I junglen mangler vi fornøjelsen ved at kunne bedøve os selv i tv. Men
åben ild er faktisk næsten lige så godt. Og et lejrbål har den sjove evne, at
den får mennesker til at fortælle historier. Jeg har mange af de historier
siddende inde i hjernen. Og nu vil jeg gerne fortælle en af dem videre.
Det er historien om en forvirret pige, der forelskede sig i en dreng. Hun
blev forelsket i ham på kun tre dage. Og enhver fornuftig person ved jo godt,
at man ikke kan blive forelsket på kun tre dage. Men denne pige havde ikke så
meget erfaring. Så det var sådan, det var. Hun var ør og tummelumsk, når hun
hørte fra ham. Hun var et sted, hvor hun ikke havde været før. Pigen og drengen
begyndte at bruge tid med hinanden.
De var sammen, men der var problemer. Pigen var forvirret og meget
forskrækket over sine egne følelser. Pigen havde brug for tid og ro i sin sjæl.
To ting hun ikke havde noget af på det tidspunkt. Så pigen og drengen
besluttede, at det var bedst at lade være med at være sammen hele tiden.
Drengen skrev til pigen, at han også havde brug for tid. At det hele også var
kompliceret for ham.
Pigen tænkte sig om. Og da hun havde gjort det, gik det op for hende,
at hun gerne ville være sammen med drengen. For pigen føltes det som om, at
drengen var den, som hun skulle satse på. Ja, hun følte næsten, at hendes liv
afhang af det. Hun havde altid haft en tendens til at være et romantisk fjols.
Men drengen kunne heller ikke lade pigen være i fred. Han blev ved med
at være der. I computeren, i mobiltelefonen. Alle de steder, hvor pigen også
var. Og engang imellem var pigen og drengen sammen rent fysisk. Drengen
inviterede pigen i biografen - og selvfølgelig tilbragte pigen og drengen
natten sammen. Sådan var der så mange ting. For pigen ville gerne være sammen med
drengen.
Men hun vidste også godt, at hun ikke havde lyst til at dele drengen
med andre kvinder. Og pigen spurgte, og drengen forsikrede hende om, at selv om
drengen og pigen havde det svært, så var han ikke sammen med andre kvinder.
Men det var han. Og da pigen konfronterede ham med det, løj han. Pigen
kunne godt have levet med, at han havde været sammen med andre. Fordi ... når
alt kom til alt, var de ikke rigtig sammen. De var heller ikke rigtig adskilt.
Men det pigen ikke kunne leve med var, at den dreng som hun i fantasien
havde drømt om, den dreng som hun følte som et fundament, der muligvis kunne
understøtte hendes liv, løj for hende.
Jeg fik hendes historie. Og den vil jeg gerne fortælle videre:
"Og du ved det. Lige så sikkert, som at det bliver gråvejr i
morgen, så ved du, at han lyver. For du har altid elsket hans øjne. Hans øjne
som er det eneste, der røber ham. Hans udtryksfulde øjne, som engang imellem
blev bløde, når de kiggede på dig. Så sent som aftenen forinden. For lige der
var der stadig kærlighed. Muligvis en kærlighed, der var blandet med bedrag.
Men det er lige meget. Du så den, du genkendte den - den gjorde dig glad. Men
det er også mere end 12 timer siden. Og i krig og kærlighed kan tingene ændre
sig fra time til time.
Lige nu er der løgn og en tilstræbt nonchalance, der er skabt for, at
du skal føle dig usikker på dig selv. En nonchalance, der er indøvet, for at få
andre mennesker til at begynde at tvivle på sig selv. Og du har bare sådan en
lyst til at tro på ham. Du har virkelig, virkelig lyst til at tro på ham. Lige
som første gang du troede på ham, men inderst inde - lad os nu være ærlige -
vidste du at han løj.
Du kunne se det i hans øjne. Og du ved godt, at hvis du beslutter dig for at tro på hans
løgne, så forråder du dig selv. Og du ved, at det eneste du ikke må gøre i en
verden, hvor du flyder rundt og lader dig bære af tilfældets omstændigheder, er
at forråde dig selv. Du er dit eget eneste, virkelige aktiv. Du er den, der
skal passe på dig selv.
Og du føler, at dit liv lige er blevet et ekko af tusind dårlige
popsange. Det er ikke det, du siger. Det er mere løgnen i sig selv og alt det
der ... Og du ved også, at uanset hvor gerne du vil komme med undskyldninger
for ham. Uanset hvad - så må du ikke være sammen med en løgner. For det har du
prøvet, og det efterlod dig i en tilstand, som du for nærværende slet ikke har
lyst til erindre.
De sidste ord du siger, er "Rend mig". I virkeligheden ville
du gerne have sagt alle mulige andre ting. Men nogle gange levner livet dig
bare ikke plads til at sige alle mulige andre ting.
