious Basterds."
Vi
valgte den sidste. Og jeg fordi jeg er lidt tyndhudet i øjeblikket, blev jeg
nødt til at holde en pude for ansigtet, da en tysk soldat blev tævet ihjel med
et baseballbat.
Til
gengæld er jeg blevet rimelig god til at røre mærkelige ting sammen i en wok og
servere dem for Jesper, når han kommer hjem. Jeg er også ferm til at sige:
"Sødesen,
klokken er næsten et - du skal i seng. Ellers er du alt for smadret i
morgen."
Det
bliver sagt i et strengt tonefald, for ellers bliver han hængende oppe til
klokken to og får på den måde kun fire timers søvn. Hvordan han klarer at køre
i det tempo, aner jeg ikke. Jeg var segnet for længst.
Om
aftenen går vi arm i arm gennem Ringsteds mørke, kolde gader med Carla i snor.
Vores gamle vane med at tale om alt, er midlertidigt lagt på hylden. Vi har
begge to store planer, som vi taler om. Lige som vi hver dag sidder som et
gammelt ægtepar og diskuterer 'hvordan vores dag er gået'.
I
går havde vi en ualmindelig god session, hvor vi snakkede om vores kommende internetprojekter
og skiftedes til at være djævelens advokat over for hinanden. I baggrunden stod
fjernsynet tændt for Vild med Dans.
Da
jeg opdagede det, for jeg op.
"For
helvede," brølede jeg.
"Nu
stikker du en gaffel i øjet på mig, så stikker jeg en gaffel i øjet på
dig."
"Måske
skulle du bare gå ud og ryge," svarede Jesper.
Og
det gjorde jeg. Ud på altanen hvor jeg i forvejen tilbringer en del tid med
mine cigaretter.
Det
er som om, at dagene står stille og jeg bare æder dem en for en, mens jeg
arbejder videre med bogen.
Det
er okay med mig. Jeg har brug for den ro. Og jeg har brug for Jespers selskab.
Jeg lærer ham endnu bedre at kende ved at bare at være her og have ensformige
hverdage med ham. Jeg kysser ham på kinden eller på håret, næsten hver gang,
jeg går forbi ham.
Og
han siger "Ih, altså" hver gang jeg gør det.
Engang
imellem rammer vi hinanden på det helt rigtige øjeblik og får fortalt hinanden
præcis, hvad der foregår inde i vores sjæle. Eller vi får grineflip over de
mest mærkelige ting - akkurat som dengang vi var teens og drak kvædete og
syntes, at vi var de mest indsigtsfulde personer i verden.
Vi
kan stadig have formålsløse samtaler, som vi begge synes er originale og
inspirerende. Så sent som i går havde vi en længere snak om, hvem vi helst
ville have som naboer. Det udsprang af noget med en rockerborg i Vanløse, og vi
var begge rørende enige om, at vi ikke ville have noget imod at have rockere
som naboer. Men hvis Jesper virkelig skulle vælge helt frit på alle hylder,
ville han helst have Audrey Hepburn som nabo. Jeg fik rodet mig ud i, at jeg
gerne ville bo ved siden af Erik Clausen. Åh ja.
Men
om natten når jeg ligger på Jespers labre designersofa og skal til at falde i
søvn, så tænker jeg på, at den 14-årige pige aldrig kunnet have forudset, at
tingene ville være sådan 26 år efter, at hun gik hen til den lyshårede dreng og
spurgte, om han ville hænge ud med hende. Jeg er meget taknemmelig på hende ...
Lyder som en fin fyr
SvarSletDet er han også. Faktisk er han en ikke bare en fin fyr - han er også venlig, omgængelig, varmt klædt på og god mod dyr. (Det plejer han i hvert fald selv at sige)
SletDet må være koldt.
SvarSletDet kan du kradse dig selv adskillige steder på, at det var. Der gik også kun 20 sekunder efter endt billedtagning - og til jeg var tilbage i mine jeans :-)
Slet