Du ved godt, at du ikke længere skøjter på tynd is. Du er ved at komme
derud, hvor den skal, der omgiver dig er så tynd, at hvis du vender dig om og
gør nogetsomhelst andet end at sige "Rend mig" - så mister du dig
selv. Og du ved også godt, at det tager for evigt at finde sig selv igen. Så du
går videre. Og du undrer dig over, at du ikke græder. Men du ved også godt, at
du endnu engang har placeret dig selv i en situation, hvor du ikke må græde.
For hvis du først begynder på det lort, så kan du muligvis ikke rigtig stoppe
igen.
Så du går. Og det er mildt i vejret. Selv for en december måned i
Danmark. Du tænker, at du burde se at gøre et eller andet. Og når du tænker den
slags, så betyder det, at du trænger til at komme væk. Du har penge. Du kan
gøre det. Du kan tage direkte ind på hovedbanegården og tage det første tog til
Berlin. Og der. Der i Berlin kan du lege kispus med dig selv og glemme dig selv
på det nærmeste gadehjørne. Åh, hvor ville det være dejligt at glemme dig selv.
Bare lade resterne af dig selv ligge og gå videre ...
Du går forbi et værtshus og trækker på skuldrene. Hvorfor ikke? Hvorfor
ikke lige sætte dig ned og få sat tingene på plads? For du har en diffus
fornemmelse af, at hvis du handler lige nu, så gør du det forkerte.
Du ved godt inderst inde, at tiden ikke er til at flygte. Tiden er til
at komme videre. Så du går ind og værtshuset er, som alle andre værtshuse, du
nogensinde har kendt i dit liv. Du ved præcis, hvad du skal gøre. I dette
tilfælde skal du sætte dig i det fjerneste hjørne og bestille den øl, som er
din undskyldning for at samle dig selv og tænke over tingene. Du ved, at den
erfaring, du netop har fået, ikke er enestående.
Du ved, at der lige nu er tusindvis af mennesker, der lyver og tusindvis
af mennesker, der virkelig ønsker at tro på dem, der lyver.
Men du er ikke en af dem. For det besluttede du for mere end to år
siden, at du ikke ville være.
Du føler dig til grin. Du føler dig så fucking meget til grin, som du
ikke har gjort i meget, meget lang tid. For selvfølgelig så du tegnene. Især
når du sidder og tænker tilbage. Men du var bare så forhippet. Du ville bare så
gerne være sammen med denne helt specielle mand, som var så anderledes og som fik
dig til at føle som en kvinde.
Du skulle have set det komme. At der ikke findes forhold, som kan
baseres på et glimt i en mands øjne og hvordan, han dufter. Og slet ikke på,
hvad han siger. Men du troede, at du fik en del af hans sjæl. Fordi du gav ham
en del af din sjæl. Hvor flosset og forpjusket den end måtte være.
Du indser, at du i en alder af 41 år har opført dig mere ufornuftigt
end nogensinde. Åh ja, indrøm det det bare. Der var tidspunkter, hvor du
syntes, at du kunne leve et helt liv i den mands armhule. Den bittersøde
fornemmelse af at give efter for en svaghed, som du troede, du aldrig ville
bukke under for.
Fordi han var stærk og svag på samme tid. Stærk de steder, hvor du var
svag. Og du kunne lide det, kunne du. Du var vild med det. Og du ville så gerne
hele ham, slikke hans sår post mortem. For dele af ham, var allerede døde. Men
du blev ved med at tro, at du var kvinden, der kunne genoplive dem. Og fordi du
var så vild med ham, ignorerede du tegnene. Men det er okay. Du bliver nødt til
at tilgive dig selv for at have været forelsket. Du er ikke den eneste, der har
dummet dig i det game. Det er okay. Det er helt okay. Pas på dig selv.
Baretenderen er en af de bartendere, der har set alt og hørt alt. Han
er alt for rank, alt for sund at se på til at være bartender på det sted, hvor
du er. Men det er det, han er. Og det er du glad for. Han er til stede. Han
kaster ét blik på dig og lader dig være i fred. Du sætter dig med din øl. Du
sætter dig ned for at få livet og gispe lidt efter vejret. Eller også er det
omvendt. Uanset hvad, er det lige meget. Lige der mens du sidder med din øl, er
det hele faktisk fucking meget lige meget.
Men så samler du dig. For det bliver du nødt til. Du er ikke den
første, der har været der, hvor du er lige nu. Bartenderen har for eksempel
også været der. Han holder øje med dig. Han fodrer jukeboksen. Og lige
pludselig strømmer et nummer ud af højttalerne, som giver komplet mening for
dig. Og du tænker igen, at du ikke må begynde at græde.
I stedet sætter du dig og laver notater. Du laver huskesedler for den
forretning, som du agter at starte. Du skriver og skriver og skriver. Du
skriver så meget, at bartenderen kommer ned og spørger, om du er okay. Du
kigger på ham og ved godt, at du kan sige det til ham. Så det gør du. Og han
lægger hånden på din skulder og siger: "Det skal alle mennesker prøve. Jeg
tror næsten, at det er en del af livet."
Og lige da han siger det, kan du se, at der også er en rest af sorg i
hans øjne. Han har været der. Og det beroliger dig. For han står foran dig og
er stadig levende. Han kan endda smile.
Du spørger ham om, hvad det var for et nummer han spillede - og han
fortæller dig det. Du siger, at det er et ualmindeligt smukt nummer. Og han
nikker. Og han ved, hvor du er. Og han ved, at du lige nu - lige på denne aften
- har behov for en eller anden, som ved, hvor du kommer fra. Så han spiller
nummeret for dig igen og igen. Og hver gang det begynder, kigger du op på ham
og smiler. Og han smiler igen. Og han spiller mere musik. Han spiller 'Heartbreak
Hotel' med Elvis Presley. Han spiller alle de popnumre, der nogensinde har
givet mening, når du er fucked up og miserabel og føler, at du lige der - lige
nu - ikke rigtig har mere at leve for.
Også selv om du er erfaren nok til at vide, at den tanke er noget pis.
Og noget som man overkommer, når den aften er slut. Lige som man overkommer alt
andet. Men lige der har du behov for at søbe i smerten. Smage på den.
Kigge på den. Lade den eksistere i universet.
Og resten af aftenen spiller bartenderen med regelmæssige mellemrum dit
nummer. Og du sidder bare tilbagelænet op ad en bænk allerbagerst i lokalet og
ryger cigaretter og drikker whisky. Men du ved også godt, at der er en grænse.
Du ved, at du stadig og som altid, må holde øje med dig selv. Også selv om det
lige der, føles som om, at der ikke findes alkohol nok i hele verden til at
dulme din smerte. Det er okay. Alt er okay omkring dig og din hjerne. I
korresponderer fint med hinanden. Du har styr på tingene. Du er stadig på
sporet.
Du har gennemgået dine muligheder. Du har længe dagdrømt om at tage til
Sudan og tage ud i ørkenen. Bare dig og ørkenen. Lige som du har prøvet at være
alene med junglen. Fordi det lærte dig noget. Og fordi det er noget, som du
under alle omstændigheder skal. Du skal
ud i den ørken. Men du lader det hele hvile. For lige nu skal du noget andet.
Og det andet foregår i Danmark.
Du kvæler effektivt tanken om, at grunden til at du overhovedet er i
Danmark og ikke bare har overgivet dit produkt til et forlag, var fordi, du
ville finde ud af, hvad der var med ham manden. Ham der lyver. Du siger til dig
selv, at du skal få det bedste ud af situationen.
For havde det ikke været for ham, havde du aldrig fået idéen om at
starte for dig selv. Og i det mindste ved du, at det - lige dét - er en rigtig
beslutning.
Du spekulerer over, om du i virkeligheden burde være taknemmelig over,
at du mødte ham. Men det er for stor en tanke at tænke, når du er så skrammet
og såret.
Du tænker tilbage til aftenen i forvejen, da han gav dig en gave. En
utrolig smuk halskæde med et kranie i. Lige din smag. Så perfekt ramt. Du
husker, hvor glad du blev. Hvordan du tænkte, at alting måske ville gå fremad
herfra. Du tænkte, at det måske ikke var for sent. Indrøm det bare: Du var
pissehamrende lykkelig lige der. Din romantiske idiot ...
Han gav dig muligvis gaven, fordi du havde sagt, at du havde en gave
til ham. Men tilfældet - eller skæbnen? - ville, at du havde glemt den på dit
arbejdsbord, da han hentede dig.
Gaven var symbolsk. Gaven var en smuk ørnefjer, som du selv havde fået
med gode ønsker. En fjer du havde hæget om og passet på, fordi du vidste, hvor
magtfuld den var. Du ville give den energi videre til ham. Du ville give ham
ørnens egenskaber. Eller i det mindste forstærke dem. Styrken, kraften - og det
som er mest kendetegnet ved ørnen - det kølige overblik. Evnen til at skelne
sandhed fra løgn.
Du ville give ham et symbolsk redskab til at se igennem tingene. Til at se sandheden. Godt du ikke gjorde det. For hvad betyder sandheden for en løgner?"
Her er sangen, som bartenderen spillede. Den er fantastisk:
http://www.youtube.com/watch?v=WyOolqBjmok
Kære Knirke
SvarSletDet er en smuk kærlighedshistorie - om end umiddelbart ulykkelig.
Men pas på dig selv - du er jo med barn, eller rettere med bog. Barn eller bog - i hvert fald en mangfoldiggørelse af dig selv.
Tag dig selv højtideligt! Værn om dig selv! Og lad andre mærke, at du gør det!
De kærligste hilsner
Jeg bliver ved med at læse denne hilsen igen og igen. Fordi den er så utrolig smuk. Tusind tak, kære Anonyme menneske, der gav sig tid til at skrive så fint til mig. Jeg skal nok huske at værne om mig selv. Jeg lover det!
SvarSletKærlig hilsen Knirke